Engle i himlen, før oprøret

(23)  Kristus som skaber -Gud
Før mennesker og engle blev skabt, var Ordet hos Gud og var Gud. ret

(23)  Verden blev skabt ved ham, og "uden ham blev intet til af det, som er." (Joh 1,3) Hvis Kristus skabte alt, må han have eksisteret før alt. Det som bliver sagt om dette, er så tydeligt, at ingen behøver at være i tvivl. Kristus var Gud fuldt ud og i højeste forstand. Kristus var Gud i sit inderste væsen i i højeste forstand. Han var hos Gud fra al evighed, Gud over alle, velsignet for evigt. ret

(23)  Herren Jesus Kristus, Gud evige Søn, ekisterede fra evighed, en virkelig person, dog ét med Faderen. Han var den herligste i himmelen, og han var englenes leder. Han modtog englenes tilbedelse som med rette tilkom ham.—Review and Herald, 5.april, 1906. ret

(23)  Gennem Salomon erklærer Kristus: Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til. Jeg blev født, før strømmene var til, før der var vandrige kilder; da bjergene endnu ikke var sat ned, forud for højene blev jeg født, . . . . da han satte havet en grænse, at vandene ej skulle bryde hans lov, da han lagde jordens grundvold, da jeg var fosterbarn hos ham, hans glæde dag efter dag; frydede mig altid for hans åsyn." [Ordsp 8:22-25, 29, 30.] ret

(24)  Når der tales om hans forudeksistens, fører Kristus tankerne tilbage til datoløse tider. Han forsikrer os at der aldrig har været et tidspunkt hvor Han ikke var i nær fællesskab med den evige Gud. Hans stemme som jøderne lyttede til, har været hos Gud, som en der er vokset op med ham.—Signs of the Times, 29.august, 1900. ret

(24)  Hvad er engles arbejde I sammenligning med Han [Kristus] nedlod sig til det jordiske? Hans trone er fra evighed af. Han har udformet alle hvælvinger og piller i naturens store tempel.— In Heavenly Places, 40. ret

(24)  Kristus, Ordet, Guds enbårne Søn, var ét med den evige Fader - et i natur, karakter og hensigt - det eneste væsen i hele universet, som havde del i alle Guds råd og planer. — Den Store Strid, 353. ret

(24)  Før synden opstod, havde Gud en plan
Helt fra begyndelsen viste Gud og Kristus at Satan kom til at gøre oprør, og at Adam ville komme til at falde som en følge af oprørerens evne til at vildlede. Frelsesplanen blev lagt for at kunne genløse den faldne menneskehed og give dem en ny anledning. Gud gav Kristus opgaven som mellemmand. Fra evighed af var han bestemt til at være vor stedfortræder. — Udvalgte Budskaber 1:250. ret

(25)  Gud kender alle Sine gerninger, og nådens pagt (ufortjente gave) har været i Guds tanker fra evige tider. Dette kaldes for den evige pagt; for frelsesplanen blev ikke undfanget efter menneskets fald, men det var den som var ”en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider, men nu er bragt for dagen og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle hedningerne for at virke tros lydighed hos dem.” Rom. 16,25. 26.—Signs of the Times, 15.december, 1914. ret

(25)  Planen om vor forløsning var ikke noget, man først bagefter tænkte på, ikke en plan, der blev lagt efter Adams syndefald. Den var "åbenbaringen af en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider." Rom. 16,25. Den var en åbenbarelse af de principper, der fra evige tider havde været grundvolden for Guds trone. Lige fra begyndelsen vidste Gud og Kristus besked om Satans frafald og om menneskets fald på grund af den frafaldnes vildledende magt. Gud havde ikke bestemt, at synden skulle være til, men han forudså dens eksistens og traf forberedelser til at imødegå denne frygtelige ulykke. — Den store Mester, 12. ret

(11)  Engle bliver skabt
Faderen virkede gennem sin Søn ved skabelsen af alle de himmelske væsener. Thi i ham skabtes alt, ... hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham.”—Patriarker og Profeter, 34. ret

(25)  Der eksisterede engle før menneskets skabelse, for "morgenstjernerne jublede til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde," da jordens grundvold blev lagt. Job. 38, 7. Efter syndefaldet blev der sendt engle hen at vogte livets træ, og dette skete, før et eneste menneske endnu var død. Englene står på et højere trin end menneskene, for Salmisten siger, at mennesket blev skabt "lidet ringere end englene." Sl. 8, 6.—Den Store Strid, 365. ret

(26)  Fra evige tider var det Guds hensigt, at enhver af hans skabninger, lige fra den strålende og hellige seraf til mennesket, skulle være et tempel, hvor Skaberen kunne bo.—Den store mester, 101. ret

(26)  Alle skabte væsener lever ifølge Guds vilje og magt. De er afhængige af at modtage livet fra Gud. Fra den ypperste seraf til den ringeste levende skabning må de alle næres ved livets kilde.—Den store mester, 536. ret

(26)  Da Herren skabte disse engle-væsener, til at stå foran Sin trone, var de smukke og herlige. Deres elskelighed og hellighed stod på niveau med deres ophøjede stand. De blev beriget af Guds visdom, og blev omhyllet af himlens pragt.—Signs of the Times, 14.april, 1898. ret

(26)  Lucifer skabes
Gud gjorde ham [Lucifer] god og smuk, så nær Han selv, som det er muligt.—Review and Herald, 24.september, 1901. ret

(26)  Gud gjorde ham [Lucifer] ædel, og gav ham rige gaver. Han gav ham en høj og ædel position. Han bad ham om intet som var urimelig. Han skulle forvalte det Gud havde betroet ham, i sagtmodighed og helligelse, prøve at fremme Guds ære, som havde givet ham herlighed, skønhed og hellighed.—Sabbats-Skole Arbejderen, 1.marts, 1893. ret

(27)  Selvom Gud havde skabt Lucifer ædel og skøn, og fik ophøjet ham til høj ære i englehæren, var han dog ikke sat ud over ondskabens mulighed. Det var Satans [Ellen White foregriber nogle gange ting – dvs. taler om noget fremtiden, som om det allerede var sket. Her referer hun til Lucifer som ”Satan” som om han endnu ikke har gjort oprørt. Eftersom hun bruger de to navne – Lucifer og Satan – uden at adskille mellem dem, følger denne sammensætning hendes brug] kraft, valgte han ikke at gøre dette, for at forvanske disse gaver. — 4SP 317. ret

(27)  Lucifers høje position
Før sit oprør var Lucifer i himlen en høj og ophøjet engel, næst i rang for Guds dyrebare søn. Ligesom de andre engle havde han et mildt ansigt og udtrykte lykke. Hans pander var høj og bred, viste en mægtig intelligens. Hans form var fuldkommen; hans holdning ædel og majestætisk. Et særligt lys strålede i hans ansigt og skinnede klarere og skønner omkring ham, end omkring de andre engle, Guds dyrebare søn, havde forrang over hele englehæren. Han var ét med Faderen før englene blev skabt.—Genløsningens historie, 13. ret

(27)  Lucifer var den skærmene kerub, den mest ophøjede af himmelske skabte væsener; han stod nærmest Guds trone, og var tæt forbundet og så sig i administrationen i Guds regering, rigt begavet med Hans majestæts og krafts herlighed. — Signs of the Times, 28.april, 1890. ret

(28)  Herren Selv gav Satan sin herlighed og visdom, og gjorde ham til den skærmende kerub, god, ædel og overmådelig elskelig.—Signs of the Times, 18.september, 1893. ret

(28)  Blandt himlens beboere, var Satan næst efter Kristus, var på en gang den mest ærede gud, oghøjest I kraft og herlighed. — Signs of the Times, 23.juli, 1902. ret

(28)  Lucifer, “morgenens søn,” overgik englene som omgav tronen i herlighed ... [blev] blev forenet med tætte bånd til Guds søn.—Den Store Mester, 435. ret

(28)  Lucifer, “morgenens søn,” var den første af skærmene keruber, hellig og ubesmittet. Han stod i nærheden af den store Skaber, og de uophørlige herlighedsstråler der omgav den evige Gud, hvilede på ham. — Patriarker og Profeter, 35. ret

(28)  Han [Lucifer] havde været den højeste af alle skabte væsener, og var den første der afslørede Guds mål med universet. — Den Store Mester, 758. ret

(28)  Før det onde opstod
Der var en fred og glæde, i fuldstændig underlæggelse til Himlens vilje, over hele englehæren. Kærlighed til Gud var højest, kærlighed til hinanden upartisk. Sådan var tilstanden i tiden før synden kom ind.—Profetiens Ånd 4:316, 317. ret

(29)  Han [Lucifer] fik kendskab til de evige rugdommes uvurderlige værdi, som mennesker ikke har. Han erfaret den rene tilfredshed, fred ophøjede lykke og ublandet glæde til det himmelske deroppe. Før sit oprør mærkede han tilfredsheden ved Guds fulde anerkendelse. Han påskønnede de herlighed der omgiv Faderen til fulde, og vidste at Hans magt var ubegrænset. — Signs of the Times, 4.august, 1887. ret

(29)  Der var en tid hvor det var hans [Satans] glæde at udføre de guddommelige befalinger. Hans hjerte var fyldt med kærlighed og glæde for at tjene hans Skaber.—Signs of the Times, 18. september, 1893. ret

(29)  Satan var en smuk ophøjet engel, og ville var været det for altid, hvis han ikke havde trukket sig fra sin alliance med Gud. — Signs of the Times, 21.december, 1891. ret

næste kapitel