| Sandheden om engle kapitel 21. Fra side 283 | ren side tilbage |
(283) Når vi kommer til himlen (283) Fra herlighedens konges læber vil velsignelsen falde over deres ører som den flotteste musik: ”Kom, I min Faders salige, arv riget der er forberedt for jer, fra verdens grundlæggelse.” Således vil de genløste bydes velkommen i de boliger Jesus har forberedt til dem. Deres ledsagere vil ikke være jordens modbydelige, men dem som ved guddommelig hjælp har dannet en fuldkommen karakter. Al syndig tendens, alle ufuldkommenehder, er blevet fjernet ved Kristu blot; og Hans herligheds udmærkelse og klarhed, der langt overgår solens klarhed omkring ækvartor, bliver dem tildelt, Og den moralske skønhed, Hans karakterfuldkommenhed, skinner gennem dem, i værdi der langt overgår denne ydre glans. De står uden fejl over for den store hvide trone, der deler englenes værdighed og privilegier. — The Watchman, 31.marts, 1908. ret (284) De genløste vil møde og genkende dem, som har ledt opmærksomheden mod den opløftede Frelser. Hvilket saligt samkvem har de med disse sjæle! ”Jeg var en synder,” det vil siges, ”uden Gud og uden håb til verden, og du kom til mig og henledte min opmærksomhed til den dyrebare frelser, som mit eneste håb. . . . . ”Andre vil sige: ”Jeg var en hedning i hedenske lande. Du forlader dine venner og bekvemmelige hjem og kom for at lære mig at finde Jesus, og tro på Ham som den eneste sande Gud. Jeg rev mine afguder ned, og tilbad Gud, og nu ser jeg Ham ansigt til ansigt. Jeg er frelst, frelst for evig, og beskuer altid Ham som jeg elsker. . . . .” ret (284) Andre vil vise deres taknemmelighed til dem som giver de sultne mad og nøgne klæder. ”Da min sjæl gibes af fortvivlelse i vantro, sandte Herren dig til mig,” de siger, ”for at sige håbe og trøstefulde ord. Du gav mig mad til det fysiske, og du åbnede Guds ord for mig, vækkede mine åndelige mangler. Du behandlede mig som en bror. Du havde sympati for mig i mine sorger, og genrejste min forslåede og sårede sjæl, som at jeg kunne gribe Kristi hand, som var rakt ud for at frelse mig. I min uvidenhed lærte du mig tålmodigt at jeg havde en Fader i himlen som sørger for mig. Du læste de dyrebare løfter i Guds Ord for mig. Du indgød den tro i mig, at Han vil frelse mig. Mit hjerte blev blødgjort, underlagt og sønderbrudt, idet jeg betragtede det offer som Kristus gjorde for mig. . . . . Jeg er her, frelst, frelst for evig, skal altid leve i hans nærvær, og prise Ham som gav Sit liv for mig.” ret (285) Hvilken glæde vil der være, når disse genløste møder og hiser dem, som har haft en byrde for deres skyld!—Review and Herald, 5.januar, 1905. ret (285) Hvis de [de unge] tager imod Kristus og tror på Ham, vil de komme i et tæt forhold med Gud. Han giver dem kraft til at blive Guds sønner, og knytte sig til de højeste embedspersoner i himmelriget, forene sig med Gabriel, med keruber og serafer, med engle og ærkenglen. ”Og han viste mig en flod med livets vand, klar som krystal. Fra Guds og Lammets trone vælder den ud midt i stadens gade. På begge sider af floden vokser livets træ, som bærer frugt tolv gange; hver måned giver det sin frugt; og bladene fra træet er til lægedom for folkene. Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder.” — Spalding og Magan Samlingen, 52. ret (286) Først når Guds forsyn ses i evighedens lys, vil vi kunne forstå, hvor meget vi skylder Guds engles omsorg og mellemkomst. Himmelske væsener har taget aktiv del i menneskers anliggender.— Uddannelse, 304. ret (286) I det fremtidige liv skal vi forstå ting som er vanskelige for os her. Vi vil erkende hvor stærk en hjælper vi har haft, og hvordan Guds engle blev hvervet til at passé på os, idet vi har fulgt rådene i Guds ord. — Signs of the Times, 3.januar, 1906. ret (286) I den kommende verden, vil Kristus lede de genløste over livets flod, og vil undervise dem i sandhedens forunderlige lektier. Han vil folde naturens mysterier ud for dem. De vil se at en Mesterhånd holder verdenerne på deres plads. De vil kunne beskue den dygtighed den store Kunstner iklæder markens blomster, ov vil lære den barmhjertige Faders hensigter, som udleder ale lysstråler, og sammen med hellige engle vil de genløste anerkende Guds højeste kærlighed til en utaknemmelig verden, med lovprisningssange. Så vil det kunne forstås at ”Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne Søn, at enhver der tror på ham ikke går fortabt, men får evigt liv.” — Review and Herald, 3.januar, 1907. ret (286) De [nådens arvinger] har et mere helligt forhold til Gud end engle som aldrig er faldet.—Vidnesbyrd for menigheden 5:740. ret (287) Ved Hans kærligheds kraft, gennem lydighed, forvandles faldne mennesker, en støvets orm, og udrustes til medlem i den himmelske familie, en ledsager med Gud, og kristus og hellige engle gennem evige tider. Himlen vil sejre, for det tomrum Satan og hans hær udgjorde, vil udfyldes af Herrens genløste.—The Upward Look, 61. ret (287) Gud skabte mennesket til sin ære, og efter at menneskeslægten var blevet stillet på prøve, skulle den forenes med den himmelske familie. Det var Guds hensigt at genbefolke Himmelen med den menneskelige familie, hvis de ville være lydige mod ham i alt. Adam skulle stilles på prøve, for at det kunne blive konstateret, om han ville være lydig ligesom de loyale engle eller ulydig.— S.D.A. Bibelkommentaren 1:1082. ret (287) De kærlige og venlige følelser, som Gud selv har nedlagt i mennesket, vil der komme til udtryk på den sandeste og skønneste måde. Det rene samvær med hellige væsner, den harmoniske kontakt med de velsignede engle og med de trofaste fra alle tidsaldre, de, der har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, de hellige bånd, som sammenknytter familien i himlen og på jorden - alt dette bidrager til de frelstes lykke. — Den Store Strid, 475. ret (287) Tusindeårs-dommen (288) Jesu tredje komme (288) Hvert eneste blik i denne vældige skare er vendt mod Guds Søns herlighed. Som med en røst udbryder de gudløse: "Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" Det er ikke kærlighed til Jesus, som får dem til at sige dette. Sandhedens magt tvinger ordene frem fra uvillige læber. Som de onde gik i graven, således kommer de op af den - opfyldt af det samme fjendskab til Kristus og den samme oprørske ånd. De får ingen ny nådetid, i hvilken de kan genoprette, hvad de har forspildt. Intet ville opnås derved. De har levet i ulydighed hele livet, og deres hjerter er ikke blevet blødgjort. Hvis de fik tildelt en ny nådetid, ville de benytte den, som de benyttede den første, til at undslå sig Guds krav og anstifte oprør imod ham. ret (289) Kristus stiger ned på Oliebjerget, hvorfra han efter sin opstandelse for til himlen, og hvor engle gentog løftet om hans genkomst. Profeten siger: "Herren min Gud kommer og alle de hellige med ham." "På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over ... og danne en vældig dal." "Og Herren skal være konge over hele jorden. På hin dag skal Herren være en og hans navn et." Zak. 14, 5. 4. 9. —Den Store Strid, 464. ret (289) Then we looked up and saw the great and beautiful City, with twelve foundations, twelve gates, three on each side, and an angel at each gate. We cried out, The City! The great City! It is coming down from God out of heaven! And it came down in all its splendor, and dazzling glory, and settled in the mighty plain which Jesus had prepared for it.—Åndelige Gaver 1:213. ret (289) Nu forbereder Satan sig til en sidste frygtelig kamp om overherredømmet. Da ondskabens fyrste var berøvet sin magt og afskåret fra at fortsætte sit bedrageriske værk, var han ulykkelig og nedslået, men når de gudløse døde opstår og han ser, hvor talrige hans tilhængere er, får han nyt håb og beslutter at fortsætte den store strid. . . . . . De gudløse er Satans fanger. . . . . De er rede til at lytte til hans forslag og adlyde hans befalinger. Han er dog stadig listig nok til ikke at indrømme, at han er Satan. Han hævder, at han er den fyrste, som er verdens retmæssige herre, og at hans arv er blevet ham frataget på ulovlig vis. Han fremstiller sig for sine bedragne undersåtter som en frelser og forsikrer dem, at det er ved hans magt, at de er blevet bragt op af graven, og at han om kort tid vil befri dem fra det grusomste tyranni. . . . . . Han foreslår at lede dem mod de helliges lejr og tage Guds stad i besiddelse..... ret (290) I denne vældige skare findes der mange mennesker fra tiden før syndfloden. . . . . Der er konger og generaler, som erobrede riger, modige mænd, som aldrig har tabt et slag, . . . Satan rådslår med sine engle og derefter med disse konger og erobrere og mægtige mænd. De betragter deres styrker og erklærer, at stadens hær er lille i sammenligning med deres, og at den vil kunne besejres. De planlægger, hvorledes de skal tage det nye Jerusalems skatte og herlighed i besiddelse. Alle giver sig straks til at forberede sig til kampen. Dygtige håndværkere fremstiller våben. Berømte militære ledere opdeler deres krigere i kompagnier og divisioner. ret (290) Endelig gives der ordre til fremrykning, og den vældige hær sætter sig i bevægelse.... Satan, den største af alle krigsherrer, leder fortroppen, og hans engle følger ham i den afgørende kamp. —Den Store Strid, 464, 465. ret (291) Nu viser Kristus sig igen for sine fjender. Højt oppe over byen, på en grundvold af skinnende guld, hæver der sig en stor trone. På denne trone sidder Guds Søn, og omkring ham står hans undersåtter. —Den Store Strid, 465. ret (291) I nærværelse af alle jordens og himlens beboere foregår den endelige kroning af Guds Søn..... ret (291) Han [Satan] ser en høj, majestætisk engel sætte kronen på Kristi hoved, og han ved, at han selv kunne have haft denne engels ophøjede stilling.—Den Store Strid, 466, 468. ret (291) Den endelige dom (291) Så snart bøgerne er blevet åbnet og Jesus ser på de gudløse, husker disse hver eneste synd, som de nogensinde har begået. De ser nøjagtigt, hvor deres fødder forlod renhedens og hellighedens sti, og de ser, i hvor høj grad hovmod og oprør førte dem til at overtræde Guds lov..... ret (291) Over tronen kommer korset til syne, og som i et panorama fremstilles Adams fristelse og fald og de efterfølgende etaper af den store plan til menneskeslægtens frelse. Frelserens fødsel i fattigdom, hans barndom i nøjsomhed og lydighed, hans dåb i Jordan, . . . . Hans gerning for folket, . . . .forræderiet . . . . Guds Søn, som under jubel blev fremstillet for Annas, anklaget i ypperstepræstens palads og i Pilatus' domshal, som blev ført frem for den feje og grusomme Herodes, . . . .- alt fremstilles klart og levende. ret (292) Og nu fremstilles for den skrækslagne mængde de sidste scener -' man ser ham tålmodigt bære sine lidelser, idet han slæber sig til Golgata, man ser himlens Fyrste, der hænger på korset.... ret (292) Alt vises nøjagtigt, som det gik til. Satan, hans engle og hans undersåtter formår ikke at vende blikket bort fra billedet af deres eget værk. Enhver mindes den rolle han spillede.—Den Store Strid, 466, 467. ret (292) Den tid vil komme hvor alle må stå frem for engle og for mennesker, åbenbaret i deres sande lys. Ligesom kunstneren genskaber menneskeansigtets træk på den polerede plade, ligeså skal karaktertrækkende overføres til himlens bøger. . . . I dommen vil alle stå åbenbaret ligesom han er, enten formet efter guddommelig lignelse eller vansiret af selvishedens og ærgerrighedens afgudssynder.—Frigivede Manuskripter 17:288. ret (292) På den dag hvor alle skal belønnes efter hvordan hans gerninger har været, hvordan vil overtrædelserne se ud i deres egne øjne, som de fik lov at se deres livs optegnelser for et øjeblik, som de valgte at gøre det. . . . . . ret (292) På dommens dag vil mennesker se hvad de kunne var blevet ved Kristi kraft. . . . . . De kendte Guds krav, men de nægte at gå med til de betingelser han lagde ned i Hans ord. Efter eget valg fik de lov til at gå sammen med dæmoner. . . . . ret (293) På dommens dag, vil alt dette åbne sig op for den forhærdede. Sceneri efter sceneri går frem for dem. Ligeså tydeligt som middagssolens lys, ser de alle hvad de kunne være, hvis de havde samarbejde med Gud i stedet for at gå imod Ham. Billedet kan ikke forandres. Deres sager er afgjort for altid. . . . ret (293) Og de faldne engle, er begavet med højere intelligens end menensker, vil erkende hvad de har gjort for at bruge kræfter på at lede folk til at vælge bedrag og falskneri.—The Upward Look, 203. ret (293) Men nu er det øjeblik kommet, da oprøret skal udryddes for stedse og sandheden om Satan åbenbares. I et sidste desperat forsøg på at støde Kristus fra tronen, tilintetgøre hans folk og tage Guds stad i besiddelse, er ærkebedrageren blevet totalt afsløret. De, der har sluttet sig til ham, ser, at hans sag er fuldstændig tabt. Kristi tilhængere og de trofaste engle forstår til fulde omfanget af hans rænkespil mod Guds regering. Alle betragter ham med afsky. ret (293) Satan erkender, at hans forsætlige oprør har gjort ham uegnet til at have bolig i himlen..... De anklager, som han har forsøgt at bringe over Jehova, falder nu fuldstændig tilbage på ham selv. Og nu bøjer Satan sig dybt og indrømmer, at dommen over ham er retfærdig. .... Ethvert spørgsmål om sandhed og vildfarelse i den langvarige strid er nu blevet klarlagt. .... ret (293) Selvom Satan har været tvunget til at anerkende Guds retfærdighed og Kristi herredømme, forbliver hans karakter uforandret. Hans oprørskhed bryder atter frem som en flodbølge. Fuld af raseri beslutter han, at han ikke vil give efter i den store strid. Han vil udkæmpe en sidste fortvivlet kamp mod himlens Konge. Han styrter ind mellem sine undersåtter og forsøger at indgyde dem sit eget raseri og få dem til straks at gå i kamp. Men blandt de talløse millioner, som han har forført til oprør, findes der nu ikke en, som erkender hans herredømme. Hans magt er brudt. De gudløse hader Gud lige så meget, som Satan hader ham, men de indser, at deres sag er håbløs, og at de intet kan stille op mod Jehova. Deres raseri retter sig mod Satan og mod dem, som har været hans redskaber i bedrageriet, og de kaster sig over dem med et djævelsk raseri..... ret (294) Ild fra Gud falder ned fra himlen. Jorden slår revner.... Fortærende flammer slår ud af alle de gabende kløfter..... Den dag, der er luende som en ovn, er kommet. Elementerne kommer i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk skal opbrændes. Mal. 4, 1; 2. Pet. 3, 10. Jordens overflade er én smeltet masse - en mægtig, sydende ildsø..... ret (294) De gudløse får deres straf på jorden..... Nogle tilintetgøres på et øjeblik, mens andre lider i mange dage. Alle straffes "efter deres gerninger." De retfærdiges synder er blevet overført til Satan, og han må ikke blot lide for sit eget oprør mod Gud, men for alle de synder, han har forført Guds folk til at begå. Hans straf er langt strengere end den, der rammer dem, han har bedraget. Efter at alle de, som lod sig forføre af ham, er omkommet, lever og lider han stadig. I de lutrende flammer tilintetgøres de gudløse endelig. — Den Store Strid, 469-473. ret (295) Ved at leve et liv i oprørskhed bringer Satan og alle de, der gør fælles sag med ham, sig selv i den grad i modstrid med Gud, at hans blotte nærværelse for dem er som en fortærende ild. Herligheden fra ham, som er kærlighed, vil tilintetgøre dem. —Den Store Mester, 524. ret (295) Så vil hele universet blive vidne til syndens natur og resultater, og dens endelige tilintetgørelse, som i begyndelsen ville have bragt frygt til englene og vanære over Gud, vil nu godtgøre hans kærlighed og stadfæste hans ære for alle dem, som med glæde gør hans vilje og har hans lov i deres hjerter. —Den Store Strid, 359. ret (295) Den ild, som fortærer de onde, lutrer og renser jorden. Hvert spor af forbandelsen udslettes. Intet evigt brændende helvede skal minde de frelste om syndens frygtelige resultater. ret (295) Kun et minde bliver stående. Frelseren vil for evigt bære mærkerne af korsfæstelsen. På hans sårede hoved, i hans side og på hans hænder og fødder findes de eneste spor af det frygtelige værk, som synden har udrettet. —Den Store Strid, 473. ret (295) Synd er noget mystisk, noget uforklarligt. Der var ingen grund til dens opståen. At søge at forklare den, ville være at søge en grund til den og det ville være at retfærdiggøre den. Synden opstod i et fuldkomment univers den var utilgivelig og overordentlig forkert. Årsagen til at den opstod og udviklede sig, er aldrig blevet forklaret og vil aldrig blive det, selv ikke på den store dag, når retten bliver sat og bøgerne åbnet; når hvert menneske skal dømmes efter sine gerninger, og Guds angrende, helliggjorte børns synder lægges på syndebukken, syndens ophavsmand. På den dag vil det blive klart for alle, at der ikke findes, og aldrig har været nogen årsag til synden. Ved den endelige fordømmelse af Satan og hans engle og alle de mennesker, som har forenet sig med dem i overtrædelse af Guds lov, vil de alle bringes til tavshed. Når de utallige oprørere fra alle bringes til tavshed. Når de utallige oprørere fra alle tider, lige fra den første store oprører til den sidste overtræder, bliver spurgt, hvorfor de har brudt Guds lov, vil de være tavse. Der vil ikke være noget svar at give ingen grund som har den mindste vægt. — Signs of the Times, 28.april, 1890. ret (296) Alle verdenernes bobere vil overbevises om den retfærdig lov, ved oprørets overtrædelse og syndens udryddelse. . . .Udvirkelsen af frelsesplanen åbenbaerer ikke kun Guds karakter for mennesker men også for engle, og syndens ondartede karakter vil kunne forstås gennem evige tider, ved Faderens og Sønnens omkostning for en oprørsk slægts genlsøning. I Kristus, det slagtede lam fra verdens grundlæggelse af, vil alle verdenener beskue forbandelsens mærker, og engle, såvel som mennesker vil tilskive Genløseren ære og herlighed, igennem hvem de er sikret fra frafald. ret (296) Korsets store effektivitet bevogter den forløste skare fra at de kan falde en anden gang. Kristi liv og død afslører Satans bedrag effektivt, og imødegår hans krav. Kristi offer for en falden verden drager ikke kun mennesker, men også engle til Ham, hos hvem der er uløselig forening. Gennem frelsesplanen hævdes Guds retfærdighed og barmhjertighed til fulde, og oprøret vil aldrig i evighed opstå igen, pinslerne vil aldrig igen berøre Guds univers.— The Messenger, 7.juni, 1893. ret (297) Jorden gøres ny (297) Den nye jord og vor evige arv (297) Frelsesplanen vil ikke engang blive forstået helt, når de genløste ser, som de selv ses, og kender som de selv bliver kendt. Men igennem evigheden vil der til stadighed åbenbare sig nye sandheder for det undrende og taknemlige sind. — Den Store Strid, 456. ret (297) I frelsesplanen findes der højder og dybder, som ikke kan udgranskes selv i evigheden vidundere, som englene begærer at få indblik i. Blandt alle skabte væsener er det kun de frelste, som af egen erfaring har kendt den virkelige kamp mod synden. De har arbejdet sammen med Kristus og er blevet fælles med ham om hans lidelser på en måde, som selv englene ikke kunne blive det. Har de intet vidnesbyrd at aflægge om visdommen i frelsesplanen intet, der kan være af værdi for de ikke faldne skabninger? — Uddannelse, 308. ret (298) Der er hemmeligheder i genløsningens plan ... som er genstand for de himmelske engles stadige forundring. Idet apostelen Peter taler om de åbenbaringer, Gud har givet profeterne angående »Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter«, siger han, at dette er noget, som »engle attrår at få indblik i«. — Vidnesbyrd for menigheden 5:702. ret (298) Den forløste skare vil rejse fra verden til verden, og meget af deres tid vil bruges på at ransage forløsningens mysterier. Og igennem hele evighedens længde, vil dette emne stadig kunne åbnes op for deres sind. —Review and Herald, 9.marts, 1886. ret (298) Frelsens videnskab står over alle andre videnskaber. Det er den videnskab, som englene og alle de syndfrie verdeners beboere gransker; den videnskab, som helt optager vor Herre og Frelser; den videnskab, som har sine udløbere i den plan, som blev udtænkt i den Almægtiges sind, og som var fortiet fra evige tider« den videnskab, som Guds frelste vil granske gennem endeløse tider.— Uddannelse, 126. ret (298) Guds vidunderlige, nådige hensigter, den frelsende kærligheds mysterium, er det emne, som "engle attrår at få indblik i," og det vil beskæftige dem gennem endeløse tider. Både de frelste og de ikke faldne væsener vil i Kristi kors finde deres videnskab og sang. Det vil vise sig, at den herlighed, der lyser fra Kristi åsyn, er den selvopofrende kærligheds herlighed. I lyset fra Golgata vil man se, at den selvfornægtende kærligheds lov er livets lov for jorden og Himmelen; at den kærlighed, som "ikke søger sit eget " har sit udspring i Guds eget hjerte; og at i ham, som var sagtmodig og ringe, åbenbaredes hans væsen, som bor i det lys, intet menneske kan nærme sig.—Den Store Mester, 11. ret (299) Efterhånden som evighedens år henrinder, bringer de endnu rigere og herligere åbenbaringer om Gud og Kristus. Med indsigten vokser også kærligheden, ærbødigheden og lykken. Jo mere menneskene lærer om Gud, des større bliver deres beundring for hans karakter. Når Jesus forklarer dem frelsens rigdomme og fortæller dem om de store bedrifter, som blev udført i den store strid med Satan, vil de frelstes hjerter fyldes med endnu større hengivenhed for ham, og med endnu større fryd slår de guldharperne. Og titusinde titusinder og tusinde tusinder af stemmer forener sig i lovsang. ret |