Kristi inkarnation og første liv

(154)  Inkarnationen er et dybt mysterium
Når vi beskuer Kristi menneskevorden, står vi uforstående over for et ufatteligt mysterium, som ligger langt over den menneskelige tanke. Jo mere vi tænker over det, des mere forunderligt bliver det. Hvor vældig er ikke kontrasten mellem Kristi guddommelighed og det hjælpeløse spædbarn i krybben i Betlehem! Hvordan kan vi spænde over kløften mellem den mægtige Gud og det hjælpeløse barn? Og dog blev verdeners skaber i hvem guddomsfylden boede legemlig, åbenbaret i det hjælpeløse spædbarn i krybben. Højt hævet over alle engle, Faderens jævnbyrdige i værdighed og ære, og dog i menneskelig skikkelse! Guddommelighed og menneskelighed blev forenet på mystisk, ubegribelig vis, og mennesket og Gud blev ét. Det er i denne forening, vi finder håb for vor faldne slægt.—Signs of the Times, 30.juli, 1896. ret

(154)  Universet våger
Kristi komme til vor verden var en stor begivenhed, ikke kun for denne verden, men for alle verdener i Guds univers. Han påtog sig vor natur, over for himmelske intelligensvesener, for at fristes på alle punkter som vi er.—Signs of the Times, 20.februar, 1893. ret

(155)  Ved at komme for at tage bolig hos os skulle Jesus åbenbare Gud for, både mennesker og engle. . . . . Men denne åbenbaring gjaldt ikke alene hans jordiske børn. Vor lille verden er universet lærebog. Guds vidunderlige, nådige hensigter, den frelsende kærligheds mysterium, er det emne, som "engle attrår at få indblik i," og det vil beskæftige dem gennem endeløse tider.—Den Store Mester, 19, 20. ret

(155)  Hvorfor Kristus påtog sig menneskenatur
Overfor himmelens engle triumferede han [Satan] stolt over, at Kristus som menneske ville være den svageste, og at han selv da kom til at vinde over ham. Han hoverede over at Adam og Eva i Edens have ikke havde kunnet modstå hans fristelser da han appellerede til appetitten.—Review and Herald, 28.juli, 1874. ret

(155)  Guds enbårne søn kom til vor verden som et menneske, for at åbenbare verden at mennesker kunne holde Guds lov. Satan, den faldne engel, erklærede at intet menneske kunne holde Guds lov, efter Adams ulydighed. — Frigivede Manuskripter 6:334. ret

(155)  Satan hævede at det var umuligt for mennesker at holde Guds lov. For at bevise det forkerte i denne påstand, forlod Kristus Sin høje rang, påtog Sig menneskenatur, og kom til jorden for at stå ved den faldne slægts hoved, og vise at menneskene kunne modstå Satans fristelser.—The Upward Look, 172. ret

(156)  Kristi menneskenatur
Hans [Kristi] menneskenatur var skabt; den havde ikke engang menneskers engles kræfter. Det var mennesker, identiske med sig selv.—Udvalgte Budskaber 3:129. ret

(156)  I menneskers svaghed mødte Kristus de fristelser der havde den højeste kraft som Gud havde givet englefamilien.—Review and Herald, 28.januar, 1909. ret

(156)  Beretningen om Betlehem er et uudtømmeligt emne. Et "dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud" findes skjult deri. Rom. 11,33. Vi undres over Frelserens opofrelse ved at bytte Himmelens trone med krybben og de tilbedende engles ledsagelse med dyrene i stalden. Menneskelig stolthed og selvtilfredshed bliver gjort til skamme ved hans nærværelse. Dog var det kun begyndelsen til hans forunderlige fornedrelse. Det ville have været en næsten ufattelig ydmygelse for Guds Søn at påtage sig menneskeskikkelse, selv da Adam stod uskyldig i Edens have. Men Jesus påtog sig menneskeskikkelse, da slægten gennem fire tusinde år var blevet svækket af synden. Ligesom ethvert af Adams børn gik han ind under den store arvelighedslovs følgevirkninger. Hvori disse bestod, ser vi gennem hans jordiske forfædres historie. Han kom med en sådan arv for at dele vore sorger og fristelser og for at give os eksemplet på et liv uden synd.—Den Store Mester, 27. ret

(157)  Som Gud, kunne Kristus ikke fristes mere end Han ikke blev fristet fra Sin alliance med himlen. Men da Kristus ydmygede Sig selv til menneskenatur, så kunne han fristes. Han havde ikke blot påtaget sig englenes natur, men menneskelighed, fuldstændig identisk med vor natur, dog uden plet af synd. Et menneskes legeme, et menneskes tankesind, med alle disse særlige egenskaber, var Han ben, hjerne og muskler. Et menneske af vort kød, var han begrænset som det svage menneske. Omstændighederne ved hans liv, var af en sådan karakter, han blev udsat for al det besvær som tilkommer mennesker, ikke i velstand, ikke i vellevned, men i armod, afsavn og ydmygelse. Han indånede den luft som mennesker må indånde. Han betrådte vor jord som et menneske. Han havde en menneskesjæls fornuft, hukommelse, vilje og hengivenhed, som blev forenet med Hans guddommelige natur.—manuskript 57, 1890. ret

(157)  Barnet fra Betlehem fandtes den herlighed, som engle bøjer sig for. Dette ubevidste barn var den forjættede sæd, som det første alter, der blev bygget ved Paradisets port, viste hen til.—Den Store Mester, 30. ret

(157)  Bebudelsen
Før han blev født, havde engelen sagt til Maria: "Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid." Luk. 1,2-3. Maria havde grundet over disse ord i sit hjerte; men skønt hun troede, at hendes barn skulle blive Israels Messias, forstod hun ikke, hvori hans kald bestod. Nu fattede hun ikke betydningen af hans ord; men hun forstod, at han havde frasagt sig slægtskab med Josef og havde erklæret, at Gud var hans Fader. — Den Store Mester, 48. ret

(158)  Engle ser de trætte rejsende, Josef og Maria, føre deres vej til Davids by, for at blive indskrevet, efter Kejser Augustus dekret. I Guds forsyn var Josef og Maria blevet bragt hertil, for det var stedet som profetien havde foreskrevet at Kristus skulle fødes. De søgte et hvilested i kroen, men blev vist bort fordi der ikke var plads. De velhavende og ærværdige blev budt velkommen, og finde opfriskning og plads, medens disse trætte rejsende er tvunget til at søge tilflugt i en rå bygning som giver lys for umælende dyr. — Review and Herald, 17.december, 1872. ret

(158)  Før Kristi fødsel
I himlen var det forstået at tiden var kommet for Kristi ankomst til verden, og engle forlader herligheden for at bevidne hans ankomst hos dem, han kom for at velsigne og frelse. De har været vidne til hans herlighed i Himlen, og de regner med at han vil modtages med ære, i overensstemmelse med hans karakter, og hans ophøjede mission. Idet englene nærmede sig jorden, kom de først til det folk Gud havde udskilt fra verdens nationer, som hans særlige rigdom. De ser ingen særlig interesse blandt jøderne, ingen ivrig venten og vågen at de skal være de første til at modtage Forløseren, og anerkende hans komme. — Review and Herald, 17.december, 1872. ret

(158)  En engel besøger jorden for at se, hvem der er beredt til at byde Jesus velkommen. Men englen kan ikke finde noget tegn på forventnings glæde. Han hører ingen røst hæve sig til pris og tak, fordi Messias nu skal komme. Han dvæler en stund over den udvalgte by og templet, hvor Guds tilstedeværelse er blevet åbenbaret i menneskealdre' men selv her ses kun den samme ligegyldighed..... ret

(159)  Fuld af undren beslutter sendebuddet fra himlen at vende tilbage med det sørgelige budskab, men i det samme får han øje på nogle hyrder, som i nattens mørke vogter deres dyr; de ser op mod den stjernebesatte himmel, mens de tænker på profetien om den kommende Messias og længes efter verdens Frelsers komme. Her er en lille flok, som er rede til at modtage budskabet fra himlen. Og pludselig viser Herrens engel sig og forkynder det herlige budskab. — Den Store Strid, 240. ret

(159)   Englene gik forbi profeters skoler og kongers paladser og viste sig for de enkle hyrder, der vågede over deres hjorde om natten på Betlehems sletter. Først kom en engel til syne, klædt i himlens pragtskrud; og så overraskede og rædselsslagne blev hyrderne, at de kun kunne stirre på den himmelske gæsts vidunderlige herlighed med uudsigelig forundring. Herrens engel kom til dem og sagde: "Frygt ikke, for se! Jeg bringer jer budskabet om en stor glæde, som skal være for alle mennesker; thi for jer er der på denne dag i Davids by født en Frelser, hvis navn er Kristus, Herren. Og dette skal være et tegn for jer: I skal finde barnet svøbt, liggende i en krybbe." ret

(159)  Aldrig så snart var deres øjne blevet vænnede til denne ene engels herlige nærværelse, førend se! Hele sletten var oplyst af den vidunderlige stråleglans fra en hærskare af engle som opfyldte Betlehems sletter. Engelen beroligede hyrderne, før han åbnede deres øjne, så de kunne se den himmelske hærskare, som alle priste Gud og sagde: "Ære være Gud i det højeste og på jorden fred for mennesker, som har hans velbehag."—Review and Herald, 9.december, 1884. ret

(160)  Hyrderne er fyldt med glæde, og idet den strålende herlighed forsvandt, og englene vender tilbage til Himlen, er de alle glade over den gode nyhed, og søger at opsøge Frelseren. De finder den barnlige Forløser, ligesom de himmelske budbringere havde bevidnet, pakket og indsvøbt i klæder, og ligger i en smal afgrænset krybbe.—Review and Herald, 17.december, 1872. ret

(160)  Ved Kristi fødsel, så Satan Betlehems sletter oplyst af en himmelsk engleskares strålende herlighed. Han hørte deres sang: »Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred, til menneskers velbehag.« Mørkets fyrste så de forbavsede hyrder blive fyldt med frygt idet de så de oplyste sletter. De skælvede over den forvirrende herligheds opvisning som synes at trænge ind i deres sanser. Den største oprører skælvede selv over englenes proklamering til hyrderne: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!« ... ret

(160)  Sangen fra de himmelske budbringere proklamerer frelserens komme til en falden verden, og glæden udtrykkes ved denne store begivenhed vidste Satan ikke varslede noget godt for ham. Mørke varsler vækkede hans sind når det angår den indflydelse, som denne ankomst til verden, vil have på hans rige.—Review and Herald, 3.marts, 1874. ret

(161)  De hellige tre konger
Det var ikke blot på Judæas høje og blandt fattige hyrder, at englene fandt mennesker, som så frem til Messias' komme. Også i de hedenske lande var der nogle, som ventede på ham. Disse mennesker var kloge, rige og ædle, orientens filosoffer. Vismændene som granskede naturen, havde fundet Gud i hans hænders værk. De havde i de hebraiske skrifter læst om den stjerne, som skulle opgå af Jakob, og de ventede længselsfuldt på ham, der ikke blot skulle være "Israels trøst" men også "et lys, som skal åbenbares for hedningerne," og blive "til frelse indtil jordens ende." Luk. 2, 25. 32; Ap. G. 13, 47.—Den Store Strid, 315. ret

(161)  De vise mænd. . . . . havde studeret profetien, og vidste at tidspunktet var nær hvor Kristus ville komme; og de ventede ivrigt efter et tegn på denne store begivenhed, at de måtte være de første der bød det himmelske kongebarn velkommen, og tilbede ham. Disse vise mænd havde set himlene oplyst med lys, som omgiv himmelske budbringere som bebudede Kristi komme til Israels hyrder, og efter at englehæren vende tilbage til Himlen, viste en oplyst stjerne sig, og strålede i himlene. Det usædvanlige ved den klar stjerne, som de aldrig havde set før, hang som et tegn på himlene, og tiltrak deres opmærksomhed, og Guds Ånd bevægede dem til at søge denne himmelske Gæst for en falden verden—Genløsningen: Eller Kristi første komme med hans liv og forkyndertjeneste, 16. ret

(162)  Da lyset [fra Betlehems engle] svandt bort, viste der sig en strålende stjerne, som blev stående på himmelen. Det var ikke nogen fiksstjerne og heller ikke en planet, og det mærkværdige syn vakte den dybeste interesse. Denne stjerne var en fjern samling af strålende engle, men dette anede de vise mænd intet om. Alligevel stod det dem klart, at denne stjerne havde en særlig betydning for dem. De rådspurgte præster og filosoffer og granskede Skrifternes ældgamle beretninger. I Bileams profeti blev der sagt: "En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel." 4Mos. 24, 17. Var det muligt, at denne mærkelige stjerne var blevet sendt som budbringer om den Forjættede? Vismændene havde hilst den himmelsendte sandheds lys med glæde; nu strålede det for dem med stærkere glans. I drømme fik de anvisning på at drage ud og opsøge den nyfødte fyrste. —Den Store Mester, 60. ret

(162)  I en stjernes skikkelse ledte Guds engle de vise mænd på deres mission med at lede efter Jesus. De kom med gaver og kostbare ofre bestående af røgelse og myrra for at give deres ofre til den barnekonge, profetierne havde talt om. De fulgte de herlige budbringere med overbevisning og glæde. — Review and Herald, 9.december, 1884. ret

(162)  De vise rettede deres vej derhen hvor stjerne lod til at lede dem. Idet de drog nær Jerusalems by, blev stjernen ophyllet af mørke, og ledte dem ikke længere. De tænkte at Jøderne i Jerusalem ikke kunne være uvidne om denne store begivenhed, at Messias kom, og de spurgte sig om i Jerusalems omegn. De forklarede tydeligt deres ærinde. De søgte efter Jesus, jødernes konge, for de havde set hans stjerne i øst, og var kommet for at tilbede ham. — Genløsningen: Eller Kristi første komme med hans liv og forkyndertjeneste 16. ret

(163)  Vismændenes ankomst rygtedes hurtigt i hele Jerusalem. Deres mærkelige ærinde skabte røre blandt folket, og rygtet trængte helt ind i kong Herodes' palads. Den snedige edomit blev forskrækket ved denne antydning om, at der skulle findes en mulig rival..... ret

(163)  Herodes mistænkte præsterne for at lægge råd op med de fremmede for at vække opstand blandt folket og afsætte ham fra tronen. Han skjulte dog sin mistillid og besluttede at trodse deres planer ved overlegen snedighed. Han kaldte ypperstepræsterne og de skriftkloge til sig og udspurgte dem om, hvad deres hellige bøger lærte med hensyn til det sted, hvor Messias skulle fødes. ret

(163)  Dette spørgsmål fra ham, der havde tilranet sig tronen, og som blev stillet dem efter tilskyndelse af udlændinge, sårede de jødiske lederes stolthed. Den ligegyldighed, hvormed de vendte sig til de profetiske skrifter, vakte den skinsyge tyrans harme. Han mente, at de forsøgte at skjule deres kendskab til sagen. Med en myndighed, som de ikke vovede at ignorere, befalede han dem at foretage en nøjagtig undersøgelse og at sige ham, hvor deres forventede konge skulle fødes. "Og de sagde til ham: I Betlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved profeten..... ret

(163)  Præsterne og de ældste i Jerusalem var ikke så uvidende med hensyn til Kristi fødsel, som de foregav at være. Beretningen om englenes besøg hos hyrderne var nået til Jerusalem, men rabbinerne havde ikke regnet den for at være værdig til deres opmærksomhed. De kunne selv have fundet Jesus og kunne måske have været i stand til at føre de vise mænd til det sted, hvor han var født; men tværtimod kom vismændene for at gøre dem opmærksomme på Messias' fødsel. "Hvor er jødernes nyfødte konge" sagde de; "thi vi har set hans stjerne i Østen og er kommet for at tilbede ham." ret

(164)  Nu lukkedes døren i for lyset på grund af stolthed og skinsyge. Hvis man skulle tro på de beretninger, som hyrderne og vismændene kom med, så ville det bringe præsterne og rabbinerne i en meget pinlig situation og modbevise deres krav på at være fortolkere af Guds sandhed. Disse lærde mænd ville ikke nedlade sig til at lade sig belære af dem, som de kaldte hedninger. De sagde, at det var en umulighed, at Gud skulle have forbigået dem for at meddele sig til uvidende hyrder eller uomskårne hedninger. De besluttede at vise deres foragt for de rygter, der virkede så ophidsende på kong Herodes og hele Jerusalem. De ville ikke engang drage til Betlehem for at se, om alt dette havde sin rigtighed. . . . . ret

(164)  De vise mænd drog alene bort fra Jerusalem. Natten var ved at falde på, da de forlod byen, men til deres store glæde så de atter stjernen, der viste dem vejen til Betlehem. De havde ikke fået nogen sådan tilkendegivelse af Jesu ringe omgivelser, som hyrderne havde fået..... I Betlehem fandt de ingen kongelige vagtposter, der var sat til at bevogte den nyfødte konge. Ingen af verdens stormænd gjorde ham deres opvartning. Jesu vugge var en krybbe. Hans forældre var ulærde almuefolk, og de var de eneste, der tog sig af ham..... ret

(164)  Og de gik ind i huset og så barnet med dets moder Maria; da faldt de ned og tilbad det. I Jesu ringe skikkelse erkendte de Guddommens nærværelse. — Den Store Mester, 35-36. ret

(165)   Efter at de vise mænds mission var udført, ville de vende tilbage, og fremføre de glædelige nyheder til Herodes om deres rejses succes. Men Gud sendte sin engel i nattestunden for at vende vismændenes vej. I et syn om natten fik de tydeligt fortalt at ikke vende tilbage til Herodes De adlød det himmelske syn. "Siden blev de i en drøm advaret af Gud mod at vende tilbage til Herodes; og ad en anden vej drog de tilbage til deres land. — Genløsningen: Eller Kristi første komme med hans liv og forkyndertjeneste 19. ret

(165)  På samme måde fik Josef en advarsel om, at han skulle flygte til Ægypten sammen med Maria og barnet. Og engelen sagde: "Bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det." Josef adlød uden tøven og drog af sted om natten for at være mere sikker. . . . ret

(165)  I Jerusalem afventede Herodes med utålmodighed vismændenes tilbagekomst. Efterhånden som tiden gik, og de ikke viste sig, blev hans mistanke vakt.... Soldater blev engang sendt til Bethlehem, medordre om at dræbe alle børn på to år og derunder.—Den Store Mester, 36-37. ret

(165)  Men en højere magt var virksom imod planerne fra mørkets fyrste. Guds engle forpurrede hans hensigter og bevarede den spæde Genløsers liv.—Signs of the Times, 4.august, 1887. ret

(165)  Josef, som stadig boede i Ægypten, fik nu af en Herrens engel befaling til at vende tilbage til Israels land. ... men da han fik at vide, at Arkelaus regerede i Judæa i sin faders sted, blev han bange for, at faderens anslag mod Kristus muligvis kunne blive bragt til udførelse af hans søn..... ret

(166)  Atter blev Josef ledet hen til et sikkert tilfugtssted. Han vendte tilbage til Nazaret, hvor han tidligere havde haft sit hjem, og her boede Jesus i næsten tredive år,.... Gud gav engle befaling om at beskytte Jesus og våge over ham, indtil han havde fuldbragt sin gerning på jorden og skulle dø for deres hånd, som han var kommen for at frelse. — Den Store Mester, 38-39. ret

(166)  De tavse år
Fra sine tidligste år levede han [Kristus] et liv i hårdt arbejde. Den største del af hans jordiske liv tilbragte han i Nazareth. I en almindelig arbejders skikkelse gik Herren i gaderne i den lille by, som han boede i, idet han gik til og fra sit jævne arbejde; og tjenende engle fulgte ham, som han fulgtes med bønder og arbejdere uden at være genkendt og æret.—Review and Herald, 3.oktober, 1912. ret

(166)  Gennem Sin [Kristi] barndom og ungdom, udviste han en karakterfuldkommenhed som betegnede Sit efterfølgende liv. Han voksede i visdom og kundskab. Idet Han var vidne til offersystemet, lærte Heligånden Ham, at Hans liv var at blive ofret for verdens liv. Han oksede op som en øm plante, ikke i den store larmende by, som er fuld af forvirring og stridigheder, men i afsiddesliggende dale blandt bakker. Fra Sine første år blev Han bevægtede af himmelske engle, alligevel var hans liv en lang kamp mod mørkets kræfter. I kombination med meneskers hjælp gjorde Sataniske agenter Hans liv til et meget fristet og trængselsfyldt liv. Ved overnaturlige agenter, blev hans ord, som var liv og frelse som alle der tog imod dem og praktiserede dem, dog forvansket og fejlfortolket.—Signs of the Times, 6.august, 1896. ret

(167)  Jesus gjorde menneskelivets ydmyge stier hellige ved Sit eksempel. I tredive år var han indbygger i Nazaret. Hans liv var fuld af ihærdig flid. Han, himlens Majestæt, vandre på gader, iklædt almindelig arbejders enkle klædebon. Han sled sig op og ned af bjergskrænter, gik til og fra Sit ydmyge arbejde. Der blev ikke sendt engle for at bære Ham på deres vinger op ad de trættende opgange, eller for at give ham kræfter til at udrette Hans ydmyge opgave. Når han gik ud for at hjælpe til familiens underhold med Sit daglige slid, besad Han alligevel den samme kraft, som han gjorde mirakler med, med at føde de fem tusinde sultne sjæle på Gallilæas kyst.—The Health Reformer, 1.oktober, 1876. ret

næste kapitel