| Sandheden om engle kapitel 16. Fra side 192 | ren side tilbage |
(192) Jesus og Hans disciple tager til Getsemane (192) Da de kom til indgangen til haven, efterlod Jesus alle disciplene med undtagelse af tre og bød dem bede for sig selv og for ham. Sammen med Peter, Jakob og Johannes gik han ind i den indhegnede have..... ret (192) “Bliv her og våg med mig! sagde han.” ret (192) Han fjernede sig et lille stykke fra dem . . . . . og kastede sig ned på jorden. Han følte, at han på grund af synden var skilt fra sin Fader. Svælget var så stort, så mørkt og så dybt, at hans sjæl gyste ved det. .... ret (192) Da Kristus mærkede at hans enhed med Faderen var brudt, følte Han, at han i Sin menneskenatur ikke kunne klare den kommende kamp med mørkets kræfter. I fristelsens ørken blev menneskeslægtens skæbne sat på spil. Da vandt Jesus sejr. Nu kom fristeren for den sidste frygtelige kamp. For dette havde han forberedt i de tre år Kristi havde tjeneste. Alt stod på spil for ham. Hvis det gik galt her, var hans håb om herredøme gået tabt; verdensrigerne ville til sidst tilkomme Kristus; han ville han blive trådt underfode og kastet ud. Men hvis Kristus blev besejret, ville jorden blive Satans rige, og menneskeslægten være i hans magt for altid. Med kampens problemer foran sig, ængstes Kristus over adskillelsen fra Gud. Satan fortalte Ham, at hvis Han blev en syndig verdens sikkerhend, ville adskillelsen være evig. . . . . ret (193) Satan indskærpede Frelseren tilstanden på den hårdeste måde: Det folk, der hævder at stå over alle andre ved både timelige og åndelige fortrin, har forkastet dig..... En af dine egne disciple, ... vil nu forråde dig. En af dine mest nidkære disciple vil fornægte dig. Alle vil de svigte dig ret (193) I sin kval klamrer han sig til den kolde jord som for at hindre sig selv i at lade sig drage længere bort fra Gud.... Fra hans blege læber lyder dette angstfulde råb: "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi." Men selv nu tilføjer han: "Dog ikke, som jeg vil, men som du vil." — Den Store Mester, 468-470. ret (193) Engle i Getsemane (194) Engle svævede over stedet [Getsemane], og var vidne til scneriet.—Åndelige Gaver 1:47. ret (194) De beskuede Guds søn, deres elskede Befalingsmand, I Hans supermenneskelige pine, der tilsyneladende døde på slagmarken, for at frelse en fortabt verden, der er ved at gå til. Hele himlen lyttede til denne bøn fra Kristus. ret (194) Hans sjælepinsel fremtrang råbet tre gange fra Hans blege og skælvende læber: “Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil,” blev hele himlen rystet. De så at deres Herre blev omsluttet af legioner af Sataniske styrker, Hans menneskenatur blev nedtrykt af en skælvende mystisk rædsel.—Signs of the Times, 9.december, 1897. ret (194) De engle som havde gjort Kristi vilje i himlen, var ivrige efter at trørste Han; men det var uden for deres magt at lindre Hans sorg. De har aldrig mærket synderne fra en fortabt verden, og de så forbavset på deres tilbedte Herre, var genstand for en uudsigelig sorg. Selovm disciplene ikke følte med deres Herre i hans konflikts prøvende stund, var hele himlen fuld af forståelse og afventede resultatet med smertelig interesse.— The Present Truth, 3.december, 1885 ret (194) Bønnen om befrielse vred sig tre gange ud fra Hans [Kristi] læber. Himlen kunne ikke længere klare synet, og havde udsendt en trøstende budbringer til Guds knuste Søn, der besvimede og døde under verdens ophobede skyld. — The Present Truth, 18.februar, 1886. ret (195) Det er den største krise, når hjerte og sjæl breeder sammen under syndens byrde, sendes Gabriel for at styrke den guddommelige Lidelsesmand, og støtte Ham til at betræde Sin blodbestængte sti..—Signs of the Times, 9.december, 1897. ret (195) Under denne frygtelige krise, hvor alt stod på spil, skinnede der et lys frem midt i den skæbnesvangre times mørke, og den mægtige engel, der står for Guds ansigt, og som har overtaget den plads, hvorfra Satan faldt, steg ned til Kristus. Engelen kom ikke for at tage kalken bort fra Kristus, men for at give ham kraft til at drikke den i forvisning om Faderens kærlighed. . . . . ret (195) De sovende disciple var pludselig blevet vækket ved det lys, der omgav Frelseren. De så engelen bøje sig over deres Mester, der lå udstrakt på jorden. De så ham trykke Frelserens hoved til sit bryst og pege opad mod Himmelen. De hørte hans røst, der lød som den skønneste musik, og som talte trøstens og håbets ord. . . . . . . Atter giver disciplene i deres træthed efter for den mærkelige døsighed, der overvælder dem. Igen finder Jesus dem sovende. ret (195) Han ser bedrøvet på dem, medens han siger: "Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder. ret (195) Endnu medens han talte, hørte han fodtrin af skaren, som var ude for at lede efter ham, og sagde: "Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær." ret (196) Intet spor var mere synligt af den nylig foregåede strid, da Jesus trådte frem for at gå sin forræder i møde. Han stillede sig foran disciplene og sagde: "Hvem leder I efter?" De svarede: "Jesus fra Nazaret." Jesus svarede: "Det er mig."—Den Store Mester, 472, 473. ret (196) Det var i Kristi magt at udfri Sig Selv. Da han sagde ordene: ”Det er mig”, omgav engle Ham straks, og denne skare kunne bevise hvad de ville, eller ville frem til at Kristus var Guds magt. — Denne dagen med Gud, 267. ret (196) Det var vanskeligt for englene at udholde dette syn. De ville have befriet Jesus, men den ledende engel forbød dem det. . . . . Jesus vidste, at engle var vidne til hans ydmygelse. Den svageste engel kunne have bragt den spottende skare til at falde hjælpeløs om og kunne have befriet Jesus.—Åndelige Gaver 1:50, 51. ret (196) Engelen fjernede sig, og lyset forsvandt Jesus havde mulighed for at undfly, men han blev stående, rolig og behersket. Som den herliggjorte stod han midt i denne forhærdede skare, der nu lå hjælpeløse for hans fødder. Disciplene så til, målløse af undren og ærefrygt..... Men billedet skiftede hurtigt.—Den Store Mester, 473. ret (196) Englen trak sig væk, og Jesus stå rolig og selvbehersket, med månens klare lys over hans blege ansigt, og stadig omgivet af lammede og hjælpeløse mænd, medens disciplenene var for forbavsede til et sige et eneste ord. Idet englene fjerner sig, rejser de romerske soldater sig op, og de samles omkring Kristus, sammen med præsten og judas, som om de skammer sig over deres svaghed, og bange for at han vil slippe af deres hænder, .— Signs of the Times, 21.august, 1879. ret (197) Disciplene havde tænkt, at deres Mester ikke ville have fundet sig i at blive grebet.... De blev skuffede og harmfulde, da de så rebene blive taget frem for at binde hænderne på ham, som de elskede. I sin vrede drog Peter ubetænksomt sit sværd og ... han huggede blot øret af ypperstepræstens tjener. Da Jesus så, hvad der var sket, gjorde han sine hænder fri, ... og sagde: "Lad dem kun gå så vidt!" Han rørte ved det sårede øre, og det blev straks lægt. Derefter sagde han til Peter: "Stik dit sværd i skeden igen ... Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, at han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle"?—Den Store Mester, 474. ret (197) Da disse ord blev udtalt, oplystes englenes ansigter af håb. De ønskede lige på stedet at omringe deres hersker og at sprede den ophidsede skare. Men bedrøvelse kom atter over dem, da Jesus tilføjede: "Hvorledes skulle da skriften opfyldes, at det bør gå således til?" Også disciplenes hjerter grebes af fortvivlelse og bitter skuffelse, da Jesus lod sig føre bort af [hoben] sine fjender..—Åndelige Gaver 1:48. ret (197) For Annas og Kaifas råd (198) Da rådsforsamlingen var kommet til stede i domssalen, indtog Kajfas sædet som den øverste embedsmand.... Men da Kajfas nu betragtede fangen, blev han grebet af beundring over hans ædle og værdige optræden. Han følte sig overbevist om, at denne mand var beslægtet med Gud. I næste øjeblik viste han med hån denne tanke fra sig. — Den Store Mester, 475, 478, 779. ret (198) Hele himlen så det grusomme værk der stete mod Kristus. Under det skæbnes svangre sceneri der udspillede sig i domssalen, viste Gud smagen af den ånd, som viser sig hos der der ikke vil være lydige mod Hans lov.—Frigivede Manuskripter 12:412. ret (198) Det var vanskeligt for englene at udholde dette syn. De ville have befriet Jesus [af Hans dommeres hænder], men den ledende engel forbød dem det. . . Jesus vidste, at engle var vidne til hans ydmygelse. ret (198) Ydmyg og sagtmodig stod Jesus foran den rasende mængde, som gjorde ham til genstand for den skændigste behandling. De spyttede ham i ansigtet, det ansigt, som de engang vil ønske at skjule sig for, og som vil oplyse Guds stad og skinne klarere end solen. Kristus kastede intet vredt blik på gerningsmændene. De tildækkede hans hoved med et gammelt klæde, så han ikke kunne se, derpå slog de ham i ansigtet og råbte: "Profetér! hvem var det, som slog dig?" Der blev bevægelse blandt englene. De ville øjeblikkelig have befriet ham; men deres ledende engel holdt dem tilbage. — Åndelige Gaver 1:50, 51. ret (199) For Pilatus (199) Verdener, der aldrig var faldet i synd, betragtede sceneriet med forbavselse, ude af stand til at fatte den ned værdigende tilstand, synden havde skabt. Legioner af onde engle beherskede præsterne og rådsherrerne og gav udtryk for Satans forslag om at overtale og friste folket med falske påstande og bestikkelse til at forkaste Guds Søn og vælge en røver og morder i stedet for ham. . . . . . Hvilket sceneri var dette ikke for Gud at se på, for serafer og keruber at beskue. Guds enbårns søn, himlens Majestæt, herlighedens Konge, blev forhånet, krænket, spottet, afvist, og korsfæstet af dem som Han kom for at frelse, som havde givet sig selv over i Satans kontrol. — Review and Herald, 14.april, 1896. ret (199) Englene, der var vidne til, hvad der foregik, lagde mærke tif den overbevisning, som den romerske landshøvding nærede . . .... ret (200) Satan og hans engle fristede Pilatus og søgte at lede ham videre til hans egen fordærvelse. De indskød den tanke hos ham, at selv om han ikke tog del i at dømme Jesus, ville andre gøre det.—Åndelige Gaver 1:54, 56. ret (200) Selv nu blev det ikke overladt Pilatus at handle i blinde. Et budskab fra Gud advarede ham mod den udåd, han var i færd med at begå. Som svar på Kristi bøn havde Pilatus hustru fået besøg af en engel fra Himmelen, og i en drøm havde hun set Frelseren og havde talt med ham. Pilatus hustru var ikke jøde, men da hun havde set Jesus i sin drøm, nærede hun ingen tvivl om hans oprindelse eller sendelse. Hun vidste, at han var den guddommelige Konge. Hun havde set ham ved forhøret i retssalen. Hun så, at hans hænder var bundne som en forbryders. Hun så Herodes og hans soldater gøre skrækkelige ting. Hun hørte præsterne og rådsherrerne anklage ham som vanvittige i deres skinsyge og ondskab. Hun hørte disse ord: "Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden." ret (200) Hun så Pilatus lade Jesus piske efter først at have erklæret: "Jeg finder ingen skyld hos ham." Hun hørte dommen blive afsagt af Pilatus og så ham overgive Kristus til sine bødler. Hun så korset rejst på Golgata. Hun så jorden indhyllet i mørke og hørte det forunderlige råb: "Det er fuldbragt." Og endnu et andet syn mødte hendes blik! Hun så Kristus siddende på den store hvide sky, medens jorden vaklede i rummet og hans mordere flygtede bort fra synet af hans herlighed. Med et skrig af rædsel vågnede hun op og skrev straks nogle advarende ord til Pilatus. ret (200) Medens Pilatus tøvede og overvejede, hvad han skulle gøre, banede et sendebud sig vej gennem mængden og rakte ham brevet fra hans hustru. Det lød således: ret (201) Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld. ret (201) Pilatus blegnede. Han kunne ikke forstå sine egne modstridende følelser. Men medens han tøvede med at handle, ophidsede præsterne og rådsherrerne folkestemningen endnu mere..... ret (201) Pilatus higede efter at løslade Jesus; men han indså, at det ikke var muligt for ham at gøre dette og alligevel beholde sin egen stilling og ære. Han valgte at ofre et uskyldigt menneskes liv hellere end at miste sin verdslige magt. .... ret (201) Pilatus gav efter for mængdens krav. Hellere end at risikere at miste sin stilling overgav han Jesus til at korsfæstes. — Den Store Mester, 501, 502, 506. ret (201) Kristi korsfæstelse (201) Hvem var vidne til disse scenerier? Det himmelske univers, Gud Fader, Satan og hans engle.—Bible Echo, 29.maj, 1899. ret (201) Himmelske engle . . .hørte de hånende bemærkninger og så rystende hoveder. De havde gladelig brudt ud af deres rækker og taget til Guds Søn i Hans ydmygelse og legemlige pinsel, men dette fik de ikke lov til.—Frigivede Manuskripter 18:71. ret (202) ”Han frelste andre, ham selv kan ikke frelse,” lød den hån der blev kastet over Kristus, i Hans døds pinsel på korset. Han kunne frelse Sig Selv hvert øjeblik, og komme ned fra korset; men gjorde Han dette, ville verden være givet over til den store frafaldnes kontrol. Det var et under for englene at Kristus ikke lukkede hånsmændenes læber med død. — Youth's Instructor, 14.juni, 1900. ret (202) Satan og hans engle blev personificeret ved dem der forhåede Kristus, da Han hang på korset. Han fyldte dem med modbydelig og hæslig tale. Han indgød deres hån.—Frigivede Manuskripter 18:72. ret (202) Mørkets myndigheder og magter samlede sig omkring Hans kors. Ærkeforrædderen, bevarede stadig hans ædle statur, førte den frafaldne hær, som blev forbundet med mennesker i kamp mod Gud.—Signs of the Times, 14.april, 1898. ret (202) Han [Kristus] kæmpede med Satans magt, mod ham, som erklærede, at han havde Kristus i sin vold, at han var Guds søn overlegen i styrke, at Faderen havde fornægtet sin søn og at denne lige så lidt som han selv længere stod i yndest hos Gud. — Vidnesbyrd for menigheden 2:214. ret (202) Kristus gav ikke efter for den plagende fjende, heller ikke i hans bitreste pinsel. Legioner af onde engle var helt omkring Ham, alleigevel blev de hellige engle pålagt at ikke byrde ind i deres rækker, og gå i kamp med den hånende og udæskende fjende, de fik ej heller lov til at tjene i den guddommelige Lidendes pinefulde ånd. Det var i denne frygtelige mørke stund, at Hans Faders ansigt blev skjult, legioner af onde engle omgav Ham, verdens synder over Ham, hvor ordene, ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” blev vredet ud af Hans blege læber?”—Bible Echo and Signs of the Times, 1.januar, 1887. ret (203) Det mørke som dækkede jorden ved Hans korsfæstelse skjulte kompagnier af himlens mægtige agenter, men jorden skælvede ved den himmelske hærs fodtrin. Klipperne blev revet i stykker; for i tre timer blev jorden omgivet af et uigennemtrængeligt mørke; naturen skjulte Guds Søns lidelser, med sin mørke klædning. — Frigivede Manuskripter 5:353. ret (203) Faderen blev, sammen med Sine himmelske engle, indhyllet i tykt mørke. Gud var tæt ved siden af Sin Søn, selvom han ikke manifesterede Sig selv for Han eller for noget menneske. Var en enkel stråle fra Hans herlighed og kraft trængt sig igennem det tyke mørke som omgav ham, ville alle tiskuere være blevet udslettet.—Frigivede Manuskripter 12:385. ret (203) Hvordan kunne himlen være tavs? Kan vi undre os over det forfærdeligt unaturlige mørke som kom over korset? Kan vi undre os over de iturevne klipper, den buldrende torden, lynglimtene, jordens rystelser der blev betrædt af den himmelske hær, da de så deres elskede Befalingsmand blivet så krænket?—Review and Herald, 1.september, 1891. ret (204) Da Kristus råbte, “Det er fuldbragt,” blev de ufaldne verdener sikret. For så var slaget udkæmpet og sejren vundet. Fra nu af havde Satan ikke plads til universets råderum. — Review and Herald, 12.marts, 1901. ret (204) De hellige engle var rædselsslagne over at en blandt dem, kunne falde så langt, som at blive genstand for en sådan grusomhed, som den der viste sig mod Guds Søn på Golgata. Al medynk og forståelse, som de kunne have mærket for Satan i hans eksil, det forsvandt nu fra deres hjerter. — Signs of the Times, 23.september, 1889. ret (204) Det var ikke præstens hånd der rev det strålende forhæng fra top til bund i stykker, som ellers adskilte det hellige fra det allerhelligste. Det var Guds hånd. Da Kristus råbte: ”Det er fuldbragt,” var den Hellige Vagtmand en usynlig gæst ved Belasazzsars fest, erklærede den jødiske nation for at være en ukirkelig nation. Den samme hånd som skrev tegnene på muren, og som fældede Belsazzars dom og endelig over det babyloniske rige, rev templets forhæng i stykker fra top til bund. — S.D.A. Bibelkommentaren 5:1109. ret (204) De [de jødiske ledere] tog Hans krop ned, og lagde den i Josefs nye grav, og rullede en stor sten for gravens dør, og lagde som grund for dette, at Hans disciple ville komme og sjæle Ham om natten. Onde engle jublede omkring graven, fordi de mente at Kristus var blevet besejret. En gruppe Romerske soldater var blevet sat omkring graven, og jøderne gjorde store forfølgelser, for at deres sejer blev fuldstændig. Men himmelske engle bevogtede det sted, hvor deres elskede Befalingsmand sov.—Review and Herald, 9.oktober, 1888. ret (205) Ikke før Kristi død blev Satans karakter klart åbenbaret for engle eller for ufaldne verdener. Da kunne hans unddragelser og anklager som tidligere vare en ophøjet engel, ses i deres rette lys. — Signs of the Times, 27.august, 1902. ret (205) Kristi død på korset befæstede hans udslettelse som har dødens magt, som var syndens ophavsmand. Når Satan udslettes, vil der ikke være nogen der fristes til det onde; der vil aldrig være brug for forsoningen igen; og der vil ikke være fare for et nyt oprør i Guds univers. Det som rigtig kan holde synden borte i denne mørke verden, vil forhindre synd i himlen. ret (205) Betydningen af Kristi død vil kunne ses af hellige og engle. Faldne mennesker kan ikke få et hjem i Guds paradis uden det slagtede Lam fra verdens grundvold af..... Englene ærer og forherliger Kristus, for selv de er ikke sikre, medmindre de ser på Guds søns lidelser. Det er gennem korsets kraft, at englene i himlen bliver ledet bort fra frafald. Uden korset ville de ikke være mere sikret mod det onde, end englene var før Satans fald. Deres fuldkommenhed svigtede i himlen. Menneskets fuldkommenhed svigtede i Eden.... Frelsens plan, som er beviset på Guds retfærdighed og kærlighed, giver en evig sikkerhed mod besmittelse i de syndfrie verdener..... Kristi død på Golgatas kors er vores eneste håb i denne verden, og det vil være vores tema i den verden, som venter. — Signs of the Times, 30.december, 1889. ret (206) Kristus har altid, I Sit liv og med Sin død, sementeret det dybe og omfattende spørgsmål, med selvfornægtelse hos Gud, og om Gud er lys og kærlighed. Dette var spørgsmålet der bevægede himlene der oppe, som var begydelsen på Satans afstand fra Gud. Der fremkom krav på forandring eller ophævelse af Hans regerings love i de himmelske sale, som bevis på Guds kærlighed. — Review and Herald, 21.oktober, 1902. ret |