Engle ved Kristi dåb og i ørknen

(168)  Kristi dåb
Da Jesus bad om at blive døbt, veg Johannes tilbage, idet han udbrød: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig" Med en fast, men mild myndighed svarede Jesus: "Lad ,det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!" Og Johannes gav efter og førte Frelseren ned i Jordan og døbte ham i dens vand. Og straks, da Jesus steg op af vandet, "så han himlene skilles ad, og han så ånden dale ned over sig som en due".—Den Store Mester, 67. ret

(168)  Himlens engle så på med intens interesse på Frelserens dabs-sceneri, og kunne de øjne der så på, blive åbnet, ville de kunne se den himmelske hær omgive Guds Søn idet Han bukkede sig på Jordans breder. — Youth's Instructor, 23.juni, 1892. ret

(169)  Frelserens blik synes at trænge ind i Himmelen, medens han udøser sin sjæl i bøn. Han ved meget godt, hvordan synden har forhærdet menneskers hjerter, og hvor vanskeligt det vil blive for dem at forstå hans kald og modtage frelsens gave. Han bønfalder sin Fader om kraft til at overvinde deres vantro, til at sønderbryde de lænker, hvormed Satan har bundet dem, og til at kunne hjælpe dem ved at besejre ødelæggeren. Han beder om et vidnesbyrd om, at Gud vil tage imod menneskeheden i skikkelse af sin Søn. ret

(169)  Aldrig før har englene lyttet til en sådan bøn. De længes efter at bringe deres elskede fører et budskab med forvisning og trøst. Men nej, Faderen vil selv give svaret på sin Søns bøn. Herlighedens stråler udgår lige fra hans trone. Himlene åbnes, og en duelignende skikkelse af det reneste lys daler ned over Frelserens hoved det bedst egnede symbol på ham, den sagtmodige og ydmyge. . . . . ret

(169)  Folket stod og stirrede i tavshed på Kristus. Hans skikkelse var som badet i det lys, der altid omgiver Guds trone. Hans opadvendte ansigt strålede af en herlighed, som de aldrig før havde set på et menneskes ansigt. Fra de åbne Himle lød der en røst, som sagde: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.”—Den Store Mester, 67-68. ret

(169)  Herren lovede at give Johannes et tegn hvorved han kunne vide hvem Messias var, og nu hvor Jesus gik op af vandet, lev det lovede tegn givet: for han så at himlene åbnes, og Guds Ånd, ligesom en due af poleret guld, svævede over Kristi hoved, og en røst kom fra himlen, der sage: ”Dette er Min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.” — Youth's Instructor, 23.juni, 1892. ret

(170)  Med undtagelse af Johannes var der kun få af hele den store skare ved Jordan, der opfattede det himmelske syn.—Den Store Mester, 68. ret

(170)  Da Frelseren blev døbt, var også Satan til stede. Han så, hvordan Faderens herlighed overskyggede Sønnen. Han hørte Jehovas røst bevidne Jesu guddommelige oprindelse. Lige siden Adams syndefald havde menneskeslægten været afskåret fra direkte samfund med Gud. Forbindelsen mellem Himmelen og jorden var sket ved Kristus. Men nu, da Jesus var kommen "i syndigt køds skikkelse" (Rom. 8,3), talte Faderen selv. Tidligere havde han meddelt sig til mennesker ved Kristus; nu meddelte han sig til mennesker i Kristus. Satan havde håbet på, at Guds afsky for synden ville føre til en evig adskillelse mellem Himmelen og jorden. Men nu var det blevet tydeligt vist, at forbindelsen mellem Gud og mennesker var blevet genoprettet. — Den Store Mester, 116. ret

(170)  Satan kunne se Hans hgerlighed og renhed, gennem Hans [Kristi] ydmygelse, da han var sammen med ham i himlens sale. For fristeren rejste der sig et billede om hvem han i virkeligheden var: en skærmende kerub, der besad skønhed og hellighed.— Bible Echo, 23.juli, 1900. ret

(170)  Kristus fristes tre gange i ørknen
Over for sine sammensværne engle havde Satan erkæret at han ville overvinde Kristus på appetitten. Han håbede at besejre Ham over Hans svaghed.—Signs of the Times, 4.april, 1900. ret

(171)  Satan indså, at enten måtte han sejre eller lade sig besejre. Stridens udfald var af for stor betydning til, at den kunne betros til en af hans engle. Han måtte lede kampen personligt. Alle de frafaldne hjælpere blev kaldt sammen for at stride mod Guds Søn. Kristus blev gjort til målet for alle helvedes våben. — Den Store Mester, 71. ret

(171)  Da Kristus fasted i ørknen, kunne han ikke mærke sin sult. . . . Han brugte tiden på alvorlig bøn, lukket inde med Gud. Det var som om han var i Sin Faders nærhed. . . . Tanken om den krig der lå foran Ham, gjore Ham ligegyldig med alt andet, og hans sjæl blev brødfødt af lviets brød. . .. . . Han så Satans brydende kraft over de faldne og fristede menensker. Han så Sig selv som den der helbredte syge, trøstede den håbløse, opmuntre den fortvivlede, og forkynde evangeliget for den fattige – gjorde det arbejde Gud havde foreskrevet for Ham; og Han mærkede ingen sultfornemmelse før de fyrretyve dage af Hans faste var til ende. ret

(171)  Synet forsvandt, og så kaldte Kristi menneskenatur, med stærk længel, på mad. Nu var det Satans anledning til at juble. Han besluttede sig at vise sig som en lysets engel som viste sig for Kristus i Hans syn. — Frigivede Manuskripter 21:8, 9. ret

(171)  Pludselig viste der sig en engel for Ham [Kristus], tilsyneladende end af de engle som Han ikke havde set i lang tid. . . Ordene fra himlen, ”Dette er Min Søn den elske, i hvem jeg har velbehag,” lød stadig i Satans ører. Men han bestemte sig for at få Kristus til at ikke tro på dette vidnesbyrd.—Frigivede Manuskripter 21:9. ret

(171)  Satan viste sig for Ham [Kristus] ... som en smuk engel fra himlen, der hævdede at han havde en opgave fra Gud, med at erklære Frelserens faste til ende. — Review and Herald, 14.januar, 1909. ret

(172)  Han [Satan] fortalte Genløseren at Han ikke længere behøvede at faste, Faderen havde antaget hans længe afholdenhed, at han var gået langt nok, og at Han var fri til at gøre et mirakel for Sin egen skyld.—Signs of the Times, 29.juli, 1889. ret

(172)  Han [Satan] mente, at den engleskikkelse, han havde påtaget sig, gjorde det umuligt for Kristus at kende ham, og han lod nu, som om han tvivlede på Kristi guddom på grund af hans udtærede udseende og upassende omgivelser. — Profetiens Ånd 2:91. ret

(172)  Den første fristelse
Satan ræsonnerede således med Kristus: Hvis de ord der blev sagt efter hans dåb virkelig var Guds ord, at han var Guds Søn, behøvede han ikke at bære sultfornemmelse; han kunne bevise sin guddommelighed ved at vise sin kraft og forandre den golde ørkens sten til brød - Genløsningen: Eller Kristi første komme med hans liv og forkyndertjeneste, 48. ret

(172)  Satan forklarede Jesus at han bare behøvede og begynde på den blodbestænkte sti, og at han ikke behøvede at gå den. Ligesom Abraham skulle han blive prøvet for at vise om han ville være fuldkommen lydig. Han sagde også at han var den engel som standsede Abrahams hånd, da kniven var løftet for at ofre Isak. Nu var han kommet for at redde Jesu liv. Det var ikke nødvendigt for ham at udholde denne nagende hunger og så dø af sult. Han skulle hjælpe ham med at gennemføre en del af frelses planen.—Review and Herald, 4.august, 1874. ret

(173)  Dernæst gjorde Satan ham opmærksom på sit eget tiltalende udseende, klædt som han var i lys og med stor magt. Han hævdede at han var et sendebud som kom direkte fra Guds trone, og påstod at han havde ret til at kræve beviser for at Jesus var Guds Søn.—Review and Herald, 4.august, 1874. ret

(173)  Det var ved ... [Satans] ord, ikke ved hans udseende, at Frelseren genkendte fjenden.—Review and Herald, 22.juli, 1909. ret

(173)  Da Kristus blev menneske, blev han ringere end de himmelske engle, men denne fornedrelse var nødvendig, og han påtog sig den villig for at forløse mennesket. Satan påstod, at dersom Jesus virkelig var Guds Søn, så burde han give ham et eller andet bevis på sin høje rang. Han sagde, at Gud ikke ville forlade sin søn i en så beklagelig tilstand, og fortalte, at en af de himmelske engle var blevet forvist til jorden, og at Jesus udsendte antydede, at han var denne faldne engel i stedet for at være himlens konge. Han henledte hans opmærksomhed på sit eget skønne udvortes, hvorledes han var klædt med lys og styrke, og han spottede Kristus, idet han pegede på hans elendige tilstand i modsætning til sin egen herlighed. —Profetiens Ånd 2:91. ret

(173)  Den anden fristelse
“Derefter tager Djævelen ham med sig til den hellige stad og stiller ham på helligdommens tinde og siger til ham: 'Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned; thi der står skrevet: "Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten.”—Den Store Mester, 124. ret

(174)  For at lægge sin magt for dagen førte Satan Jesus til Jerusalem og stillede ham på helligdommens tinde.Åndelige Gaver 1:32. ret

(174)   Igen forlangte han [Satan] at Jesus, hvis han virkelig var Guds Søn, skulle bevise det ved at kaste sig ned fra den svimlende højde han havde ført ham op på. Han lokkede Jesus til at bevise sin tillid til Faderens omsorg ved at kaste sig ned fra templet. I Satans første fristelse på appetittens område havde han forsøgt at så tvivl om Guds kærlighed og omsorg for sin Søn, ved at henvise til hans sult og de omgivelser han befandt sig i, som bevis for at Gud ikke brød sig om ham. Men det lykkedes ikke for ham. Derfor forsøgte han at benytte sig af den tro og fuldkomne tillid Jesus havde vist Faderen, og opægge ham til formastelse. ”Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten”—Review and Herald, 18.august, 1874. ret

(174)  Den snedige fjende fremkommer selv med ord, som er udgået af Guds mund. Han viser sig stadig som en lysets engel, og han gør det indlysende, at han kender Skrifterne og forstår betydningen af det, der står skrevet. Ligesom Jesus før benyttede Guds ord til støtte for sin tro, sådan benytter fristeren det nu til støtte for sit bedrag. Han hævder, at han blot har villet sætte Jesu troskab på prøve, og nu roser han Jesu standhaftighed. Da Frelseren har givet bevis for sin tillid til Gud, tilskynder Satan ham til at give endnu et vidnesbyrd om sin tro. ret

(175)  Men forud for fristelsen lyder atter denne antydning af mistillid: "Hvis du er Guds Søn." Kristus følte sig fristet til at besvare dette "hvis" men han afholdt sig fra i mindste måde at gå ind på tvivlen. Han ville ikke risikere sit liv for at give Satan et bevis. —Den Store Mester, 78. ret

(175)  Da Satan citerede løftet, “Han skal befale Sine engle at beskytte dig,” undlod han ordene, “for at beskytte jer på alle Dine veje “: som er på alle de veje Gud vælger. Jesus nægtede at træde uden for lydighedens sti. Medens han viser den fuldkomne tillid til Sin fader, vil han ikke stille Sig selv spontant på en position, som nødvændiggører mellemkomsten med Sin fader, der bevarer ham fra død. Han vil ikke gennemtvinge Forsynet til at redde Ham, og derved ikke give mennesket et eksempel på tillid og underdanighed.—Signs of the Times, 10.december, 1902. ret

(175)  Havde Jesus kastet sig ned fra helligdommens tinde, ville det ikke have forherliget hans Fader, fordi ingen anden end Satan og Guds engle ville have været vidne til handlingen. Det ville have været ensbetydende med at friste Herren til at give sin magt til kende for sin bitreste fjende; det ville have været at vise nedladenhed over for ham, som Jesus kom for at besejre.—Åndelige Gaver 1:33. ret

(175)  Den tredje fristelse
Jesus blev sejrherre i den anden fristelse, og nu viser Satan sig i sin sande skikkelse. Men han viser sig ikke som et hæsligt uhyre med bukkefødder og flagermusevinger. Han er en mægtig engel, selv om han er falden. Han erklærer sig åbent for at være oprørslederen og denne verdens gud. ret

(176)  Satan tog Jesus med op på et højt bjerg og lod verdens riger vise sig for ham i al deres herlighed som et panorama. —Den Store Mester, 80. ret

(176)   I de første to fristelser havde han skjult sin virkelige karakter og hensigt; men nu kastede ham masken bort og viste sig selv som mørkets fyrste og påstod, at jorden var hans rige. —Profetiens Ånd 2:95. ret

(176)  Den store bedrager forsøgte at forblinde Kristi øjne med verdens glimmer og glans, og præsenterede denne verdens riger og deres herlighed for Ham. Han som var smidt ud af himlen, skildrede verden med den forkyldte verden der oppe, for at han kunne få Kristus til at acceptere bestikkelsen, og falde ned og tilbede ham. — Signs of the Times, 28.marts, 1895. ret

(176)  Solen skinnede på byer med templer, på marmorpaladser, frugtbare marker og frodige vinhaver. Alle spor af det onde var skjult. Jesu blik, der så længe kun havde mødt uhygge og trøsteløshed, stirrede nu på et landskab med uovertruffen skønhed og frugtbarhed. Så lød fristerens røst: "Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din." ... ret

(177)  Nu tilbyder fristeren at overgive ham den magt, han selv har tilranet sig. Kristus kunne befri sig fra den frygtelige fremtid ved at anerkende Satans overherredømme. Men at gøre dette var det samme som at overlade sejren til den store modstander. —Den Store Mester, 80. ret

(177)  Jesus tiltalte ham [Satan] ved sit rette navn, og irettesatte bedrageren. Guddommeligheden lynede gennem den lidende menneskehed, og ved Sit ord tydeliggjorde han himlens autoritet. Han afslørede for bedrageren at, selvom han havde taget en lysets engels forklædning, så var hans sande karakter ikke skjult for verdens Frelser. Han kaldte ham for Satan, mørkets engel, som havde forladt sin første rang, og afviste sin alliance med Gud. — Signs of the Times, 28.marts, 1895. ret

(177)  Satan forlod marken som en besejret fjende, kunne ikke komme igen. Ved Kristi ord, “Vig bag mig, Satan,” havde den kraftige faldne engel ikke noget andet valg end at adlyde. Engle som overgik i styrke var på slagmarken, vogtede den fristede sjæls interesser, og klar til at modsætte sig dig fjenden.—Review and Herald, 24.april, 1894. ret

(177)  Himmelske engle vågede da Kristus blev fristet
Kristus var tilsyneladende alene med ham [Satan] i freistelsens ørken. Men han var alligevel ikke alene, for der var engle omkring Ham, præcis som Guds engle er hvervet til at tjene dem som er under fjendens frygtelige overfald.—Frigivede Manuskripter 16:180. ret

(177)  Hele himlen overvågede konflikten mellem lysets Fyrste og markets fyrste. Engle stod parat til at lægge sig imellem for Kristus skyld, hvis Satan skulle overskride den foreskrevne grænse.— Bible Echo, 3.september, 1900. ret

(178)  Fristelserne var ikke noget skuespil, de var virkelige nok. Kristus "led og blev fristet" (Hebr 2,18). Engle fra himmelen var til stede ved denne anledning. De sørgede for at Satan ikke overskred de grænser som er sat for ham. Han fik ikke ødelagt mennesket Kristus. — Udvalgte Budskaber 1:94. ret

(178)  Det pres der var over Kristus, havde efterladt ham som en død. ”Og se engle kom og tjente ham.” Deres arme omfavnede Ham. Hans hoved hvilede på den højstes engels bryst, som var i himlen. . . . Fjenden var besejret.— Bible Echo, 3.september, 1900. ret

(178)  Efter at Satan var færdig med sine fristelser, forlod han Jesus for en stund, og englene tilberedte mad til Ham i ørknen.—Budskaber til menigheden, 158. ret

(178)  Efter den tredje fristelse
Da det ikke var lykkedes for Satan at besejre Kristus i ørkenen, samlede han al sin kraft for at modarbejde ham under hans gerning og for om muligt at hindre hans værk. Det, som han ikke kunne opnå ved direkte, personlige anstrengelser, besluttede han at udvirke ved list. Ikke så snart havde han trukket sig tilbage fra striden i ørkenen sammen med sine medsammensvorne engle, før hans planer modnedes om i endnu højere grad at forblinde det jødiske folk, så de ikke kunne genkende deres Frelser. Han lagde planer om at virke gennem sine jordiske hjælpere inden for den religiøse verden ved at indgyde dem sit eget fjendskab mod sandhedens forkæmper. Han ville få dem til at forkaste Kristus og til at gøre hans tilværelse så bitter, som det var muligt, i håb om at berøve ham modet til sit kald. — Den Store Mester, 131. ret

næste kapitel