Engle fra dommertiden til det jordiske rige

(112)  Kristus som “Herrens engel”
Jeg fik vist at selvom Gud i gammel tid sendte sine engle for at tjene eller bringe meddelelser til enkeltpersoner og disse personer erfarede hvad de så og talte med englen om, var de slået med ærefrygt og var bange for at de skulle dø. De havde et så ophøjet syn på den frygtelige majestæt og Guds kraft, at de regnede med at blive ødelagt når de kom nær én med direkte forbindelse til hans hellige ophøjelse. Jeg blev henvist til Dommerbogen 13,21.22, Dommerbogen 6,22.23, Josuabogen 5,13-15. — Åndelige Gaver 4b:152. ret

(112)  Efter at deres leder [Josua] og de ældste som var forbundet med ham var døde, begyndte folket gradvist at falde tilbage til afgudsdyrkelse..... ret

(112)  Herren lod ikke sit folks synder gå hen uden dadel. Der var stadig trofaste tilbedere i Israel; og mange andre, for sædvane og tidligere omgang, deltog i Gudstilbedelsen ved tabernaklet. En stor gruppe samlede sig ved en religiøs fest, da Guds engel, der først viste sig i Gilgal, åbenbarede sig selv for menighedsforsamlingen i Siloa..... ret

(113)  Denne engel, den samme som viste sig for Josua da Jeriko blev indtaget, - var ingen mindre end Guds Søn..... Han viste dem, at han ikke havde brudt sine løfter for dem, men de havde selv overtrådt deres højtidelige pagt. ret

(113)  »Da Herrens engel talede disse ord til alle israelitterne, brast folket i gråd.« »Og de ofrede til Herren der. « Men deres anger gav ingen varige resultater. — Signs of the Times, 2.juni, 1881. ret

(113)  Gideon
Gideon var søn af Joasj og tilhørte Manasses stamme. Den slægt, som denne familie tilhørte, havde ingen førerstilling i folket, men Joasj's familie udmærkede sig ved mod og retskaffenhed.... Gud opfordrede nu Gideon til at befri sit folk. Gideon var ved at tærske hvede på det tidspunkt..... Mens Gideon stod skjult her og arbejdede, tænkte han med sorg på forholdene i Israel og overvejede, hvorledes hans folk kunne blive befriet for undertrykkernes åg. ret

(113)  Pludselig viste "Herrens engel" sig for ham og tiltalte ham med ordene: "Herren er med dig, stærke kriger!"—Patriarker og Profeter, 282. ret

(113)   Engelen havde skjult sin nærværelses guddommelige herlighed, men det var ingen anden end Kristus, Guds Søn. Når en profet eller en engel gav et guddommeligt budskab, var han ord: “Herren siger, jeg vil gøre dette,” men det siges om den, der talte med Gideon, “Herren sagde til ham: Jeg vil være med dig” ret

(114)  Idet han ønskede at vise sin strålende gæst særlig ære, og efter at have fået forvisningen om, at Engelen ville vente, skyndte Gideon sig til sit telt og ud af sit sparsomme lager tilberedte et gedekid og usyret brød, som han bragte og satte frem for ham. . . . . . ret

(114)  Da gaven blev præsenteret, sagde Engelen: “Tag kødet og det usyrede brød, læg det på klippen der og hæld suppen ud derover.” Det gjorde Gideon, og så gav Herren det tegn, han ønskede. Med staven i sin hånd rørte Engelen kødet og det usyrede brød, og en ild slog op af klippen og fortærede det hele som et offer og ikke som et gæstfrit måltid; for han var Gud, og ikke menneske. Efter dette tegn på sin guddommelige karakter forsvandt Engelen. ret

(114)  Da han blev overbevist om, at han havde set Guds Søn, blev Gideon bange og udbrød: “Ve, Herre, Herre, jeg har jo set Herrens engel ansigt til ansigt.” ret

(114)  Så viste Herren sig nådigt for Gideon anden gang og sagde: “Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!” Disse ord blev sagt af den samme medlidende Frelser, som sagde til de fristede disciple på den oprørte sø: “Det er mig; frygt ikke!” Den samme, som viste sig for de sørgende i salen ovenpå og talte de selvsamme ord, som blev sagt til Gideon: “Fred være med eder!” —Signs of the Times, 23.juni, 1881. ret

(114)  Samson
Under det udbredte frafald vedblev mennesker, der trofast tjente Gud, at trygle ham om at befri Israel. . . . . På grænsen mellem højlandet og filisternes slette lå den lille by Zora. Her boede Manoas familie. De var af Dans stamme og var en af de få familier, der var forblevet tro mod Gud under det almindelige frafald. "Herrens engel" viste sig for Manoas barnløse hustru og sagde, at hun ville få en søn, og at Gud ville lade ham gøre de første skridt til at befri Israel. Med henblik herpå underviste engelen hende om, hvorledes hun skulle leve, og hvorledes hun skulle behandle sit barn. ret

(115)  Kvinden gik nu hen og fandt sin mand, og da hun havde fortalt ham, hvordan engelen så ud, gentog hun, hvad han havde sagt. Af frygt for, at de skulle røgte den betydningsfulde opgave, som de havde fået betroet, forkert, bad hendes mand denne bøn: "Ak, Herre, lad den Guds mand, du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal bære os ad med den dreng, der skal fødes.” ret

(115)  Da engelen atter viste sig, spurgte Manoa ivrigt: "Hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med drengen?" Engelen gentog, hvad han tidligere havde sagt: "Alt det, jeg talte om til kvinden, skal hun vogte sig for; intet af, hvad der vokser på vinstokken, må hun spise; vin og stærk drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt, hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"—Patriarker og Profeter, 289. ret

(115)  Manoa og hans hustru vidste de ikke at Den der henvendte sig til dem var Jesus Kristus. De så på Ham som Herrens budbringer, men uanset om han var profet eller en engel var de rådvilde. Idet de ønskede at udvise gæstfrihed imod deres gæst, bad de Ham indstændigt at forblive der, medens de skulle tilberede et kid til Ham. Men i deres uvidenhed om Hans karakter, vidste de ikke om den skulle ofre det for et brænd offer, eller bringe det for Ham som mad. ret

(116)  Englen svarede: »Selv om du holder mig tilbage, spiser jeg ikke af din mad; men vil du ofre et brændoffer, så bring Herren det!« I sin forvisning, at hans gæst var en profet, sagde Menoa: »Hvad er dit navn? Når dit ord går i opfyldelse, vil vi ære dig!« ret

(116)  Svaret var: »Hvorfor spørger du om mit navn? Du skal vide, det er underfuldt.«I erkendelsen af hans gæsts himmelske karakter, Manoa tog »gedekiddet og afgrødeofferet og ofrede det på klippen til Herren, ham, som handler underfuldt, og Manoa og hans hustru så til.« Ild kom fra klippen, og fortærede ofret, og »Og da flammen slog op imod himmelen fra alteret, steg Herrens engel op i alterflammen, medens Manoa og hans hustru så til; og de faldt til jorden på deres ansigt.« Der kunne ikke længer være tvivl om deres gæst karakter. De vidste at de havde set på den Hellige, som havde ophyllet Sin herlighed i skystøtten, havde været Israels Vejleder og Hjælper i ørknen. ret

(116)  Forbavselse, ærefrygt, og rædsel fyldte Manoas hjerte; og han kunne kun udbryde: »Vi er dødsens, thi vi har set Gud!« Men hans ledsager havde mere tro end han i denne højtidelige stund. Hun mindede ham om at Herren fandt behag i at accepter deres offer, og havde lovet dem en søn som skulle begynde at udfri Israel. Dette var et bevis på gunst i stedet for vrede. — Signs of the Times, 15.september, 1881. ret

(117)  Det guddommelige løfte til Manoa blev opfyldt i rette tid ved en sons fødsel, hvem Samsons navn blev givet til. Ved Englens bud kom der ingen ragekniv over barnet hoved, han blev helliget Gud som nazaræer, fra sin fødsel af.—Signs of the Times, 6.oktober, 1881. ret

(117)  Samuel og Eli
Samuel var et barn, som var omgivet af de mest fordærvelige indflydelser. Han så og hørte ting, som bedrøvede hans sjæl. Elis sønner, der gjorde tjeneste i hellige embeder, var beherskede af Satan. Disse mænd besmittede hele atmosfæren i deres omgivelser. Mænd og kvinder blev daglig fortryllede af synd og uret; men Samuel vandrede ubesmittet. Hans karakter var uplettet. Han følte sig ikke i pagt med eller havde det mindste behag i de synder, som fyldte hele Israel med frygtelige rygter. Samuel elskede Gud; han bevarede sin sjæl i en så inderlig forbindelse med himmelen, at en engel blev sendt for at tale med ham om Elis sønners synder, som fordærvede Israel.—Vidnesbyrd for menigheden 3:472, 473. ret

(117)  Elins sønners optræden var så vovet, ... at intet offer kunne forsone et så viljefuld overtrædelse.... Disse syndige ledte arken til Israels lejr.... ret

(117)  Gud lod sin ark blive taget af deres fjender, og viste Israel hvor nyttesløst det var at stole på arken, symbolet på hans nærhed, imedens de vanhelligede budene der var inde i arken..... ret

(118)  Filistrene jublede, fordi de havde, som de troede, israelitternes berømte ark, som havde udført disse undere for dem, og havde fået dem til at ræddes imod deres fjender. De tog Guds ark til Asdod, og satte den i et prægtigt tempel, gjort til ære for deres mest populære Gud, Dagon, og satte den ved siden af deres gud. Da disse guders præster gik ind i templet om morgnen, blev de rædselsslagne over at finde Dagon faldet ned på sit ansigt til jorden, foran Herrens ark..... Guds engle, som altid ledsagede arken, omstyrtede den sanseløse Gud, og mishandlede den derefter, for at vise at Gud, den levende Gud, var over alle guder, og at enhver hedensk Gud er intet for ham.—Åndelige Gaver 4a:106, 107. ret

(118)  Mændene i Bet-Sjemesj var ikke sene til at fortælle, at arken var i deres besiddelse, og folk fra omegnen strømmede til for at byde den velkommen tilbage. Arken var blevet stillet på den sten, der først tjente som alter, og folket bragte nu flere ofre, hvor den stod.... I stedet for at skaffe et passende sted til den lod de den blive stående på marken. De blev ved med at gå og se på den og tale om den vidunderlige måde, hvorpå de havde fået den tilbage, og til sidst begyndte de at gisne om, hvad der kunne være hemmeligheden ved dens særegne kraft. Til sidst tog nysgerrigheden overhånd, de fjernede tæpperne omkring den og vovede at åbne den..... ret

(118)  Selv de hedenske filistre havde ikke vovet at fjerne tæpperne uden om den. Usynlige engle fra Himmelen ledsagede den på alle dens rejser. Bet-Sjemesjs befolkning blev omgående straffet for deres dristighed og mangel på ærbødighed. Mange blev pludselig dræbt.—Patriarker og Profeter, 306. ret

(119)  Saul og Jonatan
Gud havde oprejst Samuel til at dømme over Israel. Han var æret af folket. Gud skulle anerkendes som deres store hoved; dog udpegede han deres herskere, og gennemsyrede dem med sin Ånd, og kommunikerede hans vilje til dem igennem hans engle.—Åndelige Gaver 4a:67. ret

(119)  Herren ville ikke lade Saul få den ære at besejre filisterne, fordi han havde begået den formastelige synd at ofre. Han valgte derimod kongens gudfrygtige søn, Jonatan, til at befri Israel.... ret

(119)  Himmelske engle beskyttede Jonatan og hans ledsager, engle kæmpede ved deres side, og filisterne blev slået.—Patriarker og Profeter, 322. ret

(119)  Guds engle kæmpede på Jonatans side, og filistrene alle filistrene faldt omkring ham. Stor frygt greb filisterhæren på marken og i garnisonen . . . . . Jorden skælvede under dem, som om en stor mængde ryttere og vogne var på jorden, parat til kamp. Jonatan og hans våbenbærer, og endog filisterhæren, vidste at Herren arbejdede for udfrielse af hebræerne. —Åndelige Gaver 4a:70. ret

(119)  Davids første år
Samuel kom ikke længere til Saul med anvisninger fra Gud. Herren kunne ikke bruge ham til at gennemføre sine fortsæt. Men han sendte Samuel til Isaj hus, for at salve David, som han havde udvalgt til at være hersker i stedet for Saul, som han havde forkastet. ret

(120)  Idet Isaj sønner gik frem for Samuel, ville han have valgt Eliab, som var af høj statur og ophøjet udseende, men Guds engel stod hos ham for at vejlede ham i en vigtig beslutning, og instruerede ham at han ikke skulle dømme udseende. Eliab frygtede ikke Herren: hans hjerte var ikke helt med Gud. Han ville blive en stolt og fordringsfuld hersker. Ingen andre kunne findes iblandt Isajs sønner end David, den yngste, hvis ydmyge erhverv var at passe får. —Åndelige Gaver 4a:77, 78. ret

(120)  David havde ikke en ophøjet statur, men hans ansigt var smukt, udtrykte ydmyghed, ærlighed og sand mod. Guds engel tilkendegav over for Samuel at David var ham, han skulle salve, for han var Guds udvalgte. Fra den gang af gav Herren David et klogt og forstående hjerte. — Profetiens Ånd 1:368. ret

(120)  Davids ældste bror, Eliab, ... var jaloux på David, fordi han blev æret frem for ham. Han foragtede David, og så på ham som ringere end ham selv. Han anklagede ham over for andre for at bortstjæle uden at hans fader ser striden. Han håner ham med den lille forretning som han er engageret i, at passe nogle få får i ørknen. David afviser den uretfærdige anklage, og siger: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et spørgsmål!" David er ikke så omhyggelig med at forklare sin bror at han er kommet til Israels hjælp, at Gud har sendt ham for at ihjelslå Goliat. Gud har valgt ham til at være hersker over Israel; og idet den levende Guds hære var i en sådan fare, var han blevet styret af Guds engel til at frelse Israel. — Profetiens Ånd 1:371. ret

(121)  Saul møder en engel
[Saul] lod sig styre af sin egen dømmekraft, indtil han hengav sig i raseri. Han fik et voldsomt raserianfald og afsindighed, da han var ved at tage nogens liv, som vovede at modsætte hans vilje. . . . Det var Davids dadelfrie karakter og ædle troskab, som vækkede kongens vrede; og han så at Davids liv og tilstedeværelse gjorde ham til skamme.... ret

(121)  Han kom til Rama, og standsede ved den store kilde i Sehu. Folk samles der for at trække vand, og han spurgte hvor Samuel og David var. Da han fik at vide at de var i Naiot, skyndte han sig hen til dette sted. Men Guds engel mødte ham på vejen og styrrede ham. Guds Ånd havde ham i sin magt, og han gik ud på vejen i bøn til Gud, i en blanding af bøn og hellig musik. Han profeterede Messias komme som verdens Genløser. Da han kom til Naiot i Rama, tog han sit overtøj af, som viste hans position, og hele dagen, og hele nattan, var han foran Samuel og hans elever, under den guddommelige Ånds indflydelse.—Signs of the Times, 24.august, 1888. ret

(121)  Sauls møde i Endor og hans død
Der udbrød atter krig mellem Israel og filisterene..... Saul havde fået at vide, at David og hans mænd var med filisterne, og nu ventede han, at Isajs søn ville benytte lejligheden til at hævne sig. Kongen var i den yderste nød..... Den næste dag skulle Saul kæmpe med filisterne. Ulykken hang truende over ham, og han længtes efter hjælp og vejledning. Men det var forgæves at bede Herren om hjælp. "Herren svarede ham ikke, hverken ved drømme eller ved Urim eller ved profeterne." ... ret

(123)  Saul sagde derfor til sine folk: Opsøg mig en kvinde, som kan mane; så vil jeg gå til hende og rådspørge hende! ... Kongens folk sagde, at der boede en kvinde med en spådomsånd i En-Dor. Denne kvinde stod i ledtog med Satan og var trådt i hans tjeneste for at gøre hans vilje. Til gengæld hjalp mørkets fyrste hende ved at udføre mirakler og afsløre hemmeligheder. 122 Saul forklædte sig og drog af sted ved nattetide sammen med to ledsagere for at opsøge kvinden..... I nattens mørke drog Saul og hans ledsagere over sletten, og da de var kommet forbi filisterhæren i god behold, overskred de bjergryggen og opsøgte troldkvindens ensomme hjem i En-Dor. .... 122 Da hun havde fremsagt sine besværgelsesformularer, sagde hun: Jeg ser en ånd stige op af jorden! ..... En gammel mand stiger op, hyllet i en kappe! Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med ansigtet til jorden og bøjede sig. ... 122 Det var ikke Guds hellige profet, som troldkvinden manede frem. Samuel var ikke til stede i denne dæmonhule. Det overnaturlige væsen, som kom til syne, blev fremkaldt ved hjælp af Satans magt.—Patriarker og Profeter, 351-352. 122 De første ord, kvinden sagde, da hun var kommet i trance var henvendt til kongen: Hvorfor har du ført mig bag lyset? Du er jo Saul! Den onde ånd, der gav sig ud for at være profeten, underrettede først hemmeligt den onde kvinde om, at hun var blevet ført bag lyset. Derefter sagde den skikkelse, der foregav at være profeten, til Saul: Hvorfor har du forstyrret min ro og kaldt mig frem? Saul svarede: Jeg er i stor vånde; filisterne angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved profeterne eller ved drømme. Derfor lod jeg dig kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til.. 122 Mens Samuel levede, lod Saul hånt om hans råd og tog hans irettesættelser ilde op; men nu, da han var kommet i nød og blev truet af ulykker, betragtede han profetens hjælp som sit eneste håb, og for, at komme i forbindelse med Himmelens repræsentant opsøgte han helvedes sendebud men forgæves. Saul var fuldstændig i Satans vold, og nu så Djævelen, der elsker at gøre fortræd og ødelægge, sin store chance til at gøre det af med den ulykkelige konge. Det væsen, der udgav sig for at være Samuel, overbragte Saul dette frygtelige budskab som svar på hans indtrængende bøn: 123 Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din fjende? ... Eftersom du ikke adlød Herren, ... Herren vil også give Israel i filisternes hånd sammen med dig!”—Patriarker og Profeter, 680. ret

(123)  Da Saul spørger efter Samuel, lod Herren ikke Samuel vise sig for Saul. Han så ingen ting. Satan fik ikke lov til at forstyrre Samuels hvile i graven, og bringe ham frem til virkeligheden. Endog en spåkone. Gud giver ikke Satan magt til at oprejse den døde. Men Satans engle påtager sig de døde venners skikkelse, og taler og handler som dem, så han gennem bekendende kære venner bedre kan fremføre hans bedragelses arbejde. Satan kendte godt Samuel, og han vidste hvordan han skulle fremstille ham for en spåkone, og fuldstændig rette Sauls og hans sønners skæbne.—Profetiens Ånd 1:376. ret

(124)  Bibelens beretning om Sauls besøg hos kvinden i En-Dor har været et problem for mange bibelgranskere. Nogle mener, at det var Samuel selv, der talte med Saul, men Bibelen rummer tilstrækkelige oplysninger til at modbevise dette. Hvis Samuel, som nogle hævder, var i Himmelen, må enten Gud eller Satan have hentet ham ned til Jorden igen. Ingen kan et øjeblik få sig selv til at tro, at Satan havde magt til at hente Guds hellige profet ned fra Himmelen som svar på en ond kvindes besværgelser. Vi kan heller ikke drage den slutning, at Gud sendte ham ned til troldkvindens hule, for Herren havde allerede nægtet at svare Saul ved drømme, ved Urim og ved profeterne. 1. Sam. 28, 6. Gud havde selv valgt disse meddelelsesmidler, og han kasserede dem ikke for at overbringe sit budskab ved hjælp af Satans redskab. ret

(124)  Det svar, der blev givet, røber selv sin oprindelse. Formålet med det var ikke at tilskynde Saul til at omvende sig, men at kaste ham i ulykke, og dette er ikke Guds, men Satans speciale. Desuden siger skriften, at Sauls henvendelse til troldkvinden var en af årsagerne til, at Gud forkastede ham og lod ham dø. "Således døde Saul for den utroskabs skyld, han havde vist Herren, fordi han ikke havde givet agt på Herrens ord, også fordi han havde adspurgt en ånd for at få et råd og ikke søgt råd hos Herren. Derfor lod han ham dø, og kongemagten lod han gå over til David, Isajs søn." 1. Krøn. 10, 13-14. — Patriarker og Profeter, 683. ret

næste kapitel