Engle før og efter Noas vandflod

(63)  Frelsesplanen forklaret yderligere
Engle samtalede med Adam efter hans fald, og underrettede ham om frelsens plan, og at menneskeslægten kunne få genløsning. —Åndelige Gaver 3:52. ret

(63)  Englene underrettede Adam om at ligesom hans overtrædelse havde bragt død og elendighed, således ville liv og uforkrænkelighed blive bragt for lyset ved Jesu Kristi offer.—Profetiens Ånd 1:51. ret

(63)  Edens have blev på jorden længe efter, at mennesket var blevet forvist fra dens skønne enemærker. Den faldne menneskehed fik længe lov til at se på uskyldighedens hjem, hvortil adgangen kun spærredes af englevagten.—Patriarker og Profeter, 31. ret

(63)  Tilbedelse ved den Kerub-bevogtede port
Guds herlighed åbenbaredes ved indgangen til Paradiset, hvor keruberne stod vagt, og her søgte de første tilbedere hen..... Det var dér, Kain og Abel bragte deres ofre, og dér Gud kom ned og talte med dem. ret

(64)  Skeptikerne kunne ikke benægte Edens haves eksistens, så længe den var på jorden, og dens indgang var spærret af englevagten. Skabelsen, formålet med haven og beretningen om dens to træer, der var så nøje forbundet med menneskenes skæbne, var uomstødelige kendsgerninger. Og Guds eksistens og øverste myndighed og forpligtelserne over for hans lov var sandheder, som menneskene tøvede med at betvivle, så længe Adam var iblandt dem.—Patriarker og Profeter, 43. ret

(64)  [Kain og Abel] havde fået undervisning om den foranstaltning som var gjort til menneskeslægtens frelse. Gud krævede af dem at de skulle følge hans system af ydmyghed lydighed, og vise ærefrygt for Gud, samt vise deres tro på og afhængighed af den forjættede Forløser, ved at slagte de førstefødte af deres hjord, og højtidelig fremstille dem med blodet som et brændoffer for Gud..... ret

(64)  Han [Kain] var uvillig til at følge lydighedens plan nøje, at tage et lam og ofre det tillige med jordens frugt. han tog blot af jordens frugt, og ringeagtede Guds krav.... Abel rådede sin broder til ikke at fremkomme for Herren uden blodet af et offer. Men Kain, som var den ældste, ville ikke lytte til sin broder..... ret

(64)  Abel frembar sin hjorts førstefødte, og af deres fedme som Gud havde befalet; og han fremstillede sit offer i fuld tro på den kommende Messias og med ydmyg ærefrygt. Gud så til hans offer. Et lys skinner fra himmelen og fortærer Abels offer. Kain ser intet tegn på at hans bliver antaget. Han vredes på Herren og på sin broder. Gud nedlader sig til at sende en engel til Kain for at tale med ham. ret

(65)  Englen spørger efter grunden til hans vrede, og underretter ham om at dersom han gør godt og følger den undervisning som Gud har givet, så vil han antage ham og anerkende hans offer. Men dersom han ikke vil ydmygt underkaste sig Guds indretninger, og tro og adlyde ham, så kan han ikke antage hans offer. Englen fortæller Kain at der var ingen uretfærdighed hos Gud eller personsanseelse vist mod Abel; men det var på grund af hans egen synd og ulydighed mod Guds udtrykkelige befaling at han ikke kunne antage hans offer – og dersom han ville gøre godt så ville Gud antage ham.... Men Kain angrede ikke engang sin synd efter at han var blevet så trolig undervist..... Fuld af skinsyge og had søger han at trætte med Abel og dadler ham..... Medens Abel således forsvarer Guds plan bliver Kain forbitret, og hans vrede tager til og brænder imod Abel indtil han i sin forbitrelse slår ham ihjel.—Åndelige Gaver 3:47-49. ret

(65)  Adam og engle instruerede før syndfloden
De muligheder, som den tids mennesker [før syndfloden] havde for at skaffe sig kundskab om Gud gennem hans skaberværk, har aldrig eksisteret i samme grad siden. Og så langt fra at være en tid med religiøst mørke var det en tid med stor oplysning. Hele verden kunne få undervisning af Adam, og de, der frygtede Herren, havde også Kristus og englene som lærere.—Patriarker og Profeter, 83. ret

(65)  Mennersker levede næsten et tusinde år i de dage [før vandfloden], og engle besøgte dem med undervisning direkte fra Kristus.—Udvalgte Budskaber 1:230. ret

(66)  Enok
Enok lærte syndefaldets syndefaldets smertelige beretning fra Adams læber, og den dyrebare beretning om Guds nedladende nåde, ved gaven i hans Søn som verdens Genløser. Han troede og stolede på det løfte han fik. Enok var en hellig mand. Han kendte Gud af et rent hjerte. Han så menneskeslægtens fordærvelse og skilte sig fra Kains afkom, samt irettesatte dem for deres store ugudelighed. . . . Hans sjæl plagedes ved daglig at være vidne til hvorledes de undertrådte Guds autoritet. Han valgte at leve adskilt fra dem, og anvendte meget af sin tid i ensomhed, som han indviede til betragtning og bøn. han ventede for Gud, og bad om at lære at kende hans vilje mere fuldkomment, for at han kunne udføre det Gud samtalede med Enok gennem sine engle, og gav ham guddommelig undervisning. Han gjorde ham bekendt med at han ville ikke altid bære over med menneskene i deres oprør – at hans hensigt var at ødelægge den syndige slægt ved at bringe en vandflod over jorden. ret

(66)  Herren åbnede frelsens plan mere fuldendt for Enok og førte ham ved profetiens ånd nedad gennem de slægter som ville leve efter syndfloden. Han viste ham de store begivenheder som stå i forbindelse med Kristi andet komme og verdens ende. ret

(66)  Enok var besværet med tvivl med hensyn til de døde. Det syntes for ham at de retfærdige og de ugudelige blev nedlagt i støvet tilsammen og at det ville blive det sidste af dem. Han kunne ikke klart se de retfærdiges liv hinsides graven: han blev undervist i et profetisk syn om Guds Søn, der skulle dø som et offer for menneskene, og han så Kristi komme i himmelens skyer, ledsaget af Englenes hær, for at give liv til de retfærdige døde og forløse dem af deres grave. .... ret

(67)  Enok fortalte trolig til folket alt hvad Gud havde åbenbaret for ham ved profetiens ånd. Nogle troede hans ord, og vendte om fra deres ugudelighed til at frygte og tjene Gud.—Signs of the Times, 20.februar, 1879. ret

(67)  Han [Enok] han unddrog sig ikke til enhver tid fra deres selskab som elskede ham og lyttede til hans visdoms ord; ej heller adskilte han sig helt fra de ugudelige. Han mødte med de gode og onde til disse tider, og arbejde på at vende de ugudelige fra deres onde veje.—Åndelige Gaver 3:56. ret

(67)  Enok vedblev at blive mere himmelsk medens han samtalede med Gud..... Herren elskede Enok fordi han fulgte ham stadig, og afskyede ugudelighed, og oprigtig søgte himmelsk kundskab for at han kunne udrette hans vilje mere fuldkommen. Han længtes efter at forenes endnu inderligere med Gud, som han frygtede, ærede og tilbad. Gud ville ikke tillade Enok at dø ligesom andre mennesker, men sendte sine engle for at tage ham til himmelen uden at smage døden. I de retfærdiges og de ugudeliges nærværelse blev Enok borttaget fra dem. De som elskede ham tænkte at Gud havde ført ham til et af hans lønlige steder; men efter at de havde søgt ham med flid, og ikke var i stand til at finde ham, fortalte de at han var ikke, thi Gud tog ham.—Signs of the Times, 20.februar, 1879. ret

(68)  Guds ildvogn blev sendt til denne hellige mand, og han blev båret til himlen.—Review and Herald, april 19, 1870. ret

(68)  Herren har ladet mig se andre verdener. Vinger blev mig givet, og en engel ledsagede mig fra staden til et sted, der var lyst og herligt..... Jeg blev derpå ført hen til en verden, som havde syv måner. Der så jeg den fromme Enok, som var blevet forvandlet. På sin højre arm bar han en herlig palme og på hvert blad stod der skrevet "sejr". Omkring hans hoved var der en blændende hvid krans, og i midten af hvert blad stod der skrevet "renhed"; og rundt om kransen var der forskelligtfarvede sten, der skinnede klarere end stjernerne og kastede stråler tilbage på bogstaverne og forstørrede dem. Bag på hans hoved var der en bue, som omsluttede kransen, og på buen stod der skrevet "hellighed". Og over kransen var der en yndig krone, som skinnede klarere end solen. Jeg spurgte ham, om dette var det sted, han blev ført hen til fra jorden. Han sagde: "Det er det ikke; staden er mit hjem, og jeg er kommet for at besøge dette sted." — Budskaber til menigheden, 39, 40. ret

(68)  Enok repræsenterer dem der skal forblive på jorden og blive forvandlet til himlen uden at se døden. Han repræsenterer den gruppe der er iblandt de sidste dages farer, og modstår fordærv, ondskab, synd, og uretfærdighed, og står alligevel uplettet. Vi kan stå som Enok gjorde. Der er gjort tilvejebringelser for os. ... Guds engle, som overgår i styrke, bliver sendt for at tjene dem der skal være frelsens arvinger. Når disse engle ser at vi gør det alleryderste fra vor side for at blive sejrherrer, vil de gøre deres del, og deres lys vil skinne omkring os, og bortdrive de onde engles indflydelse der er omkring os, og vil gøre et fæstningsværk omkring os som en mur af ild.—Review and Herald, 19.april, 1870. ret

(69)  Noa
De, der levede på Noas og Abrahams tid, lignede engle i skikkelse, skønhed og styrke, mere udsat for sygdom, og menneskets levetid er blevet mere kortvarig. Satan har lært at plage og svække slægten.—Åndelige Gaver 1:69. ret

(69)  Over et hundrede år før syndfloden sendte Herren en engel til den gudfrygtige Noa for at underrette ham om at han ville ikke længere vise barmhjertighed mod den fordærvede slægt. Men han ville ikke at de skulle være uvidende om hans beslutning. Han ville undervise Noa og sende ham som en trofast prædikant til at advare verden om den kommende ødelæggelse, for at jordens indbyggere ikke skulle have nogen undskyldning..... ret

(69)  Engle blev udsendte for at samle dyrene, som Gud havde skabt, fra mark og skov.—Profetiens Ånd 1:69, 72. ret

(69)  Engle blev udsendte for at samle dyrene, som Gud havde skabt, fra mark og skov. Og de fulgte efter, to og to, han og hun, og af rent kvæg syv og syv. —Åndelige Gaver 3:67. ret

(69)  Alting var nu rede til at lukke arken, hvilket Noa ikke kunne gøre indefra. Den spottende folkemængde ser en engel nedstige fra himmelen klædt med lynets glans. Han tillukker den massive ydre dør, og styrer derpå sin kurs op mod himmelen igen.—Profetiens Ånd 1:72. ret

(70)  Syndfloden kommer
Uagtet den højtidelige åbenbarelse af Guds magt som den vantro mængde [før syndfloden] havde beskuet – den unaturlige begivenhed at dyrene forlod skov og mark og gik ind i arken og at Guds engel klædt med himmelsk glans nedsteg fra Himmelen med forfærdelig Majestæt og lukke Døren; så forhærdede de og sine hjerter og vedblev at gøre sig lystige og at drive spot med disse mærkværdige beviser på guddommelig magt. Men på den ottende dag blev himlene sorte..... Regnen strømmede ned fra skyerne ovenover dem. Dette var noget de aldrig havde set før.... Stormens voldsomhed tiltog indtil regnen kom fra himmelen ligesom mægtige vandfald..... Vandspring vældede frem af jorden med ubeskrivelig kraft, og kastede massive klippestykker flere hundrede fod op i luften, som i deres fald begravede sig selv dybt i jorden..... ret

(70)  Stormens voldsomhed tiltog, og folkenes jammerskrig som havde foragtet Guds autoritet, blandede sig med elementernes rasen. Træer, bygninger, klipper og jord blev kastet i alle retninger. Menneskenes og dyrenes forfærdelse overgik al beskrivelse. Selv djævelen, som blev tvunget til at opholde sig blandt de rasende elementer, frygtede for sit eget liv..... ret

(70)  Engle som er vældige i magt lede arken og bevarede den fra al skade. Arken bevarelse hvert øjeblik af den forfærdelige storm gennem fyrretyve dage og fyrretyve nætter var et mirakel af guddommelig almagt.—Profetiens Ånd 1:73, 75. ret

(71)  Efter syndfloden
Noa og hans familie ventede ængstelig på at vandet skulle formindskes. han ønskede at gå ud på jorden igen. Han udlod en ravn, som fløj frem og tilbage, til og fra arken. han fik ikke den ønskede underretning og udsendte derfor en due; men den fandt ingen hvile og kom igen til arken. Efter syv dage udsendte han atter en due. da den blev set med olieblad i sin mund blev der stor glæde i familien af otte, som så længe havde været indelukket i arken. Engel stiger atter ned og åbner døren til arken. Noa kunne åbne toppen, men han kunne ikke åbne døren som Gud havde lukket til. Gud talte til Noa ved den engel som åbnede døren, og bød Noas familie at gå ud af arken og udføre enhver levende ting med sig..... ret

(71)  Efter at Noa var kommet ud af arken så han omkring på de mægtige, glubende (79) dyr som han havde bragt ud af arken, og derefter på sin familie, som talte otte og han frygtede såre for at de ville blive ødelagte af dyrene. Men Herren sendte sin engel som sagde til Noa: "Og frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle vilde dyr på jorden, og over alle fugle under himmelen; over alt det som kryber på jorden, og over alle fisk i havet, de skal være givet i eders hænder. Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til spise; ligesom grønne urter har jeg givet alt dette."—Profetiens Ånd 1:76, 78, 79. ret

(72)  Babels bygmestre
Nogle af Noas efterkommere begyndte snart at falde fra..... Nogle troede ikke på Guds tilstedeværelse,.... Andre troede at Gud var til,.... De som var Guds fjender følte sig daglig irettesat ved det gudfrygtige liv og den hellige vandel, som førtes af dem der elskede, adlød og ærede Gud. De vantro holdt råd sammen, og blev enige om at et skille sig fra de troende.... De rejste et stykke vej fra dem, og valgte en stor slette til at bo i. De byggede en stad, og undfangede derefter idéen om at bygge et stort tårn som kunne nå til skyerne, for at de ... ikke mere adspredes.... de ville bygge sit tårn meget højere end vandene steg op på syndflodens tid, ... de ville blive som Guder, og regere over folket..... ret

(72)  De ophøjede sig selv imod Gud; men han tillod dem ikke at fuldende deres værk. De havde bygget sit tårn til en stor højde. Da sendte Herren to engle for at forstyrre dem i deres gerning..... Forvirrede englene deres sprog,.... Efter dette var der ikke mere harmoni i deres arbejde. Forbitrede på hverandre, og ude af stand til at forklare misforståelsen og de forunderlige ord iblandt sig, forlod de arbejdet, skilte sig fra hinanden, og adspredtes over jorden. Op til denne tid havde menneskene kun talt eet sprog. Lynild fra himmelen sønderbrød toppen af deres tårn og kastede den til jorden som et tegn på Guds vrede.—Profetiens Ånd 1:92, 93. ret

næste kapitel