| Sind, karakter og personlighed kapitel 80. Fra side 722 | ren side tilbage |
(722) (722) [Se sektion VI, “Selviskhed og selvrespekt.”] (722) Menneskets egen karakterstandard — Satan narrer mennesker i dag, ligesom han narrede Eva i Edens have, ved smiger, ved at optænde begæret efter forbudt viden, ved at vække ærgerrighed efter selvets ophøje1se. Det var dyrke1sen af disse onde tilbøje1igheder, der forårsagede hans fald, og gennem dem stiler han nu efter at forvolde menneskers tilintetgørelse. "I skal blive som Gud," sagde han, "til at kende godt og ondt." (1 Mos. 3, 5.) Spiritismen lærer, "at mennesket er skabt ved udvikling; at det er dets bestemmelse lige fra fødselen at være i udvikling, helt ud i (723) evigheden, hen imod det guddommelige." Og atter: "Enhver må dømme sig selv, og ingen andre." "Dommen må blive retfærdig, fordi det er selvets dom. ... Tronen er i dit eget indre." Som en spiritistisk lærer sagde, da den "spiritistiske samvittighed" vågnede i ham: "Mine medmennesker, alle var vi halvguder, der ikke var faldet." Og en anden erklærer: "Ethvert retfærdigt og fuldkomment væsen er Kristus." ret (723) Således har Satan i stedet for den evige Guds retfærdighed og fuldkommenhed - han, som er den eneste, der bør tilbedes, - i stedet for hans lovs fuldkomne retfærdighed, det rette mål for menneskelig stræben, indsat selve menneskets syndige, vildfarende natur som det eneste objekt for tilbedelse, den eneste domsmyndighed eller målestok for karakteren. Dette er nok udvikling, dog ikke opad, men nedad! — Den store strid, 489 (1911). ret (723) Findes ikke i Kristi lære — Jeg blev henvist til følgende skriftsted som særlig anvendeligt på nutidens spiritisme: Kol 2,8: »Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens »magter«, ikke på Kristus.« . . . . ret (723) Arme menneskers sind fyldes med "tomt bedrag". De mener, at der i den selv er en sådan kraft til at udføre store gerninger, at de ikke indser nødvendigheden af en højere kraft. Deres principper og deres tro bygger på »menneskers overlevering og verdens "magter" og ikke på Kristus«. ret (723) Jesus har ikke lært dem denne filosofi. Intet af den art er at finde i hans lære. Han ledte ikke stakkels dødelige mennesker til at tænke på sig selv, til at tænke på en kraft, som de selv besad. Han ledte altid deres sind hen til Gud, universets Skaber, som kilden til deres styrke og visdom. I det attende vers gives der en speciel advarsel: »Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, hvis lyst står til »ydmyghed« og engledyrkelse og som fordyber sig i, hvad han har set i syner, uden grund opblæst af sit kødelige sind.” — Vidnesbyrd for menigheden 1:297 (1862). ret (724) (724) Teorien om at kun have ansvar for selvet — Han [Satan] har ødelagt og ødelægger stadig tusinder ved at gøre dem eftergivende over for lidenskaberne, og derved forråder han hele menneskets natur. For at fuldstændiggøre sit værk forkynder han gennem ånderne, at ”sand viden hæver mennesket op over al lov”, og at ”alt, hvad der er til, er rigtigt”, at ”Gud fordømmer ingen”, og at ”alle de synder, man begår, er uskyldige”. ret (724) Når mennesker på denne måde er bragt til at tro, at begæret er den højeste lov, at frihed er det samme som tøjlesløshed, og at mennesket kun står til regnskab over for sig selv, hvem kan så undre sig over, at last og fordærv udfolder sig alle vegne? Selvbeherskelsens tøjler slappes, tankens og sjælens styrke underlægges dyriske tilbøjeligheder, og med fryd indfanger Satan i sit garn tusinder af dem, der foregiver at være Kristi disciple. — Den store strid, 555, 556 (1911). ret (724) Lucifer ønskede Guds magt, ikke egenskaber — Lucifer ønskede Guds magt, men ikke hans egenskaber. Han søgte den øverste plads for sig selv, og enhver skabning, der drives af hans ånd, vil gøre det samme. Derfor vil fjendskab, uenighed og strid være uundgåelig. Herredømmet bliver den stærkestes sejrspris. Satans rige er et magtens rige; hver enkelt betragter enhver anden som en hindring på vejen til hans egen ophøjelse eller som et springbræt, ved hjælp af hvilket han selv kan nå til en højere stilling. — Den store mester, 435, 436 (1898). ret (724) Hårdnakkethed splitter guddommelig hjælp — Da Gud sendte Moses til Farao, havde han lys, men Farao modsatte sig det, og enhver modstand bliver til stærkere hårdnakkethed. Tilførte Gud en kraft til ham, så han ikke kunne vende sig til lyset? Nej, det var ligegyldigt at bevise. Farao var hårdnakket fordi der skinnede lys, han ikke ville tage imod. — MS 15, 1894. ret (725) (725) Hårdnakkedhed og samvittighedsfuldhed (refleksioner over et egenkært og selvbedraget menneske) — Når du læser brevene jeg har sendt til Oakland, vil du få en tanke om menneskets hårdnakkethed og hans fortsæt på at gøre som det behager ham og gøre på sin egen måde. Han har ikke givet agt på Herrens råd men har ment det var sikkert at vandre i gnisterne fra sin egen optænding. Han vil gøre hvad som helst og alt for at være tjener for sagen, men han vil ikke gøre de ting som Herren har beskrevet er rigtigt at gøre. Hvis han vil vende forræderiet ligesom ___ gjorde, vil han utvivlsomt gøre det under et stort samvittighedsfuldt løfte. ret (725) Dette påskud af samvittighedsfuldhed er temmelig grundigt forsøgt og prøvet. Jeg taler med forståelse, når jeg fortæller dig at jeg kun har meget lidt tillid til hans samvittighedsfuldhed. Der er en god samvittighed og en dårlig samvittighed, og mennesket er meget bedraget i sig selv. Under dette bedrag vil han gøre mange ting i sin egen ånd, som ikke er i harmoni med Guds Ånd. Alligevel vil han være ligeså ubevægelig som en klippe, til at rådgive eller gøre noget andet end på sin egen måde. — brev 48, 1892. ret (725) Selvbedragets frygtelige kraft — At være uden Guds Ånds dyder er i sandhed ilde; men endnu frygteligere er tilstanden, når man således er blottet for åndelighed og er uden Kristus og alligevel søger at forsvare sig ved at sige til dem, der er bekymrede for en, at man ikke trænger til deres frygt og medynk. Frygtelig er selvbedragets magt over menneskesindet! Hvilken blindhed at antage lys for mørke og mørke for lys! Det sanddru vidne råder os til, at vi af ham køber guld, som er prøvet i ilden, hvide klæder og øjensalve. Guldet, der her omtales som prøvet i ilden, er tro og kærlighed. Det gør hjertet rigt, for det er blevet lutret, indtil det er rent og jo mere det prøves desto mere stråler dets glans. — Vidnesbyrd for menigheden 4:88 (1876). ret (725) Satans magt over den selvophøjede — Hvor frugtesløs er ikke menneskers hjælp når Satans kraft udøves over et menneske, som bliver selvophøjet og ikke ved (726) at han tager del i Satans videnskab. I sit selvbedrag går han direkte i fjendens garn og bliver omsnæret. Han giver ikke agt på advarsler han har fået, og bliver taget som Satans bytte. Hvis han havde vandret ydmygt med Gud, vil han have løbet hen på det stævnested som Gud har tilvejebragt for ham. Således ville han i farens stund have været sikker, for Gud vil have opløftet en standard for ham, imod fjenden.—brev 126, 1906. ret (726) Leder til selvmord — Den verden der handler som om der ikke var nogen Gud, optaget af selviske gøremål, vil snart erfare pludselig undergang, og vil ikke undslippe. Mange fortsætter med uforsigtige selvtilfredsstillelser indtil de væmmes så meget af livet at de begår selvmord. ret (726) Dans og svir, drikkeri og rygning, giver deres dyriske lidenskaber frit løb, de går som en okse til slagteren. Satan arbejder med al sin kunst og trylleri for at mennesker skal stadig marchere blindt fremad, indtil Herren rejser fra sit sted og straffer jordens beboere for deres misgerninger, når jorden skal åbenbare hendes blod og ikke længere dække over hendes nedslagtning. Det viser sig ved at hele verden er på march mod døden. — MS 139, 1903. (Evangelisering, 26.) ret (726) Selvet lever ved enhver berøring — Hvilken sejr vil du ikke vinde, når du lærer at følge Guds åbne forsyn med taknemmeligt hjerte og besluttet på at leve med øjnene rettet mod hans ærlighed, syg eller rask, i overflod eller i mangel. Selvet lever og skælver ved enhver berøring. Selvet må korsfæstes før du kan overvinde i Jesu navn og modtage den trofastes belønning. — Vidnesbyrd for menigheden 4:221 (1876). ret (726) Den mest uudslettelige synd — Gud kan ikke forene sig med dem, som lever for at behage sig selv og som stiller sig selv forrest. De, som gør dette, vil i det lange løb blive de sidste af alle. Den synd, som er nærmest det håbløse og uhelbredelige, er stolthed over egne meninger, selvbedrag. Den står i vejen for al vækst. Når en mands karakter er fuld af fejl og han alligevel ikke indser dette; (727) når han er så gennemsyret af selvtilstrækkelighed, at han ikke kan se sine egne fejl, hvordan kan han da blive renset? ”De raske har ikke brug for læge, men de syge.” (Matt. 9,12.) Hvordan kan nogen gøre fremgang, som tror, at hans veje er fuldkomne? — Vidnesbyrd for menigheden 7:199, 200 (1902). ret (727) Ydmygelse af selvet er vigtig — Dem som tror at de kan få Guds velsignelse ved dette møde [et rådsmøde i Michigan] uden at ydmyge selvet, vil gå bort ligesom de kom. De vil være ligeså rådvilde som de var før. Men brødre og søstre, dette kan vi ikke tillade os. Lad os ydmyge vore hjerter for Gud. Vi må lade Kristus salve vore øjne med den himmelske øjensalve så vi kan se. Vi ønsker ikke at være blinde; vi ønsker at se alting klart. Den ene dag ønsker vi ikke at marchere imod Kanaan, og den næste dag tilbage til Ægypten, og efterfølgende mod Kanaan, og så tilbage til Ægypten igen. Vi må dag for dag marchere stødt fremad. Det smerter mit hjerte, det fylder mig den skarpeste sorg, at tænke på de dyrebare velsignelser som vi mister, fordi vi er så langt bagud lyset. — MS 56, 1904. ret (727) Selvforståelse fører til ydmyghed — At kende en selv er en stor kundskab. Sand kendskab til sig selv, fører til en ydmyghed, som vil åbne vejen for Herren, og udvikle sindet, forme og disciplinere karakteren.— Råd til forældre, lærere og studerende, 419 (1913). ret (727) Er langt fra ude af stolthed eller selvophøjelse — »Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede« (1. Joh 2,6) »Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til.« (Rom 8,9) Denne lighed med Jesus vil ikke gå ubemærket hen for verden. Den er genstand for opmærksomhed og kommentarer. Den kristne er ikke bevidst om den store forandring; for jo mere han ligner Kristus i karakter, des ydmygere tanker vil han gøre om sig selv; men alle omkring ham vil se og mærke det. ret (728) (728) Dem som har mærket den dybeste erfaring i Guds ting er længst væk fra stolthed eller selvophøjelse. De har ydmyge tanker om selvet og de mest ophøjede begreber om Kristi herlighed og fortrin. De føler at den laveste plads i hans tjeneste er for ærefuld til dem. — Vidnesbyrd for menigheden 5:223 (1882). ret (728) Sikkert at huske en svaghed — Mennesker skal ikke kun forsøges og prøves over for menneskelig forstands væsener men også for det himmelske univers. Med mindre de selv frygter og skælver, hvis de ikke erkender deres egen svaghed og husker deres tidligere fejl, og forsøger at vogte sig imod dem, vil de gøre den samme fejltagelse, som var resultatet af deres andet forsøg. — MS 43, 1898. ret (728) Et livsværk at besejre selvet — Det onde kan ikke gøres godt igen eller ens livsvaner omformes ved nogle svage bestræbelser nu og da. Karakterens udvikling er et værk, som ikke fuldendes på en dag ej heller på et år, men kræver en hel levetid. Kampen for sejr over sig selv, for opnåelsen af hellighed og en plads i himlen er en livsvarig kamp. Uden stadig anstrengelse og uafbrudt virksomhed kan ingen gøre fremgang i det åndelige liv ej heller opnå sejrvinderens krone. — I den store Læges fodspor, 452 (1905). ret (728) Det guddommelige præg — Lad ikke selvet vokse til store dimensioner, med mindre hele mennesket bliver smudset til. En lækage vil få et skib til at synke, og en revne vil bryde kæden; så der kan være nogle nedarvede eller opelskede karaktertræk, som vil arbejde i hjertet og udvikle i ord, som vil gøre indtryk for ondt, som aldrig vil udslettes. Vi bygger for evigheden. Lad karakteren få præg af det guddommelige i rene og ædle udtryk, i oprigtige handlinger. Så vil hele himlens univers se på og sige: ”Vil gjort, gode og tro tjener. — brev 91, 1899. ret |