Kap. 88 — Negativ indflydelse på sindet

(789)  (789) Sæt al kværuleren til side — Vi bør udluge vore tanker for alle beklagelser og kværulering. Lad os ikke fortsætte med at se på de mangler så vi kunne se. . . . Hvis vi vil have rigtigt fat på Gud, må vi se på de store dyrebare ting- den renhed, herlighed, kraft, venlighed, hengivenhed og kærlighed som Gud har skænket os. Og ser vi på det, vil vore sind blive så fæstnet ved disse ting af evig interesse, at vi ikke har ønske om at finde brister hos andre. — MS 153, 1907. (HC 232.) ret

(789)  Vi har tilbøjelighed til at huske det negative — Vi må lære at sætte den bedst mulige struktur på andres tvivlsomme optræden. . . . Vi kan ikke komme i gennem uden at vi bliver sårede og vort temperament prøvet, men som kristne må vi være lige så tålmodige, overbærende og sagtmodige som vi ønsker andre skal være. ret

(789)  Oh, hvor mange tusindvis gode handlinger og venlige gerninger modtager vi . . . . lader vi gå gennem sindet som dug for solen, medens indbildning og virkelig fortræd efterlader et indtryk, som det er næsten umuligt at hviske ud! Det (790) allerbedste eksempel på at give til andre, er at selv være rigtige, og overlade vort omdømme til Gud og ikke være så bekymrede for at rette alle forkerte indtryk og bringe vor sag i et gunstigt lys.—brev 25, 1870. (HC 237.) ret

(790)  Det billede vi studer ændrer vore liv. – Alt som får os til at se menneskehedens svaghed er i Herrens fortsæt, at få os til at se på Ham, og på ingen måde sætte lid til mennesker eller gøre det kødelige vor arm. . . Vi ændres til det billede som vi dvæler ved. Da er det vigtigt at åbne vore hjerter til de ting som er sande, elskelige og gode at give efterretning på! — brev 63, 1893. (HC 248.) ret

(790)  Husk den menneskelige svaghed — Når vi har med vore medmennesker at gøre skal vi tænke over at de har same lidenskaber som os selv, mærker den samme svaghed og lider de samme fristelser. Sammen med os har de en kamp for livet, hvis de fastholder deres renhed. . . . Sand kristen opmærksomhed forener og udvikler både retfærdighed og finhed, samt barmhjertighed og kærlighed fylder dette op, giver det fineste strejf og smukkeste elegance i karakteren. — brev 25, 1870. (HC 236.) ret

(790)  Rejs ikke barrierer — Herren vil at hans folk skal bruge andre metoder end den at fordømme uret, selv om fordømmelsen er berettiget. Han vil at vi skal gøre noget mere end at slynge beskyldninger mod vore modstandere, noget som bare vil drive dem længere bort fra sandheden. Den gerning som Kristus kom til verden for at udføre, var ikke at stille skranker op og stadig kaste folk den sandhed i øjnene, at de var på vildspor. Den som venter at kunne oplyse et vildført folk, må komme dem nær og virke for dem i kærlighed. Han må blive et midtpunkt med hellig indflydelse. — Evangeliets tjenere, 276 (1915). ret

(790)  Overvinde følsomhed — Mange har en livlig, uhelliggjort følsomhed som hele tiden holder dem på (791) på vagt for nogle ord, et udseende, eller en handling som de kan fortolke som manglende respekt og påskønnelse. Alt dette må overvindes. Enhver bør gå frem i gudsfrygt, gøre sit bedste uden at blive betynget af ros eller fornærmet over kritik, over at tjene Gud ofte og lære at fortolke det på bedste måde, uanset hvor meget andre virker modbydelige. — MS 24, 1887. (HC 240.) ret

(791)  Opsøg ikke klagepunkterne — At dømme vore brødre, at gemme på følelser imod dem, også hvis vi føler at de ikke har gjort noget rigtigt imod os, vil ikke velsigne vore hjerter og vil ikke hjælpe sagen over hovedet. Jeg tør ikke lade mine følelser løbe i den kanal der opsøger mine sorger, fortæller dem igen og igen, og dvæler i en mismodig, fjendsk og uenig atmosfære. — brev 74, 1888. (HC 239.) ret

(791)  Bevidst tab af retskaffenhed — Når du er klar over at du mister din retskaffenhed, bliver din sjæl til en slagmark for Satan; du har tvivl og frygt nok til at lamme dine kræfter og drive dig til modløshed.—brev 14, 1885. (HC 94.) ret

(791)  Satans særlige arbejde skaber uenighed — Opelsker vi ikke de ømme hensyn og overbærenheden for hinanden, skabes der uenighed, mistillid og general splid. Gud . . . kalder på os til at lægge denne store synd bort og bestræbe at besvare Kristi bønner så Hans disciple kan blive ét, ligesom han er ét med Faderen. . . . . Det er Satans særlige arbejde at skabe uenighed. . . . så verden lider mangel på de mægtigste vidnesbyrd, som Kristne kan bibringe den med: At Gud har sendt Sin Søn for at bringe harmoni i turbulente, stolte, misundelige og fanatiske menneskesind. — brev 25, 1870. (HC 237.) ret

(792)   (792) Negative følelser gennemtvinger uorden i hele mennesket — Misundelse og jalousi er sygdomme som bringer alle menneskets evner i uorden. De stammer fra Satan i paradiset. . . . Dem som lytter til hans [Satans] røst vil være andres skyggeside og vil fordreje og forfalske for at opbygge sig selv. Men intet der smudser til kan komme ind i himlen, og hvis ikke de, der værner om denne ånd forandrer sig, kan de aldrig komme derind, for de vil kritisere engle. De vil misunde den andens krone. De vil ikke vide hvad de skal sige, uden at komme frem med andres ufuldkommenheder og vildfarelser. — The Review and Herald, 14. september, 1897. (HC 234.) ret

(792)  Et uhelligt temperament bringer evangelistens sind og liv i fare — Når du udviser et uhelligt temperament, endog i Guds folks forsamling, bringer du dit sind og liv i fare. Spørg dig selv: Vil det kunne betale sig for mig at fortsætte som jeg har gjort, i stridigheder og påstande?—brev 21, 1901. ret

(792)  Når Guds kraft er tabt — Mænd og kvinder er blevet købt for en pris, og hvilken pris! Faktisk Guds Søns liv. Hvilken frygtelig ting er det for dem at sætte sig i en position, hvor deres fysiske, mentale og moralske kraft er fordærvet, hvor de mister deres livskraft og renhed. Disse mænd og kvinder kan ikke give Gud et antageligt offer. ret

(792)  Ved en fordrejet appetit og lidenskaber, har mennesket mistet Guds kraft og bliver uretfærdighedens redskab. Hele mennesket bliver sygt – legeme, sjæl og ånd. Men der er tilvejebragt et hjælpemiddel til menneskehedens helliggørelse. Det uhelliggjorte sind og legeme må renses. Der er gjort en forunderlig tilvejebringelse hvorved vi kan få tilgivelse og frelse.—brev 139, 1898. ret

(792)  Den, som vil overholde enkelhed i alle sine vaner, holde nydelsessygen i tømme og beherske lidenskaberne, kan bevare, sine sjælelige evner stærke, virksomme og (793) kraftige, hurtige til at opfatte alt, hvad der kræver tænkning eller handling, fintmærkende til at skelne mellem det hellige og det ukristelige ,og rede til at tage del i ethvert foretagende, som tjener til Guds ære og menneskehedens vel. — The Signs of the Times, 29. september, 1881. (Guds sønner og døtre, 20. marts) ret

(793)  Dem der falder mangler en sund mental indstilling — Dem der fanges i Satans snare, har endnu ikke en sund mental indstilling. De er forvirrede, indbildske og selvtilstrækkelige. Oh, med hvilken sorg ser Herren på dem og hører deres store svulmende forfængelige ord. De er opblæste med stolthed. Fjenden ser overraskende på at de var så nemme at fange.—brev 126, 1906. ret

(793)  For meget tillid er fjendens snare — Hvor frugtesløs er menneskers hjælp ikke når Satans kraft udøves over et menneskes væsen, som er blevet selvophøjet og som ikke ved at han har del i Satans videnskab. I hans overdrevne tillid går han direkte ind i fjendens snare, og bliver fanget. Har ikke givet agt på de advarsler han har fået, og blev taget som Satans bytte. Hvis han havde vandret ydmygt med Gud, ville han have løbet hen til det mødested som Gud har forberedt for ham. Således vil han i farens stud være sikker, for Gud ville have løftet ham til en standard imod fjenden.— brev 126, 1906. ret

(793)  Hjertet er naturligt fordærvet — Vi må huske på at vore hjerter er naturligt fordærvede, og vi ikke I os selv kan udøve den rette handlemåde. Det er kun ved Guds nåde, kombineret med de mest alvorlige anstrengelser fra vor side af, at vi kan vinde sejr.—The Review and Herald, 4. januar, 1881. (HC 111.) ret

(793)  Dårlige vaner standser udvikling — Enhver levevane eller fremgangsmåde som vil svække nerver og hjernekraft eller den fysiske styrke gør at den næste nådegave ikke kan bruges, som kommer ind efter mådehold og tålmodighed. – MS 13, 1884. (HC 69.) ret

(794)   (794) Dovne og udisciplinerede sindstanker. – Gud ønsker ikke at vi hele tiden skal kæmpe med dovne og udisciplinerede sindstanker, sløve tanker og en løs hukommelse. — Råd til forældre, lærere og studerende, 506 (1913). ret

(794)  Gå igennem livet og modstå vreden — De fleste af disse dårligt opdragne mennesker lever i et skævt forhold til verden og svigter, hvor de burde have slået sig igennem. De kommer efterhånden til at føle, at verden nærer uvilje imod dem, fordi den ikke smigrer og forkæler dem og de hævner sig ved at nære uvilje mod verden og byde den trods. Omstændighederne tvinger dem undertiden til at lægge sig efter en ydmyghed, de ikke føler; men den udstyrer dem ikke med en naturlig ynde og deres sande katarakter vil med sikkerhed komme til syne før eller senere. — Vidnesbyrd for menigheden 4:202 (1876). ret

(794)  Revidér alle levevaner og praksis. — Mænd og kvinder må lære at revidere alle levevaner og praksiser og straks lægge de ting bort som skaber usunde forhold for legemet, og derved kaste en mørk skygge over sindet. — The Review and Herald, 12. november, 1901. (Welfare Ministry, 127, 128.) ret

(794)  Hvad gør vi med tvivl — Også kristne med en lang erfaring bliver angrebet med den frygteligste tvivl og vaklen. . . . . Du må ikke tænke over om disse fristelser gør din sag håbløs . . . . Sæt håb til Gud, stol på Ham, og hvil i Hans løfter.—brev 82, 1889 (HC 86.) ret

(794)  Når djævelen kommer med sin tvivl og vantro, så luk dit hjertes dør. Luk dine øjne så at du ikke vil dvæle over hans helvedes skygge. Løft dem der op hvor de kan beskue de ting som er evige, og du vil få styrke hver time. Trængslerne i din tro, er meget mere dyrebar end Gud. . . . . Det gør dig tapper at kæmpe Herrens kamp. . . . ret

(794)  Du skal ikke lade nogen tvivl komme ind i dit (595) sind. Behag ikke djævelen så meget, at du fortæller om de frygtelige byrder du bærer. Hver gang du gør det, ler Satan over at hans sjæl kan kontrollere dig og at du har mistet Jesus Kristus, din Genløser, af syne. — MS 17, 1894. (HC 86.) ret

(795)  Gentagelse svækker modstandskraften — Intet menneske kan ikke en gang hellige sine Gudsgivne kræfter til verdslig tjeneste eller stolthed uden at sætte sig selv på fjendens grund. . . . Enhver gentagelse af synd svækker hans modstandskraft, forblinder hans øjne, og kvæler overbevisningen.—The Review and Herald, 20. juni, 1882. (HC 160.) ret

(795)  Opmuntring til den fortvivlede — Når I arbejder for at hjælpe dem, som ligger under for onde baner, så vis dem hen til Jesus i stedet for at fremholde fortvivlelse og ruin for dem, som venter dem. Led dem til at fæste blikket på herligheden der. Det vil bidrage mere til at bringe legemlig og sjælelig frelse end alle gravens rædsler formår overfor de håbløse og tilsyneladende håbløse. — I den store Læges fodspor, 65 (1905). ret

(795)  Frugtesløse og tidskrævende sager — Vi må vende os bort fra en mængde ting, som vil lægge beslag på vor opmærksomhed. Der er emner, som sluger tid og vækker spørgsmål, men som intet fører til. Den omhyggelige opmærksomhed og energi, der så ofte anvendes til forholdsvis intetsigende ting, bør vises til de højeste interesser. ret

(795)  Antagelsen af nye teorier vil i og for sig ikke bibringe sjælen nyt liv. Ja selv kundskaben om teorier og kendsgerninger, der i og for sig er vigtige, har kun ringe værdi, hvis man ikke gør anvendelse af dem i livet. Vi trænger til at føle vort ansvar med hensyn til at tilføre sjælen føde, som vil nære og opflamme det åndelige liv. — I den store Læges fodspor, 464 (1905). ret

(795)  Lev for et fortsæt — Vi bør leve for den næste verden. Det er så ulykkeligt at leve et vilkårligt og formålsløst liv. Vi ønsker formål i livet – at leve med et fortsæt. Gud hjælp os (796) alle til at være selvopofrende, mindre selviske, glemme selvet og selviske interesser mere, og gøre godt, ikke for den ære vi forventer at få, men kun fordi det er formålet i vort liv, og vil i sidste ende komme tilbage til os. Lad vor daglige bønner gå op til Gud, så Han vil afklæde os for selviskhed. — brev 17, 1872. (HC 242.) ret

næste kapitel