| Sandheden om engle kapitel 18. Fra side 224 | ren side tilbage |
(224) Engle beskytter vitale sandheder (225) Peter og Johannnes befries fra fængslet (225) Da saddukæerne, som ikke troede på en opstandelse, hørte apostlene erklære, at Kristus var opstået fra de døde, blev de rasende, fordi de forstod, at hvis apostlene fik lov at prædike om en opstanden Frelser og i hans navn at gøre undergerninger, så ville læren om, at der ikke var nogen opstandelse, blive forkastet af alle, og saddukæernes sekt ville snart være udslettet. — Mesterens efterfølgere, 78. ret (225) Nogle af templets embedsmænd og tempelledere var saddukærere. Lederne arrasterede ved hjælp af et antal saddukærere de to apostle, og satte dem i fængsel, da det var for sent at deres sager blev undersøgt den nat. — Profetiens Ånd 3:278. ret (225) Satan og hans engle jublede; men Guds engle åbnede fængselets døre, og tvært imod ypperstepræsternes og de ældstes befaling bød de apostlene: "Gå hen og træd frem og tal i helligdommen alle disse livets ord for folket!"—Åndelige Gaver 1:83, 84. ret (226) Imidlertid havde ypperstepræsten og de, som holdt med ham, "sammenkaldt rådet, alle Israels børns ældste." Præsterne og rådsherrerne havde besluttet at rette en beskyldning for oprør mod disciplene, at anklage dem for at have myrdet Ananias og Safira og for at lægge råd op om at berøve præsterne deres myndighed. ret (226) Da de sendte bud efter fangerne, for at de skulle føres frem for dem, blev de højligt forbavsede ved den besked, som blev bragt dem: at fængselsdørene var fundet forsvarligt låsede og vagten foran dem, men at fangerne ikke var at finde nogen steder. ret (226) Snart efter lød denne forbavsende melding: "Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket." Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket!" ret (226) Da de [Peter og Johannnes] for anden gang stod for de mænd, der syntes fast besluttede på deres tilintetgørelse, skimtedes hverken frygt eller tøven i deres ord eller holdning. Og da ypperstepræsten sagde: "Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os," svarede Peter: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker." Det var en himmelsk engel: der udfriede dem af fængslet og bød dem lære i helligdommen.—Mesterens efterfølgere, 47-48. ret (226) Over så uforfærdede ord blev disse mordere rasende og besluttede atter at væde deres hænder med blod ved at slå apostlene ihjel. Det var deres plan at udføre dette, da en engel fra Gud påvirkede Gemaliels hjerte til at give præsterne og rådsherrerne dette råd: "Hold jer fra disse mennesker, og lad dem fare; thi dersom dette råd eller dette værk er af mennesker, bliver det til intet; men er det af Gud, kan I ikke gøre dem til intet. Lad jer dog ikke findes som de, der endog vil stride imod Gud." ret (227) Onde engle tilskyndede præsterne og de ældste til at slå apostlene ihjel; men Gud sendte sin engel til at afværge dette ved at lade en stemme inden for de jødiske lederes egen kreds tale til forsvar for hans tjenere.—Åndelige Gaver 1:85. ret (227) Philip og den etiopiske hofmand (227) Denne etiopiske hofmand var af god rang og stor indflydelse. Gud så at når denne omvendes, ville han give andre det lys, som han havde fået og vil udøve en stærk indflydelse for evangeliet. Guds engle ledsagede denne søgende efter lys, og han blev draget nær til Frelseren. Ved Helligåndens manifestation, bragte Herren i berøring med én som ville lede ham til lyset. — Conflict and Courage, 332. ret (227) Da Gud upegede Filips arbejde. . . lærte han at alle sjæle er dyrebare i Guds øjne, og at engle vil bringe udpegede agenter lys, til dem som har brug for det. De himmelske engle påtager sig ikke at forkynde evangeliet. Gud sender Sit folk lys ved hjælp af englenes formidling, og dette lys vil gives verden gennem Hans folk. — The Bible Echo, 10.december, 1900. ret (228) Paulus omvendelse (228) I beretningen om Saulus omvendelse findes der vigtige grundsætninger, som vi altid burde erindre. Saulus blev ført ind til Kristi nærhed..... Han standsede ham på hans vej og overbeviste ham om hans synd, men da Saulus spurgte: "Hvad vil du, at jeg skal gøre?" bragte Gud den spørgende jøde i forbindelse med sin menighed for der at opnå viden om Guds vilje med ham..... ret (228) Mens Saulus i sin ensomhed i Judas hus vedblev med at trygle og bede, viste Herren sig i et syn for "en discipel ved navn Ananias" og sagde til ham, at Saulus fra Tarsus bad og trængte til hjælp. "Stå op, og gå hen i den gade, som kaldes "Den Lige", sagde det hinmelske sendebud, "og spørg i Judas hus efter en mand ved navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder.... ret (228) Ananias kunne næppe tro på engelens ord, for Saulus hårde forfølgelse af de hellige i Jerusalem var rygtedes vidt og bredt. ... ret (229) I lydighed mod engelens befaling opsøgte Ananias den mand, der så nyligt havde udstødt trusler mod alle, som troede på Jesu navn; han lagde hænderne på den angrende, forpinte mand og sagde: Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden." ret (229) Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt.—Mesterens efterfølgere, 68. ret (229) Paul forlader Damascus (229) Her i ørkenens ensomhed havde Paulus rig lejlighed til roligt studium og meditation..... Jesus var hos ham og stadfæstede hans tro, mens han skænkede ham visdom og nåde i rigeste mål.—Mesterens efterfølgere, 70-72. ret (229) Paulus gerning i Antiokia sammen med Barnabas bestyrkede ham i overbevisningen om, at Herren havde kaldet ham til en særlig tjeneste indenfor hedningeverdenen. Dengang Paulus blev omvendt, havde Herren forkyndt, at han skulle være hedningernes apostel "for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på mig." Apg. 26,18. Engelen, som viste sig for Ananias, havde sagt om Paulus: "Denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn." Apg. 9,15. Og Paulus selv fik senere i sit liv som kristen, mens han bad i templet i Jerusalem, besøg af en engel fra Himmelen, som bød ham: "Gå! thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte." Apg. 22,21.—Mesterens efterfølgere, 88. ret (230) Kornelius og Peter (230) Engelen viste sig for Kornelius, mens han bad. Da høvedsmanden hørte sit navn blive nævnet, blev han bange, skønt han vidste, at sendebuddet var kommet fra Gud, og han sagde: "Hvad er det, Herre?" — Mesterens efterfølgere, 75. ret (230) Send en mand til Simon, hvis tilnavn er Peter, som lever sammen med Simon en garver. Og fortæl ham det sted, hvor garveren Simon bor. Da gik Herrens engel til Peter, og forberedte ham på at tage imod mændene.—Ellen G. White 1888 Materials, 1746. ret (231) Kornelius var lydig mod synet med glæde. Da englen var gået, ”kaldte han på to af sine tjenestefolk og en gudfrygtig soldat af dem, som stadig var om ham; og han fortalte dem det hele og sendte dem så til Joppe.” . . . . . Englen blev ikke pålagt at fortælle Kornelius, korsets historie. En mand der selv var underlagt menneskers skrøbeligheder og fristelser, ligesom høvedsmanden var, skulle fortælle ham om den korsfæstede og opstande Frelser. I Sin visdom får Herren dem der søger efter sandhed i berøring med sine medmennesker, som kender sandheden.—Review and Herald, 6.april, 1911. ret (231) Straks efter samtalen med Kornelius, tog englen til Peter, som på det tidspunkt bad fra hustaget fra sit logi I Joppe. — Review and Herald, 13.april, 1911. ret (231) Peter havde ikke lyst til at tage den pligt der var pålagt ham ved guddommelig befaling. Da han fortalte sin erfaring, forsvarede han ikke sin handling efter genrelle principper, men som en undtagelse, på grund af en guddommelig åbenbaring. Og resultatet overraskede ham. Da Kornelius havde fortalt ham sin oplevelse, og englens ord, der viste sig for ham i et syn, erklærede Peter: ”Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.” — Frigivede Manuskripter 6:328, 329. ret (231) Peter befris fra fængslet (232) Peter sad i fængsel og ventede den følgende dag at blive ført ud for at henrettes. Om natten sov han »mellem to soldater, bunden med to lænker; og uden for døren var der vagtmandskab, som bevogtede fængselet. Og se, der stod en Herrens engel og lys strålede i fangerummet; han stødte Peter i siden og vækkede ham og sagde: »Stå hurtigt op!« og lænkerne faldt af hans hænder«.” ret (232) Peter, som pludselig vågnede, blev forfærdet over glansen, der fyldte fangerummet og over det himmelske sendebuds skønhed. Han forstod ikke situationen, men han vidste, at han var fri og i sin forvirring ville han have forladt fængselet ubeskyttet mod den kolde natteluft. Guds engel, der var opmærksom på alle omstændigheder, sagde med kærlig omhu for apostelens behov: »Bind op om dig og tag dine sandaler på!« ret (232) Peter adlød uvilkårligt; men så henrykt var han over åbenbarelsen af den himmelske herlighed, at han ikke tænkte på at tage sin kappe med. Da bød engelen ham: »Kast din kappe om dig og følg mig!« Og han gik ud og fulgte ham; men han forstod ikke, at det, som engelen gjorde, var noget virkeligt; han mente, at det var et syn, han så. Da de nu var kommet forbi den første og den anden vagt, kom de til jernporten, som førte ud til byen: den åbnede sig for dem af sig selv og de kom ud.”—Vidnesbyrd for menigheden 5:748. ret (233) Der bliver ikke sagt et ord, og der høres ingen fodtrin. Engelen svæver i forvejen, omgivet af en blændende stråleglans, og Peter, som stadig er forvirret og tror, at han drømmer, følger med sin befrier. På denne måde går de hen ad en gade, og derpå forsvinder engelen pludseligt, fordi dens opgave er fuldført. ret (233) Det himmelske lys svandt bort, og Peter stod pludselig i det dybeste mørke; men efterhånden som hans øjne vænnede sig til mørket, syntes det at sprede sig, og han opdagede, at han stod alene på den stille gade og mærkede den kølige natteluft på sin pande. Nu forstod han, at han var fri og i en velkendt del af byen; han genkendte stedet som et, han ofte havde besøgt, og som han havde ventet næste morgen at skulle passere for sidste gang..... ret (233) postlen begav sig straks til det hus, hvor brødrene var forsamlede, og hvor de i dette øjeblik var optaget af inderlig bøn for ham. "Da han nu bankede på døren til portrummet, kom der en pige ved navn Rode for at lukke op. Og da hun kendte Peters røst, blev hun så glad, at hun ikke åbnede porten, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor porten, Men de sagde til hende: "Du er jo fra forstanden!" Hun forsikrede imidlertid, at det var, som hun havde sagt. Så sagde de: "Det er hans engel!"—Mesterens efterfølgere, 81-82. ret (234) Den samme engel som havde forladt Himlens kongelige sale for at befri Peter fra hans forfølgers magt, havde været vredens og dommens budbringer til Herodes. Engelen som slog Peter for at vække ham af hans slummer; men det var med et anderledes slag at han slog den onde konge, pådrog ham dødelig sygdom.—Profetiens Ånd 3:344. ret (234) Stefanus’ stening (234) Engle under Paulus’ forkyndervirksomhed (234) Byen kom nu i fuldstændigt oprør. Man søgte efter Paulus, men man kunne ikke finde apostlen. Brødrene, som havde haft en forudanelse om faren, havde skyndsomst bragt ham bort fra stedet. Guds engle var blevet udsendt til apostlens beskyttelse; endnu var den tid ikke kommet, hvor han skulle lide martyrdøden.—Mesterens efterfølgere, 292, 293. ret (235) Da de [Paul og Silas] dag efter dag gik ud til deres andagter[i Filippi], fulgte en kvinde med en spådomsånd i sig med dem og råbte: "Disse mænd er den allerhøjeste Guds tjenere, som viser os frelsens vej." Denne kvinde var en særlig agent for Satan; og idet djælvelene blev trængt på grund af Kristi nærhed, blev den onde ånd som var i hende, vanskelig at behage i apostlenes nærvær. Satan vidste at hans rige var angrebet, og modsatte sig Guds tjeneres arbejde. Denne kvindes anbefaling var en skade for sagen, og forviklede folks tanker fra de sandheder der blev præsenteret for dem, og kastede dårligt ry over arbejdet, ved at få folk til at tro de mænd, der talte med Guds Ånd og kraft, var påvirket af den samme ånd som denne sataniske agent. ret (235) Apostlene holdt denne modstand ud i flere dage; så befalede Paulus under Guds Ånds inspiration den onde ånd at forlade kvinden. Således blev Satan imødekommet og irettesat. Kvindens umiddelbare og vedvarende tavshed bevidnede at apostlene var Guds tjenere, og at dæmonen havde anerkendt dem til at være sådan, og hade adlydt deres bud. Da kvinden fik fordrevet djævelens ånd, og blev sig selv igen, blev hendes herrer foruroliget over deres kraft. De så at alt håb om at få penge af hendes spådomme og sandsigere var til slut, og indså at, hvis apostlene fik lov til at fortsætte deres arbejde, ville deres egen indkomstkilde snart blive afskåret.—Skildringer fra Paulus’ liv, 74, 75. ret (236) Efter at kvinden var befriet fra den onde ånd, blev hun en Kristi efterfølger. Hendes mestre så at deres håb om vinding var væk, og tog Paulus og Silas, førte de dem frem for herskerne, anklagede dem for at skabe røre i byen. Dette skabte røre. Skaren rejste sig mod disciplene, og høvedsmændende befalede at fangerne skulle slås.—Review and Herald, 29.juni, 1905. ret (236) Efter at have givet dem [Paulus og Silas] mange slag kastede man [høvedsmændene] dem i fængsel og pålagde fangevogteren at holde dem sikkert bevogtet. Da denne havde fået en sådan befaling, satte han dem i det inderste fængsel og sluttede deres fødder i stokken. Men Guds engle fulgte dem inden for fængselsmurene.—Åndelige Gaver 1:95, 96. ret (236) Apostlene led store smerter på grund af den pinefulde behandling, men de klagede ikke. I stedet for opmuntrede de hinanden i fangehullets bælgmørke og trøstesløshed med at bede og synge lovsange til Gud, fordi de var blevet regnet for værdige til at lide skam for hans skyld..... Med forundring hørte de andre fanger lyden af bøn og sang fra det inderste fangerum.—Mesterens efterfølgere, 117. ret (236) Men så længe mennesker var grusomme og hævngerrige, eller forbryderisk forsømmer de alvorlige ansvar der ligger på dem, havde Gud ikke glemt at være sine lidende tjenere nådige. En engel blev sendt fra Himlen for at løslade apostlene. Da han nærmede sig det romerske fængsel skælvede jorden under hans fødder, hele byen blev rystet ved jordskælvet, og fængselsmurerne vaklede som siv i vinden. De tungt boltrede døre fløj op, og kæder og lænker faldt fra enhver fanges hænder og fødder.—Profetiens Ånd 3:382, 383. ret (237) Under sin virksomhed i Efesus fik apostlen Paulus særlige tegn på Guds velbehag. Guds kraft ledsagede hans gerning og mange blev helbredt for legemlige sygdomme. "Gud gjorde usædvanlige undergerninger ved Paulus hænder, så man endog bragte tørklæder og bælter fra hans legeme til de syge og sygdommene veg fra dem og de onde ånder fór ud." ret (237) Disse håndgribelige beviser på overnaturlig kraft overgik langt, hvad man tidligere havde oplevet i Efesus og mange af dem var af en sådan art, at de ikke kunne efterlignes ved en taskenspillers behændighed eller ved en troldmands sorte kunster. Da disse undergerninger skete i Jesus af Nazarets navn, havde folket lejlighed til at se, at Himmelens Gud var mægtigere end gudinden Artemis. Således ophøjede Herren sin tjener lige overfor afgudsdyrkerne selv og uendeligt højt over de mægtigste og mest yndede af troldmændene. ret (237) Men han, som er herre over alle de onde ånder og som havde givet sine tjenere myndighed over dem, ville bringe endnu større skam og nederlag over dem, der foragtede og vanærede hans hellige navn. Moselov havde forbudt trolddom under dødsstraf, men dog var den hemmeligt blevet udøvet fra tid til anden af frafaldne jøder. Under Paulus besøg i Efesus var der i byen "nogle af de omvandrende jødiske åndemanere," som, da de så de undere, han gjorde, "forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, som havde de onde ånder." Der blev gjort et forsøg af "syv sønner af Skeuas, en jødisk ypperstepræst." Da de så en mand, der var besat af onde ånder, sagde de til ham: "Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker." Men "den onde ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg og om Paulus ved jeg besked, men I, hvem er I?" Og manden, i hvem den onde ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem allesammen og mishandlede dem sådan, at de måtte flygte nøgne og sårede ud af huset." ... ret (238) Nu kom der ting for dagens lys, som tidligere havde været skjult. Nogle af de troende havde ikke fuldstændigt givet afkald på deres overtroiske forestillinger, da de antog kristendommen. Til en vis grad fortsatte de udøvelsen af trolddom. Da de nu blev overbevist om deres vildfarelse, var der "mange af dem, som var blevet troende, der kom og bekendte og fortalte, hvad de havde begået." Den gode påvirkning strakte sig endog til nogle af dem, der selv havde øvet trolddom og adskillige af dem "kom bærende med deres bøger og brændte dem op for alles øjne og da man beregnede deres værdi. ... ret (238) Disse afhandlinger om forudsigelser og spådomme indeholdt regler og anvisninger på, hvordan man kom i forbindelse med onde ånder. De var et reglement for dyrkelsen af Satan, anvisninger på, hvordan man skulle påkalde hans hjælp og opnå viden fra ham.—Mesterens efterfølgere, 153-154. ret (238) Et referat fra Demitrius tale blev hurtig omdelt. Tumulten var frygtelig. Hele byen [Efesus] synes i oprør. En mægtig folkemægte samledes hurtigt, og et stormløb mod Akvillas værksted, i det jødiske kvarter, som skulle passe på Paulus. I deres sindssyge raseri var de ved at rive ham i stykker. Men der fandt de ikke apostlen. Hans brødre havde fået information om faren, og havde skyndt ham bort fra stedet. Guds engle blev sendt for at passe på den trofaste apostel. — Skildringer fra Paulus’ liv, 143. ret (239) Da ypperstepræsterne og rådsherrerne så, hvilken virkning beretningen om Paulus' erfaring havde, grebes de af had til ham. De så, at han frimodigt forkyndte Kristus og gjorde undere i hans navn. De så, at mængden lyttede til hans tale, vendte sig bort fra sine vedtægter og betragtede jødernes ledende mænd som Guds Søns mordere. Deres vrede optændtes, og de kom sammen for at rådslå om, hvad der bedst kunne gøres for at standse bevægelsen. De blev enige om, at den eneste sikre fremgangsmåde var at slå Paulus ihjel. Men Gud kendte deres forsæt, og engle blev udsendt for at bevogte ham, så han kunne leve og fuldføre sin mission.—Budskaber til menigheden, 242. ret (239) Denne del af historien var blevet skrevet til vor formaning, os som verdens ende kommer over. Efeserne hævdede at have omgang med usynlige væsener, som de fik kundskaber fra, hvad der ville komme til at ske. I vor tid kaldes denne kommunikation med ånder for spritisme, og de kunststykker disse medier gør, er ikke helt tryllekunst, bedrag og foregivne ting. Apostlen siger: ”Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag.” — Youth's Instructor, 16.november, 1893. ret (240) Den aldrende fange [Paulus], stod lænket til sin soldatervagt, og viste intet imponerende eller attraktivt i hans klæder eller udseende, så at verden skulle give ham ære. Alligevel havde dette menneske, tilsyneladende uden venner, velstand eller position en ledsager som verdslige ikke kunne se. Himlens engle var hans ledsagere. Havde en af de skinnende budbringere glimtet ud med kongelighedens pomp og stolthed ville det blegne for dette; konger og hofmænd ville være slået til jorden.... Hele himmelen var interesseret i den ene mand, som nu var vange for sin tro på Guds Søn.—Skildringer fra Paulus’ liv, 254. ret (240) Belejringen af Jerusalem (241) Satan opflammede sjælens heftigste og laveste lidenskaber. Menneskene tænkte ikke på, at de var blottet for fornuft og lod sig beherske af deres indskydelser og et blindt raseri. De blev djævelske i deres grusomhed..... Satan stod i spidsen for nationen, og de højeste borgerlige og kirkelige myndigheder var i hans magt. — Profetiens Ånd 4:29, 30. ret (241) Guds engle blev sendt for at gøre udslettelsesarbejde, så at ikke en eneste [tempel]sten stod på hinanden, og alt var revet ned. — Frigivede Manuskripter 21:66. ret (241) Johannes åbenbaring (241) Gud havde en særskilt gerning for den elskede Johannes. Det var Satans bestemmelse at forhindre denne gerning, og han påvirkede sine tjenere til at ødelægge Johannes. Men Gud sendte sin engel og bevarede ham på en forunderlig måde. Alle, der var vidne til Guds store magt, som den kom til syne i Johannes' befrielse, forbavsedes, og mange blev overbeviste om, at Gud var med ham, og at det vidnesbyrd, han bar angående Jesus, var sandt. De, der søgte at ødelægge ham, var bange for atter at prøve på at tage hans Liv, og han fik lov til vedblivende at lide for Jesu skyld. ret (242) Han blev falskelig anklaget af sine fjender, og snart derefter forvistes han til en ø, hvortil Herren sendte sin engel for at åbenbare for ham de begivenheder, der skulle indtræffe på jorden, samt menighedens tilstand ned gennem tiden til verdens ende dens frafald og det standpunkt, den måtte indtage, hvis den ville behage Gud og opnå den endelige sejr. ret (242) Engelen fra himlen kom til Johannes i ophøjet pragt, hans åsyn strålende af den overvættes herlighed fra Gud. Han lod Johannes se begivenheder af stor og betagende interesse i Guds menigheds historie og fremstillede for ham de farlige kampe, Kristi efterfølgere ville komme til at udholde. Johannes så dem gennemgå ildprøver, blive forsøgt og renset hvide og til sidst som sejrvindere stå herligt frelst i Guds rige. Engelens åsyn strålede af glæde og var overmåde herligt, da han viste Johannes menighedens endelige sejr. ret (242) Da apostelen så Guds menigheds endelige befrielse, henreves han af det herlige skue, og grebet af dyb agtelse og ærefrygt faldt han ned for engelens fødder for at tilbede ham. Det himmelske sendebud løftede ham øjeblikkelig op og sagde som en mild tilrettevisning: "Gør det ikke! Jeg er din medtjener og dine brødres, som har Jesu vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd." ret (242) Engelen viste derpå Johannes den himmelske stad med al dens pragt og blændende herlighed. Henreven og overvældet, forglemmende den tidligere tilrettevisning, faldt apostelen atter ned for at tilbede for engelens fødder. På ny lød den milde tilrettevisning: "Gør det ikke; jeg er din medtjener og dine brødres, profeternes, og deres, som bevarer denne bogs ord; tilbed Gud!"—Åndelige Gaver 1:130, 131. ret (243) Kristus, den kongelige budbringer, kom til Johannes da han var på den havisolerede ø, og gav ham de mest forunderlige åbenbaringer om Sig Selv.—Signs of the Times, 3.marts, 1890. ret (243) Den mægtige engel, [i Åbenbaringen 10] som underviste Johannes, var ingen ringere end Jesus Kristus. At han sætter sin højre fod på havet og den venstre på jorden, viser hvilken rolle han spiller i den afsluttende fase i den store strid med Satan. Denne rolle er betegnende for hans enestående autoritet og magt. Striden er blevet mere og mere intens ned gennem tiderne og vil fortsætte med at blive det, indtil mørkets magter i den alder sidste tid vil nå deres højdepunkt. I samarbejde med onde mennesker vil Satan bedrage hele verden og de kirkesamfund, som ikke tager imod kærlighed til sandheden. Men den mægtige engel kræver opmærksomhed. Han råber med høj røst. 'Hans stemme vil med overvældende styrke og autoritet lyde til dem, som har sluttet sig til Satan i kampen imod sandheden..—S.D.A. Bibelkommentaren 7:971. ret (243) Engle i middelalderen (244) Den protestiske reformation (244) Luther (245) Når fjenderne påberåbte sig skikke og overleveringer eller pavens påstande og autoritet, imødegik Luther dem med Bibelen og Bibelen alene. Her var argumenter, som de ikke kunne imødegå; derfor krævede man højlydt hans blod, ligesom jøderne havde krævet Jesu blod..... Men Luther blev ikke et bytte for deres raseri. Gud havde en gerning for ham at gøre, og Himmelens engle blev udsendt for at beskytte ham.—Profetiens Ånd 4:108, 109. ret (245) Her var en ensom mand som havde oprørt præsters og folks raseri. I Augsburg blev han indkaldt for at forsvare sin tro, adlød han indkaldelsen. Den ene mand, der har oprørt præsternes og folkets raseri, blev stillet for retten for dem, som havde fået verden til at skælve - et ydmygt lam omgivet af vrede løver; alligevel stod han ufortrødent op for Kristi og sandhedens skyld og med hellig veltalenhed, som kun sandheden kan indgyde, gav han grundene for sin tro. Hans fjender prøvede på forskellige måder at fortie det tydelige forsvar for sandheden. Først prøvede de at smigre ham og stille det løfte i udsigt, at han skulle blive ophøjet og æret. Men liv og ære var værdiløs for ham, hvis det skulle købes med sandheden som betaling. ret (245) Med et tydeligere og klarere lys, skinnede Guds ord over hans forståelse og gav ham en mere levende fornemmelse af pavedømmets fejl, fordærv og hykleri. Hans fjender forsøgte da at skræmme ham og få ham til at give afkald på sin tro, men han stod frimodigt frem og forsvarede sandheden. Han var parat til at dø for sin tro, hvis Gud krævede det; men opgive den? - aldrig! Gud beskyttede hans liv. Han bad om at engle måtte ledsage ham og hæmme hans fjenders raseri og hensigter.—Åndelige Gaver 4b:118, 119. ret (246) Hvis forsamlingens [i Worms] øjne var blevet åbnet, ville de have set Guds engle iblandt dem sprede lys gennem vildfarelsens mørke og åbne sind og hjerte for at tage imod sandheden. — Profetiens Ånd 4:124. ret (246) Melancthon (246) Pilgrinsfædrene (247) De tre engle i åbenbaringen 14 (247) William Miller (247) Engle fra Gud ledsagede William Miller på hans mission. Han var fast og uforfærdet og forkyndte uden frygt det budskab,.... Skønt han blev modarbejdet både af kristendomsbekendere og af verden og blev trængt af Satan og hans engle, afstod han ikke fra at forkynde det evige evangelium for masserne, hvor som helst han blev indbudt dertil, og fjernt og nær lod han råbet lyde: "Frygt Gud og giv ham ære, thi hans domstime er kommet."—Åndelige Gaver 1:128, 132. ret (248) Anstifteren af alt ondt søgte ikke blot at modarbejde virkningerne af adventbudskabet, men også at tilintetgøre selve budbringeren. Miller fremkom med en praktisk henvendelse om Skriftens sandhed til sine tilhøreres hjerter, idet han bebrejdede dem deres synder og bragte uro i deres selvtilfredshed, og hans enkle og skarpe ord vakte deres fjendskab. Den modstand, som medlemmer af kirken lagde for dagen imod hans budskab, gav de mere tarveligt indstillede mod til at gå endnu videre, og hans fjender lagde råd op om at tage hans liv, når han forlod mødestedet. Men der var hellige engle i forsamlingen, og en af dem tog i skikkelse af en mand Herrens tjeners arm og førte ham i sikkerhed bort fra den vrede folkehob.—Den Store Strid, 234. ret (248) Mange præster er ikke selv villige til at antage dette frelsende budskab, hindrede dem, der ville have taget imod det. Sjæles blod findes på dem. Prædikanter og lægfolk sluttede sig sammen for at modarbejde dette budskab fra himlen og forfølge William Miller og hans medarbejdere. Falske rygter blev udspredt for at skade hans Indflydelse; og når han tydeligt havde forkyndt Guds råd og fremholdt skarpe sandheder for sine tilhørere, optændtes der til forskellige tider stor forbitrelse imod ham, og nogle lagde sig på lur ved vejen for at dræbe ham, når han forlod mødestedet. Men engle fra Gud blev udsendt for at beskytte ham, og de førte ham i tryghed bort fra den vrede skare. — Åndelige Gaver 1:136. ret |