| Sandheden om engle kapitel 11. Fra side 126 | ren side tilbage |
(126) Davids regering (127) Med henblik på nye erobringskrige besluttede David at gøre sin hær endnu større og forlangte, at alle, som havde den rette alder, skulle gøre militærtjeneste. For at kunne gennemføre denne plan var han nødt til at holde mandtal. Hans motiv var stolthed og ærgerrighed..... ret (127) Davids plan var i direkte strid med teokratiets principper. Selv Joab, der ellers ikke plejede at have skrupler, gjorde indvendinger..... Men Joab måtte bøje sig for kongens ord. ... ret (127) Den næste morgen bragte profeten Gad ham dette budskab: "Så siger Herren: Vælg! Vælger du tre hungersnødsår, eller vil du i tre måneder flygte for dine fjender og dine avindsmænds sværd, eller skal der komme tre dage med Herrens sværd og pest i landet, i hvilke Herrens engel spreder ødelæggelse i hele Israels område? Se nu til," sagde profeten videre, "hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" ret (127) Kongen svarede: ... “lad mig så falde i Herrens hånd, thi hans barmhjertighed er såre stor; i menneskehånd vil jeg ikke falde.”—Patriarker og Profeter, 390. ret (127) En hurtig udslettelse følger efter. Halvfjerds tusinde blev udslettet ved pest. David og Israels ældste var i den dybeste ydmyghed, og i sorg for Herren. Da Herrens engel var på vej for at udslette Jerusalem, bad Gud ham standse sit dødsværk. En medynkende Gud elsker stadig sit folk, uanset deres oprør. Englen som var klædt i krigslignende klæder, med et draget sværd i sin hånd, rakt ud over Jerusalem, blev åbenbaret for David, og dem som er hos ham. David blev frygtelig bange, og råber ud i sine pinsler, og hans lidenskab for Israel. Han beder Gud at redde fårerne. I sin pinsel bekender han: »Det er mig, der har syndet, mig, der har begået brøden; men fårene der, hvad har de gjort? Lad din hånd dog ramme mig og mit fædrenehus!«”—Profetiens Ånd 1:385, 386. ret (128) Herrens engel var standset uden for Jerusalem. Han stod på Morija bjerg, "ved Jebusitten Ornans tærskeplads". På profetens opfordring gik David op på bjerget og byggede Herren et alter "og ofrede brændofre og takofre; og da han råbte til Herren, svarede Herren ham ved at lade ild falde ned fra himmelen på brændofferalteret". "Da forbarmede Herren sig over landet, og Israel blev friet for plagen." ret (128) Det sted, hvor alteret blev bygget, skulle for al fremtid betragtes som helligt, og nu tilbød Ornan at skænke kongen det. Men kongen ville ikke tage imod tilbudet..... “Så gav David Ornan guld til en vægt af 600 sekel for pladsen." Dette sted var i forvejen mindeværdigt, for det var her, Abraham byggede et alter for at ofre sin søn. Nu blev det helliget, fordi den truende ulykke blev afværget her, og da man senere skulle bygge Salomos tempel.... ret (128) Lige fra det øjeblik, David blev konge, havde det været et af hans kæreste ønsker at bygge Herren et tempel. Skønt han ikke fik lov at gøre det, kølnedes hverken hans iver eller brændende interesse for denne sag.—Patriarker og Profeter, 389, 391. ret (129) David igennem sin engel, og gav ham et mønster for det hus som Salomon skulle bygge til ham. En engel blev hvervet til at stå hos David, da han skrev de vigtige anvisninger ned til Salomon, om husets indretning.—Åndelige Gaver 4a:94. ret (129) Salomon (129) Udover keruberne på toppen af arken, gjorde Salomon to andre engle af større størrelse, stående på hver side af arken, der repræsenterede de himmelske engle der altid passede på Guds lov. Det var umuligt at beskrive dette tabernakels skønhed og glans. Ligesom i tabernaklet blev den hellige ark frembåret i højtidelig og ærbødig orden, og sat på sit sted under de to statelige kerubers vinger, som stod på gulvet.—Profetiens Ånd 1:413. ret (130) Elias (130) Nu står Elias over for Akab og de falske profeter. De er omgivet af Israels hærskare. Elias er den eneste, der kommer for at forsvare Guds ære. Her står den mand, som hele riget har givet skylden for alle de ulykker, som er kommet over det. Han er tilsyneladende forsvarsløs, som han står der over for Israels konge, Baals profeter, soldaterne og folkets tusinder. Men Elias er ikke alene. Han er omgivet af Himmelens beskyttende hærskare engle, som er vældige i kraft.—Profeter og Konger, 76. ret (130) I solens klare lys, omgivet af tusinde, - krigsmænd, balprofeter, Israels monarker, - står det forsvarsløse menneske, Elias, tilsyneladende alene, men ikke helt alene. Himlens mægtigste hær omgiver ham. Engle som udmærker sig i styrke er kommet ned fra himlen for at beskytte den trofaste og retfærdige profet. Med streng og bydende stemme råber Elias: »Hvor længe vil I blive ved at halte til begge sider? Er Herren Gud, så hold eder til ham og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!« Men folket svarede ham ikke et ord.«—Vidnesbyrd for menigheden 3:280. ret (131) Mens Israel står tvivlende og tøvende på Karmel, bryder Elias røst atter stilheden, "Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, og Baals profeter er 450 mand; lad os nu få to unge tyre; så skal de vælge den ene tyr og hugge den i stykker og lægge den på brændet, men ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på brændet, men uden at tænde ild. Så skal I påkalde eders guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, der svarer med ild, han er Gud!"—Profeter og Konger, 76. ret (131) Hvor gladelig ville Satan ikke, som faldt som lyn ned fra himlen, komme for at hjælpe dem, som han havde bedraget, og hvis sindelag han havde kontrolleret, og som var helt helliget til hans tjeneste. Han ville med glæde have sendt lyn og optændt deres ofre; men Jehova havde bundet Satan. Han havde begrænset hans magt, og alle hans bedrag kunne ikke give en eneste gnist til Baals altre.—Review and Herald, 30.september, 1873. ret (131) Svigtede Gud Elias i denne prøvelsens stund? Å, nej! Han elskede ikke sin tjener mindre, da denne følte sig svigtet af Gud og mennesker, end da der for ild ned fra himmelen og oplyste bjerget som svar på hans bøn. Mens Elias lå og sov, blev han vækket ved, at han mærkede en let berøring og hørte en mild stemme. Han for forskrækket op og skulle lige til at flygte, fordi han var bange for, at fjenden havde opdaget ham. Men det medfølende ansigt, som var bøjet over ham, var ikke en fjendes, men en vens. Gud havde ladet en engel fra Himmelen bringe mad til sin tjener. "Stå op og spis!" sagde engelen. "Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans hoved havde hvilet, et ristet brød, og der stod en krukke vand." ret (132) Da Elias havde spist den mad, som var sat frem for ham, lagde han sig atter til at sove. Engelen kom for anden gang. Han rørte ved den udmattede mand og sagde blidt og medfølende: "Stå op og spis, ellers bliver vejen dig for lang!" "Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette måltid vandrede han i fyrretyve dage og fyrretyve nætter lige til Guds bjerg Horeb," hvor han søgte ly i en hule.—Profeter og Konger, 84. ret (132) Da Elias sad ensom og modløs i ørkenen,[efter hans erfaring på Karmels bjerttop,] sagde han, at han havde fået nok af livet, og bad om at måtte dø. Men i sin nåde tog Herren ham ikke på ordet. Der ventede ham endnu en stor opgave. — Profeter og Konger, 228. ret (132) Herrens ord kom ved en mægtig engel, til ham: “ Hvad er du her efter, Elias?” I sjælsbitterhed, knurrede Elias beklagende: ” Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, hærskarers Gud, fordi israeliterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt, og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet!” ret (132) Da profeten blev kaldt til at forlade hulen, som han skjulte sig I, bad englen ham stille sig frem for Herren på bjerget, og lytte til Hans ord. Idet Elias adlød, “se, Herren gik forbi, og et stort og stærkt vejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i vejret. Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden. Men efter ilden kom der en stille, sagte susen og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen.” Idet hans gnavenhed fortiede, blev han blødgjort og underlagt. Han kendte nu en stille tillid, fra tilliden til Gud, vil altid være en nærværende hjælp i trængende stund.—Review and Herald, 23.oktober, 1913. ret (133) Da Elias var i færd med at skulle forlade Elisa, sagde han til denne: ”Sig hvad du ønsker jeg skal gøre for dig før jeg bliver taget bort fra dig! Elisa sagde: Lad en dobbelt del af din ånd tilfalde mig!" [2 kong. 2,9.]—GW (1915) 116. ret (133) “Da sagde han [Elias]: Det er et stort forlangende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, . . . . Mens de nu gik og talte sammen, se, da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i stormvejret. ret (133) “Og Elisa så det og råbte: Min fader, min fader, du Israels vogne og ryttere!”—Uddannelse, 59-60. ret (134) Elisa (134) "Frygt ikke" svarede profeten, "thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!" For at tjeneren selv kunne forvisse sig om det, bad Elisa og sagde: "Herre, luk hans øjne op, så han kan se!" Da lukkede Herren tjenerens øjne op, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa." Der befandt sig en hel skare himmelske engle imellem Guds tjener og de bevæbnede fjender. De var steget ned i kraft og vælde, ikke for at ødelægge eller modtage hyldest, men for at slå lejr om og hjælpe Herrens svage og hjælpeløse børn.—Profeter og konger, 256, 257. ret (134) Det blev ikke forundt Elisa at følge sin herre i en ildvogn. Herren tillod, at han fik et langvarigt sygeleje. Mens han lå svag og lidende, stolede han fuldt og fast på Guds løfter og så sig til stadighed omgivet af himmelske sendebud, som bragte ham trøst og fred. På Dotans høje så han sig omgivet af himmelske hære, Israels ildvogne og ryttere; i denne stund ejede han også bevidstheden om, at der var medfølende engle hos ham, og han følte sig styrket. — Profeter og konger, 263, 264. ret (135) Esajas (135) Det var sådanne tanker, der optog Esajas sind, da han stod i templets søjlegang. Pludselig så det ud, som om porten og det inderste forhæng i templet blev fjernet, og han fik lov at se ind i det allerhelligste, hvor selv en profet ikke havde adgang. Her så han et syn. Herren sad på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen. På begge sider af tronen stod serafer. De skjulte ærbødigt ansigtet, idet de gjorde tjeneste for deres skaber, og råbte højtideligt: "Hellig, hellig, hellig er hærskarers Herre, al jorden er fuld af hans herlighed!" — Profeter og konger, 306, 307. ret (136) En ubeskrivelig herlighed strømmede fra en fornem person på tronen, og Hans optog fyldte templet, idet Hans herlighed til sidst vil fylde jorden. Keruberne var på begge sider af nådestolen, som bevogtede rundt om den store konge, og de glødede af den herlighed som omgav dem fra Guds nærhed. Idet deres lovprisningssange genlød i dybe og alvorlige tilbedelsestoner, skælvede portens piller, som om det var et jordskælv. Disse hellige væsener sang lovprisning og Guds herlighed ud, med deres læber der ikke var besmittet af synd. Modsætningen mellem den svage lovprisning som han havde været vandt til at bedyre Skaberen med, og den brændende lovprisning af seraferne, forbavsede og ydmygede profeten. For en tid havde det været hans højeste privilegium at påskønne den pletfrie renhed i Jehovas ophøjede karakter. Medens han lyttede til englene sang, og de råbte, "Hellig, hellig, hellig, er Hærskares Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed," gik Herrens uendelige magt, og uovertrufne majestæt forbi mig i hans syn, og fik det indprentet i hans sjæl. I lyset af denne uforlignelige udstråling som gjorde alt tydeligt som han kunne bære i åbenbaringen af den guddommelige karakter, stod hans indre smudsighed frem for ham, med en slående klarhed. Alle hans ord virkede skammelige for ham.—Review and Herald, 16. oktober, 1888. ret (136) Seraferne boede i Jesu nærhed, dog skjulte de deres ansigter og fødder med deres vinger. De så på Kongen i Hans skønhed, og dækkede sig selv til. Da Esajas stå Guds herlighed, blev hans sjæl lamslået i støvet. På grund af det utilslørede syn han allernådigst fik lov at se, blev han selv helt ydmyghed. Dette vil altid virke på menneskesindet, når strålerne fra Retfærdighedens Sol skinner herligt på sjælen. . . . Kristi voksende herlighed blev åbenbaret, menneskeagenten vil ikke se æren hos sig selv; for hans sjæls skjulte deformitet blotlægges, og selvagtelsen og selvforherligelsen lægges bort. Selvet dør og Kristus lever.—BE & The Signs of the Times, 3.december, 1894. ret (137) Således var situationen, da Esajas blev kaldet til profetgerningen; men han blev ikke modløs, for sejrskoret fra englene omkring Guds trone ringede endnu i hans øren: "Al jorden er fuld af hans herlighed!" Esajas. 6,3. Hans tro blev yderligere styrket, da han i en række syner fik lov at se Guds menighed vinde herlige sejre. Det skulle komme dertil, at landet blev "fuldt af Herrens kundskab, som vandene dækker havets bund" Esajas 11,9. — Profeter og konger, 371. ret (137) Ezekiel (137) Hjulene var anbragt på en så kompliceret måde, at det hele ved første øjekast så ud til at være én stor forvirring. Men i virkeligheden bevægede de sig i fuldkommen harmoni. Hjulene blev drevet frem af himmelske væsener, som blev støttet og ledet af hånden under kerubernes vinger. Over dem sad den evige Gud på safirtronen. Rundt om tronen var der en regnbue, som er symbolet på Guds nåde. ret (138) Ligesom den komplicerede mekanisme, der lignede hjul, blev ledet af hånden under kerubernes vinger, således kontrolleres de komplicerede menneskelige begivenheder af en guddommelig magt. Midt i nationernes kamp og tummel leder han, der troner over keruberne, stadig begivenhederne på denne jord. — Profeter og konger, 535, 536. ret |