Det ondes oprindelse

(30)  Mysteriet ved det ondes oprindelse
Englene var skabt gode og kærlige. De elskede hverandre uselvisk og deres Gud over alt, og hans kærlighed ledte dem til at gøre hans vilje. Guds lov var ikke et byrdefuldt åg for dem. Det var deres glæde at gøre hans vilje og lytte til hans røst. Men i denne fredfyldte, rene verden opstod synden hos en, som havde været fuldkommen på alle måder. Profeten skriver om ham: "Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans." Ez 18,17. Synd er noget mystisk, noget uforklarligt. Der var ingen grund til dens opståen. At søge at forklare den, ville være at søge en grund til den og det ville være at retfærdiggøre den. Synden opstod i et fuldkomment univers den var utilgivelig og overordentlig forkert.—Signs of the Times, 28.april, 1890. ret

(30)  Gud havde kendskab om fremtidens begivenheder, selv før jordens skabelse. Han tilpassede ikke hans hensigter til omstændigheder, men han tillod forholdene at udvikle sig. Han arbejdede ikke på at tilvejebringe en bestemt tilstand, men han vidste, at en sådan tilstand ville eksistere. Planen, der skulle iværksættes ved nogen af Himmelens høje intelligensers frafald, dette er hemmeligheden, mysteriet, som er blevet skjult gennem tiderne. Og et offer blev forberedt i de evige hensigter for at udføre selve den gerning, som Gud har udført for den faldne menneskeslægt.—Signs of the Times, 25.marts, 1897. ret

(31)  Syndens indgang i himlen kan ikke forklares. Hvis det kunne forklares, ville det vise at der var grund til at synde. Men da der ikke var den mindste undskyldning for det, vil dens oprindelse altid være omgæret af mystik.—Review and Herald, 9.marts, 1886. ret

(31)  Gud skabte ikke det onde. Han gjorde kun det gode, som var som Ham selv.... ondt, synd, og død ... er resultatet af ulydighed, som stammer fra Satan.—Review and Herald, 4. august, 1910. ret

(31)  Den første mistanke om ondt
Der var et tidspunkt hvor Satan var i harmoni med Gud, og glædede ham at udføre de guddommelige befalinger. Hans hjerte blev fyldtes af kærlighed og glæde når han tjente sin Skaber, indtil han begyndte tro at hans visdom ikke kom fra Gud, men var indarvet i ham selv, og at han var ligeså værdig som Gud var til at få ære og kraft.—Signs of the Times, 18.september, 1893. ret

(31)  Gud havde skabt Lusifer som et ædelt og smukt væsen, og ophøjet ham over englene, men han havde ikke frataget ham muligheden for synd. Det var i Lusifers magt at synde hvis han ville. Lusifer kunne have fortsat med at være en elsket og æret kerub, han kunne fortsat have haft Guds og alle engles anerkendelse, og udført sin gerning til stor velsignelse for alle, og derved helliggjort sin skaber, men lidt efter lidt begyndte han at bruge sin stilling til at ophøje sig selv og til at få englene til at prise og ære ham. Gradvis ledte han de engle han havde herredømmet over så de tjente ham i stedet for deres skaber. — Kampen mel Kristus og Satan 240. ret

(32)  Lidt efter lidt begyndte Lucifer at give efter for selvophøjelses-trangen. . . Selvom al hans herlighed var fra Gud, begyndte denne mægtige engel at se det som noget der angik ham selv.—Patriarker og Profeter, 35. ret

(32)  Gud sætter Kristi sande position frem
Før den store kamp begyndte, skulle alle have en klar fremstilling af hans vilje, hvis visdom og godhed var kilden til al deres glæde. ret

(32)  Universets Konge lod de himmelske hærskarer kalde sammen for i deres nærværelse at gøre rede for sin Søns sande stilling og vise, i hvilket forhold han stod til alle skabninger..... For Himmelens samlede beboere erklærede kongen nu, at ingen andre end Kristus, Guds enbårne Søn, kunne sætte sig helt ind i hans planer, og at det var overladt ham at udføre hans viljes mægtige beslutninger.—Patriarker og Profeter, 12. ret

(32)  Den store Skaber samlede den himmelske hær, så Han kunne rådslå Sin Søn en særlig ære, over for alle englene. Sønnen sad på tronen med Faderen, og den himmelske hær af hellige engle var samlet omkring dem. Faderen bekendtgjorde at det var Ham selv der forordnede at Kristus, Hans søn, skulle være lige med Ham selv; så der hvor Hans Søn var tilstede, var Han selv til stede. Sønnes Ord skulle adlydes lige så villigt som Faderens ord. Han havde tillagt Sin Søn autoritet til at befale over den himmelske hær. Hans Søn skulle arbejde i særlig forening med Ham Selv i forventningen om jordens skabelse. . . . . ret

(33)  Satan var skinsyg og jaloux på Jesus Kristus. Men alligevel bøjede Djævelen sig for Jesus med alle englene, og anerkendte hans overherredømme, høje autoritet og ret til at regere, skønt hans hjerte var fyldt med misundelse og had. Kristus havde deltaget i Guds hemmelige råd angående hans planer, medens djævelen var ubekendt med dem. Han forstod ikke Guds fortsætter, ej heller blev det ham tilladt at kende dem. Kristus blev anerkendt for himmelens regent, med samme magt og autoritet som Gud selv. ret

(33)  Djævelen tænkte at han var selv en yndling i himlen bland englene. Han var blevet høj ophøjet; men ... Han tragtede efter den samme højhed som Guds selv. Han var stolt af sin højhed. Han vidste at englene ærede ham. Han havde en tjeneste at udføre han havde været nær den store Skaber, og de evige stråler, fra herlighedens lys, og omgiver den udødelige Gud, havde skinnet (særdeles) på ham. Djævelen tænkte på hvorledes englene havde adlydt hans befaling med glad livlighed. Var ikke hans klædebon skøn og lys? Hvorfor skulle Kristus således æres frem for ham selv?—Profetiens Ånd 1:17, 18. ret

(34)  Englene anerkendte med glæde Kristi overhøjhed og kastede sig ned for ham, idet de udøste deres kærlighed og beundring. Lucifer bøjede sig sammen med dem, men i hans hjerte foregik der en mærkelig voldsom kamp. Sandhed, retfærdighed og troskab kæmpede imod misundelse og skinsyge. De hellige engles indflydelse så en tid ud til at kunne drage ham med sig..... Men atter fyldtes han af stolthed over sin egen skønhed. Hans begær efter overherredømmet vendte tilbage, og han gav endnu en gang efter for misundelse over for Kristus.—Patriarker og Profeter, 36, 37. ret

(34)  Lucifer begynder sin kampgne imod Kristus
Satan ... begyndte sit oprørsværk med engle han havde under sig, prøvede at udbrede en utilfredshed blandt dem. Og han virkede så bedragerisk at mange af englene blev vundet til hans alliance, før hans hensigter blev kendt til fulde.—Review and Herald, 28. januar, 1909. ret

(34)  Satan ... var så begærlig efter den højere ære som Han gav Sin Søn. Han blev skinsyg på Kristus, og viste sig for de engle der ærede ham, som en skærmende kerub, at han ikke havde den ære der tilkom ham, som hans position påkrævede. — Review and Herald, 24. februar, 1874. ret

(34)  Ved snedige påfund, fik han det til at se ud som om Kristus havde taget den plads som tilhørte ham, og Lucifer såede tvivlens frø i mange engles tankesind. — The Educational Messenger, 11.september, 1908 ret

(35)  Hans [Lucifers] bedrageriske værk blev gjort så meget skjult, at de mindre ophøjede engle troede at han var himlens Hersker. — This Day With God, 256. ret

(35)  De engle som var tro og lydige forsøgte at forlige denne mægtige oprørske engel med hans Skabers vilje. De forsvarede Guds handling idet han overdrog ære til Jesus Kristus, og forsøgte med kraftige grunde at overbevise Satan om at han besad ikke mindre ære nu end førend Faderen forkyndte hvorledes han havde æret sin Søn. De fremstillede klarlig at Jesus var Guds Søn, som eksisterede med ham førend englene blev skabte; at han havde aldrig stået ved Guds højre hånd, og hans milde, kærlige autoritet havde ikke før været draget i tvivl; og at han ingen befalinger havde givet som ikke var en glæde for den himmelske hær at udføre. De påståede at den særdeles ære som Kristus fik af faderen, i engles nærværelse, borttog intet af den ære som han (Satan) før havde fået. — Profetiens Ånd 1:19. ret

(35)  Han [Lucifer] vandt nogle af sine omgangsfællers forståelse, ved at antyde kritiske tanker om Guds regering. Dette onde frø blev spredt på den mest forlokkende måde; og efter at de var spiret op og slået rod i manges tanker, samlede han de ideer som han selv havde først havde implamenteret i andres sind, og bragt dem frem for den højeste orden af engle, som tanker fra andre tænkende væsener imod Guds regering. Derved indførte Lucifer med sindrige påfundne metoder oprøret i himlen. — S.D.A. Bibelkommentaren 4:1143. ret

(36)  Lucifer havde til at begynde med tilrettelagt sine fristelser sådan, at han ikke kompromitterede sig selv. De engle, som han ikke kunne få helt over på sin side, beskyldte han for ligegyldighed over for de himmelske væseners interesser. Det arbejde han selv udførte, beskyldte han de trofaste engle for. Hans plan gik ud på at skabe uklarhed med hensyn til Guds hensigter ved hjælp af spidsfindige argumenter. Alt, hvad der var ligetil, indhyllede han i mystik og ved snedige forvrængninger kastede han tvivl over selv de enkleste af Guds forklaringer. Og hans høje stilling og nære tilknytning til den guddommelige regering gav hans argumenter større styrke. — Patriarker og Profeter, 15. ret

(36)  Satans første forsøg på at kuldkaste Guds lov blev gjort blandt himmelens syndfri beboere og syntes for en tid at være lykkedes fuldt ud. Et stort antal af englene blev forført; men Satans tilsyneladende sejr endte med nederlag og tab, adskillelse fra Gud og udstødelse af Himmelen. — Patriarker og Profeter, 166. ret

(36)  Guds regering indbefatter ikke kun himlens beboere, men alle de skabte verdener; og Satan tænkte at hvis han kunne få himlens intelligensvæsener med sig I oprør, kunne han også få andre verdener med sig.—Review and Herald, 9. marts, 1886. ret

(36)  Satan havde for en tid en fordel og han ophøjede sig selv over for himlens engle, ja endog over for Gud..... [Lucifer] forklædte sig selv i falskhedens forklædning, og for en tid var det umuligt at rive forklædningen af, så de skjulte karakterdeformiteter kunne ses. Han overlades til at åbenbare sig selv, med sine grusomme, kunstige og onde gerninger.— Profetiens Ånd 4:319. ret

(37)  Lucifer får tid til at udvikle sit fundament
I sin visdom smed Gud ham ikke straks ud af himlen. Denne handling ville have forandret hans principper, og vil kun have styrket hans oprør, for det ville have skabt sympati for ham som en der er uretfærdig at have med at gøre; og han ville have fået mange flere med sig. Han måtte fjernes, og have tid til at udvikle sine principper mere fuldt ud.—Review and Herald, 9.marts, 1886. ret

(37)  Satan klagede over den mangelfulde ledelse af himmelske ting, og prøvede at fylde englenes tanker med sin utilfredshed. Fordi han ikke var højest, såede han tvivlens og vantroens frø. Fordi han ikke var som Gud, bestræbte han sig for at lægge sin egen misundelse og utilfredshed i englenes tankesind. Således blev frastødelsens frø udsået, derefter trykket ud og bragt for de himmelske sale, som ikke stammer fra Satan, men fra engle. Således ville bedrageren vise at englene tænkte det samme som han.... ret

(37)  Det som Satan havde lagt i englenes tanker – et ord her og et ord der – åbnede vejen for en lang liste antagelser. På hans kunstige måde drog han tvivlende udsagn fra dem. Da han så blev spurgt ud, anklagede han dem som han havde opdraget. Han lagde al utilfredsheden over på dem han forførte.—Review and Herald, 7.september, 1897. ret

(38)  Han [Lucifer] begyndte at insinuere tvivl om de love som regerede himmelske væsener, insinuere at det, ved de love, kunne være nødvendigt for verdeneners beboere, engle at blive mere ophøjet, ikke skal begrænses, for deres egen visdom var nok til at føre.—Patriarker og Profeter, 37. ret

(38)  Lucifer ... prøvede at ophæve Guds lov. Han hævdede at den hellige himmels ufaldne intelligensvæsener ikke havde brug for en lov, men kunne styre sig selv og bevare en uplettet integritet.—Signs of the Times, 28.april, 1890. ret

(38)  Endog de loyale engle ikke så hans [Satan] karakter til fulde. Det er derfor Gud ikke straks udslettede Satan. Gjorde Han dette, ville hellige engle ikke kunne se Guds retfærdighed og kærlighed. Blev Guds godhed draget i tvivl, ville den være som ond sæd, der ville give syndens og veernes bitre frugt. Derfor blev det ondes ophavsmand sparet, der udvikler hans karakter til fulde.—Kristi Lignelser, 72. ret

(38)  Englene taler om problemerne
Da nogle af englene gik sammen med Satan i hans oprør, rådede andre ham fra hans hensigter, kæmpede for Guds ære og visdom i at give sin Søn myndighed. Satan fremhævede at Kristus var blevet begavet med ubegrænset magt, og lige så høj befalingsrang som han selv!—Åndelige Gaver 3:37. ret

(39)  Satan nægtede at lytte. Derpå vendte han sig fra de tro og lydige engle, idet han erklærede at de var slaver. Disse engle, som bevarede deres lydighed mod Gud stod forbavsede da de så at Satan gjorde fremgang i sine bestræbelser for at vække oprør. Han lovede dem en ny og bedre regering end de nu havde, i hvilken alt ville blive frihed. Et stort antal udtrykte deres fortsæt, at antage Satan som deres leder og højeste befalingsmand. Da han så at han var heldig i sine bestræbelser, smigrede han sig selv med at han ville til sidst få alle englene på sin side, at han ville blive lige med Gud selv, og at hans autoritet og stemme skulle høres i kommando over den hele himmelske hær. ret

(39)  De lydige engle advarede atter djævelen, og foreholdt ham hvad følgerne ville blive dersom han fremturede i sit oprør; at han som kunne skabe englene, var også mægtig til at omstyrte al deres autoritet, og på en mærkværdig måde at straffe deres forvovenhed og forfærdelige oprør. At tænke at en engel skulle sætte sig op imod Guds lov der var lige så hellig som ham selv! De advarede de oprørske engle om at tillukke deres øre for Satans bedragelige overtalelse, og rådede Satan og alle som havde været påvirkede af ham, at bekende sine fejl i at nære endog blot en tanke af tvivl om Hans autoritet.—Profetiens Ånd 1:20. ret

(39)  Satan var snu til at vise sin side af problemet. Lige så snart han fandt at et standpunkt kunne ses i sin sande karater, ændrede han det til et andet. Sådan gør Gud ikke. Han kunne kun arbejde med en slags våben - sandhed og retfærdighed. Satan kunne bruge det Gud ikke kunne, - uhæderlighed og bedrag. — Review and Herald, 9.marts, 1886. ret

(40)  [Satans] underliggende arbejde var så diskret at det ikke kunne ses for den himmelske hær, som det, at det i virkeligheden er .... Denne tilstand af tingene har eksisteret i en lang tidsperiode før Satan blev afsløret og de onde blev afsløret. —S.D.A. Bibelkommentaren 4:1143. ret

(40)  I sin store barmhjertighed bar Gud længe over med Lucifer. Han blev ikke straks nedstyrtet fra sin ophøjede stilling, da han begyndte at skabe utilfredshed blandt englene, og heller ikke, da han gav sig til at fremstille sine falske krav overfor de engle, som var loyale. Han fik lov at blive i himlen i lang tid. Han fik gang på gang tilbudt tilgivelse, hvis han blot ville vende om og underkaste sig Guds vilje.—Den Store Strid, 353. ret

(40)  Denne utilfredshedens og misfornøjelsens ånd havde aldrig før været kendt i Himmelen. Det var noget nyt, mærkeligt og uforklarligt. I begyndelsen havde Lucifer ikke engang selv været klar over sine følelsers rette natur. En tid havde han været bange for at udtrykke de tanker og ideer, som arbejdede i hans sind; men han jog dem ikke bort. Han indså ikke, hvor han var ved at glide hen. Men der blev gjort anstrengelser, som kun den uendelige kærlighed og visdom kunne udtænke, for at overbevise ham om hans fejltagelse. Det blev bevist, at hans misfornøjelse var ubegrundet, og det blev gjort ham klart, hvad resultatet af et oprør ville blive. Lucifer blev overbevist om at han havde uret. Han indså, at "retfærdig er Herren på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger", at de guddommelige love er retfærdige, og at han burde anerkende dem som sådan over for hele Himmelen. ret

(40)  Havde han gjort det, kunne han have reddet sig selv og mange engle. På den tid havde han ikke helt opgivet sin troskab mod Gud. Skønt han havde forladt sin stilling som skærmende kerub, kunne han være blevet genindsat i sit embede, hvis han havde været villig til at vende tilbage til Gud og i anerkendelse af Guds visdom været tilfreds med at indtage den plads, der var tildelt ham i Guds store plan. Nu var tiden kommet til den endelige afgørelse. Han måtte enten bøje sig fuldt ud for guddommens overhøjhed eller gøre åbent oprør. Han var lige ved at bestemme sig for at vende tilbage, men stoltheden forbød ham det.—Patriarker og Profeter, 14. ret

(41)  Gud imødekommer Satans udfordring
I himlens rådssamlinger blev det besluttet at Satans magt må udryddes principielt; for det var Guds hensigt at sætte de evige ting på sikker grund. Satan må have tid til at udvikle principper som var grundlag for hans regering. Det himmelske univers må se hvordan de principper virker, som Satan erklærede var over Guds principper. Guds orden må sættes op imod Satans orden. Satans fordærvende principper på afsløres. De udtrykkelige retfærdighedsprincipper i Guds lov må demonstreres som uforanderlige, fuldkomne og evige.—Review and Herald, 7.september, 1897. ret

(41)  De loyale engle hastede hurtigt til Guds Søn og underrettede ham om det som sker blandt englene. De finder Faderen i samtale med sin elskelige søn, for at afgøre ved hvilke midler den autoritet som Satan havde anmodet sig kunne for evig blive omstyrtet, til bedste for de gode engle. Den almægtige Gud kunne på en gang have udstødt denne ærkebedrager fra himmelen; men dette var ikke hans fortsæt. Han ville give de oprørske engle en passende anledning til at måle styrke og kraft med sin egen søn og de gode engle. I denne kamp kunne enhver engel vælge sin egen side og således åbenbares for alle. — Profetiens Ånd 1:21. ret

(42)  Lucifer bliver til Satan
Satan ... besluttede sig for at gøre sig til midtpunkt for indflydelse. Hvis han ikke kunne blive den højeste autoritet i himlen, ville han være den højeste autoritet i oprør imod himlens regering. Han ville være hoved, kontrollere, ikke lade sig kontrollere.—Review and Herald, 16.april, 1901. ret

(42)  Mange af Satans deltagere var tilbøjelige til at følge de gode engles råd, angre deres misfornøjelse, og atter få Faderens og hans kære Søns tiltro. Da erklærede den mægtige oprør at han var bekendt med Guds lov, og om han end underkastede sig slavisk lydighed, så ville hans ære blive taget fra ham. Han ville aldrig mere blive betroet sin ophøjede tjeneste. Han fortalte dem at både han selv og de havde allerede gået for langt til at vende tilbage, og han ville trodse følgerne; thi han ville aldrig bøje sig for Guds Søn i slavisk tilbedelse; at Gud ville ikke tilgive dem, og nu må de kræve deres frihed og tilegne sig den stilling og autoritet med magt, som ikke godvilligt blev overdraget.—Profetiens Ånd 1:20, 21. ret

(42)  For Satans eget vedkommende var det sandt, at han nu var gået for vidt til at vende om. Men det var ikke tilfældet med dem, der var forblindet af hans bedrag. For dem åbnede de trofaste engles råd og tilskyndelser en håbets dør, og hvis de havde rettet sig efter advarslen, kunne de være sluppet ud af Satans snare. Men stolthed, kærlighed til deres leder og et ønske om uindskrænket frihed fik lov at sejre, og den guddommelige kærligheds og nådes appel blev endeligt forkastet. —Patriarker og Profeter, 15. ret

(43)  Englene kommer frem for Faderen
Hele den himmelske hær blev indblandet til at møde for Faderen, for at enhvers sag kunne blive afgjort. Satan udtalte frækt sin misfornøjelse over at Kristus skulle foretrækkes for ham. Han stod hovmodigt op og påstod at han burde være lige med Gud, og burde deltage i Faderens rådslutning og forstå hans fortsætter. Gud underrettede djævelen om at han ville åbenbare sine hemmelige fortsætter alene for sin søn, og at han krævede at hele den himmelske familie, endog Satan, skulle vise ham utvivlsom, ubetinget lydighed; men han (Satan) havde vist sig uværdig til en plads i himmelen. Da pegede djævelen triumferende på sine deltagere, som indbefattede næsten den ene halvdel af alle englene, og udbrød: Disse er med mig! Vil du også udstøde disse og gøre himlen tom? Derpå erklærede han at han var rede til at modstå Kristi autoritet, og til at forsvare sin plads i himlen med magt, styrke imod styrke.—Profetiens Ånd 1:22. ret

(43)  Lige indtil afslutningen af striden i himlen fortsatte den store tronraner med at retfærdiggøre sig. Da det blev meddelt, at han og alle hans tilhængere skulle fordrives fra himlen, forkyndte oprørslederen overmodigt sin foragt for Skaberens lov. Han gentog sin påstand om, at englene ikke behøvede nogen kontrol, men skulle have lov til at gøre, hvad de ville, da deres egen vilje altid ville lede dem ad den rette vej. Han erklærede, at de guddommelige love uretmæssigt begrænsede englenes frihed, og at det var hans hensigt at få loven afskaffet, således at englene, efter at være blevet befriet for dette åg, kunne opnå en mere ophøjet og ærefuld position. ret

(44)  I fuld enighed gav Satan og hans medløbere Kristus skylden for deres oprør, idet de erklærede, at de aldrig ville have gjort oprør, hvis han ikke havde rettet bebrejdelser imod dem. —Den Store Strid, 356. ret

(44)  Den kundskab som han, såvel som englene der faldt sammen med ham, havde om Guds karakter, hans godhed, hans barmhjertighed, visdom og fremragende herlighed, gjorde deres skyld utilgivelig.—Review and Herald, 24,februar, 1874. ret

næste kapitel