Engle fra fangenskabet til Johannes døber

(139)  Daniel og hans tre venner
Guds kærlighed og gudsfrygt, blev fremlagt for Daniel, og han uddannede og oplærte alle sine kræfter til at besvare den Store Lærers elskelige omsorg så vidt muligt, bevidst om sin lydhørhed over for Gud. De fire hebræiske unge mænd ville ikke lade selviske motiver og kærlighed fornøjelser optage de gyldne øjeblikke i dette liv. De arbejdede med villigt hjerte og parat sin. Der er ingen højere standard end de kristne ikke kan nå. Gud kræver mere af enhver kristen elev, end det han har fået givet. I er ”et skulespil for verden, for engle og for mennesker.” — Kristne grundprincipper, 230. ret

(139)  Dem som gør som Daniel og hans efterfølgere gjorde, vil samarbejde med Gud og englene.—Frigivede Manuskripter 4:125. ret

(139)  Nebukadnezzars ildovn
Herren vil gøre lige så store ting for dem, der står fast på rettens side i den sidste tid af jordens historie, som han gjorde for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Han, der gik omkring i den gloende ovn sammen med de trofaste hebræere, vil være hos sine efterfølgere, uanset hvor de måtte befinde sig. Han vil trøste og styrke dem ved sin nærværelse. Midt i trængselstiden en trængselstid, som der aldrig har været magen til, så længe der har været folkeslag til vil hans udvalgte stå urokkelige. Satan og hele ondskabens hær kan ikke dræbe selv det svageste af Guds børn. Vældige engle beskytter dem, og Herren vil for deres skyld give sig til kende som "gudernes Gud" der fuldt ud er i stand til at frelse dem, som stoler på ham.—Profeter og Konger, 513. ret

(140)  Belshazzars gilde
Da de var den nat midt i den afgudstilbedende latter, blegnedes kongens ansigt pludseligt, og han virkede lammet af rædsel; for se! en blodløs hånd skrev mystiske bogstaver på muren over ham. Svigerbrødrene så den mærkværdige og, for dem, ulæselige skrift. Den ophidsende munterhed dør bort, og en smertelig tavshed falder over skaren. Kongens tanker trængte ham, ”hans hofters ledemod slappedes, og hans knæ slog imod hinanden.” Skælvende af rædsel, ”råbte med høj røst, at man skulle føre manerne, kaldæerne og stjernetyderne ind; og kongen tog til orde og sagde til Babels vismænd: »Enhver, som kan læse denne skrift og tyde mig den, skal klædes i purpur, guldkæden skal hænges om hans hals, og han skal være den tredje mægtigste i riget.« Men disse mænd var ikke mere i stand til at tolke de mystiske bogstaver som Guds engels hånd skrev, end de kunne fortolke Nebukadnezzars drøm.—Review and Herald, 8.februar, 1881. ret

(141)  Der var et vidne ... i Belshazzars palads ved denne højtid .... Ved den lejlighed skrev englene bogstaver på paladsets mure.— Ellen G. White 1888 Materialer, 517. ret

(141)  Daniel i løvekulen
Daniel bad tre gange om dagen til sin Gud. Satan er rasende ved bønnens lyd, for han ved at han vil lide tab. Daniel blev foretrukket frem for præsidenter og fyrster fordi en fortrinlig ånd var i ham. Faldne engle frygtede at hans indflydelse ville svække deres kontrol over rigets herskere, for Daniel var i høj rang. Den anklagede hær af onde engle oprørte præsidenter og fyrster til misundelse og jalousi og de vogtede Daniel nøje for at finde noget imod ham, som de kunne anklage ham for kongen, men det mislykkedes for dem. Da prøvede disse sataniske agenter at gøre hans trofasthed mod Gud til årsag for hans ødelæggelse. Onde engle lagde planer for dem og disse agenter satte dem hurtigt i kraft. Kongen tog sig ikke af de listige triks der var påtænkt mod Daniel. ret

(141)  Med fuld kundskab til kongens dekret, bøjede Daniel sig stadig for sin Gud, »havde han åbne vinduer.« Han anså bøn til Gud for at være af så stor betydning at han hellere ville ofre sit liv end at opgive bønnen. På grund af sin bøn til Gud, blev han kastet i løvekulen. Så langt udretter onde engle deres hensigter. Men Daniel forsatte med at bede, selv i løvekulen. Blev han overgivet til fortæring? Glemte Gud ham dér? Oh nej; Jesus den mægtige befalingsmand over himlens hære, sendte sin engel for at lukke munden på disse sultne løver, så de ikke kunne såre det bedene Guds menneske; og alt var fred i den forfærdelige kule. Kongen forvissede sig om at han blev beskyttet og bragte ham ud med ære. Satan og hans engle blev overvundet og rasende. De agenter han havde hvervet blev fordømt til undergang på den samme forfærdelige måde som de havde tænkt sig at ødelægge Daniel..—Åndelige Gaver 4b:85, 86. ret

(142)  Gabriel blev sendt for at forklare synet i Daniel 8
Kort før Babylons fald grundede Daniel over disse profetier [fra Esajas og Jeremias] og bad Gud hjælpe ham at forstå det åremål, som var omtalt heri. Ved denne lejlighed fik han en række syner om rigernes opkomst og fald. Det første syn, som står omtalt i Daniels bogs syvende kapitel, blev fortolket, men profeten fik dog ikke forklaring på alt. "Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over mine tanker," skrev han om sin erfaring på denne tid, "og mit ansigt skiftede farve; men jeg gemte sagen i mit hjerte." Dan. 7,28. ret

(142)  Daniel fik endnu et syn, som kastede lys over fremtidens begivenheder, og ved slutningen af synet hørte han "en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: "Hvor lang tid gælder synet ....." Dan. 8,13. Da han hørte svaret: "2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen" (14. vers), blev han tvivlrådig. Han bad af hele sit hjerte for at få klarhed over, hvad synet betød. Han kunne ikke forstå, hvilken forbindelse der var mellem de halvfjerds års fangenskab, som var forudsagt ved Jeremias, og de 2300 år, som den himmelske gæst i synet havde sagt skulle forløbe, før Guds helligdom kom til sin ret igen. Engelen Gabriel gav ham en delvis forklaring, men da profeten hørte disse ord: "Men du skal lukke for synet; . . . . lå syg en tid lang. Jeg var rædselsslagen over synet og forstod det ikke." ret

(143)  Daniel var stadig meget bekymret på Israels vegne og gav sig atter til at studere Jeremias profetier. De var meget tydelige så tydelige... ret

(143)  Med en tro, som grundede sig på det sikre profetiske ord, bad Daniel indtrængende Herren om at opfylde disse løfter i hast.—Profeter og Konger, 553, 554. ret

(143)  Da Daniels bøn steg op, kom englen Gabriel farende ned fra himlens sale, for at fortælle ham at hans bønner var blevet hørt og besvaret. Denne mægtige engel var blevet hvervet til at gøre ham dygtig og give ham forståelse, - for at åbne fremtidens mysterier for ham. Således blev Daniel, idet han alvorligt søgte at forstå sandheden, komme i samkvem med himlens delegerede budbringer.—Review and Herald, 8.februar, 1881. ret

(143)  Even before he [Daniel] had finished pleading with God, Gabriel again appeared to him and called his attention to the vision he had seen prior to the fall of Babylon at the death of Belshazzar. The angel then outlined in detail the period of the seventy weeks.—Review and Herald, 21.marts, 1907. ret

(144)  Kampen for indflydelse over Persiens konge
Ved dette ser vi at de himmelske organer skal kæmpe mod hindringer før Guds hensigter er opfyldt til sin tid. Persiens konge blev kontrolleret af den højeste af alle de onde engle. Han [Satan] nægtede, ligesom Farao gjorde, at lyde HERRENS Ord. Gabriel erklærede: han modstod mig i 21 dage ved hans repræsentationer imod Jøderne. Men Michael kom ham til hjælp og han blev hos Persiens konge og holdt magterne i skak ved at give gode råd imod dårlige råd.—S.D.A. Bibelkommentaren 4:1173. ret

(144)  [Kyros] den [Persiske] monarken havde modsat sig Guds Ånds aftryk, i de tre uger da Daniel fastede og bad, men himlens Fyrste, ærkeenglen Michael, blev sendt for at vende den hårdnakkede konges hjerte, og handle resolut på Daniels bøn.—Review and Herald, 8.februar, 1881. ret

(144)  Ingen ringere end Guds Søn viste sig for Daniel. Denne beskrivelse er lig med den som blev givet til Johannes da Kristus blev åbenbaret til ham på Patmos. ret

(144)  Nu kommer vores HERRE med en anden himmelsk budbringer for at lære Daniel hvad der skal ske i vore dage.—Review and Herald, 8.februar, 1881. ret

(144)  Daniel ... kunne ikke se på englens ansigt, og han havde ingen kræfter; det var alt sammen væk. Så englen der kom til ham, og satte ham på sine knæ. Han kunne ikke ham da. Og så kom englen til ham og så ud som en mand. Da kunne han ikke klare synet. — Frigivede Manuskripter 2:348. ret

(145)  Sejreren blev til sidst vundet, og fjendens hære blev holdt i skak alle Cyrus’ dage, som regerede i syv år, og alle hans søns Cambyses dage, som regerede i momring syv og helt halvt år. — Review and Herald, 5.december, 1907. ret

(145)  Det andet Tempel
Det andet tempel var ikke så prægtigt som det første, og det blev heller ikke helliget ved de samme synlige tegn på Guds nærværelse ved indvielsen. Der udfoldedes ingen overnaturlig kraft på indvielsesdagen. Det andet tempel var ikke så prægtigt som det første, og det blev heller ikke helliget ved de samme synlige tegn på Guds nærværelse ved indvielsen. Der udfoldedes ingen overnaturlig kraft på indvielsesdagen. Man kunne ikke se Herrens herlighed fylde den nye helligdom. Der kom ikke ild ned fra himmelen for at fortære offeret på alteret. Shekinah dvælede ikke længer mellem keruberne i det allerhelligste. Arken, nådestolen og vidnesbyrdets tavler var her ikke. Når præsten forelagde Herren en sag, fik han ikke svar ved et tegn fra Himmelen.—Profeter og Konger, 596, 597. ret

(145)  Ezra
De landflygtige, som var vendt hjem sammen med Ezra, bragte "brændofre til Israels Gud" dels som et syndoffer og dels som et udtryk for deres taknemmelighed over, at de var blevet beskyttet af hellige engle på rejsen. —Profeter og Konger, 619. ret

(146)  Nehemis
Nehemias ventede i fire måneder på en gunstig anledning til at fremsætte sin anmodning for kongen. Skønt han var dybt bedrøvet hele tiden, forsøgte han at se glad ud, når han var i kongens nærværelse. Alle havde pligt til at se ubesvarede og lykkelige ud i disse luksuriøse og prægtige sale; ingen af kongens tjenere måtte se bedrøvet ud. Men når Nehemias havde sine stille stunder, hvor ingen mennesker så ham, var Gud og englene vidne til, at han bad, græd og bekendte sine og folkets synder. — Profeter og Konger, 630. ret

(146)  Zakarias’ syn
”Derpå løftede jeg mine øjne” sagde Zakarias ”og skuede, og se, der var en mand med en målesnor i hånden. Jeg spurgte: »hvor skal du hen?« Han svarede: »Hen at måle Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er.« og se, engelen, som talte med mig, trådte frem, og en anden engel trådte frem over for ham, og han sagde til ham: »løb ben og sig til den unge mand der: Som åbent land skal Jerusalem ligge, så mange mennesker og dyr skal der være i det. Jeg vil selv, lyder det fra Herren, være en ildmur omkring det og herliggøre mig i det.”—Review and Herald, 26.december, 1907. ret

(146)  Joshuas syn og englen
Satans anklager blev vist for profeten. Han siger: “Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua, og han stod foran Herrens engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham.”—Review and Herald, 22.august, 1893. ret

(147)  En i højeste grad gribende og indtryksfuld fremstilling af Satans gerning og Kristi gerning og af vor guddommelige Midlers magt til at overvinde sit folks anklager findes i Zakarias's profeti. I et helligt syn ser profeten ypperstepræsten Josua, iført »snavsede klæder«, stående foran Herrens engel i bøn om Guds barmhjertighed mod hans folk, som er i stor nød. Satan er ved hans højre side for at stå ham imod. ret

(147)  Fordi Israel var blevet udvalgt til at bevare kundskaben om Gud på jorden, havde de lige siden deres første begyndelse som en nation i særlig grad været genstand for Satans fjendskab og han havde besluttet at afstedkomme deres ødelæggelse. Så længe de var lydige mod Gud, kunne han ikke gøre dem nogen skade; derfor havde han brugt al sin magt og list for at forlede dem til synd. Besnærede af hans fristelser havde de overtrådt Guds lov og således skilt sig fra kilden til deres styrke og var blevet overladt som et bytte for deres hedenske fjender. De blev ført til Babylon i fangenskab og opholdt sig der i mange år. ret

(147)  Dog forlod Herren dem ikke. Hans profetier blev sendt til dem med irettesættelser og advarsler. Folket vågnede op og indså deres syndeskyld, ydmygede sig for Gud og vendte sig til ham i bodfærdighed. Da sendte Herren dem budskaber med opmuntring og erklærede, at han ville udfri dem af fangenskabet og tage dem til nåde igen. Det var dette, Satan var bestemt på at forhindre. En levning af Israel var allerede vendt tilbage til deres eget land og Satan søgte at bevæge hedenske nationer, som var hans redskaber, til at ødelægge dem fuldstændigt. . . . . ret

(148)  Ypperstepræsten kan ikke forsvare sig selv eller sit folk mod Satans anklager. Han påstår ikke, at Israel er uden fejl. I sine snavsede klæder, der er et symbol på folkets synder, hvilke han som deres repræsentant bærer, står han for engelens åsyn og bekender deres brøde, medens han dog påpeger deres omvendelse og ydmygelse, idet han forlader sig på en syndstilgivende Genløsers nåde og i tro tilegner sig Guds løfter. ret

(148)  Da bringer engelen, som er Kristus selv, synderes Frelser, sit folks anklager til tavshed, idet han siger: »Herren true dig, Satan. Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?« Israel havde længe været i trængselens ildovn. På grund af deres synder var de nær ved at blive fortæret af den flamme, Satan og hans hjælpere havde tændt for at ødelægge dem; men nu havde Gud udstrakt sin hånd for at befri dem. I deres anger og ydmygelse vil den medlidende Frelser ikke overlade sit folk i hedningernes vold. . . . . ret

(148)  Josuas forbøn bliver hørt og befalingen udgår: »Tag de snavsede klæder af ham!« og til Josua udtaler engelen: »Se, jeg har taget din skyld fra dig og du skal have højtidsklæder på.« »Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på.« Hans egne og folkets synder var tilgivet. Israel blev iført »højtidsklæder« - Kristi retfærdighed blev dem tilregnet, Hovedbindet, der blev sat på Josuas hoved, var et sådant, som præsterne brugte og bar indskriften: "Helliget Herren", hvilket betegnede, at han trods sine tidligere overtrædelser nu var skikket til at gøre tjeneste for Gud i hans helligdom. ret

(149)  Efter således højtideligt at have forlenet ham med præsteværdighed erklærede engelen: »Så siger Hærskarers Herre: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde og jeg vil give dig gang og sæde blandt dem, som står her.« Han ville blive hædret som dommer eller leder over templet og hele dets tjeneste; han skulle vandre blandt tjenende engle endog i dette liv og til sidst forenes med den herliggjorte skare omkring Guds trone. — Vidnesbyrd for menigheden 5:467-469. ret

(149)  Disse forvissende ord gives til alle der tror på Gud. Tag imod dette forunderlige løfte. Det er ikke et menneske som taler. “Så siger Hærskares Herre: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her.” ret

(149)   “Blandt dem, som står her.” Fjendens hære, som prøver at bringe Guds folk i vanry, og himlens hære, ti tusinde gange ti tusinde engle, som våger og passer på Guds fristede folk, opløfter dem og styrker dem – det er dem der står der. Og Gud siger til sine troende: I skal vandre iblandt dem. I skal ikke overvundet af mørkets kræfter. I skal stå foran mig for øjnene af hellige engle, som er sendt ud for at tjene dem, der skal arve frelsen.—Review and Herald, 30.april, 1901. ret

(150)  Synet om de syv lamper og to oliventræer
Umiddelbart efter Zakarias syn, og englen der fik det til ypperstepræsten, som sin egen opmuntring og opmuntring til alle Guds folk, modtog profeten et personligt vidnesbyrd om Zerrubabels arbejde. ”Engelen, som talte med mig,” erklærede Zakarias, ”vakte mig så atter, som man vækker et menneske af hans søvn, og spurgte mig: »hvad skuer du?« Jeg svarede: »Jeg, skuer, og se, der er en lysestage, helt og holdent af guld, og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne, desuden to olietræer ved siden af den, et til højre, et andet tilvenstre for oliekarret.« — Review and Herald, 16.januar, 1908. ret

(150)  som talte med mig: "Hvad betyder disse ting, herre? Hvad betyder de to olietræer der til højre og venstre for lysestagen?" og videre spurgte jeg: "Hvad betyder de to oliegrene ved siden af de to guldrør, som leder den gyldne olie ned derfra?" Han svarede:.... "Det er de to med olie salvede, som står for al jordens Herre." ret

(150)  De to salvede væsner står ved siden af al jordens Herre og har den stilling, som engang var givet til Satan som den skærmende kerub. Ved hjælp af de hellige væsner, der omgiver Herrens trone, opretholder han en stadig forbindelse med jordens beboere. — Review and Herald, 20.juli, 1897. ret

(151)  Engle på Esthers tid
Kong [Ahasverus’] beslutning mod jøderne var opnået under falske foregivender, ved at fremstille disse særskilte folk i et forkert lys. Satan anstiftede planen for at befri jorden for dem, der bevarede kundskaben om den sande Gud. Men hans intriger blev kuldkastet af en modvirkende magt, der råder iblandt menneskenes børn. Engle, som er vældige i magt, blev bemyndiget til at beskytte Guds folk og deres modstanderes intriger faldt tilbage på dem selv. — Vidnesbyrd for menigheden 5:450. ret

(151)  På den dag, da jøderne skulle være udryddet, sluttede de "sig sammen i deres byer i alle kong Ahasverus lande for at lægge hånd på dem, der ville dem ondt; og ingen holdt stand imod dem, thi frygt for dem var faldet på alle folkene". Gud havde befalet engle, som er vældige i styrke, at beskytte sit folk, mens de "værgede deres liv". Est. 9,2. 16. — Profeter og Konger, 602. ret

(151)  Johannes Døbers far
Zakarias boede i "Judæas bjergland" men han var draget op til Jerusalem for i en uge at gøre tjeneste i templet, den præstetjeneste, der krævedes to gange om året af præsterne af hvert skifte.... ret

(151)  Han stod foran det gyldne alter i helligdommen..... Pludselig følte han tilstedeværelsen af noget guddommeligt. En Herrens engel viste sig for ham, "stående ved højre side af røgelsealteret". Engelens stilling var tegn på en gunstbevisning, men Zakarias lagde ikke mærke til dette. Han havde gennem mange år bedt om, at Frelseren måtte komme. Nu havde Himmelen sendt ham bud for at forkynde, at disse bønner var ved at gå i opfyldelse; men Guds nåde syntes ham for stor til, at han kunne fæste lid til den. Han blev grebet af frygt og selvbebrejdelse. ret

(152)  Men han blev hilst med denne glædelige forsikring: "Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes..... Zakarias sagde til engelen: 'Hvordan skal jeg få vished om dette? jeg er jo gammel, og min hustru er højt oppe i årene." ret

(152)  Som svar på Zakarias' spørgsmål sagde engelen: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab." Fem hundrede år tidligere havde Gabriel kundgjort Daniel den profetiske periode, som skulle nå ned til Kristi komme. Kundskaben om, at denne periode var ved at udløbe, havde tilskyndt Zakarias til at bede om Messias' komme. Nu var det samme sendebud, som havde meddelt profetien, kommet for at forkynde dens opfyldelse. ret

(152)  Engelens ord: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn," viser os, at han indtager en høj stilling i de himmelske boliger. Da han kom med et budskab til Daniel, sagde han: "Ikke en hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders fyrste." Dan. 10,21. Frelseren taler om Gabriel i Åbenbaringen, idet han siger, at "han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes Åb 1,1. Og engelen sagde til Johannes: "Jeg er din medtjener og dine brødre profeternes." Åb. 22,9. Hvilken vidunderlig tanke at den engel, der i værdighed kommer lige efter Guds Søn, er udvalgt til at forkynde Guds hensigter for syndige mennesker!—Den Store Mester, 57-59. ret

(153)  Johannes Døbers arbejde blev forudsag at den engel der besøgte Zakarias i templet. “»Frygt ikke, Zakarias!” sagde han, ”thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes. Og ... han skal fyldes med Helligånden, ... og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft.”—Review and Herald, 20.februar, 1900. ret

(153)  Englen Gabriel gav Johannes forældre særlig anvisninger om mådehold. En af den ophøjede engle fra himlens trone gav en lektie om helsereformen.—Profetiens Ånd 2:43. ret

(153)  Gud op rejste en budbringer i Johannes Døber, der bereder Herrens vej. Han skulle frembære et uforfærdet vidnesbyrd til verden, der dadler og fordømmer synd. Ved bebudelsen af Johannes mission og arbejde, sagde englen: ”Selv skal han gå foran ham [Kristus] i Elias' ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.”—Review and Herald, 2.august, 1898. ret

næste kapitel