Kap. 83— Alderdommen

(745)  (745) Ikke nyttig til sidst — De gamle behøver også familiernes hjælpsomme bistand. I hjem hos brødre og søstre i Kristus kan de i fuldere grad end noget andet sted erstattes af tabet af deres eget hjem. Hvis de opmuntres til at tage del i familiens interesser og sysler, så vil de lede dem til af føle, at de endnu kan gøre nogen nytte. Lad dem forstå, at man sætter pris på deres hjælp, og at de endnu kan gøre noget for at hjælpe andre. Dette vil glæde deres hjerter og gøre livet interessant for dem. — I den store Læges fodspor, 204 (1905). ret

(745)  Lignende omgivelser er ønskværdige — Lad så vidt muligt dem, hvis grå hår og vaklende gang viser, at de nærmer sig graven, blive hos deres venner og bekendte. Lad dem tilbede Gud sammen med sådanne, som de har kendt og elsket. Lad kærlige, ømme hænder tage sig af dem. — I den store Læges fodspor, 204 (1905). ret

(745)  Et hjem for ældre er ikke løsningen — Spørgsmålet om omsorg for vore aldrende brødre og søstre, der intet hjem har, bliver stadig fremhævet. Hvad kan der gøres for dem? Det lys, Herren har givet mig, er blevet gentaget: (746) Det er ikke bedst at oprette institutioner til at tage sig af de gamle, hvor de kan være samlede i en gruppe. Ej heller bør de sendes bort fra hjemmet for at blive taget vare på. Lad medlemmerne i hver familie hjælpe deres egne slægtninge. Hvor dette ikke er muligt, tilfalder arbejdet menigheden, der bør tage imod det både som en pligt og som et privilegium. Alle, som har Kristi Ånd, vil betragte de svage og aldrende med særskilt agtelse og ømhed. — Vidnesbyrd for menigheden 6:272 (1900). ret

(746)  Forsøder og forædler livet — Tilstedeværelsen af en af disse hjælpeløse i vore hjem giver os en dyrebar anledning til at samarbejde med Kristus og til at udvikle karaktertræk, der ligner hans. Der er en velsignelse i den indbyrdes omgang mellem de gamle og de unge. De unge kan bringe lysstråler ind i de gamles liv og hjerter. De, som nærmer sig livets aften, behøver den gavnlige indflydelse af at komme i berøring med ungdommens håbefuldhed og kraft. De unge kan på den anden side høste fordel af de gamles visdom og erfaringer. Fremfor alt må de lære at øve uegennyttig hjælpsomhed. Det ville være en uvurderlig velsignelse for mange familier at have en sådan hos sig, som behøver sympati, overbærenhed og selvopofrende kærlighed. Det ville forsøde og forædle familielivet og hos unge og gamle frembringe de kristelige dyder, som ville pryde dem med en guddommelig skønhed og gøre dem rige på uforgængelige himmelske skatte. — I den store Læges fodspor, 204, 205 (1905). ret

(746)  Unge og ældre forener kræfterne — Hvor er det betagende at se unge og gamle være afhængige af hinanden, så de unge ser op til de ældre for at få råd og visdom, og de gamle søger hjælp og medfølelse hos de unge. Dette er, som det skal være. Gud vil, at de unge skal have sådanne karakteregenskaber, at de kan føle glæde ved venskabet med de gamle, så de ved kærlighedens stærke bånd kan være forenede med dem, som er på gravens rand. — The Signs of the Times, 19. oktober, 1888. (Guds sønner og døtre 3. juni, 161.) ret

(747)   (747) Omsorg for ældre forældre — Forældre har ret til kærlighed og respekt frem for alle andre mennesker. Gud, som har givet forældrene ansvaret for de sjæle, som er betroet dem, har bestemt, at de skal stå i hans sted over for børnene, mens disse er mindreårige. Og den, der forkaster sine forældres berettigede myndighed, forkaster Guds myndighed. Det femte bud kræver ikke blot, at børnene skal vise deres forældre respekt, underdanighed og lydighed, men også kærlighed og ømhed, lette deres byrder, værne deres rygte og hjælpe og trøste dem på deres gamle dage. Det indskærper også respekt for prædikanter og regenter og alle andre, som Gud har givet myndighed. — Partriarker og profeter, 153 (1890). ret

(747)  Livskraften aftager med årene — De, som har ældre personer at sørge for, bør huske på, at disse i særlig grad behøver varme, hyggelige værelser. Livskraften svækkes, efterhånden som årerne skrider frem, og de har mindre modstandskraft overfor de for sundheden mindre gunstige forhold, og af den grund er det så meget mere nødvendigt for de gamle at have rigeligt af sol og frisk, ren luft. — I den store Læges fodspor, 275 (1905). ret

(747)  Tilpasse sig når man sløjer af — Det er ofte tilfældet, at ældre mennesker er uvillige til at indse eller indrømme, at deres åndskræfter er i aftagende. De forkorter deres dage ved at påtage sig bekymringer, der påhviler deres børn. Satan spiller ofte på deres fantasi og leder dem til at føle en stadig ængstelse angående deres penge. Disse er deres afgud og de opdynger dem med gnieragtig omhu. Undertiden kan de berøve sig selv mange af livets bekvemmeligheder og arbejder over evne i stedet for at gøre brug af de midler, de har. På denne måde lever de frivilligt i stadig mangel, fordi de frygter for, at de engang i fremtiden kan komme til at lide nød. ret

(747)  Al denne frygt stammer fra Satan. Han påvirker de organer, som leder til slavisk frygt og mistroiskhed, (748) fordærver det ædle i sjælen og ødelægger opløftende tanker og følelser. Sådanne mennesker er unormale i spørgsmålet om penge. ret

(748)  Dersom de ville indtage det standpunkt, som Gud ønsker, de skulle indtage, kunne deres sidste dage blive de bedste og lykkeligste. De, der har børn, hvis hæderlighed og skønsomme ledelse de har grund til at stole på, skulle lade deres børn gøre dem lykkelige. Medmindre de gør dette, vil Satan drage fordel af deres mangel på mandskraft og overtage ledelsen for dem. De bør lægge ængstelse og byrder til side, tilbringe deres tid så lykkeligt, som de kan og modnes for himmelen. — Vidnesbyrd for menigheden 1:423, 424 (1864). ret

(748)  Ny hukommelse forsvinder hurtigt — Den, som er blevet gammel i tjenesten for Gud, opdager måske, at hans hjerne ikke er i stand til at opfatte, hvad der sker omkring ham; og hvad der nyligt er sket, forsvinder snart fra hans erindring, men hans hukommelse er helt vågen over for begivenheder og oplevelser i hans barndom. Gid dog de unge kunne forstå, hvor vigtigt det er at bevare sindet rent og purt og vogte det for urene tanker, og bevare sjælen fra nedværdigende vaner; thi renhed eller urenhed i ungdommen afspejler sig i alderdommens dage. — The Youth’s Instructor, 25. oktober, 1894. (Guds sønner og døtre, 12. marts.) ret

(748)  Visse træk forstærkes med alderen — Jeg så David i bøn til Herren om ikke at forlade ham, når ham blev gammel og jeg så, hvad det var, som fremkaldte hans alvorlige bøn. Han bemærkede, at de fleste af de aldrende omkring ham var ulykkelige og at uheldige karaktertræk navnlig tiltog med alderen. Dersom nogle af naturen var smålige og begærlige, blev de det i en yderst ubehagelig grad i deres alderdom. Dersom de var misundelige, pirrelige og utålmodige, blev de det i en særlig grad, når de blev gamle. — Vidnesbyrd for menigheden 1:422 (1864). ret

(748)  Tøjlesløs jalousi og manglende dømmekraft — Det smertede David, når han så, at konger og adelige, som i deres manddoms styrke (749) syntes at have gudsfrygt for øje, i deres alderdom blev mistroiske over for deres bedste venner og deres slægtninge. De befandt sig i stadig frygt for, at det var af egoistiske grunde, deres venner viste interesse for dem. De kunne lytte til venners antydninger og bedrageriske råd angående dem, som de burde have tillid til. Deres utøjlede mistro brød undertiden ud i lys lue, fordi ikke alle var enige med dem i deres svigtende skøn. Deres begærlighed var frygtelig. De mente ofte, at deres egne børn og slægtninge ønskede dem døden for at kunne indtage deres plads, komme i besiddelse af deres rigdom og modtage den hyldest, som var blevet dem til del. Og nogle blev i dem grad behersket af deres mistroiske og begærlige følelser, at de ødelagde deres egne børn. — Vidnesbyrd for menigheden 1:422, 423 (1864). ret

(749)  Davids bøn i hans høje alder — David lagde mærke til, at skønt nogle i deres manddoms styrke havde været retfærdige, syntes de at miste deres selvbeherskelse, når alderdommen kom. Den onde trængte ind og tog ledelsen af deres sind og gjorde dem hvileløse og utilfredse. Han så, at mange af de gamle synes at være forladt af Gud og udsatte sig for Guds fjendes latterliggørelse og forsmædelse. ret

(749)  David blev dybt grebet; det kugede ham, når han så fremad til den tid, da han skulle blive gammel. Han frygtede for, at Gud ville forlade ham og at han ville blive lige så ulykkelig som de andre gamle, hvis liv han havde lagt mærke til og at han kunne blive overladt til forsmædelse fra Herrens fjender. Med denne byrde hvilende på sig, beder han alvorligt: »Forkast mig ikke i alderdommens tid og svigt mig ikke, nu kraften svinder!« »Gud, du har vejledet mig fra min ungdom af, dine undere har jeg forkyndt til nu. Indtil alderdommens tid og de grånende hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din arm for alle kommende slægter.« (Sal. 71,9.17.18.) David følte nødvendigheden af (750) at være på vagt mod de onder, som alderdommen bringer med sig. — Vidnesbyrd for menigheden 1:423 (1864). ret

(750)  Brug af betroede midler — Bror L er en Guds forvalter. Han er blevet betroet midler og bør være vågen for hans opgave og give Gud de ting der er Guds. Han bør ikke undlade at forstå de krav Gud har på ham. Medens han lever og har sin fornuftige sans, bør han udnytte anledningerne og tilegne sig de ejendomme som Gud har betroet ham, i stedet for at overlade dem til andres brug og anvende dem efter hans livs afslutning. — Vidnesbyrd for menigheden 2:675 (1871). ret

(750)  Efterlad ikke løse ender — Bror L bør have sine forretninger helt rene og ikke med løse ender. Det er hans privilegium at være rig i gode gerninger og at lægge en god grundvold for sig selv, imod den kommende tid, så han kan give det evige liv. Det er ikke sikkert for ham at følge hans svigtende dømmekraft. Han bør rådføre sig med erfarne brødre og søge Guds visdom, så han kan gøre sit arbejde godt. Han bør nu være virkelig alvorlig for at skaffe sig »punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær.” — Vidnesbyrd for menigheden 2:676 (1871). ret

(750)  Ældre medarbejdere sættes ikke til side — Den største interesse bør være mod en hvis livsinteresser er bundet op med Guds arbejde. På trods af deres mange svagheder, har disse medarbejdere stadig talenter som skikker dem til at stå ved deres lod og på deres sted. Gud ønsker at de skal tage ledende stillinger i hans værk. De har stået trofast midt i storme og prøvelser og er blandt vore mest dyrebare rådgivere. Hvor taknemmelige burde vi ikke være over at de stadig kan bruge deres gaver i Herrens tjeneste! ret

(750)  Mist ikke denne kendsgerning af syne at disse alvorlige brydere tidligere helligede alt for arbejdets fremmarch. At de nu er blevet gamle og grånede i Guds tjeneste er ingen begrundelse for at skulle ophøre med at (751) udøve en bedre indflydelse end mænd med langt mindre kendskab til arbejdet og lagt mindre erfaring i guddommelige anliggender. ret

(751)  Selvom de er trætte og ude af stand til at bære tungere byrder som yngre mænd kan og burde bære, er deres værdi som rådgivere af den højeste orden. De har gjort fejltagelser, men de har lært af deres fejl; de har lært at undgå fejl og farer og er de så ikke kompetente til at give gode råd? De har båret trængsler og prøvelser og selvom de har mistet noget af deres energi, skal de ikke skubbes til side af mindre erfarne arbejdere, som kun ved lidt om disse pionerers arbejde og selvopofrelse. Herren sætter dem derved ikke til side. Han giver dem særlig nåde og kundskab. — Vidnesbyrd for menigheden 7:287, 288 (1902). ret

(751)  Skal æres og respekteres — De gamle normbærere som stadig lever bør ikke sættes på svære steder. Dem som tjente deres Mester da arbejdet blev svært, som udholdt armod og forblev trofaste over for sandheden da vort medlemstal var lille, skal altid æres og respekteres. Jeg er blevet belært at sige: Lad enhver troende respektere de ældre pionerer som har båret prøvelser og vanskeligheder og mange afsavn. De er Guds arbejdsfolk og har gjort en fremtrædende del for opbyggelsen af hans værk. — Vidnesbyrd for menigheden 7:289 (1902). ret

(751)  Skal behandles som fædre og mødre — Når de ældre fanebærere er på et arbejdsfelt, bør de som har haft fordel af deres arbejde, have omsorg og respekt for dem. Tyng dem ikke ned med byrder. Værdsæt deres råd, deres ord og deres vejledning. I bør behandle dem som fædre og mødre som har båret arbejdets byrder. De arbejdere som alt tidligere forudså sagens behov, gør en prisværdig gerning når de i stedet for at bære alle byrderne selv, lægger dem på yngre mænds og kvinders skuldre og uddanner dem ligesom Elias underviste Elisa. — The Review and Herald, 20. marts, 1900. (På fast grunn 2:227.) ret

(752)   (752) Råd til en ældre og prøvet evangelist — Måtte Herren velsigne og støtte vore ældre og prøvede arbejdere. Måtte han hjælpe dem til at blive vise med hensyn til bevarelse af deres fysiske, mentale og åndelige kræfter. Jeg er blevet belært af Herren til at sige til dem som frembar deres vidnesbyrd i budskabets tidligere dage: "Gud har begavet jer med fornuftens kraft og han ønsker at I skal forstå og adlyde de love som har med velvære og sundhed at gøre. Vær ikke ubetænksom. Overanstreng dig ikke. Tag tid til at hvile. Gud ønsker at I skal stå på jeres lod og jeres sted og gøre jeres del for at frelse mænd og kvinder fra at fejes ned af den mægtige strøm af ondt. Han ønsker at I skal tage rustningen på indtil han påbyder at tage den af. Der er ikke længe til at I vil få jeres løn.” — Vidnesbyrd for menigheden 7:289 (1902). ret

(752)  Den største fare — Jeg er blevet pålagt at sige mine ældre brødre: Vandre ydmygt med Gud. Vær ikke brødrenes anklager. I skal udføre jeres bestemte arbejde under Israels Guds ledelse. Hos mange er største fare tilbøjeligheden til at kritisere. De brødre som I fristes til at kritisere, er kaldet til at bære ansvar, som I ikke selv har mulighed for at bære; men I kan være jeres hjælpere. I kan gøre sagen stor tjeneste hvis I vil, ved at viderebringe jeres erfaring fra fortiden til andres arbejde. Herren har ikke givet nogen af jer til opgave at rette og kritisere jeres brødre. — brev 204, 1907. (Evangelisering, 106, 107.) ret

næste kapitel