| Sandheden om engle kapitel 17. Fra side 207 | ren side tilbage |
(207) Kristi opstandelsesmorgen (207) Natten før den første dag i ugen var langsomt veget bort. Den mørkeste time, lige før daggry, var nu kommen. Kristus var stadig fange i sin trange grav. Den store sten lå på sin plads, det romerske segl var ikke brudt, og de romerske soldater holdt vagt. Og der var usynlige tilskuere. Skarer af onde engle havde samlet sig om stedet. Hvis det havde været muligt, ville mørkets fyrste sammen med sin hær af frafaldne for evigt have holdt den grav forseglet, hvor Guds Søn hvilede. Men en himmelsk hærskare omgav graven. Engle, som er vældige i kraft, vogtede graven og ventede på at byde livets Fyrste velkommen.—Den Store Mester, 779. ret (208) Medens det endnu var mørkt, vidste de vågende engle, at tiden til at udfri Guds kære søn, deres elskede hersker, næsten var oprunden. Medens de i dyb bevægelse ventede på hans sejrstime, kom der en mægtig engel hastigt flyvende fra himlen.—Budskaber til menigheden, 181. ret (208) Den mægtigste engel fra himlen, han som bibeholdt den position, som Satan faldt fra, fik sin opgave fra Faderen, og iklædte sig himlens fulde rustning, han adskilte mørket fra sit spor. Hans ansigt var som lynild, og hans glæder så hvide som sne.—S.D.A. Bibelkommentaren 5:1110. ret (208) En af englene greb fat i den store sten, væltede den bort fra indgangen til graven og satte sig på den. Den anden gik ind i graven og løste tørklædet af Jesu hoved. Engelen fra himlen råbte nu med en høj røst, der fik jorden til at ryste.—Åndelige Gaver 1:66. ret (208) Det ansigt, de [romerske soldater] ser, er ikke nogen dødelig stridsmands ansigt; det tilhører den mægtigste i Herrens hærskare. Dette sendebud er den samme, som nu indtager den plads, hvorfra Satan faldt. Det er ham, der på Betlehems høje forkyndte Kristi fødsel. Jorden bæver, da han nærmer sig, mørkets magter flygter. — Den Store Mester, 779, 780. ret (208) Englen nærmede sig graven, rullede stenen bort, som om den var en småsten, og satte sig på den. Himlens lys kredsede sig om graven, og hele himlen blev oplyst af englenes herlighed. — S.D.A. Bibelkommentaren 5:1110. ret (209) Englenes anfører tog fat på stenen, som var så stor, at der behøvedes mange stærke mænd til at sætte den for graven, væltede den bort og satte sig på den, medens hans ledsager gik ind i graven og løsnede ligklæderne fra Jesu ansigt og hoved. ret (209) Da råbte den mægtige engel med en røst, som fik jorden til at skælve: Jesus, du Guds søn, din Fader kalder dig! Derpå kom den, som havde fået magt til at overvinde døden og graven, frem af graven som en sejrherre, medens jorden bævede, lynet blinkede og tordnens drøn hørtes. —Profetiens Ånd 3:192. ret (209) Han som sagde: "Jeg sætter mit liv til for at få det tilbage" (Joh 10,17), kom frem fra graven til livet som var i ham. Det menneskelige døde, det guddommelige døde ikke. I sin guddommelighed havde Kristus magt til at bryde gravens lænker.—Youth's Instructor, 4.august, 1898. ret (209) Idet Kristus løsrev sig fra graven skinnede han i sin guddomsskikkelse, og rejste sig sejrrigt over døden og graven.—Signs of the Times, 30.maj, 1895. ret (209) De romerske vagtfolk . . . . . var i stand til at udholde dette syn, for de havde et budskab at frembære som vidne for Kristi genopstandelse. — S.D.A. Bibelkommentaren 5:1110. ret (209) Rædsel greb den romerske vagt. Hvor var nu deres magt til at holde Jesu legeme? De tænkte ikke på deres pligt eller på, at disciplene kunne stjæle ham og føre ham bort. Da lyset fra englene skinnede omkring dem klarere end solen, faldt de romerske vægtere til jorden som døde. —Åndelige Gaver 1:66. ret (210) I højtidelig ærefrygt betragtede engleskaren dette skue. Og da Jesus kom frem af graven, kastede disse skinnende engle sig til jorden for at tilbede og hilsede ham med jublende sejrssange.—Åndelige Gaver 1:66, 67. ret (210) Soldaterne ... hørte, hvorledes de himmelske væsener sang med stor fryd og jubel: Du har sejret over Satan og mørkets magt, du har opslugt døden til sejr! "Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: "Fra nu af er frelsen og kraften og Riget var Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.”—Profetiens Ånd 3:194. ret (210) Da den himmelske engleskare forlod graven, og lyset og herligheden forsvandt, vovede de romerske vagtposter at løfte deres hoveder og se sig omkring. De fyldtes med forbavselse, da de så, at den store sten var væltet fra indgangen til graven, og at Jesu legeme var opstået.—Åndelige Gaver 1:68. ret (210) Satan jublede ikke. Hans engle havde måttet flygte for det klare, gennemtrængende lys fra de himmelske engle, og de beklagede sig bittert til deres konge, fordi byttet med vold var blevet dem frataget, og fordi han, til hvem de nærede sådant had, var stået op fra de døde. —Åndelige Gaver 1:67. ret (211) Umiddelbart efter Kristi opstandelse (211) Overvældet af, hvad de [de romerske vagtfolk] havde set og hørt, vendte de bort fra graven og skyndte sig hurtigst mulig til staden, i det de omtalte for enhver, som de mødte, de mærkværdige ting, som de har været vidne til..... Imidlertid blev et bud sendt til præsterne og de ældste, og dette meddelte: Kristus, som I korsfæstede, er opstanden fra de døde! ret (211) En tjener blev straks sendt med en privat skrivelse, der kaldte den romerske vagt til ypperstepræstens palads. Der blev de nøje forhørte. De gav en fuldstændig beretning om, hvad de havde været vidne til ved graven, nemlig, at en ærefrygt-indgydende engel var kommet fra himlen med et ansigt, der lyste ligesom lynet, og med klæder, hvide som sne; at jorden rystede og bævede, og at de blev aldeles lamslåede; at englen havde taget fat på den uhyre sten, der lå foran indgangen til graven, og havde væltet den bort, som om den var en ubetydelighed; at en skikkelse, omgivet af stor herlighed, var trådt ud fra graven; at et englekor havde fyldt himlen og jorden med jubel og frydesang, samt at de havde genvundet deres styrke, da lyset forsvandt, og sangen ophørte, og at de da mærkede, at graven var tom, og Jesu legeme ingen steder var at finde. — Genløsningen: Eller Kristi genopstandelse; og hans himmelfart, sektion 6, 14, 15. ret (212) De [den romerske vagt] skyndte sig ind i staden for at meddele præsterne og de ældste, hvad de havde set. Da disse mordere hørte den vidunderlige beretning, blev hvert ansigt blegt. Forfærdelse greb dem ved tanken om, hvad de havde gjort. Hvis beretningen medførte rigtighed, var de fortabt. En stund sad de tavse og så på hverandre uden at vide, hvad de skulle gøre, eller hvad de skulle sige. At godkende meddelelsen ville være ensbetydende med at fordømme sig selv.. ret (212) De trådte til side for at overlægge, hvad der burde gøres. De mente, at dersom den meddelelse, vagten havde bragt, kom ud iblandt folket, ville de, der havde taget Jesus af dage, blive ihjelslået som hans mordere. De enedes om at betale stridsmændene for at holde sagen hemmelig. Præsterne og de ældste tilbød dem en stor pengesum og sagde: "Sig: Hans disciple kom om natten og stjal ham, medens vi sov." Og da vagten spurgte, hvad der ville ske med dem, fordi de havde sovet på deres post, lovede de jødiske embedsmænd at overtale landshøvdingen og sørge for deres sikkerhed.— Åndelige Gaver 1:68. ret (213) Kvinderne ved graven (213) Uden at vide, hvad der netop nu fandt sted, nærmede de sig haven og sagde, medens de gik: "Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven" De vidste godt, at de ikke kunne flytte stenen, men alligevel blev de ved med at gå. Og se, pludselig oplystes himmelen af en stråleglans, der ikke stammede fra den opgående sol. Jorden bævede. De så, at den store sten var væltet til side. Graven var tom. ret (213) Ikke alle kvinderne var kommet til graven fra det samme sted. Maria Magdalene var den første, der nåede derhen, og da hun så, at stenen var flyttet, skyndte hun sig bort for at fortælle det til disciplene. I mellemtiden var de andre kvinder nået derhen. Et lysskær skinnede over graven, men Jesu legeme var der ikke. Medens de tøvede i nærheden, så de pludselig, at de ikke var alene. En ung mand, klædt i skinnende hvide klæder, sad ved graven. Det var den engel, der havde væltet stenen bort. Han havde iført sig menneskeskikkelse for ikke at skræmme disse venner af Jesus. Men alligevel strålede den himmelske herligheds lys stadig om ham.—Den Store Mester, 539. ret (214) Kvinden blev stærkt forfærdet, og bøjede deres ansigter mod jorden; for de himmelske væseners udsyn var mere end de kunne klare. Englen var nødt til at skjule sin herlighed endnu mere, for han kunne tale med dem.—Youth's Instructor, 21.juli, 1898. ret (214) Frygt ikke! sagde han, thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde. ret (214) Atter ser de ind i graven, og atter hører de den vidunderlige tidende. Derinde var der en anden engel i menneskeskikkelse, og han siger: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag." ret (214) Han er opstanden! Han er opstanden! Atter og atter gentager kvinderne disse ord.—Den Store Mester, 539. ret (214) Kristi stiger op til Sin Far (214) Hastigt forlod kvinderne graven "med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det". ret (215) Maria havde ikke hørt denne gode tidende. Hun gik hen til Peter og Johannes med det sørgelige budskab: "De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.” ret (215) Disciplene skyndte sig hen til graven og fandt alting der, som Maria havde sagt. De så ligklæderne og tørklædet, men deres Herre fandt de ikke..... ret (215) Maria var fulgt med Johannes og Peter hen til graven. Da de vendte tilbage til Jerusalem, blev hun derude. Medens hun så ind i den tomme grav, fyldtes hendes hjerte af sorg. Da hun så derind, så hun de to engle dér, hvor Jesu legeme havde ligget, den ene ved hovedet og den anden ved fødderne. De spurgte hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham!" svarede hun. ret (215) Så vendte hun sig bort, endog bort fra englene, i den tanke, at hun måtte finde en eller anden, der kunne fortælle hende, hvad der var sket med Jesu legeme. En anden stemme sagde til hende: "Kvinde! hvorfor græder du hvem leder du efter?" Med tåreblændet blik så Maria en mandsskikkelse, og da hun mente, at det var havemanden, sagde hun: "Herre, hvis det er dig, som har båret ham bart, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." ... ret (215) Men nu sagde Jesus til hende med sin egen velkendte stemme: "Maria!" Nu vidste hun, at det ikke var en fremmed, der talte til hende, og da hun vendte sig, så hun den levende Kristus stå foran sig. I sin glæde glemte hun, at han var blevet korsfæstet. Hun styrtede hen til ham, som om hun ville omfavne hans fødder, og sagde: "Rabbi!" Men Kristus hævede sin hånd og sagde: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. ... ret (216) Jesus afslog at modtage nogen hyldest af sit folk, før han havde fået forvisning om, at hans offer var blevet godkendt af hans Fader. Han steg op til de himmelske boliger og fik af Gud selv forvisning om, at hans sonoffer for menneskenes synd havde været stort nok, og at alle ved hans blod kunne opnå evigt liv..... ret (216) Efter at Jesus havde været oppe hos sin Fader, viste han sig for de andre kvinder og sagde: "Vær hilset! Og de gik hen og omfavne,de hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig."—Den Store Mester, 539-541. ret (216) Andre senere opstandelser viser sig (216) De var ikke nået ret langt frem på deres vandring, da en fremmed sluttede sig til dem, men de var så fordybede i deres tungsindighed og skuffelse, at de ikke lagde særligt mærke til ham. De blev ved med at tale sammen og gav udtryk for deres hjertes tanker..... Medens de talte om de begivenheder, der havde fundet sted, længtes Jesus efter at trøste dem. . . . . Men først måtte han lære dem noget, som de aldrig ville glemme. . . . ret (217) Kristus begyndte med Moses,... og udlagde i alle Skrifterne de ting, som angik ham selv. .... Ved at gå ud fra profetierne gav Kristus sine disciple den rette opfattelse af, hvordan han skulle være i sin menneskeskikkelse..... ret (217) Medens de vandrede, var solen gået ned,.... Da disciplene skulle til at gå ind i deres hjem, så det ud til, at den fremmede ville fortsætte sin vandring. Men disciplene følte sig draget til ham. .... "Bliv hos os," sagde de. Det lod ikke til, at han ville tage imod indbydelsen, men de trængte ind på ham og sagde: "Det går mod aften, dagen hælder allerede." Kristus gav efter for deres bøn og "gik ind for at blive hos dem". ... ret (217) Det enkle aftensmåltid af brød er snart tilberedt. Det bliver sat foran gæsten, der har taget plads for enden af bordet. Nu rækker han sine hænder ud for at velsigne måltidet. Disciplene farer sammen med undren. Deres rejsefælle breder hænderne ud på ganske samme måde, som deres Mester plejede at gøre. De ser igen på dem, og se: i hans hænder ses mærkerne af naglerne. Straks udbryder de begge: Det er Herren Jesus! Han er opstanden fra de døde! ret (217) De rejser sig op for at kaste sig ned for hans fødder og tilbede ham, men han er blevet usynlig for dem..... Men de kan ikke blive siddende og tale, når de har så store nyheder at bringe..... De lader deres måltid blive stående urørt, og glædestrålende begiver de sig atter ud på den samme vej, ad hvilken de kom, for at skynde sig at fortælle dette til disciplene i byen.—Den Store Mester, 543-546. ret (217) Da de to disciple når tilbage til Jerusalem, går de ind ad østporten, som ved festlige lejligheder står åben om natten..... De begiver sig hen til salen ovenpå, hvor Jesus tilbragte den sidste aftens timer lige før sin død. .... De finder døren ind til værelset forsvarligt stænget. De banker på for at blive lukket ind, men der kommer intet svar. Alt er stille. Så nævner de, hvem de er. Slåen bliver forsigtigt skudt fra døren, de går ind, og en anden træder usynlig ind sammen med dem. Så bliver døren atter stænget for at holde eventuelle spioner ude. ret (218) De nyankomne finder alle i overrasket begejstring. De tilstedeværende i salen bryder ud i tak og lovsang og siger: "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." Derefter fortæller de to vandrere, ... hvormed de har foretaget rejsen, den vidunderlige beretning om, hvordan Jesus har vist sig for dem: De er lige blevet færdige, ... da se: en anden skikkelse står foran dem..... Så hører de en stemme, som ikke kan være nogen andens end deres Herres stemme. .... ret (218) Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har. Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder.—Den Store Mester, 547. ret (218) En del af disciplene gjorde nu den velkendte sal ovenpå til deres midlertidige hjem, og om aftenen var alle med undtagelse af Tomas forsamlede dér. En enkelt aften besluttede Tomas sig til at mødes med de andre. . . . . Medens disciplene sad ved deres aftensmåltid, talte de sammen om de beviser, som Kristus havde givet dem i profetierne. "Da kommer Jesus, medens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med eder!" ret (219) Derefter vendte han sig til Tomas og sagde: "Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!" ... [Thomas] ønskede sig ingen yderligere beviser. Hans hjerte bankede af glæde, og han kastede sig ned for Jesu fødder, medens han udbrød: "Min Herre og min Gud!"—Den Store Mester, 550. ret (219) Jesus havde truffet bestemmelsen om at møde sine disciple i Galilæa, og snart efter at påskeugen var afsluttet, begav disciplene sig derhen..... Der var syv af disciplene, som fulgtes ad. De var klædt i fiskernes beskedne dragt..... Hele natten igennem sled de i det, men uden held..... Hele tiden havde en ensom skikkelse, der holdt vagt på strandbredden, fulgt dem med sit blik, medens han selv var usynlig for dem. Endelig gryede morgenen. ... og disciplene så en fremmed, der stod på bredden.... Johannes genkendte den fremmede og sagde til Peter: "Det er Herren." — Den Store Mester - 551, 552. ret (219) Ved sammenkomsten på et bjerg i Galilæa var alle de troende, man kunne kalde sammen, til stede..... På den fastsatte tid var mere end fem hundrede troende forsamlede i smågrupper på bjergskråningen, ivrige efter at høre alt, hvad de kunne få at vide af dem, der havde set Kristus efter hans opstandelse..... Pludselig stod Jesus iblandt dem. Ingen kunne sige, hvorfra eller hvordan han kom..... Nu erklærede han, at "al magt" var givet til ham. Hans ord førte hans tilhørere ud over jordiske og timelige ting til de himmelske og evige.—Den Store Mester, 557, 558. ret (219) I fyrretyve dage blev Kristus på jorden og beredte disciplene til den opgave, der lå foran dem, og forklarede dem det, som de hidtil ikke havde været i stand til at fatte. Han talte om profetierne om hans komme, om jødernes forkastelse af ham og sin død, og viste dem, at disse profetier var blevet opfyldt til de mindste enkeltheder. Han sagde til dem, at de skulle betragte denne opfyldelse af profetier som en forvisning om den kraft, der ville følge dem i deres fremtidige gerning.—Mesterens efterfølgere, 19. ret (220) Kristi sidste tilsynekomst før Hans himmelfart (220) Nu begav Jesus sig sammen med de elleve disciple hen imod bjerget. Da de gik gennem Jerusalems port, fulgte mange undrende blikke denne lille skare mennesker, som blev anført af en person, som rådsherrerne for nogle få uger siden havde fået dømt og korsfæstet..... Da de nåede til Oliebjerget, gik Jesus i forvejen hen over bjergets top, til de kom i nærheden af Betania. Her standsede han, og disciplene forsamledes omkring ham. Det var, som om der strålede lys ud fra hans ansigt, da han kærligt så på dem..... Med hænderne udrakt til velsignelse og ligesom til forsikring om hans beskyttende omsorg steg han langsomt op fra deres kreds, draget mod Himmelen af en magt, der var stærkere end nogen jordisk tiltrækning. Da han steg opad, så disciplene, fulde af ærefrygt, med anspændt blik efter det sidste glimt af deres himmelfarne Herre. — Den Store Mester, 565-567. ret (220) Da Jesus ... steg op fra Oliebjerget, var det ikke kun for øjnenene af nogle få disciplen, men der var mange som så på. Der var en hærskare af engle, tusinde af tusinde, som beskuede Guds Søn, idet han steg op til det høje. — Ellen G. White 1888 Materials, 127. ret (221) Medens disciplene stadig stirrede opad, lød der stemmer til dem med en klang som den dejligste musik. De vendte sig om og så to engle i menneskeskikkelse. De sagde til dem: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen." ret (221) Disse engle hørte til den skare, som havde ventet i en strålende sky for at ledsage Jesus til hans himmelske hjem. Som de mest ophøjede af hele engleskaren var det disse to, der var kommet til graven ved Kristi opstandelse, og de havde fulgt ham gennem hele hans liv på jorden. — Den Store Mester, 567, 568. ret (221) Kristus blev etaget op til himlen på en sky, der udgjorde levende engle. — Frigivede Manuskripter 17:2. ret (221) Da englenes triumfvogn hentede ham, lød hans ord til dem: "Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende." — Mesterens efterfølgere, 38. ret (221) Tusinde og atter tusinde engle ekskorterede Kristus, som æresvagt til Guds stad, og sang, “Løft jeres hover, oh I porte; og loft jer op, I evige dørere; og herlighedens Konge skal komme ind.” Englevagtfolkene ved porten udbrød: ”Hvem er denne herlighedens Konge?” — Review and Herald, 29.juli, 1890. ret (222) Da Han [Kristus] nærmede sig Guds Stad . . . hævede tusinde af englestemmer sig og den højeste engel sang: “Løft jeres hover, O I porte; og være opløftet, I evige dørre; og herlighedens Konge skal drage ind.” —. ret (222) Vagtråbet lytter atter: “Hvem er denne herlighedens Konge?” og de ledsagdende engle svarer: ”Hærskarres Herre, Han er herlighedens Konge,” og det himmelske tog passerer gennem portene. — Review and Herald, 29.juli, 1890. ret (222) Men da han steg op til det høje, og førte en skare fanger, ledsaget af den himmelske hær, og blev modtaget igennem stadens porte, ... at han havde den samme ophøjede statur som han havde før han kom til verden for at dø for mennesker. —Åndelige Gaver 4a:119. ret (222) Kristus ledsages til Faderens nærhed (223) Faderens arme omslutter Sønnen, og han siger: "Alle Guds engle skal tilbede ham". — Udvalgte Budskaber 1:306. ret (223) Engleskaren ... bøjede sig i ærbødighed for Ham, og sagde: “Værdig, værdig er det slagtede lam, og lever igen, som sejrherre.”—Signs of the Times, 17.juni, 1889. ret (223) Da Kristus drog ind gennem Himmelens porte, indtog han sin plads på tronen blandt de lovsyngende engle. Så snart denne højtid var forbi, nedsteg Helligånden i rige strømme til disciplene, og Kristus blev i sandhed herliggjort, med den samme herlighed, som han fra evighed havde haft hos Faderen. Udgydelsen af Ånden på pinsedagen var Himmelens bekræftelse på, at Frelserens højtidelige indvielse var fuldbragt. Ifølge sit løfte havde han sendt Helligånden fra Himmelen til sine disciple som tegn på, at han nu, både som præst og konge, havde modtaget al magt i Himmelen og på jorden og var sit folks salvede. — Mesterens efterfølgere, 38. ret |