Kap. 85 — Rådgivning

(763)  (763) Behov for rådgivere — Oh, vi behøver ledere, kloge og hensynsfulde, vel afbalancerede mænd som vil være kloge rådgivere, som har en vis indsigt i den menneskelige natur og som ved hvordan de i gudsfrygt skal lede og give råd. —brev 45, 1893. (På fast grunn 2:362.) ret

(763)  Et øre der kan lytte med forståelse — Der er behov for hyrder som under Overhyrdens velledning vil søge efter de fortabte og bortkomne. Dette betyder at fysisk ubehag må bæres og magelighed opofres; Det betyder øm omsorg for de vildfarende, en guddommelig medlidenhed og overbærenhed. Det kræver at man har et øre som deltagende kan lytte til hjerteknusende omtale af uret, af nedværdigelse, af fortvivlelse og elendighed. — Evangeliets tjenere, 133 (1915). ret

(763)  Vigtigheden af en pastoral-rådgivers arbejde — Ligesom lægen tager sig af fysiske lidelser, således tager Kristi sande hyrde sig af den syndsbetyngede sjæl. Og hans arbejde er så meget vigtigere end den førstes, som det evige liv er af større værd end vor jordiske tilværelse. Prædikanten møder en uendelighed af uensartede karakterer og det er hans pligt at gøre sig bekendt med medlemmerne i familier, der lytter til hans undervisning, for (764) at kunne bestemme, hvilke midler bedst vil være egnet til at påvirke dem i den rigtige retning. — Vidnesbyrd til menigheden bd. 4, 267. ret

(764)  Tag folk hvor de er — At tage folk lige hvor de er, uanset deres stilling, uanset deres tilstand, og hjælpe dem på enhver mulig måde – det er evangelistarbejde. For prædikanter kan det være nødvendigt at tage ud i den syges hjem og sige: ”Jeg er parat til at hjælpe dig, og jeg vil gøre det bedste jeg kan. Jeg er ikke læge, men jeg er en præst, og jeg vil gerne tjene den syge og forpinte.” Dem som er syge i kroppen er næsten altid syge i sjælen, og når sjælen er syg, er kroppen blevet syg.—MS 62, 1900. (.) ret

(764)  Imødegå sorger — Herrens medarbejdere behøver Jesus smeltende kærlighed i deres hjerter. Enhver prædikant lever som et menneske blandt mennesker. Lad ham, med velordnede metoder, gå fra hus til hus, og altid frembære røgelsen af himlens velduftende atmosfære af kærlighed. Gå andres sorger, vanskeligheder og trængsler i forkøbet. Gå ind i både høje og lave, rige og fattiges glæder og bekymringer. — brev 50, 1897. (Evangelisering, 348, 349.) ret

(764)  Brug for råd — De uerfarne må vejledes af kloge råd, når de er i trængsel og angribes af fristelser; må de lære at det koster vedholdende og målrettede anstrengelser at opnå resultater i åndelige sager. Vi må ofte gentage det for dem som er nye i troen: ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet.” (Jak. 1,5) Disse ord skal præsenteres i den Mesters ånd som gav dem, for de er af større værdi end guld, sølv eller værdifulde stene. ret

(764)  Undervis de unge disciple i at lægge deres hænder i Kristi hånd, og sige: ”Led mig, vejled mig.” Hvilken trøst og håb og velsignelse vil de trængende, og rådvilde sjæle modtage, hvis de ydmygt vil søge Gud. Betingelsen er (765) at de kommer i tro, ingen vaklen, beder om vejledning på rådvilhedens dag. Dette løfte har den oprigtigt søgende fået: ”Du skal få overmådelige svar.” ”Du skal modtage.” ret

(765)  Denne instruktion gives ofte af hvad Gud har sagt vil aldrig svigte. Det er bedre at stole på Herren, end at sætte lid til fyrster. Vi må lære hver sjæl at lægge sine anmodninger i bøn på barmhjertighedens sæde. Styrke og nåde vil visselig komme til den, som gør dette, for det har Herren lovet. Og alligevel går så mange i svaghed, fordi de ikke tror at Gud vil gøre som Han har sagt.—MS 19, 1894. ret

(765)  Gud har givet regler — Faderen er familiens lovgiver, og ligesom Abraham bør han gøre Guds lov til regel i sit hjem. Gud sagde om Abraham: ”Jeg kender ham, at han skal byde sine børn og sit hus efter sig." (1Mos 18,19) Der ville ikke blive nogen syndig undladelse af at modvirke det onde, ingen svag, uklog favorisering; han ville ikke lade misforstået kærlighed lede ham bort fra overbevisningen om, hvad der var hans pligt. Han ville ikke alene give den rette undervisning, men også hævde gyldigheden af gode og retfærdige love. ret

(765)  Gud har givet os regler til vor vejledning. Børnene må ikke overlades til at gå bort fra den trygge sti, som findes afmærket i Guds ord, og træde ind på de farefulde veje, som står åbne på alle sider. I venlighed, men i fasthed og udholdenhed og under bøn må deres urigtige ønsker modvirkes, deres dårlige tilbøjeligheder underkues. — I den store Læges fodspor, 390, 391 (1905). ret

(765)  Lyt til erfarendes råd (ord til en fortvivlet mand og fader) — Du har drevet om i verden, men den evige sandhed vil vise sig som et anker for dig. Du behøver at vogte din tro. Bevæg dig ikke af impulser eller nære på vage teorier. Erfaringsmæssig tro på Kristus og underkastelse under Guds lov er af højeste betydning for dig. Tag imod erfarne menneskers råd og vejledning. Tøv ikke (766) med at overvinde dig. Vær oprigtig over for dig selv, dine børn og Gud. Din plagede søn behøver at blive behandlet ømt. Som en fader, bør du huske at nerver der kan begejstres af fornøjelse også kan gyse af den skarpeste smerte. Herren identificerer sine interesser med den lidende menneskeheds. — Vidnesbyrd for menigheden 4:368 (1879). ret

(766)  Hvor råd kunne have sparet selvstændige unge for ukloge ægteskaber — Når det er for sent, finder de, at de har taget fejl og har forspildt deres lykke i dette liv såvel som deres sjæls frelse. De ville ikke erkende, at nogen uden de selv forstod noget angående denne sag. Og dog kunne de, om de havde modtaget råd, have sparet sig for år af ængstelse og sorg. Men det er kun spildte råd, man ofrer på dem, som er bestemt på at gå deres egen vej. Lidenskaben fører den slags mennesker ud over alle de forhindringer, som fornuften og dømmekraften måtte stille op. — The Review and Herald, 25. september, 1888. (Budskaber til unge, 280.) ret

(766)  Nogle kvalifikationer for en rådgiver — Det er af stor betydning at han, som er valgt til at tage sig af patienternes og sygehjælpernes åndelige interesser, er et menneske med sund dømmekraft og med ufravigelige principper, et menneske som vil få moralsk indflydelse, som ved hvordan man har med menneskesind at gøre. Han bør være en person med visdom, dannelse og kærlighed såvel som han har forstand. Han kan ikke være helt effektiv i alt fra begyndelsen, men han bør, med alvorlig tanke og erfaring med hans evner, dygtiggøre sig selv for dette vigtige arbejde. Der er brug for den største visdom og mildhed for at kunne betjene denne stilling acceptabelt, dog med ubøjelig renhed må fordomme, blindhed og vildfarelse i enhver form og art imødekommes. — Vidnesbyrd for menigheden 4:546, 547 (1880). ret

(766)  Private konsulenter kan blive en snare (råd til en prædikant) — Sidste nat blev din sag fremlagt for min opmærksomhed, og jeg talte med dig som en moder taler med (767) med sin søn. Jeg sagde: ”Bror ___, du bør ikke se det som din opgave at samtale med unge damer om visse emner, selvom din hustru er til stede. Du får dem til at tro at det er rigtigt at samtale med prædikanter om familiehemmeligheder og vanskeligheder, som burde bringes frem for Gud, som forstår hjertet, som aldrig går fejl, og som dømmer retfærdigt. Afvis at lytte til nogen samtaler af private sager, om det enten er familier eller enkeltpersoner. Hvis personer opmuntres til at komme til dig med deres problemer, vil de tro det er helt rigtigt at holde denne praksis, og det vil blive en snare, ikke kun for den sjæl som meddeler sig, men for dem som disse ting bliver betroet til.” — brev 7, 1889. ret

(767)  Begrænsninger i prædikantens råd til kvinder — Kvinder er blevet tiltrukket til dig, og har været parat til at udgyde deres private trængsler og familieskuffelser i dine ører. Du bør ikke låne dem øre, men fortæl dem at du selv kun er et fejlende menneske; at Gud er deres hjælper. Jesus kender ethvert hjertes hemmeligheder, og Han kan velsigne og trøste dem. Fortæl dem at du kan dømme forkert og lede dem til at opmuntre til ondskab, snarere end irettesætte det. Peg dem til ”Guds lam, som bærer verdens synd bort.” Hvis du vil tage rustningen på og, selvom det er lidt på tværs, yde det personlige arbejde hvor der er brug for det, for dem som lukker døren for himlens lys på grund af deres selviskhed, ærgerrighed, vil du ikke få så mange venner, men du vil frelse sjæle. — brev 48, 1888. ret

(767)  Gentagede advarsler — Lad dig ikke tiltrække af kvinder. Stå opret frem og fortæl dem at du ikke er deres skriftefader. Jesus er Ham som skal høre hjertets hemmeligheder. Du er kun et menneske, og dømmer kun fra et menneskeligt ståsted, du kan tage forkerte beslutninger og give forkerte råd. — MS 59, 1900. ret

(768)  (768) Du kan ikke se noget lys, min bror, når du har møder med unge damer alene. Lad det være erfarne kvinder som uddanner og oplærer de unge kvinder i anstændig optræden og indflydelse. Lad dem ikke fortælle deres private historie til nogen levende mand. Dette er ikke Guds orden, og du bør ikke opmuntre til noget af den slags. — brev 9, 1889. ret

(768)  Faktorer i god rådgivning — Når nogen møder en krise i livet og du giver gode råd og formaning, vil dine ords indflydelse til det gode kun have den vægt, som du har vundet ved din ånd og dit eksempel. Du må være god, før du kan gøre det gode. Du kan ikke øve en indflydelse, der vil forvandle andre, for dit eget hjerte er blevet ydmyget og lutret og blødgjort ved Kristi nåde. Når denne forandring er sket hos dig, vil det være lige så naturligt for dig at leve for at velsigne andre, som det er for rosenbusken at bære små duftende blomster eller vinranken sine purpurrøde klaser. — Med mesteren på bjerget, 128 (1896). ret

(768)  Den oplæring og erfaring som forberedte Moses som en medfølende rådgiver — Mennesker ville være sprunget over den lange tid, hvor Moses arbejdede ubemærket, og have regnet det for tidsspilde, men i sin evige visdom krævede Gud, at hans folks vordende leder skulle leve 40 år som en ringe fårehyrde. De egenskaber, der derved blev udviklet hos ham, såsom omsorg, selvforglemmelse og øm kærlighed til hjorden, ville berede ham til at blive en medlidende tålmodig hyrde for Israel. Menneskelig undervisning eller kultur kunne ikke give ham et udbytte, der kunne erstatte denne erfaring. — Patriarker og profeter, 125 (1890). ret

(768)  Nogle er ikke egnet til at have med menneskesind at gøre (råd til en prædikant) — Du har nogle karaktertræk som ikke sætter dig i stand til at behandle menneskesind særlig klogt. Du arbejder ikke på en måde som vil give de bedste resultater. — brev 205, 1904. ret

(769)  (769) Men at omgås menneskers sindelag er det dejligste arbejde som mennesker over hovedet kan få. Alle er ikke egnede til at rette den fejlende. De har ikke visdom til at dele retfærdigt, skønt de vil være barmhjertige. De kan ikke se nødvendigheden i at opblande kærlighed og øm medfølelse med nøjagtige irettesættelser. Nogle er altid unødig strenge og føler ikke nødvendigheden af apostelens formaning: »Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet«. (Judas 1:22, 23).—Vidnesbyrd for menigheden 3:269, 270 (1873). ret

(769)  Menneskelig forstand er ikke almægtig — En klar forståelse af hvad Gud er og hvad han forlanger at vi skal være, vil give os et ydmygt syn på selvet. Han som studerer det hellige ord rigtigt, vil lære at menneskelig forstand ikke er almægtig; at menneskelig styrke og klogskab, uden den hjælp ingen andre end Gud kan give, kun er svaghed og uvidenhed. — Vidnesbyrd for menigheden 5:24 (1882). ret

(769)  Manifestere Kristi nåde — Gud vil have den enkelte til at se mindre på det begrænsede, og være mindre afhængige af mennesker. Vi har rådgivet dem som tilkendegiver at de ikke har kendskab til Kristi nåde og ikke forstår sandheden som den er i Kristus. ret

(769)  Dem som samarbejder med Gud ydmyge opfattelser af sig selv. De er ikke stolte, selvtilstrækkelige, og selvophøjende. De er langmodige, venlige, og fulde af barmhjertighed og gode frugter. Menneskelige mål går i baggrunden. Kristi retfærdighed går foran dem, og Herrens herlighed er deres belønning. — SpT Serie A, Nr. 3, s 49, 7. maj, 1895. (Vidnesbyrd til prædikanter og evangeliearbejdere, 215, 216.) ret

(769)  Arbejdsspørgsmål til rådgivere — Når vi har forsøgt at fremholde sundhedsreformen for vore brødre og søstre og vi har talt til dem om betydningen af at spise og drikke og gøre alt til Guds ære, har mange ved deres handlinger sagt: "Det kommer ingen ved, hvorvidt jeg spiser dette eller hint. Hvad vi end gør, skal vi selv bære følgerne deraf." ret

(770)  (770) Kære venner, I tager storlig fejl. I er ikke de eneste, der lider under en forkert handlemåde. Samfundet, som I lever i, lider i stor udstrækning lige så vel som I under følgerne af jeres forsyndelser. Dersom I lider som følgerne af jeres uafholdenhed i spise og drikke, påvirkes også vi, som færdes iblandt jer eller omgås jer, at jeres svagheder. Vi må lide på grund af jeres forkerte handlemåde. ret

(770)  Dersom den bidrager til at svække kraften i jeres sind eller legeme, mærker vi det, når vi er sammen med jer og påvirkes deraf. Dersom I er triste i stedet for at være livsglade i jeres sind, kaster I en skygge over alle jeres omgivelser. Hvis vi er bedrøvede og nedtrykte og har vanskeligheder, kunne I, hvis jeres helbredstilstand var, hvad den burde være, have klare tanker, så I kunne vise os en udvej og tale et trøstende ord til os. Men dersom jeres hjerne er så valen på grund af jeres urigtige levemåde, at I ikke er i stand til at give os det rigtige råd, betyder det så ikke et tab for os? ret

(770)  Vi kan måske have temmelig stor tillid til vort eget skøn, men vi ønsker alligevel at have rådgivere; »for vel står det til, hvor mange giver råd« Vi ønsker, at vor handlemåde måtte være sådan, at de, som vi har kær, kan se, at den er konsekvent og vi ønsker at søge råd og at de må være i stand til at give os det med klare tanker. Men hvad bryder vi os om jeres skøn, dersom nervekraften i jeres hjerner er blevet anstrengt til det yderste og livskraften er blevet ledet bort fra hjernen for at kunne tage sig af den upassende føde, I har indført i jeres mave, eller af en overdreven mængde af sund føde? Hvad bryder vi os om sådanne menneskers skøn? De ser gennem en masse ufordøjet føde. Derfor har jeres levemåde indvirket på os. Det er umuligt for jer at følge en urigtig fremgangsmåde uden at påføre andre mennesker lidelse. — Vidnesbyrd for menigheden 2:356, 357 (1870). ret

(770)  Forsigtig tilgang — De, som . . . er skødesløse og frastødende i deres optræden over for andre, ville vise den samme mangel på takt og evne til at omgås (771) mennesker, hvis de optog prædikegerningen. — Vidnesbyrd for menigheden 5:399 (1885). ret

(771)  Hvordan tingene siges “tydeligt” — Jeg har fået lov til at sige nogle ting meget tydeligt til dem som er blevet forvirrede. Ellers turde jeg ikke fortælle dem sandheden, for jeg har fået et budskab til dem. — brev 271, 1903. ret

(771)  Lær Kristi måde at behandle mennesker på — Lær at behandle tænkende mennesker ligesom Jesus gjorde. Af og til må man komme med skarpe udtalelser, men vær sikker på at Guds Hellige Ånd bor i jeres hjerter før du siger sandheden lige ud. Lad den så bryde sig vej. Du skal ikke gøre det. —G.C.D.B. 13. april, 1891. (På fast grunn 2:371.) ret

(771)  Syge har et følelsesmæssigt behov — Sympati og en klog optræden vil ofte virke gavnligere på den syge end selv den allerfortinligste behandling, der gives på en kold og ligegyldig måde. Når lægen kommer hen til sygesengen og optræder sorgløst og ligegyldigt og betragter den syge, som om hans tilstand kun har ringe betydning for ham, og ved ord og handling giver indtrykket af, at vedkommendes sygdomstilfælde ikke trænger til videre opmærksomhed, og så overlades patienten til sine egne betragtninger, så har han gjort vedkommende ligefrem skade. Den tvivl og det mismod, som denne ligegyldighed har frembragt, vil ofte tilintetgøre de gode virkninger af de givne forskrifter. — I den store Læges fodspor, 244 (1905). ret

(771)  Ikke bebrejdelse, men en venlig hånd – Hvis du ser nogen hvis ord eller attitude viser at han er udskilt fra Gud, så bebrejd ham ikke. Det er ikke dit arbejde at fordømme ham, men komme tæt op ad hans side for at hjælpe ham. Lignelsen om det fortabte får må sættes op som et motto i enhver bolig. Den Guddommelige Fårehyrde efterlader de nioghalvfems, og går ud i ørknen for at opsøge det som er mistet. Der er krat, moseområder og farlige sprækker i (772) klipperne, og Hyrden ved om fået er på nogen af disse steder, må en venlig hånd løfte det ud. Når Han opdager det fortabte får, overdynger han det ikke med bebrejdelser. Han er kun glad for at Han har fundet i live. Når Han hører dets bræen langt borte fra, overvinder Han enhver vanskelighed så han kan redde sit Får som var tabt. Med en fast og dog venlig hånd, deler han tornebusken, eller tager det bort fra sumpen; Han løfter det ømt op på sine skuldre og bærer det tilbage til hjorden. Den rene, syndfrie Genløser bærer den syndige og urene. — MS 17, 1895. ret

(772)  Klog rådgivning — Sympati er noget godt, når den ydes klogt, men den må ydes med omtanke og med viden om, at genstanden for den fortjener sympati. Hvad kan man sige om at tage mod råd fra andre? Ordsp 25,9-12: "Før sagen med din næste til ende, men røb ej anden mands hemmelighed; thi ellers vil den, der hører det, smæde dig. ..... Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid. En guldring, et gyldent smykke er revsende vismand for lyttende øre." ret

(772)  Når vi kan forene os om at hjælpe hinanden frem ad vejen til Himmelen, når samtalen drejer sig om åndelige og guddommelige emner, så er det noget værd at tale; men når samtalen kredser om en selv og om jordiske og uvæsentlige ting, så er tavshed guld. Det lyttende øre skal tage imod dadel med ydmyghed, tålmodighed og lærvillighed. Kun således kan vort samkvem med hinanden blive til velsignelse og opfylde alt det, som Gud ønsker, det skal være. Når de guddommelige forskrifter gensidigt følges, gør den klogt irettesættende sin pligt, og det lyttende øre hører villigt og får gavn af det. — brev 52, 1893. (Guds sønner og døtre, 8. juni.) ret

(772)  Hvad der end sker, vær stille og venlig — Der vil altid være ting der driller, forvirrer og prøver . . . . . din tålmodighed. De må være beredte for dette og ikke blive overildnede eller ude af balance. De må være rolige og velvillige hvad der end må hænde. . . . . . De bør altid have for øje at (773) de har med sygelige mænd og kvinder, syge i sindet, som ofte ser tingene i et fordrejet lys og stadig tror at de forstår tingene korrekt. — Vidnesbyrd for menigheden 3:182 (1872). ret

(773)  Forvent ikke for meget — Prædikanter må passe på, at de ikke venter for meget af personer, som endnu famler i vildfarelsens mørke. . . . . De må behandle menneskene med tålmodighed og visdom og altid erindre, hvor mangeartede de omstændigheder er, som har udviklet så forskellige træk hos de enkelte personer. — Vidnesbyrd for menigheden 4:262 (1876). ret

(773)  Fredfyldt atmosfære — Det allerførste arbejde, mine brødre, er at sikre Guds velsignelse i jeres egne hjerter. Derefter bringe denne velsignelse ind i jeres hjem, bortlæg al jeres kritik, overvind jeres fordringsfulde veje og lad kærlighedens og venlighedens ånd få overhånd. Atmosfæren i jeres hjem vil føres med jer til kontoret og himmelsk fred vil omgive jeres sjæle. Hvor Jesu kærlighed end regerer er der en medynkende ømhed og hensynsfuldhed over for andre. Det dyrebareste arbejde som mine brødre kan gå ind i, er at opelske en Kristuslignende karakter. — Vidnesbyrd for menigheden 5:558, 559 (1889). ret

(773)  Leder til levende vandes kilder — Den, som søger at slukke sin tørst ved denne verdens kilder, drikker kun for atter at tørste. Alle vegne findes der utilfredse mennesker. De længes efter noget, der kan tilfredsstille sjælens trang. Kun en eneste kan imødekomme denne trang. Det, som verden trænger til, er Kristus, "Slægternes Håb". Den guddommelige nåde, som Han alene kan tildele, er som det levende vand, lutrende, forfriskende og styrkende for sjælen. — Den store mester, 117 (1898). ret

(773)  Forstå det verdslige synspunkt — En oplyst dømmekraft tvinger os til at anerkende, at himmelske ting er langt overordnet end jordiske sager, og alligevel leder menneskets fordærvede hjerte det til at give verdens (774) ting forrang. Store menneskers meninger, videnskabsteorier, såkaldte falsum, blandes med sandhederne i den hellige skrift. — The Review and Herald, 24. november, 1891. ret

(774)  Den store rådgiver — Kom til Gud med alle jeres behov. Gå ikke til andre med dine trængsler og fristelser; Gud alene kan hjælpe dig. Hvis du opfylder betingelserne i Guds løfter, vil løfterne opfyldes i jer. Hvis jeres tanker forbliver ved Gud, vil du ikke gå fra henrykkelse til modløshedens dal hvor prøvelser og fristelser kommer over dig. Du vil ikke tale tvivl og tungsind til andre. Du vil ikke sige: ”Jeg ved ikke noget om dette er hint. Jeg føler mig ikke lykkelig. Jeg er ikke sikker på at vi har sandheden.” Dette vil du ikke gøre, for du vil have sjælen forankret sikkert og urokkeligt. Når vor tale lyder modløs og trist, lytter Satan med djævelsk glæde, for han glæder sig over at vide, at han har fået os i sin trældom. Satan kan ikke læse vore tanker, men han kan se vore handlinger og høre, hvad vi siger og ud fra sit lange kendskab til menneskeslægten kan han indrette sine fristelser på at drage fordel af de svage punkter i vor karakter. Og hvor tit røber vi ikke for ham, hvordan han kan vinde sejr over os! Oh, om vi måtte kontrollere vore ord og handlinger! Hvor stærke vil vi ikke blive hvis vore ord var af en sådan orden, at vi ikke skammer os over at se det nedskrevet på dommens dag. Hvor anderledes vil de se ud på Guds dag, fra hvad de virker til når vi siger dem. — The Review and Herald, 19. maj, 1891. ret

(774)  Iblandt jer står den Mægtige Rådgiver i gennem tiderne, og indbyder jer til at sætte lid til Ham. Skal vi vende os bort fra ham til usikre mennesker, som er lige så helt afhængige af Gud, som vi selv er? Er vi faldet så langt under vore privilegier? Er vi ikke været skyldig i at forvente så lidt, at vi ikke har bedt om hvad Gud længes efter at give? — The Review and Herald, 9. juni, 1910. ret

næste kapitel