Gode og onde engle under Kristi virksomhed

(180)  Djævelbesættelse på Jesu tid
Den tid, hvor Kristus selv virkede blandt mennesker, var også den, hvor mørkets rige udfoldede den største virksomhed. Gennem tiderne havde Satan og hans onde engle søgt at beherske menneskers legeme og sind og at bringe synd og lidelse over dem.—Jesu liv, 174. ret

(180)  Syndens bedrag havde nået sit højdepunkt[på den tid Kristus begyndte sin tjeneste]. Alt, hvad der tjente til at nedværdige menneskesjæle, var blevet sat i gang. . . . . Satans hjælpere havde taget bolig i mennesker. Menneskers legemer, der var skabt til bolig for Gud, var blevet opholdssted for onde ånder. Sanserne, nerverne, lidenskaberne, de menneskelige organer blev af overnaturlige kræfter påvirket til at hengive sig til de laveste lyster. De onde ånder havde sat deres eget stempel på menneskers ansigt. De menneskelige træk genspejlede udtrykket hos de hærskare af djævle, der havde besat dem. . . . . ret

(180)  Satan jublede over, at det var lykkedes ham at fordærve Guds billede i menneskene. Da kom Jesus for atter at genoprette Skaberens billede i mennesket..... Han kom for at uddrive de onde ånder, der havde fået herredømmet over viljen. Han kom for at rejse os af støvet, for at omdanne den fordærvede karakter til at ligne hans egen guddommelige karakter og smykke den med sin egen herlighed. — Den Store Mester, 21-23. ret

(181)  Det fremgår tydeligt af Det nye Testamente, at mennesker har været besat af onde ånder. De besatte led ikke blot af sygdomme, som skyldtes naturlige årsager. Kristus var fuldt ud klar over, hvad han havde med at gøre, og han var sig bevidst, at han stod over for onde ånder og deres værk.—Profetiens Ånd 4:332. ret

(181)  Under Jesu virksomhed var Satan og hans engle stærkt optaget med at indgyde vantro, had og foragt hos menneskene.—Åndelige Gaver 1:36. ret

(181)  Afvises i Nazaret
Gennem hele sin barndom og ungdom havde Jesus tilbedt i synagogen i Nazaret sammen med sine brødre. Siden han var begyndt på sin gerning, havde han været borte fra dem, men de havde ikke været uvidende om, hvad der var sket med ham. Da han atter viste sig iblandt dem, var deres interesse og forventning spændt til bristepunktet. . . . . ret

(181)  Når en rabbiner var til stede i synagogen, ventede man, at han skulle bolde prædikenen, og enhver israelit havde lov til at foretage oplæsningen af profeterne. På denne sabbatsdag anmodede man Jesus om at tage del i gudstjenesten. Han "stod op for at forelæse, og man gav ham profeten Esajas' bog" Luk. 4,16. 17.... ret

(182)  Jesus stod foran folket som den levende fortolker af profetierne om ham selv. Idet han udlagde de ord, han havde læst, talte han om Messias som de undertryktes befrier, den, der satte fanger i frihed, helbredte de syge, gav de blinde deres syn igen og åbenbarede sandhedens lys for verden. . . . . Medens Helligånden rørte ved deres hjerter, svarede de med et inderligt amen og priste Herren.—Den Store Mester, 151,152. ret

(182)  Ånden bevidnede så mægtigt til Hans [Kristi] krav at alles hjerter, som var i synagogen, reagerede på de nåde ord der udgik fra Hans læber. Her skete vendepunktet hos denne gruppe. Da Kristi guddommelighed glimtede gennem menneskene, blev ders åndelige øjesyn forfrisket. De fik en ny erkendelses- og påskønelseskraft, og de blev næsten uundgåeligt overbevist over at Jesus var Guds Søn. Men Satan var nær, for at opvække tvivl, vantro og stolthed.—Signs of the Times, 14.september, 1882. ret

(182)  Da Jesus bekendtgjorde, “I dag går det dette skriftsted i opfyldelse for jeres ører,” huskede de pludselig på sig selv, og Hans krav, som havde talt til dem.—Den Store Mester, 237. ret

(182)  Hvem er egentlig denne Jesus? spurgte de. Han, som gjorde fordring på Messias' herlighed,var en tømmermands søn og havde arbejdet som håndværker sammen med sin fader Josef..... Skønt hans liv havde været uden nogen plet, ville de ikke tro på, at han skulle være den Forjættede..... ret

(183)  Da de gav tvivlen indpas, blev deres hjerter endnu langt mere forhærdede, fordi de en kort stund havde været blødgjort. Satan havde besluttet, at de blinde øjne ikke den dag skulle blive åbnede, og at heller ikke de trælbundne sjæle skulle sættes i frihed. Med den største iver arbejdede han på at befæste dem i deres vantro..... ret

(183)  Jesu ord til hans tilhørere i synagogen ramte deres selvretfærdighed i selve dens rod og indprentede dem den bitre sandhed, at de var veget bort fra Gud og havde forspildt deres krav på at være hans folk..... De ville ikke indrømme, at han, som havde sin oprindelse i fattigdom og ringhed, var andet end et almindeligt menneske. —Den Store Mester, 152-154. ret

(183)  Lysets engle var med I den forsamling, vågede med intens interede for den afgørende time. Satans engle var også på stedet for at indgyde tvivl og vække vantro. . . . . . . . ret

(183)  Vantro udspringer af onde tanker. At et menneske som var opvokset i fattigdom og lav af fødsel, skulle driste sig til at irettesætte dem, fylde nazaræernes hjerter med had der tenderede til ondsind. Forsamlingen brød op i forvirring. Folk lagde hænderne på Jesus, smed Ham fra synagogen ud i deres by.—Signs of the Times, 16.juni, 1887. ret

(183)  Alle synes at være begærlige efter at dræbe ham. De hastede med ham hen til kanten på et stejlt fjeld i den hensigt at styrte ham hovedkulds ned. Råb og forbandelser fyldte luften; nogle kastede sten og smuds på ham. Men han forsvandt pludselig fra dem, uden at de kunne forstå, hvorledes det gik til, eller hvornår det skete. Guds engle ledsagede Jesus midt i den rasende hob og bevarede hans liv. De himmelske sendebud var ved hans side i synagogen, medens han talte, og de fulgte med ham, medens han blev bortdrevet fra de vantro, rasende jøder. Disse engle tillukkede øjnende på den forbitrede skare og førte Jesus til et sted, hvor han var uden fare. —Profetiens Ånd 2:114, 115. ret

(184)  Dæmonbesat i Kapernaums synagoge
I synagogen talte Jesus om det rige, han var kommen for at oprette, og om sin udsendelse for at befri Satans fanger. Han blev afbrudt af et rædselsskrig. Et vanvittigt menneske styrtede frem fra skaren og råbte "Oh, lad os i fred, Jesus fra Nazaret! er du kommen for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige!" ret

(184)  Nu blev alt larm og forvirring. Mængdens opmærksomhed blev bortledt fra Kristus, og ingen gav agt på, hvad han sagde. Dette var Satans hensigt med at føre sit offer til synagogen. Men Jesus dadlede den onde ånd og sagde: "Ti, og far ud af ham!' og den onde ånd kastede ham til jorden midt iblandt dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen skade." ret

(184)  Den elendige stakkels mands sind havde været formørket af Satan, men i Frelserens nærhed var en stråle af lys trængt gennem mørket. Han blev vakt til at længes efter befrielse fra Satans herredømme, men den onde ånd modstod Kristi magt. Da manden forsøgte at anråbe Jesus om hjælp, lagde den onde ånd andre ord i hans mund, og han skreg i sin dødelige angst. Den besatte forstod til dels, at der var én nær, som kunne befri ham; men da han forsøgte at komme inden for rækkevidde af denne mægtige hånd, holdt en andens vilje ham fast, og en andens ord fik udtryk gennem ham. Striden mellem Satans magt og hans eget ønske om at blive fri var frygtelig.—Den Store Mester, 165. ret

(185)  Men den, som overvandt ærkefjenden i ørknen, rykkede denne elendige fange ud af Satans klør. Jesus vidste, at selvom han havde antaget en anden form, så var dog denne ånd den samme onde ånd, som fristede ham i ørknen.—Profetiens Ånd 2:180. ret

(185)  Den onde ånd udøvede al sin magt for at beholde herredømmet over sit offer. At vige tilbage her ville være det samme som at lade Jesus sejre. Det så ud, som om den forpinte mand skulle miste livet i kampen mod den fjende, som havde ødelagt hans tilværelse. Men Frelseren talte med myndighed og gav den fangne hans frihed tilbage. Manden, som havde været besat, stod for det undrende folks øjne, lykkelig over sin frigørelse og sine sansers brug..... De øjne, som for ganske kort tid siden havde lyst af vanvid, strålede nu af forstand og fyldtes af taknemmelighedens tårer.—Den Store Mester, 165. ret

(185)  Helbredelsen af høvedsmandens tjener
Høvedsmanden så med troens øje at Guds engle var helt omkring Jesus, og det at hans ord ville befale en engel til at tage til den lidende. Han vidste at hans ord ville gå ind i kammeret, og at hans tjener vil blive helbredt.—Review and Herald, 11.marts, 1890. ret

(186)  Dæmonerne i Gadara
Tidligt om morgenen kom Frelseren og hans ledsagere ind til kysten, . . . . . Fra et skjulested blandt gravene kom to vanvittige mænd styrtende hen imod dem, som om de ville sønderrive dem. På disse mænd hang der stumper af lænker, som de havde revet over, da de undslap fra det sted, hvor de blev holdt bevogtet. Deres kød var forrevet og blødte, hvor de havde såret sig selv med skarpe sten. Deres øjne stirrede bag deres lange, filtrede hår, og det var, som om hver lighed med et menneske var udslettet af de onde ånder, som havde besat dem, og de lignede snarere vilde dyr end mennesker. ret

(186)  Disciplene og deres ledsagere flygtede bort i rædsel, men snart lagde de mærke til, at Jesus ikke var sammen med dem, og de vendte sig om for at se efter ham. Han stod der, hvor de havde forladt ham. Han, som havde standset uvejret, og som tidligere havde mødt Satan og overvundet ham, flygtede ikke for de onde ånder. Medens mændene tænderskærende og med skum om munden nærmede sig Jesus, løftede han den hånd, som havde fået bølgerne til ro, og mændene kunne ikke komme ham nærmere. Rasende, men magtesløse stod de foran ham. ret

(186)  Han bød med myndighed de onde ånder fare ud af dem. Hans ord trængte ind i de ulykkelige menneskers formørkede sind. De fik en uklar følelse af, at en, som kunne frelse dem fra de onde ånders magt, var kommet dem nær. De kastede sig ned for Frelserens fødder for at tilbede ham; men da de åbnede munden for at bønfalde ham om barmhjertighed, talte de onde ånder gennem dem og skreg lidenskabeligt: "Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig." ... ret

(187)  På en bjergskråning ikke langt derfra græssede en flok svin. De urene ånder bad om at få lov til at fare i dem, og Jesus tillod dem det. Straks blev hjorden grebet af panisk skræk. De styrtede som vanvittige hen imod brinken, og uden at være i stand til at standse styrtede de ned i søen og omkom. ret

(187)  Imidlertid var der foregået en vidunderlig forvandling med de besatte. Lyset havde skinnet ind i deres sjæle. Deres øjne strålede af forstand. Deres ansigter, som så længe havde været prægede af Satan, blev pludselig milde; de blodplettede hænder blev rolige, og med glad stemme priste mændene Gud for deres udfrielse..... Nu var disse mænd påklædte og havde deres forstands fulde brug; de sad ved Jesu fødder og lyttede til hans ord, medens de priste hans navn, som havde gjort dem raske.—Den Store Mester, 225, 226. ret

(187)  Helbredelsen af dæmonbesat søn
Drengen blev bragt derhen, og idet Frelserens blik faldt på ham, kastede den urene ånd ham til jorden i frygtelige krampetrækninger. Han lå og vred sig, medens han frådede og luften genlød af uhyggelige skrig. ret

(187)   Igen havde livets fyrste og de mørke magters fyrste mødt hinanden på slagmarken..... Lysets engle og en hær af onde engle skyndte sig, usynlige, med at komme til stede for at overvære kampen. En kort stund tillod Jesus den onde ånd at udfolde sin magt, så de tilstedeværende kunne komme til at forstå, hvilken befrielse der nu ville ske..... ret

(187)  Jesus vender sig til den syge og siger: "Du stumme og døve ånd! Jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham" Der lyder et skrig, og derefter følger en frygtelig kamp. Det er, som om den onde ånd, idet den farer ud, er ved at berøve sit offer livet. Så ligger drengen ganske stille og tilsyneladende livløs. Mængden hvisker: "Han er død!" Men Jesus tager ham ved hånden, rejser ham op og giver ham, fuldkommen sund på legeme og sjæl, til hans fader. Fader og søn priser deres befriers navn.—Den Store Mester, 291. ret

(188)  Jesus anklages for at være dæmonbesat
Jesus erklærede at Han Selv var den Sande Hyrde, fordi Han gav Sit liv for fåret. . . Jesus talte disse ord lyttere på en stor folkeplads, og det gav dybt indtryk hos manges hjerter som lyttede. De skriftkloge og farisæerne blev fyldt med jalousi fordi mange beundrede ham. . . . . Da Han viste Sig som den Sande Hyrde, sagde fariserne: ”Han er besat af en ond ånd og er ude af sig selv, hvorfor hører I på ham?” Men andre genkendte den Sande Hyrdes røst, og sagde: ret

(188)  “Sådan taler en besat ikke; kan en ond ånd åbne blindes øjne?« Derefter kom tempelvielsesfesten i Jerusalem; det var ved vintertid; og Jesus gik omkring i helligdommen, i Salomons søjlegang. Da flokkedes jøderne om ham og sagde til ham: »Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig. . . . . .Jeg og min Fader er ét.”” ... ret

(189)  Jøderne forstod hvad Han [Kristus] mente, og de tog sten op for at stene Ham. Jesus så roligt og uforfærdet på dem og sagde: ”Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilken af de gerninger er det, I vil stene mig for?” ret

(189)  Himlens Majestæt stod rolig forvisset, ligesom en Gud for Sine fjender. Deres vrede ansigter, deres hænder fyldt med stene, skræmte ham ikke. Han vidste at usynlige kræfter, legioner af engle, var omkring Ham, og at et ord for Hans læber, ville slå skaren med forfærdelse, om de skulle kaste en eneste steen på Ham. — Signs of the Times, 27.november, 1893. ret

(189)  Selvom Jesus beviste Sin guddommelige kraft, undervist han dog ikke I Sine lektier uden afbrydelser. Magthaverne forsøgte at latterliggøre Ham for folket. De ville lade Ham sige Sine tanker og læresætninger på en sammenhængende måde, men selvom det ofte blev afbrudt, glimtede der lys ind i hundredevis, og når magthaverne hørte Jesus ord, ad de var iklædt magt og holdt folk tryllebundet, så blev de vrede, og sagde: ”Du er en samaritaner og besat af en ond ånd” Jesus mødte disse anklager med rolig værdighed, og hævdede frygtligt og roligt at pagtens rettigheder kredsede sig om Ham selv, og blev ikke modtaget gennem Abraham. Han erklærede: ”Før Abraham var jeg.” Jødernes raseri kendte ingen grænser, og de gjorde antræk til at stene Ham, men Guds engle, usynlige mænd, hastede Ham ud af deres forsamling.—Signs of the Times, 26.maj, 1890. ret

(190)  Onde engle i menneskeskikkelse var blandt Kristi tilhørere
Der var engle indblandet i menneskeskikkelse, mellem Hans [Kristi] tilhørere, der kom med antydninger, kritiserede, misbrugte og fejlfortolkede Frelserens ord.—Review and Herald, 11.august, 1903. ret

(190)  Kristus var instruktør for disse engleforsamlinger, før de faldt fra deres høje rang.—Udvalgte Budskaber 3:410. ret

(190)  Opvækkelsen af Lazarus
Kristus kunne have befalet stenen selv at flytte sig, og den ville have adlydt hans røst. Han kunne have befalet englene, der var ham ganske nær, at de skulle gøre det. På hans bud ville usynlige hænder have flyttet stenen. Men den skulle fjernes af menneskehænder! På denne måde ville Kristus vise, at mennesker skal samarbejde med Gud. Guddomsmagten skal ikke påkaldes for at udføre, hvad der kan udrettes ved menneskemagt.—Den Store Mester, 364. ret

(190)  Jesus skyndte fra by til by i sin virksomhed
Jesus skyndte sig fra sted til sted under hans forkyndertjeneste. Præster og magthavere var på sporet af ham. De fremstillede Hans mission og arbejde forkert. De kom til Hans egne og Hans egne tog ikke imod ham. Engle overvågede kampen for hvert skridt. De så fjendens ånd og arbejde. De så forbavset på Satans bedrag imod Guds guddommelige Søn. De så at han, som blot var næst efter Jesus i magt og herlighed, var faldet så lavt, at han kune påvirke mennesker til at jagte Kristi fodspor fra by til by.—Signs of the Times, 25.november, 1889. ret

(191)  Han [Jesus] ville være dræbt igen og igen, hvis det ikke var for at himmelske engle havde ledsaget Ham, og passet på Hans liv, indtil tiden kom hvor jødernes sag, som et folk, skulle afgøres.—Review and Herald, 12.oktober, 1897. ret

næste kapitel