Kap. 66 — Følelsesmæssige mangler

(606)  [Se sektion V, “Livets energigivende styrke,” og sektion XI, “ Følelsesmæssige problemer”]

(606 )  (606) Grunden til eksistens — Guds lov er kærlighedens lov. Han har omgivet dig med det skønne for at lære dig, at du ikke er sat her i verden blot for at være optaget med dig selv, grave og bygge, stræbe og spinde, men for at gøre livet lyst og glædeligt og skønt med Kristi kærlighed, for at du i lighed med blomsterne skal være til glæde i livet ved at tjene i kærlighed. — Med mesteren på bjerget, 100 (1896). ret

(606 )  Kærlighed helliger det indre behov — Kærlighed må være drivkraften. Kærlighed er det princip, der ligger til grund for Guds gerning i Himmelen og på jorden, og det må også være grundlaget for den kristnes karakter Det er den alene, der kan befæste og bevare hans tro. Det er den alene, der kan sætte ham i stand til at modstå prøvelser og fristelser. — Kristi lignelser, 34 (1900). ret

(606 )  Opelsk kærlighed — Kærlighed til Gud og kærlighed til hinanden skal opdyrkes, for det er ligeså dyrebart som guld. Nu må vi vise den allerbedste fremstilling af en ren og ubesmittet religions karakter, som både i sin natur og krav, er selviskhedens modsætning. (607) Kærlighed som den Kristus eksemplificerede er uforlignelig; den er over guld eller sølv eller dyrebar stene i sin værdi. Den kærlighed som Kristus besidder, skal der bedes for og søges efter. Den kristne som har denne, bærer en karakter over al menneskelig svaghed.—Brev 335, 1905. ret

(607)  Alle behøver kærlighed — Grunden til at der er så mange hårdhjertede mennesker i dag, er at sand hengivenhed bliver betragtet som svaghed og bliver derfor undertrykt og modarbejdet. Noget af det allerfineste i menneskenaturen er blevet forkrøblet allerede i barndommen og dersom lysstråler ikke får lov at smelte kulde og hårdhjertet selviskhed, vil lykken forsvinde. Dersom vi ønsker at vise ømhed, sådan som Jesus da han gik omkring på jorden og nære en helliggjort medfølelse på samme måde som englene overfor syndige mennesker, må vi udvikle barnets bedste egenskaber som er det enkle og umiddelbare. — Vidnesbyrd for menigheden 3:539 (1875). ret

(607)  Hjertet er et kærlighedens udspring — Hverken bror eller søster K har en erfaring i opofrelse for sandheden, i at være rige på gode gerninger og samle sig skatte i himlen. Afhængige, kærlige børn har ikke gjort brug af deres forståelse, omsorg og tålmodighed. De har rådført sig med deres egen egenkærlige bekvemmelighed. Deres hjerter har ikke været et kildespring der sender levende strømme af ømhed og hengivenhed ud. Ved at velsigne andre med venlige kærlige ord og barmhjertigheds og godgørenhedshandlinger, vil de kunne selv erkende en velsignelse. De har været for snævre i deres nytteområde. — Vidnesbyrd for menigheden 2:649, 650 (1871). ret

(607)  Egenkærlighed ødelægger freden — Det er kærligheden til vort eget jeg, der ødelægger vor fred. Så længe jeget er lyslevende, står vi altid færdige til at værne det mod krænkelse og fornærmelse; men når vi er døde, og vort liv er skjult med Kristus i Gud, vil vi ikke tage os ringeagt eller tilsidesættelse nær. Vi vil være døve over for forsmædelse, blinde over for hån og (608) fornærmelse. »Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig ...« (1Kor. 13,4-8). — Med mesteren på bjerget, 24 (1896). ret

(608)  Sikkerhed er funderet på den rette tænkning — Vi behøver altid at have en forståelse af den forædlende kraft, som ligger i rene tanker. Det eneste trygge for noget menneske er at tænke rent. Som en person "tænker i sit hjerte, sådan er han". (Ordsp. 23,7) Evnen til at holde sig selv i ave styrkes ved øvelse. Det, som til at begynde med synes vanskeligt, vil efterhånden blive let, indtil rigtige tanker og handlinger bliver til en vane. Hvis vi vil, så kan vi vende os bort fra alt, hvad der er lavt og værdiløst, og hæve os op på et højt trin. Vi kan blive agtede af menneskerne og elskede af Gud. — I den store Læges fodspor, 500 (1905). ret

(608)  Manglende kærlighed fordærver — Herren opfordrede Israel til at betragte disse mennesker som afskrækkende eksempler. Kanaanæerne var blottet for kærlighed; de var afgudsdyrkere, horkarle og mordere og besmittede sig med fordærvede tanker og slette handlinger. — Patriarker og profeter, 358 (1890). ret

(608)  Ondskabens frugt er død [Se kapitel 57, “Had og hævn.”] — Hadet og hævngerrighedens ånd havde sin oprindelse hos Satan, og den ledte ham til at tage Guds søn af dage. Enhver, som nærer ondskab og viser uvenlighed, er besjælet af den samme ånd, og død vil blive dens frugt. I den hævngerrige tanke ligger den onde handling gemt, ligesom planten ligger gemt i frøet. »Enhver der hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.« (1 Joh. 3,15).—Med mesteren på bjerget, 61 (1896). ret

(609)  (609) Behov for selskaber — Mange må holdes borte fra syndige indflydelser, hvis de blev opgivet af gode selskaber og fik sagt venlige og elskelige ord til dem. — Vidnesbyrd for menigheden 4:364 (1879). ret

(609)  Naturligt at søge kammeratskab — Det er naturligt at søge selskab. Enhver vil finde kammerater, eller skaffe sig sådanne. Og den indflydelse, venner øver på hverandre til godt eller til ondt, vil stå i nøjagtigt forhold til venskabets, styrke. Alle vil få omgangsfæller og øve en indflydelse og til gengæld blive påvirket af andres indflydelse. ret

(609)  Hemmelighedsfuldt er det bånd, der binder menneskehjerter sammen, således at to menneskers følelser, smag og principper går nøje op i hverandre. Den ene optager den andens ånd og efterligner hans væremåde og handlinger. Ligesom voks beholder seglets præg, således beholder sindet det indtryk, der frembringes ved omgang og selskab. Indflydelsen kan være ubevidst, men den har derfor ikke mindre magt. — Vidnesbyrd for menigheden 4:587 (1881). ret

(609)  Mennesket formes til kammeratskab — Herren har formet mennesket til kammeratskab, og Han har planlagt at vi skal gennemsyres med Kristi venlige og elskende natur og i selskaberne skal bindes sammen til et tæt forhold, som Guds børn, udføre arbejdet for tid og evighed. — Brev 26a, 1889. (.) ret

(609)  Stoltheden ødelægger fællesskabet — De [Kristi fjender] så, at det ophøjede, rene og skønne i sandheden tilligemed dens indgribende, milde indflydelse øvede en kraftig virkning på manges sind. . . . Han nedbryder den skillevæg, der i så høj grad havde smigret deres stolthed og deres tilbagetrukne særstilling, og de frygtede for, at hvis han fik lov til at fortsætte, ville han vende folket fuldstændig bort fra dem. Derfor fulgte de ham med et afgjort fjendskab i håb om at finde en eller anden anledning til at bringe ham i ugunst hos folkemængden og således gøre det muligt for rådet at foranledige hans domfældelse og død. — Med mesteren på bjerget, 47 (1896). ret

(610)  (610) Selskab og karakter — Det er sandelig blevet sagt: “Vis mig dit selskab, og jeg vil vise dig din karakter.” De unge erkender ikke hvor meget både deres karakter og deres omdømme påvirkes når de vælger kammerater. Man søger deres selskab og skikke som man er beslægtet med. ret

(610)  Han som foretrækker selskab med den uvidende og umoralske frem for den kloge og gode, viser at hans egen karakter er mangelfuld. Hans smag og vaner må først og fremmest være helt forskellig fra deres smag og vaner som han opsøger, men idet han blander sig med denne klasse forandrer hans tanker og følelser; han ofrer de rette principper og synker følelsesløs, dog uundgåeligt, ned på sine kammeraters niveau. Ligesom en strøm der hele tiden trækker jorden med sig, når den løber, ligeså bliver de unges principper og vaner altid farvet med det selskabs karakter, som de blander sig med. — Råd til forældre, lærere og studerende, 221 (1913). ret

(610)  Et forhold som enhver er bundet til at bevare — Gud har bundet os sammen som medlemmer i en familie og dette forhold er enhver bundet til at værne om. Der er tjenester der passer andre, som vi ikke kan se bort fra og alligevel holde Guds bud. At leve, tænke og handle for selvet alene er at blive unyttig som Guds tjenere. Højtlydende titler og store talenter er ikke nødvendige for at blive gode borgere eller eksemplariske kristne. — Vidnesbyrd for menigheden 4:339, 340 (1879). ret

(610)  Enighedens bånd — De ømmeste jordiske bånd er det mellem moder og hendes barn. Barnet præges lettere af moderens liv og eksempel end af faderen; for de stærkere og ømmere bånd forener dem. Moderen har et tungt ansvar. Hvis jeg kunne udtrykke for dem, det de kan gøre for at danne deres børns sind, ville jeg være lykkelig. — Vidnesbyrd for menigheden 2:536 (1870). ret

(611)  (611) Kristus er den største ven — Det er af største betydning hvem vi omgås. Vi kan danne mange nye bekendtskaber, men ingen er så dyrebare som dem, hvor begrænsede mennesker kommer i forbindelse med den uendelige Gud. Ved den forening, forbliver Kristi ord i os. . . . Resultatet vil være et rengjort hjerte, et konsekvent liv, og en fejlfri karakter. Men det er kun ved kendskabet og selskabet med Kristus at vi kan blive lig ham, det eneste fejlfrie eksempel. — The Signs of the Times, 10. september, 1885. (Livet sammen med Gud 5. juli.) ret

(611)  Trøst til sindet og fred for sjælen — Den læge som selv viser sig værdig til at kunne sætte sig som overlæge på sanatoriet, vil gøre et stort arbejde. Men hans arbejde i religiøse linier bør altid være sådan, at den guddommelige modgift som hjælp til syndsbebyrdede sjæle, vil blive præsenteret for patienterne. Alle læger bør forstå at et sådant arbejde bør gøres med ømhed og visdom. På vore institutioner hvor mentale patienter er under behandling, vil trøstende sandhedsord til den forpinte ofte være et udjævnende middel for sindet, og genopretter sjælens fred.—Brev 20, 1902. () ret

(611)  En Guds gave — Enhver god indskydelse eller tilskyndelse er en gave fra Gud. Troen modtager fra Gud det liv, som alene kan fremkalde sand vækst og duelighed. — Uddannelse, 255 (1903). ret

(611)  Den indre tilfredshed at være på ret vej — Satan hader uselviskhed, som er grundprincippet i Guds rige. Han benægter ligefrem, at den er til. Lige fra den store strid begyndte, har han bestræbt sig for at bevise, at der lå selviskhed til grund for Guds handlemåde, og han optræder på samme måde over for alle, der tjener Gud. Det er Kristi og alle kristnes opgave at modbevise Satans påstand. ret

(611)  Det var for gennem sit eget liv at give et eksempel på uselviskhed, at Jesus påtog sig menneskeskikkelse. Og alle, (612) som går ind for denne grundtanke, skal samarbejde med ham ved at virkeliggøre den i det praktiske liv. At vælge det rette, fordi det er det rette; at gå ind for sandheden, selv om det koster lidelse og ofre »dette er Herrens tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Herren.« Es. 54,17. — Uddannelse, 155 (1903). ret

(612)  Verden skylder Guds lov tillid og samarbejde — For alt, hvad der skaber tillid og samarbejde, står verden i gæld til Guds lov, sådan som den findes i hans ord, og sådan som den kan spores, om end ofte i dunkle og næsten udslettede træk, i menneskers hjerter. — Uddannelse, 137 (1903). ret

(612)  Den levende succes i modsætning til penge — Når vi sørger for at være i det rette forhold til Gud, vil vi få fremgang hvor vi end går. Og det er fremgang vi ønsker, ikke penge - en levende fremgang. Gud vil give os den, fordi han kender til alt i forbindelse med vor selvfornægtelse. Han kender til hvert offer vi har gjort. Du kan tænke at din selvfornægtelse ikke betyder noget fra eller til, at du burde blive vist mere anerkendelse. Men den betyder meget for Herren. ret

(612)  Om og om igen er jeg blevet vist at hvornår enkeltpersoner begynder at strække sig efter højere og højere løn, kommer noget ind i deres erfaring og sætter dem i en ufordelagtig stilling. Men når de tager imod en løn som klart viser det faktum at de er selvopofrende, ser Herren deres selvfornægtelse, og han giver dem fremgang og sejer. Dette er blevet fremstillet for mig om og om igen. Herren som ser i det skjulte, vil i det åbenbare lønne hvert offer som hans prøvede tjenere har været villige til at gøre. —MS 12, 1913. (På fast grunn 2:180.) ret

(612)  Sikkerhed ikke i rigdomme — Mange mener at finde sikkerhed i jordiske rigdomme. Men Kristus søger at fjerne det sandkorn fra øjet, som forringer synsevnen, og muliggør (613) det således for dem at se den langt rigere og evige herlighed. De tager fejl og antager skygger for at være virkelighed og har tabt den evige verdens herlighed af syne. Kristus kalder dem til at skue ud over det nærværende og får evigheden med inden for deres synskreds. — Brev 264, 1903. (Guds sønner og døtre, 28. aug.) ret

(613)  Tillid til Gud er ægte sikkerhed — Satan er ganske klar over, at selv den svageste sjæl, som holder fast ved Kristus, er stærkere end alle mørkets magter, og at han, hvis han viste sig åbenlyst, ville være ude af stand til at sejre. Derfor forsøger han at lokke korsets stridsmænd bort fra deres stærke fæstning, mens han ligger i baghold med sine følgesvende, parat til at tilintetgøre enhver, der vover sig ind på hans område. Kun ved ydmygt at sætte vor lid til Gud og adlyde alle hans bud, finder vi sikkerhed.—Den store strid, 530 (1888). ret

(613)  Gud tilbyder sikkerhed — Gud vil gerne, at vi skal vælge det himmelske i stedet for det jordiske. Han gør det muligt for os at samle skatte i Himmelen. Han vil gerne opmuntre os i vor højeste tragten og sikre os vore kostbareste skatte. Han siger: "En mand gør jeg sjældnere end guld og et menneske end Ofirs guld." (Es. 13,12) Når rigdommene, som rust fortærer og møllene æder op, er forsvundet, kan Kristi efterfølgere glæde sig over deres skatte i Himmelen, de skatte, der ikke kan forgå.—Kristi lignelser, 398 (1900). ret

(613)  Sandhedens helliggørende indflydelse — Den eneste sikkerhed for en sjæl er den rette tænkemåde. Vi skal bruge alle de midler som Gud har sat inden for vor rækkevidde, for at beherske og opdyrke vore tanker. Vi skal bringe vore sind i harmoni med Hans sind. Hans sandhed vil helliggøre os, krop og sjæl og ånd, og vi skal kunne rejse os fra fristelser. De ord som vi siger, vil være vise ord. — Brev 123, 1904. ret

(614)  (614) Når sandheden bruges bliver vi sundere — Når et menneske, som har haft dårlige vaner og plejet syndige interesser, giver efter for kraften i Guds sandhed, så vil anvendelsen af denne sandhed på hjertet vækker de åndelige kræfter, der har været som lammede. Modtageren får en langt bedre og klarere forståelse, end før han klyngede sig til den evige klippe. Også hans fysiske sundhed bliver bedre ved at erfare den tryghed, han har i Kristus. Guds særlige velsignelse, som hviler over modtageren, er i sig selv ensbetydende med sundhed og styrke. — Kristen mådehold og bibelhygiejne, 13, 1890. (Helse og livsstil, 109.) ret

(614)  Hjælp til skyldfølelse — I Kristus fandt den lamme en helbredelse for både sjælen og for legemet. Han måtte have sjælelig sundhed, inden han kunne forstå at skaffe den legemlige sundhed; førend den legemlige lidelse kunne afhjælpes, måtte Kristus skaffe sindet lindring og rense sjælen fra synd. Den undervisning, som ligger her, må ikke overses. Der er, den dag i dag, tusinder af legemligt syge mennesker, der ligesom den lamme længes efter at høre budskabet: "Dine synder er dig forladte." Syndebyrden med den deraf følgende hvileløshed og utilfredsstillende længsel danner grundvolden til deres sygdom. De kan ikke finde lindring, førend de kommer til ham, som kan læge sjælen. Den fred, som han alene formår at give, ville atter kunne skaffe dem sjælelig styrke og legemlig sundhed. — I den store Læges fodspor, 79 (1905). ret

(614)  Styrke til din dag — Engle, der vil udrette det for dig, som du ikke selv kan gøre, venter på din medvirken. De venter på, at du skal besvare Kristi kaldelse. Hold jer nær til Gud og til hinanden. Lad Guds vilje blive din gennem dine ønsker, gennem stille bøn og ved at modstå Satans virke. Når du har det ene ønske: at modstå Djævelen og oprigtigt beder: "Led os ikke i fristelse," vil du få kraft til dagens gerning. ret

(614)  Det er de himmelske engles opgave at komme nær til de prøvede, de fristede og lidende. De arbejder længe og utrætteligt for at frelse de sjæle, for hvis skyld Kristus døde. — The Review and Herald, 4. juli, 1899. (Guds sønner og døtre, 30. jan.) ret

næste kapitel