| Sandheden om engle kapitel 5. Fra side 45 | ren side tilbage |
(45) Krig i himlen (45) Som himlens befalingsmand, blev Kristus udpeget til at slå oprøret ned.—Review and Herald, 30.maj, 1899. ret (45) Da blev der strid i himlen. Guds Søn himmelens Fyrste, og hans tro engle stred imod ærkeoprøren og hans deltagere. Guds Søn og de gode engle vandt sejr; og Satan og hans deltagere blev udstødte af himlen. — Profetiens Ånd 1:23. ret (45) Engle var med i kampen; Satan ønskede at besejre Guds søn og dem, der bøjede sig for hans vilje. Men de gode og trofaste engle fik overhånd, og Satan blev uddrevet fra himlen sammen med sine tilhængere.—Budskaber til menigheden, 146. ret (46) Effekterne af oprør (46) Timen var kommet for frydefulde, lykkelige lovsange til Gud og hans kære Søn. Satan havde været leder for det himmelske kor. Han havde opløftet den første Stemme; derefter forenede hele englehæren sig med ham, og Sangens herlige harmoni tonede gennem himmelen til Guds og hans kære søns ære. Men nu lød misklang og vrede ord for den store oprørs-leders øren, i stedet for toner af sødeste musik. .... Tilbedelsens time drager nær, da hellige, strålende engle bøje sig for faderen. Han kan aldrig mere tage del i den himmelske sang. Han kan aldrig mere bøje sig med ærbødighed og hellig frygt i den evige Guds nærværelse..... ret (46) Satan skælvede når ham betragtede sit værk. Han var alene i betragtninger over det forbi gangne, det nærværende, og sine fremtidige planer. Hans mægtige skikkelse rystede som af en storm. En engel fra himmelen passerede forbi. Han kaldte på ham og bad om at få en samtale med Kristus. Dette blev ham tilstået. Han fortalte Guds søn at han angrede sit oprør og ønskede atter at stå i nåde hos Gud. Han var villig til at tage den plads som Gud havde tidligere anvist ham og adlyde hans vise bud. Kristus græd over Satans ve, men fortalte ham at Gud havde bestemt at han aldrig kunne blive indladt i himmelen..... Oprørets sæd var endnu i ham..... ret (47) Da Satan blev fuldt overbevist om at det var umuligt for ham atter at få Guds nåde, så brød hans ondskab frem med fornyet had og brændende hæftighed..... ret (47) Eftersom han ikke kunne få adgang inden for himmelens porte, så ventede han lige ved indgangen for at forhåne engle og søge trætte med dem når de gik ind og ud.—Profetiens Ånd 1:28-30. ret (47) Jordens skabelse og menneskeheden (47) Den mest strålende og ophøjede af morgensønnerne bebudede. . . . . . [Kristi] ære ved skabelse, og bekendtgjorde Hans fødsel med glade sange.—Signs of the Times, 4.januar, 1883. ret (47) Da Gud havde formet jorden, var der bjerge, bakker og sletter, og udspredt iblandt dette var der floder og vand reservater. Jorden var ikke en udstrakt slette, men landskabets ensformighed blev afbrudt af høje og bjerge, ikke høje og sønderrevne således som de nu er, men regelmæssige og skønt dannede..... Englene beskuede Guds underfulde og skønne værk og glædede sig derover. — Åndelige Gaver 3:33. ret (48) Hele himlen havde en dyb og glæde interesse for verdens og menneskets skabelse. Mennesker var en ny og klar orden.—Review and Herald, 11.februar, 1902. ret (48) Næst efter engle, er menneskene som er formet i Guds billede, de ædleste af Hans skabte værker.—Review and Herald, 3.december, 1908. ret (48) Herren ... begavede Adam med en tankestyrke der overgår nogen af de levende skabninger, som Han har gjort. Hans mentale styrke var kun lidt lavere end englenes var.—Review and Herald, 24.februar, 1874. ret (48) Ligeså snart Herren, gennem Jesus Kristus, skabte vor verden, og satte Adam og Eva i edens have, bekendtgjorde Satan at han ville tilpasse hele menneskehedens fader og moder til sin egen natur.—Review and Herald, 14.april, 1896. ret (48) Da Herren præsenterede Eva for Adam, var Guds engle vidne til ceremonien.—In Heavenly Places, 203. ret (48) Dette syndfrie par bar ingen kunstige klæder. De var iklædt et dække af lys og herlighed, ligesom englene bærer. — Signs of the Times, 9.januar, 1879. ret (48) Gud skabte mennesket til sin ære, og efter at menneskeslægten var blevet stillet på prøve, skulle den forenes med den himmelske familie. Det var Guds hensigt at genbefolke Himmelen med den menneskelige familie.—S.D.A. Bibelkommentaren 1:1082. ret (49) Tomrummet der opstod i himlen ved Satans og hans engles fald, vil udfyldes af Herrens genløste. — Review and Herald, 29. maj, 1900. ret (49) Adam og Eva i Eden (49) Hellige engle ... instruerede Adam og Eva i deres beskæftigelse, og lærte dem også om Satans oprør og hans fald.—Åndelige Gaver 1:20. ret (49) Han [Adam] stod frem for God i fuldkommen mandig styrke, alle hans organer og evner var fuldt udviklet og i harmonisk balance; og han blev omgivet af smukke ting, og samtalede daglig med hellige engle.—Profetiens Ånd 2:88. ret (49) Guds lov som var for menneskene blev skabt. Den blev indrettet efter hellige væseners tilstand; også englene blev styrket efter den.—Signs of the Times, 15.april, 1886. ret (50) Mennesket blev forsøgt og prøvet, og hvis de kunne klare Guds prøve, og forblive loyale og sande efter den første prøvelse, skulle de ikke udsættes for fristelser mere; men skulle ophøjes til ligestilling med engle, og derefter være udødelige. —Review and Herald, 24.februar, 1874. ret (50) Satan planlægger menneskets fald (50) Satan holdt råd med de onde engle; men de forene sig ikke alle beredvilligt med ham til at udføre dette vovelige og forfærdelige værk. han fortalte dem at han ville ikke betro nogen af dem til at udføre dette værk; thi han mente at han alene havde tilstrækkelig visdom til at udføre et så vigtigt foretagende. Han bad dem at overtænke sagen medens han forlod dem og søgte enerum, for at bringe sine planer til modenhed..... ret (51) Satan gik for sig selv alene for at lægge planer, som sikrest kunne bringe Adam og Eva til at falde. Han frygtede for at hans fortsætter skulle blive forhindrede. Og om han endog var heldig i at lede Adam og Eva til lydighed mod Guds befaling, og således til at blive overtrædere af hans lov, og intet godt kom ud af det som han selv, så ville det ikke forbedre hans egen tilstand; men blot forøge hans skyld. Han bævede ved tanken om at styrke det hellige, lykkelige par i samme elendighed og samvittighedsnag som han selv led. Han syntes at være i en tvivlrådig tilstand; til en tid fast og bestemt, derpå tilbageholden og vaklende. ret (51) Djævelen afrystede sine følelser af fortvivlelse og svaghed, og bestyrkede sig selv som deres leder til at følgerne modigt i møde, og gøre alt som stod i hans magt for at trodse Guds og hans søns autoritet. —Profetiens Ånd 1:31-33. ret (51) Satan erklærede at han ville vise for de verdener som Gud havde skabt, og for himmelske intelligensvæsener, at det var umuligt at holde Guds lov. —Review and Herald, 3.september, 1901. ret (51) Gud samlede englehæren for at gøre tiltag der forhindrer truende ondskab. Det blev besluttet i Himlens råd at engle skal besøge Eden og advare Adam, at han var i fare for fjenden. Således hastede to engle af sted, for at besøge vore førte forældre. — Signs of the Times, 16.januar, 1879. ret (51) Himmelske sendebud fortalte dem om Satans fald og hans onde planer om deres ødelæggelse og forklarede dem endnu tydeligere den guddommelige regerings natur, som ondskabens fyrste søgte at vælte. . . . . ret (51) Englene rådede dem til at være på vagt over for Satans planer, for hans anstrengelser for at fange dem ville være utrættelige. Så længe de var lydige mod Gud, kunne den Onde ikke gøre dem nogen skade; for om nødvendigt ville alle Himmelens engle blive sendt dem til hjælp. Hvis de standhaftigt tilbageviste hans første forsøg, ville de være lige så trygge som de himmelske sendebud. Men hvis de een gang gav efter for fristelse, ville deres natur blive så fordærvet, at de ikke i sig selv ville have kraft eller tilbøjelighed til at modstå Satan. —Patriarker og Profeter, 26. ret (52) Englene advarede Eva om ikke at skille sig fra sin mand i hendes beskæftigelse; thi hun kunne let komme i berøring med den faldne fjende. De ville være i større fare, når de skilte sig fra hverandre, end når begge var tilsammen. Englene pålagde dem at følge de forskrifter nøje som Gud havde givet dem i henseende af kundskabens træ; thi i fuldkommen lydighed ville de være uden fare, eftersom den faldne fjende da ikke havde nogen magt til at bedrage dem: Gud ville ikke tillade satan at følge det hellige par med fristelser bestandig. Han kunne alene have adgang til dem ved kundskabens træ på godt og ondt. ret (52) Adam og Eva forsikrede englene at de ville aldrig overtræde Guds udtrykkelige bud; thi det var deres første glæde at gøre hans (35) vilje. Englene sang hellige melodier i sød harmoni med Adam og Eva. Deres sange tonede højt fra det salige eden, og Satan hørte lyden af deres melodier fulde af hellig pris til faderen og sønnen. Da Djævelen hørte dette forøgedes hans misundelse, had og ondskab, og han udtrykte et heftigt ønske til sine tilhængere om at tilskynde Adam og Eva til ulydighed.—Profetiens Ånd 1:34, 35. ret (52) Satan taler til Eva gennem slangen (53) Eva gik fra hendes mands side, så de skønne ting i naturens skabelse, glæde hendes sanser med blomsters farver og vellugt, og træers og krats skønhed. Hun tænkte på de restriktioner som Gud havde lagt på dem om kundskabens træ. Hun var tilfreds med de skønheder og den gavmildhed som Herren havde givet for at dække ethvert behov. Alt dette, sagde hun, har Gud givet os for at nyde det. Det er alt sammen vort, for Gud har sagt: »Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise!« ret (53) Eva havde strejfet sig nær det forbudne træ, og hendes nysgerrighed var vækket til at vide hvordan døden kunne skjules i dette pæne træs frugt. Hun blev overrasket over at høre hendes spørgsmål blive taget op og gentaget af en fremmed stemme. »Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?« Eva var ikke klar over at hun havde afsløret sine tanker, da hun talte højt for sig selv, derfor blev hun meget forbavset over at høre hendes spørgsmål blive gentaget af slangen. —Review and Herald, 24.februar, 1874. ret (53) Således tiltalte han [Satan] den forbavsede Eva med bløde og behagelige ord, og med musikalsk stemme. Hun studsede ved at høre en slange tale. Han ophøjede hendes dejlighed og overordentlige elskeværdighed, hvilket ikke var ubehageligt for Eva. ret (54) Eva blev bedraget, smigret, forblindet.—Profetiens Ånd 1:35, 36. ret (54) Hun [Eva] tænkte i virkeligheden om slangen havde kendskab til hendes tanker, og at han måtte være meget klog. Hun svarede ham: »Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten fra træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!« Da sagde slangen til kvinden: »I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!« [1 Mos 3,2-5.] ret (54) Her kom løgnens fader med sin påstand i direkte modstrid til Guds udtrykte ord. Satan forsikrede Eva, at hun var blevet skabt udødelig, og at det ikke var muligt for hende at dø. Han fortalte hende, at Gud vidste, at hvis de spiste af kundskabens træ, ville deres forstand blive oplyst, udvidet og forædlet, og det ville gøre dem Gud lig..... Eva tænkte, at slangens tale var viis..... Hun så med længsel på træet, der var fyldt med frugt, der forekom at være meget lækker. Slangen spiste den, med en tydelig begejstring. . . . ret (54) Eva havde overdrevet ordene i Guds befaling. Han havde sagt til Adam og Eva: “Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!” I Evas diskussion med slangen tilføjede hun sætningen: “I må ikke røre derved, thi så skal I dø.” Her viste slangens snedighed sig. Denne udtalelse fra Eva gav ham en fordel. — Review and Herald, 24.februar, 1874. ret (55) Ved at tage af dette træ, sagde den [Satan], ville de opnå en højere tilværelse og få del i et videre kundskabsområde. Den havde selv spist af den forbudne frugt, og som resultat heraf havde den fået talens gave. Og den antydede, at Herren skinsygt nægtede dem frugten, for at de ikke skulle blive hans lige. —Patriarker og Profeter, 54. ret (55) Evas nysgerrighed var opvækket. I stedet for at fly fra dette sted, lyttede hun for at høre en slange tale. Det faldt hende ikke ind at det kunne være den faldne fjende der brugte Slangen som et medium. —Profetiens Ånd 1:36. ret (55) Hele universet overvågede konflikten med intens interesse, som skulle afgøre Adams og Evas position. Hvor opmærksomt lyttede englene ikke til Satans ord, syndens ophavsmand, idet han satte sine egne ideer over Guds bud, og prøvede at sætte Guds lov ud af kraft ved hans bedrageriske ræsonnementer. Hvor ivrigt ventede de ikke på at se om det hellige par ville forlokkes af fristeren, og give efter for hans kunst. . . . ret (55) Satan fremstillede God som en bedrager, som nogen der ville udelukke Hans skabninger fra Hans højeste gaver. Englene hørte sorgfuldt og forbavsede på hans udtalelse om Guds karakter, idet Satan fremstillede Ham med misserable egenskaber; men Eva blev ikke rædselslagen over at høre den hellige og højeste Gud blive anklaget falsk. Hvis hun huskede på alle tegnene på Hans kærlighed, hvis hun flygtede til sin mand, kunne hun være sparet for den ondes subtile fristelser.—Signs of the Times, 12.maj, 1890. ret (56) Fristeren plukkede frugten og gav den til Eva. Hun tog den i sin hånd. Se der, sagde fristeren, det var dig jo forbudt endog at røre ved den at du ikke skulle dø. Han fortalte hende at hun ville ikke mærke mere til ondt eller død ved at spise frugten, end ved at røre og håndtere den. Eva fik mere mod fordi hun ikke så nogle øjeblikkelige tegn på Guds misfornøjelse. Hun mente at Fristerens ord var alle vise og rette. Hun spiste og fandt behag i frugten. den var listig for hendes smag, og hun indbildte sig at hun følte frugtens underfulde virkninger i sig. —Profetiens Ånd 1:38. ret (56) Der var intet giftigt i kundskabens træs frugter i sig selv, intet dødeligt ved at få del i den. Træet var sat i haven for at prøve deres loyalitet mod Gud. — Signs of the Times, 13.februar, 1896. ret (56) Eva spiser af frugten og frister Adam (56) Derpå plukkede hun selv af frugten og spiste, og mente at hun følte en ny og højere tilværelses livgivende kraft som en følge af den forbudne frugt oplivende indflydelse. Hun var i en underlig og unaturlig, ophidset, tilstand da hun søgte sin mand, med hænder fulde af den forbudne frugt. Hun fremsatte Slangens vise tale for ham og ønskede på engang at lede ham til træet. Hun fortalte ham at hun havde spist af frugten, og i stedet for at mærke nogen følelse af død følte hun en behagelig, oplivende indflydelse. Så snart som Eva havde vist ulydighed blev hun et mægtigt medium til at forårsage hendes mands fald. —Profetiens Ånd 1:38, 39. ret (57) Der kom et udtryk af sorg i Adams ansigt. Han så ud til at blive forbavset og forfærdet. Til Evas ord svarede han, at dette måtte være den fjende, som de var blevet advaret imod, og ifølge Guds dom måtte hun dø. Som svar bad hun ham indtrængende om at spise, idet hun gentog slangens ord om, at de ingenlunde skulle dø. Hun foreholdt ham, at det måtte være sandt, for hun følte ingen tegn på Guds mishag.... ret (57) Adam forstod, at hans ledsager havde overtrådt Guds bud og undladt at tage hensyn til det eneste forbud, der var givet som en prøve på deres troskab og kærlighed. Der opstod en voldsom kamp i hans sind. Han fortrød, at han havde ladet Eva fjerne sig fra hans side. Men nu var det sket; han måtte skilles fra hende, hvis selskab havde været hans glæde. Hvordan skulle han kunne udholde det? . . . . Han besluttede at dele hendes skæbne. Hvis hun skulle dø, ville han dø med hende. Når alt kom til alt, tænkte han, kunne så ikke den kloge slanges ord være sande? Eva stod foran ham lige så smuk og tilsyneladende lige så uskyldig som før denne ulydighedshandling. Hun sagde, at hun elskede ham højere end før. Der sås intet tegn på død hos hende, og Han besluttede at trodse følgerne. Han greb frugten og spiste den hurtigt. ret (58) Efter denne synd forekom det først Adam, at han hævedes op på et højere livsplan. Men snart fyldte tanken om synden ham med rædsel. Den luft, der før havde haft en mild, ensartet temperatur, syntes nu at gennemisne det skyldige par. Den kærlighed og fred, de havde ejet, var borte, og i stedet mærkede de en følelse af synd, en skræk for fremtiden, en sjælens nøgenhed. —Patriarker og Profeter, 56, 57. ret (58) Satan jublede over sit held. Han havde nu fristet kvinden til at fatte mistro til Gud, drage hans visdom i tvivl, og til at søge at udgrunde hans alvise planer. og gennem hende havde han også bragt Adam til fald, som overtråde Guds befaling på grund af sin kærlighed til Eva, og faldt med hende. — Profetiens Ånd 1:42. ret (58) Satan, den faldne engel, erklærede at intet menneske kunne holde Guds lov, og han pegede hen på Adams ulydighed, som bevis for dette.—Signs of the Times, 10.april, 1893. ret (58) Satan ... pralede hovmodigt at de verden, som Gud havde gjort, var hans herredømme. Efter at have besejret Adam, verdens monark, havde han underlagt slægten som sine undersåtter, og han besidder nu Eden, og gør det som sit hovedsæde. Og nu ville han etablere sin trone, og være verdens monark.—Review and Herald, 24.februar, 1874. ret (59) Fredsrådet (59) Der blev holdt rådsmøde, for at afgøre hvad der skulle gøres med det skyldige par.—Åndelige Gaver 3:44. ret (59) Der syntes at råde stor ængstelse blandt englene, medens Jesus talte med sin fader. Tre gange blev han omhyllet af det herlige lys omkring faderen, og den tredje gang han kom fra faderen, kunne hans skikkelse ses..... Han meddelte da engleskaren, at en udvej til redning for det fortabte menneske var fundet. Han meddelte dem, at han havde talt med sin fader og havde tilbudt at give sit liv som en løsepenge, at påtage sig dødsdommen, for at menneskene ved ham kunne få syndsforladelse.... ret (59) I begyndelsen kunne englene ikke glæde sig. Deres anfører lagde ikke skjul på noget, men oplod for dem frelsens plan. Jesus fortalte dem, at han ville... forlade al sin herlighed i himlen, åbenbare sig på jorden, som et menneske, ... Og at han til sidst, når hans mission som lærer var fuldbyrdet, ville blive overgivet i menneskers hænder og gennemgå de grusomste lidelser, som Satan og hans engle kunne lede ugudelige mennesker til at plage ham med. At han skulle dø den grusomste død, ophængt mellem himlen og jorden, som en skyldig synder. At han ville gennemgå timelange grusomme kvaler, som ikke engang engle kunne holde ud at se på, de ville skjule deres ansigter for synet..... ret (60) Englene kastede sig ned for ham. De tilbød at ofre deres liv. Jesus sagde til dem, at han ved sin død ville frelse mange, men at en engels liv ikke kunne betale skylden. Hans liv alene ville blive antaget af faderen, som løsesum for menneskene. —Budskaber til menigheden, 181. ret (60) Englene frygtede for, at de kunne udrække deres hånd og spise af livets træ og blive udødelige syndere. Men Gud sagde, at han ville uddrive overtræderne af haven. Der blev øjeblikkelig sendt engle ud for at vogte vejen til livets træ.—Åndelige Gaver 1:22. ret (60) De engle som var udpeget til at passe på Adam i Edenhjemmet, før overtrædelsen og udelukkelsen fra Paradiset, blev nu udpeget til at bevogte paradisets porte og vejen til livets træ. — Review and Herald, 24.februar, 1874. ret (60) Da Adam og Eva indså hvor ophøjet og hellig Guds lov var, at de så det dyrebart offer måtte hengives for dens overtrædelse, for at frelse dem og deres efterkommere fra fuldkommen ødelæggelse, bad de om selv at dø, eller at lade dem og deres afkom lide straffen for deres overtrædelse, hellere end at Guds elskelige søn skulle gøre dette store offer..... ret (60) Adam blev underrettet om at en Engels liv ikke kunne betale skylden. Jehovas lov, grundvolden for himmelens og jordens regering, var lige så hellig som Gud selv; derfor kunne Gud ikke antage en engels liv som offer for dens overtrædelse. ... Faderen kunne ikke afskaffe eller forandre et bud af sin lov, for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. Men Guds Søn, som i forbindelse med Faderen havde skabt mennesket, kunne gøre forsoning for mennesket som var antagelig for Gud... ret (61) Da Adam, efter Guds forskrift, fremførte et offer for synd, var det en meget smertelige ceremoni for ham. Han måtte opløfte sin hånd og tage liv, som Gud alene kunne give, og gøre et offer for synd. Det var første gang han havde set døden. Når han så på det blødende offer, som våndede sig i dødssmerter, skulle han se fremad i tro til Guds Søn, af hvem offeret var et forbillede, der skulle dø som et offer for menneskene. —Profetiens Ånd 1:50-53. ret (61) Adam og Eva udstøddes fra edens have (61) De [Adam og Eva] bad indtrængende om lov til at blive i det hjem, de havde beboet i deres uskyld og lykke. De bekendte, at de havde forspildt al ret til deres lykkelige hjem, men lovede at vise Gud streng lydighed for fremtiden. Men de fik at vide, at deres natur var blevet fordærvet af synden. De havde formindsket deres evne til at modstå det onde og havde åbnet vejen for Satan, så at han lettere kunne få indpas hos dem. I deres uskyldige tilstand havde de givet efter for fristelse, og nu, hvor de befandt sig i en tilstand af bevidst skyld, havde de mindre kraft til at bevare deres retskaffenhed. ret (62) Ydmygede og usigelig bedrøvede sagde de farvel til deres smukke hjem og gik ud for at bo på jorden, som syndens forbandelse hvilede over. —Patriarker og Profeter, 31. ret (62) Hellige engle blev sendt ud fra at drive det ulydige par væk fra eden, Medens andre engle bevogtede vejen til livets træ. Enhver af disse engle havde det glitrende sværd i deres højre hånd. —Åndelige Gaver 3:45. ret (62) Stærke engle, med lysstråler der viste et flammende sværd i alle retninger, blev sat som vagtfolk at bevogte vejen til livets træ, at Satan og det skyldige holdt sig væk.—Review and Herald, 24.februar, 1874. ret (62) Den plan Satan havde lagt var, sat Adam og Eva skulle være ulykkelige med Gud, komme under hans mishag, og derpå nyde af livets træ, for at de kunne forevige et syndigt liv. Rundt om disse engle var flammende lysstråler der lignede blinkende sværd. —Profetiens Ånd 1:44. ret (62) Men efter syndefaldet befalede Satan sine engle at indgive menneskene tro på deres medfødte udødelighed, og da dette var lykkedes, forledte de dem til også at tro på, at synderne skulle leve i evig elendighed og pine. —Profetiens Ånd 4:354. ret |