Engle i Ellen Whites erfaringer

(249)  Ellen Whites kald til at blive en profet
Medens jeg bad ved familiealteret, kom Helligånden over mig, og jeg syntes at stige højere og højere op, langt op over den mørke jord. Jeg vendte mig om for at se efter adventfolket i verden, men kunne ikke finde dem, da en røst sagde til mig: "Se igen, og se lidt højere!" Jeg vendte nu blikket opad og så en lige, smal sti (Matt 7,14), som var lagt højt oven over jorden. På denne sti vandrede adventfolket fremad mod staden, der lå ved stiens anden ende. Ved stiens begyndelse bag dem var der opstillet et klart lys, som en engel fortalte mig var midnatsråbet. (Matt 25,6) Dette lys bestrålede hele stien og skaffede lys for deres fod, så de ikke skulle snuble. Dersom de holdt blikket fæstet på Jesus, som var lige foran dem og førte dem til staden, var de trygge. — Budskaber til menigheden, 21. ret

(249)  Ved syttenårs alderen ... kom en himmelsk besøgende og talte til mig, og sagde: “Jeg har et budskab til dig at frembære.” “Hvorfor,” tænkte jeg, “det må helt sikkert være en stor misforståelse.” Ordene blev atter sagt: “Jeg har et budskab til dig at frembære. Skriv det ned til folk, som jeg giver dig.”—Sermons and Talks 2:252. ret

(250)  Pagtens ark i himlen
Herren gav mig et syn om den himmelske helligdom. Guds tempel blev åbnet op i himlen, og jeg fik vist Guds ark dækket af nådestolen. To engle stod i hver ende af arken, med deres vinger spredt ud over nådestolen, og de vendte deres ansigter mod den. Min ledsagende engel informerede mig at hele den himmelske hær så med ærbødig æresfygt på Guds lov, som var blevet skrevet af Guds finger. — Livsskildringer af James White og Ellen G. White (1880), 236. ret

(250)  Arken i den jordiske helligdom var mønsteret af den sande ark i Himlen. Derfor stod, ved siden af den himmelske ark, levende engle, enhver med den ene vinge til at skygge over nådestolen, og rækker højt op, medens den anden vinge var fuldet sammen, som tegn på ærbødighed og ydmyghed. — Signs of the Times, 24.juni, 1880. ret

(250)  Oh, om alle kunne beskue vor dyrebare Frelser som Han, en Frelser. Lad Hans hånd trække det forhæng til side som skjuler Hans herlighed for vore øjne. Det viser Ham i Hans høje og hellige sted. Hvad ser vi? Vor Frelser, ikke tavs eller passiv. Han er omgivet af himmelske intelligensvæsener, keruber og serafer, ti tusinde gange ti tusinde engle. ret

(250)  Alle disse himmelske væsener har et mål over alle andre, som de interessere sig meget for - Hans menighed i en fordærvet verden..... De arbejder for Kristus under hans befaling, for at frelse alle til det yderste, som er på Ham og tror på Ham. Disse himmelske væsener arbejder hurtigere på deres mission,.... De er forenet i en hellig alliance, i en stor og ædel enhed, for at vise den korsfæstede og opstande Frelsers kraft, medfølelse, kærlighed og herlighed. ret

(251)  I deres tjeneste, disse himlens hære illustrerer hvad Guds kirke bør være. Kristus arbejder for deres skyld i de himmelske sale, sender Hans budbringere ud til alle dele af kloden, for at assistere enhver lidende, som ser efter Ham for hjælp, for åndeligt liv og kundskab.—S.D.A. Bibelkommentaren 7:967, 968. ret

(251)  Satan før sit fald, og som han er nu
Satan var engang en hædret engel i himlen, næst efter Kristus i rang. Hans ansigt var, ligesom de andre engles, mildt og bar præg af lykke. Hans pande var høj og bred og røbede stor forstand. Hans skikkelse var fuldkommen, hans holdning ædel og majestætisk.—Budskaber til menigheden, 174. ret

(251)  Satan blev fremstillet for mig, sådan som han engang var, en lykkelig og ophøjet engel. Derpå så jeg ham, som han nu er. Han har stadig en kongelig skikkelse. Hans træk er endnu ædle, men hans ansigtsudtryk vidner om, at han er ulykkelig, og fuld af ængstelse, bekymring, bedrag og allehånde ondt. Den pande, der engang var så ædel, er begyndt at hælde tilbage nede ved øjnene. Jeg så, at han så længe havde hengivet sig til det onde, at hver eneste god egenskab var fordærvet og hvert ondt træk, var veludviklet. Hans blik var lumsk og listigt og røbede stor skarpsindighed. Han var stor af legemsskikkelse, men kødet hang løst omkring hans hænder og ansigt. Da jeg så ham, havde han hagen hvilende i venstre hånd og syntes at være hensunken i dybe tanker. I hans ansigt var der et smil så fuldt af ondskab og djævelsk list, at det bragte mig til at skælve. Dette smil har han, lige før han griber sit bytte, og når han får byttet i sin snare, bliver smilet rædsomt. — Budskaber til menigheden, 183. ret

(252)  Engle som Ellen White så i syner og drømme
Jeg drømte, at flere af brødrene i Californien var samlede til møde, hvor de skulle lægge de bedst mulige planer for arbejdet i Den-kommende-tid. Nogle mente det var klogt at undgå de større byer, og arbejde på mindre steder. Min mand talede alvorligt for at de bedste planer lægges, og der gøres større anstrengelser, som bedre kunne sammenlignes med vort budskabs karakter. ret

(252)  En ung mand, som jeg ofte har set i drømme, kom ind under mødet, Han lyttede med stor interesse til, hvad der blev sagt, og derpå udtalte han med autoritet og fast overbevisning: ret

(252)  Byerne og landsbyerne er en del af Herrens vingård. De skal høre advarselsbudskaberne. Sandhedens fjende gør sig de yderste anstrengelser for at lede folket bort fra Guds sandhed ..... I skal så ved alle vande.—Ellen G. Whites livsskildringer, 208. ret

(252)  I mit arbejde er jeg knyttet til mine hjælpere, og jeg er også knyttet til og i tæt berøring til min Instruktør og andre himmelske intelligensvæsener. Dem som kaldes af Gud, bør være I berøring med Ham, gennem Hans Helligånds virke, så de kan blive undervist af Ham.—Spalding og Magan samlingen, 462. ret

(253)  Når vi rejste i toget var jeg ude af stand til at sidde op. Min mand tilberedte et leje på sædet, og jeg lå ned, med smertende hoved og hjerte..... ret

(253)  I denne sindstilstand faldt jeg i søvn, og drømte at en høj engel stod ved min side og spurgte mig hvorfor jeg var ked af det. Jeg fortalte ham om de tanker der havde bebyrdet mig, og sagde: Jeg kan kun så lidt godt, hvorfor kan vi ikke være hos vore børn, og nyde deres selskab? Han sagde: Du har givet Herren to smukke blomster, vellugten som er så liflig som røgelse for Ham, og er mere dyrebar i Hans øjne end guld eller sølv, for det er et hjertets gave. Det drager på hjertets fibre som intet offer kan. Du bør ikke se på de nuværende ting, men holde øjet rettet mod din pligt, rettet mod Guds herlighed, og følge Hans opåbende forsyn, og stien skal lyses op for dig. Enhver selvfornægtelse, ethvert offer, bliver nøje skrevet ned, og vil bringe sin løn. — Åndelige Gaver 2:129, 130. ret

(253)  Jeg drømte at en ung mand, som så pænt ud kom ind i det lokale jeg var i, umiddelbart efter at jeg havde talt. Denne person havde vist sig for mig i vigtige drømme, for at instruere mig fra tid til anden, i de sidste seksogtyve år. Han sagde: Du har henledt folks opmærksomhed til vigtige emner, som er fremmede og nye for mange. For nogle er de meget interessante. Arbejdet i ord og lære har gjort hvad de kunne for at bringe sandheden, som sat spørgsmål hos mange og vækket interesse. Men blev der ikke gjort mere for at folk fik indtryk, så vil det du gør nu, vær næsten frugtesløst. — Review and Herald, 4.november, 1875. ret

(254)  Når man ofte spørger om min tilstand i synet, efter at jeg er kommet ud af det, vil jeg sige at når Herren finder det rigtigt at give mig et syn, er jeg taget hen til Jesu og engles nærvær, og er helt tabt for jordiske ting. Jeg kan ikke se længere end dertil englen viser mig. Min opmærksomhed er ofte rettet til scenerier der sker på jorden.—Åndelige Gaver 2:292. ret

(254)  Kampen i Manassas
Jeg har et syn på det ulykkelige slag i Manassas, Virginia. Det var det mest rædselsvækkende og forpinte drama. Sydstaternes hær havde alt til deres fordel og var beredt til en frygtelig strid. Nordstaternes hær spredte sig med triumf og tvivlede ikke at de ville sejre. Mange var dumdristige og rykkede pralende frem, som om sejren allerede var deres. Idet de nærmede sig slagmarken, var mange blevet svage på grund af slid og manglende forfriskning. De ventede ikke så kraftigt et sammenstød. De (267) kastede sig i kamp og sloges modigt og desperat. Der var dødsfald på begge sider. Både nordstaterne og sydstaterne led hårdt. Sydstaternes folk mærkede slaget og efter kort tid ville have blevet drevet yderligere tilbage. Nordstaternes folk stormede frem, selvom deres ødelæggelse var meget stor. ret

(255)  Først da kom en engel ned og vinkede sin hånd tilbage. Straks var der forvirring i rækkerne. Det fik nordstaternes folk til at se at deres tropper var på tilbagetog, selv om det i virkeligheden ikke var sådan og et hovedkulds tilbagetog begyndte. — Vidnesbyrd for menigheden 1:266, 267. ret

(255)  Sanatorielederen
I min drømme var jeg på Health Retreat (sundhedsasylet), og min leder sagde at jeg skulle lægge mærke til det hele. Jeg var på et afsiddes liggende sted, hvor jeg ikke kunne ses, men kunne se alt hvad der skete i lokalet. Personer gjorde regnskabet op med dig, og jeg hørte dem protestere over for dig, over de store beløb der var brugt på pension, lokaler og behandling. Jeg hørte du afviste at sætte budgettet ned med en fast, og beslutsom røst. Jeg blev forbavset over at se at budgettet var så højt. Det virkede som om du styrrede det. ret

(255)  Jeg så at det indtryk din opførsel gjorde for mange, som satte deres penge til, ikke var god for institutionen. Jeg hørte at nogle af jeres brødre bad dig indstændigt, og sagde at du ikke oprådte klogt og uretfærdigt, men du var klippefast over for dig selv i optræden. Du hævdede at du derved, arbejdede for institutionens bedste. Men jeg så at personer der forlod sundhedsasylet var alt andet end tilfredse. . . . . . . . . ret

(255)  I nattestunden så jeg dig I selskab med instutionens oldfrue. Så vidt det kunne ses for andre, kunne i have været mand og hustru. Din optræden mod alle andre var forkert i Guds øjne, og mit hjerte blev såret ved tingenes tilstand. Jeg spurgte: ”Hvem har forhekstet jer, så at I ikke adlyder sandheden? Gud er misaget. Du har såret Hens Helligånd. Søster H___ vil aldrig igen være dem hun var før. Men i er begge skyldige over for Gud…. ret

(256)  De ting som udspillede sig i . . . . [på sanatorier] blev åbnet op for mig. En røst sagde: ”Følg mig, og jeg vise dig de synder som de praktiserer som står i ansvarsfulde stillinger.” Jeg gik gennem lokalerne, og jeg så dig, en vagtmand på Zions mure, var rigtig meget imtim med en anden mands hustru, forråddede hellige sandheder, korsfæstede din Herre på ny. Overvejer du at der er en vagtmand, en Hellig Én, som er vidne til dit onde arbejde, ser dine handlinger hører dine ord, og disse er også registrerede i himlens bøger?—Frigivede Manuskripter 8:315-317. ret

(256)  Familien Brown
Guds engel sagde: Følg mig. Det var som om jeg var i et rum i en simpel bygning, og der var flere unge mænd der spillede kort. De lod til at være meget optaget af den underholdning, de var i gang med, og var så fordybede at de ikke bemærkede at nogen kom ind i lokalet. Der var unge piger tilstede og holdt øje med spillerne, og ordene der blev sagt er ikke af den mest ædle slags. Der var en ånd og indflydelse der kunne mærkes i det rum, som ikke var af en karakter der renser og opløfter sindet og forædler karakteren. . . . ret

(256)  Jeg spurgte: Hvem er de, og hvad skal denne scene repræsentere? ret

(257)  Så blev der sagt “Vent.” ... ret

(257)  Jeg fik en anden præsentation. Der blev drukket (42) flydende gift, og ordene og handlingerne var alt andet end godt for seriøse tanker, en klar opfattelse af forretningstanker, ren moral, og opløftende for deltagerne. . . . ret

(257)  Jeg spurgte igen, "Hvem er disse?" ret

(257)  Svaret er "En del af den familie du besøgte. Sjælefjenden, Guds og menneskers store fjende, hovedet over magter og myndigheder, og herskeren over denne verdens mørke har ledelsen her i aften. Satan og hans engle leder, med deres fristelser, disse stakkels sjæle til deres egen ruin.—Udvalgte Budskaber 3:41, 42. ret

(257)  N. D. Faulkhead og det skjulte tegn
Bror Faulkhad kaldte mig til møde. Jeg fortalte ham at jeg havde et budskab til ham og hans hustru, som jeg flere gange havde forberedt og sende dem, men jeg følte at herrens Ånd forbød mig at gøre det. Jeg spurgte ham om at give mig et tidspunkthvor jeg kunne møde dem. Han svarede: ”Jeg er glad for at du ikke sendte mig det skriftligt; jeg vil hellere have budskabet fra dine læber; var det kommet på anden vis, vil jeg ikke tro det var godt for mig.” Så spurgte han: ”Hvorfor ikke give mig budskabet nu?” Jeg sagde: ”Bliver du her for at høre det?” Han svarede at det ville han. ret

(257)  Jeg var meget træt, for jeg deltog i skolens afsluttende klasser den dag; men nu rejste mig for sengen hvor jeg lå og læste for ham i tre timer. Hans hjerte blev bløgjort, der var tårer i hans øjne, og da jeg ophørte med at læse, sagde han: ”Jeg accepterer alt hvader der står; alt dette tilkommer mig.” Meget af det son jeg havde læst, angik Echo-kontoret og lidelsen fra begyndelsen af. Herren åbenbarede også brotr Faulkheads forbindelse med frimurerne for mig, og sagde tydeligt at han hvis han ikke brød alle hans bånd til disse selskaber, vil han miste sin sjæl. ret

(258)  Han sagde: “Jeg accepterer det lys Herren har sendt mig gennem dig. Jeg vil handle på det. Jeg er medlem af fem loger, og tre andre loger har jeg kontrol over. Jeg gør alle deres forretninger. Nu skal jeg ikke mere gå til deres møder, og skal afslutte mine forretningsforbindelser med dem, så hurtigt det er muligt.” Jeg gentog de ord for ham, som min vejleder har sagt om disse selskaber. Givet en vis bevægelse som min vejleder gav mig, sagde jeg, ”Jeg kan ikke fortælle alt det jeg har fået.” ret

(258)  Bror Faulkhead fortalte pastor Daniells og andre at jeg gav særlige tegn, som kun de højste blandt frimurerordnen kendte, som han lige var gået ind i. Han sagde at jeg ikke kendte tegnene, og at jeg ikke var klar over at jeg gav tignene til ham. Dette var et særligt bevis for ham, at Herren arbejdede gennem mig, for at redde ham.—Frigivede Manuskripter 5:148, 149. ret

(258)  Engle var tilstede medens Ellen White var vågen
Da jeg vågnede og så ud af vinduet, så jeg to hvide skyer. Så faldt jeg i søvn igen, og i mine drømme blev disse ord talt til mig: ”Se på disse skyer. Det var præcis disse skyer som omgav den himmelske hær, som proklamerede verdens Genløsers fødsel for hyrderne.” Jeg vågne op og så ud af togvinduet igen, og der var to stor hvide skyer, så vide som sne. Det var klare, adskite skyer, men den ene kom nærmere og rørte den anden, og de blandes sammen for et øjeblik; så adskiller de sig igen, og forbliver hver for sig som før. De forsvandt ikke, men fortsat synlige om formiddagen. Klokken tolv skiftede vi tog, og jeg så ikke skyerne mere. ret

(259)  I løbet af dagen var jeg dybt berørt med tanken om at Guds engle, indhyllede disse skyer, som var lige foran os; så vi kunne glæde os over deres ledelse, og også forvisningen om at vi ville se Guds frelse ved møderne i Brisbane. Og nu hvor møderne er ovre, og vi ser den forunderlige interesse folk udviser, er jeg mere end nogensinde sikker på at himmelske engle har indhyllet disse skyer – engle som sendes fra salene deroppe for at bevæge folks hjerter. Og nu holdes den distraherende påvirkening tilbage, som nogle gange får adgang til vore lejrgrunde, hvorved menneskers tanker adspredes fra, at tænke over de vitale sandheder som bringes hver dag. ret

(259)  Ved dette møde, har tusindevis hørt evangeliets indbydelse, og har lyttet til sandheder som de aldrig har hørt før. I løbet af hele mødet, har der ikke været nogen højrøstet modstand, eller høje stridigheder fra dem, hvis hjerter var imod Guds lov. Vi hørte ingen offentlig modstand igennem byen. Dette var en usædvanlig erfaring, og vi troede at Gud engle var tilstede for at holde disse mørkets magter tilbage.—Review and Herald, 21.marts, 1899. ret

(260)  Jeg led af reumatisme i venstre side og kunne ikke finde hvile på grund af smerten. Jeg vendte mig fra side til side, idet jeg prøvede at finde lindring for lidelsen. Det gjorde ondt i hjertet, hvilket ikke var noget godt varsel for mig. Endelig faldt jeg i søvn. ret

(260)  Omkring klokken halv ti forsøgte jeg at vende mig og da jeg gjorde dette, opdagede jeg, at mit legeme var fuldstændig (66) fri for smerte. Medens jeg vendte mig fra side til side og bevægede mine hænder erfarede jeg en usædvanlig frihed og lethed, som jeg ikke kan beskrive. Rummet var fyldt med lys det mest vidunderlige milde himmelblå lys og det forekom mig, som om jeg var i himmelske væseners arme. ret

(260)  Dette ejendommelige lys havde jeg før oplevet i perioder med særlig velsignelse, men denne gang var det tydeligere og gjorde et dybere indtryk og jeg følte en sådan fred, en fred så fuld og rig, at det ikke kan udtrykkes med ord. Jeg satte mig op og så, at jeg var omgivet af en lysende sky, der var hvid som sne og havde et mørkt rosa farveskær i kanten. Den blideste, herligste musik fyldte luften og jeg genkendte musikken som englesang. Da sagde en stemme til mig: "Frygt ikke, jeg er din Frelser. Hellige engle omgiver dig.”—Vidnesbyrd for menigheden 9:65, 66. ret

næste kapitel