Kap. 69 — Afvisning

(630)  (630) Overdrive formodede vanskeligheder — Mange overdriver formodede vanskeligheder og begynder at ynkes over sig selv og lader fortvivlelsen få frit løb. Disse behøver at ændre sig selv fuldstændig. De må disciplinere sig selv til at anstrenge sig ekstra, og overvinde alle barnagtige følelser. De bør beslutte sig for at livet ikke skal bruges på at bearbejde bagateller. . . . Enhver bør have et mål, et formål i livet. Sindets lændestykke bør bindes op og tankerne oplæres til at holde sig til pointet, ligesom kompasset gør til polen. Sindet bør styres i den rigtige kanal, efter velformede planer. Og ethvert skridt vil være et skridt fremad. . . . Fremgang eller tilbagegang i dette liv beror meget på den måde tankerne oplæres på.—The Review and Herald, 6. april, 1886. ret

(630)  Ingen grund til fortvivlelse — Ingen behøver at hjemfalde til mismod og fortvivlelse. Satan kan komme til dig med sine grusomme indskydelser og sige: "Der er intet håb for dig; du kan ikke blive frelst." Men der er håb for dig i Kristus. Gud byder os ikke vinde sejr i vor egen styrke; han beder os komme nær hen til ham. Hvilke vanskeligheder der end nedtrykker sjæl og legeme, så ønsker han at skaffe os frihed. — I den store Læges fodspor, 253 (1905). ret

(631)   (631) Tag i agt for selvmedlidenhed — Vi må vogte os for at nære selvmedynk. Giv aldrig den følelse rum, at du ikke bliver påskønnet, som du burde, at dine bestræbelser ikke skattes, eller at dit arbejde er for svært. Bevidstheden om, hvad Kristus har tålt for vor skyld, bør standse enhver utilfreds tanke. Vi bliver bedre behandlet, end vor Herre blev. — I den store Læges fodspor, 476 (1905). ret

(631)  Selvmedlidenhed forværrer deres karakter som værner om den, og den udøver en indflydelse som ødelægger andres lykke. — MS 27, 1902. (.) ret

(631)  Evnen til at udholde forsømmelighed — Den sjæl der elsker Gud, hæver sig over tvivlens tåge; han får en klar, bred, dyb og levende erfaring, og bliver ydmyg og Kristus lig. Hans sjæl er betroet til Gud, skjult med Kristus i Gud. Han vil være i stand til at stå forsømmelsens, forhånelsens og foragtens prøve, fordi hans Frelser har lidt alt dette. Han vil ikke blive irritabel eller modløs når vanskeligheder betynger ham, fordi Jesus ikke svigtede eller blev modløs. Enhver sand kristen vil være stærk, ikke i styrke og sine gode gerningers fortjeneste, men i Kristi retfærdighed, som gennem tro tillægges ham. Det er en stor ting at være ydmyg og sagtmodig i hjerte, og være ren og ubesmittet, ligesom himlens Fyrste var da Han vandrede blandt mennesker. —The Review and Herald, 3. december, 1889. (S.D.A. Bibel kommentar 7:907.) ret

(631)  Tag ikke forsømmelighed til hjertet — Det er kærligheden til vort eget jeg, der ødelægger vor fred. Så længe jeget er lyslevende, står vi altid færdige til at værne det mod krænkelse og fornærmelse; men når vi er døde, og vort liv er skjult med Kristus i Gud, vil vi ikke tage os ringeagt eller tilsidesættelse nær. Vi vil være døve over for forsmædelse, blinde over for hån og fornærmelse. — Med mesteren på bjerget, 24 (1896). ret

(631)  Modløshed er frugten til umådeholden lediggang — Modløshed er ofte resultatet af megen lediggang. Hænderne og sindet bør optages af nyttigt (632) arbejde, lette andres byrder; og dem som er beskæftiget på denne måde vil også hjælpe sig selv. Lediggang giver tid til at ruge over indbildte sorger, og dem som ikke har egentlige vanskeligheder og prøvelser vil ofte tage dem på forskud. — The Signs of the Times, 23. oktober, 1884. (Råd om sundhed, 629). ret

(632)  Trøst til en forkastet forældreløs dreng — Oh, dette er en kold og egenkærlig verden! Dine slægtninge, som burde have elsket og hjulpet dig for dine forældres skyld hvis det ikke var for din egen, har i deres egenkærlighed fortiet i denne sag og har ingen særlig interesse for dig. Men Gud vil være nærmere og mere dyrebar for dig end nogen anden af dine jordiske slægtninge kunne være. Han vil være din ven og vil aldrig forlade dig. Han er en far for den faderløse. Hans faderforhold vil vise sig at være en liflig fred for dig og vil hjælpe dig med at bære det store tab med mod. ret

(632)  Søg efter at gøre Gud til din fader og du vil aldrig mangle en ven. Du vil udsættes for prøvelser; vær alligevel standhaftig og tragt efter at besmykke din bekendelse. Du vil mangle nåde til at stå, men Guds medlidende øjne er på dig. Bed meget og alvorligt, tro at Gud vil hjælpe dig. Vogt dig mod irritationer og pirrelighed og komme i stærk pine. Tålmodighed er en dyd du behøver at opelske. Søg efter hjertets fromhed. Vær en pålidelig kristen. Sid inde med en renhedens kærlig og ydmyg simpelhed og lad dette være indvævet i dit liv. — Vidnesbyrd for menigheden 2:314 (1869). ret

(632)  Føl dig aldrig alene — Du skal aldrig føle dig forladt, aldrig føle at du er alene, hvis du vil tage Jesus som din Ledsager og din Evige Ven.—Brev 4, 1885. ret

(632)  Forsømmelse ødelægger sjælen — Det er ikke blot ved modstand, men også ved forsømmelse, sjælen går til grunde. — Den store mester, 215 (1898). ret

(632)  Bær over med hinanden — Vi må bære over med hinanden, huske at vi fejler. Nogle har medfølelse, gør en forskel; andre gemmer på frygt, trækker (633) dem ud af ilden. Alle kan ikke have den samme hårdnakkede selvdisciplin. Alle kan ikke være opdraget med hvordan andre nøjagtig opfatter pligt. Forskellige temperaments-typer og forskellige tænkemåder må have hver sin andel. Gud ved hvordan vi skal behandles. Men mit hjerte bliver sygt når jeg ser hvordan en bror behandler en bror og fange hinanden med sine ord, og gøre et menneske til forbryder i ord. . . . . ret

(633)  Nu er det på tide at alle griber fat i arbejdet, ikke stoppe med at udmåle den del af fejl der tilkommer den anden, men at enhver ransager sit eget hjerte, bekender sin egne fejl, og overlader sine brødre til Herren. Man kan kun svare for sig selv og egne fejl; og så længe man i sin snæversyn luer ud i sine brødrenes haver, vokser det giftige ukrudt stærkt i vore egne rækker. Lad enhver arbejde på at bevare sin egen sjæl og have en lykkelig, glad og overbærende ånd i hjemmet, og alle vil få det godt. —Brev 12, 1863. ret

(633)  Alle tænker ikke ens — Der forlanges helhjertet tjeneste i vor omgang med menneskesind. Lad os huske på dette. Vi fristes ofte til at kritisere et menneske for at stå i en meget ansvarsbetynget stilling, fordi han ikke gør og tænker som han burde gøre. Men han som har så mange ansvar at bære, behøver ikke kritik fra sine ligestillede medarbejdere; han behøver deres opmuntring, deres overbærenhed, deres tålmodighed og deres bønner. Han behøver Kristi blivende nærhed; for det er ikke altid at han har kloge, fordomsfrie mennesker at rådføre sig med. ret

(633)  I sin omsorgsudøvelse kan han i forvirring begå fejl og mange beder om hjælp. I snesevis appeller om hjælp, kan din sag virke forsømt. Husk her på at der ligger tunge ansvar på ham, som du mener har forsømt sin pligt. Husk på at det er umuligt for ham indfri din anmodning. Måske vil det være en stor fejltagelse at tilstå det. — Brev 169, 1904. ret

(633)  Herren står hos sine budbringere — Herren ønsker at ethvert intelligent menneske i Sin tjeneste (634) skal tilbageholde alle hårde beskyldninger og udskælden. Vi er instrueret til at vandre med visdom mod dem som er dette foruden. Overlad al fordømmelse og dom til Gud. Kristus indbyder os: ”Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« (Matt. 11,28. 29). ret

(634)  Enhver som giver agt på invitationer vil tage åget sammen med Kristus. Så vil Herren stå hos Sine budbringere og vil gøre dem til Hans talerør, og han som er et talerør for Gud, vil aldrig tage menneskevæseners ord i læberne, som himlens Majestæt ikke vil sige, da han stred med Djævelen. - Brev 38, 1894. ret

(634)  Dæm ikke op på hårde følelser (råd til en overordnet) — Sørg for at du ikke dæmmer op på de hårde følelser. Læg disse følelser til side. Når du går ind på kritikkens og den hårde tale sti, bliver du mere og mere hård og mere tilbøjelig til at kritisere. Stop før du begynder. Giv ikke fjenden en tommes længde på grunden.—Brev 169, 1902. ret

næste kapitel