| Sandheden om engle kapitel 7. Fra side 73 | ren side tilbage |
(73) Abraham (73) Herren formidlede Sin vilje til Abraham gennem engle. Kristus vise sig for ham, og gav ham tydelige kundksaber om morallovens krav, og den store frelse, som skulle udrettes gennem Hamselv.—Review and Herald, 29.april, 1875. ret (73) Efter Ismales fødsel, viste Herren Sig selv igen for Abraham, og sagde til ham: “Jeg vil oprette min pagt melle mig og dig, og din sæd og din, i deres slægter til en evig pagt.” Herren gentog atter Sit løfte ved Sin engel, at give Sara en søn, og at hun skulle være moder til mange folk.—Profetiens Ånd 1:96. ret (73) Da Sodoma skulle hjemsøges af straffedomme, blev det ikke holdt skjult for ham, og han gik i forbøn for syndere over for Gud. Hans indbydelse til englene er også et smukt eksempel på gæstfrihed. ret (74) Da patriarken ved middagstid en varm sommerdag sad i sin teltdør og så ud over det rolige landskab, fik han i det fjerne øje på tre rejsende, som nærmede sig. Inden de nåede hans telt, standsede de, som om de drøftede, hvilken vej de skulle gå. Uden at vente på, at de skulle bede ham om noget, rejste Abraham sig hurtigt, og da de tilsyneladende var ved at dreje af i en anden retning, skyndte han sig efter dem og bad dem med den største høflighed beære ham ved at standse og få en forfriskning. Med egen hånd bragte han vand, så de kunne vaske rejsestøvet af deres fødder. Han valgte selv deres mad, og mens de hvilede i den kølige skygge, og maden blev tilberedt, stod han ærbødigt ved siden af dem, mens de nød hans gæstfihed..... ret (74) Abraham havde blot betragtet sine gæster som tre trætte vejfarende. Lidet anede han, at der var en blandt dem, som han havde lov til at tilbede, uden at det blev tilregnet ham som en synd. Men nu åbenbaredes de himmelske budbæreres sande karakter. Skønt de var udsendt for at straffe, udtalte de dog først en velsignelse over Abraham, troens mand..... ret (74) Abraham havde æret Gud, og Herren ærede ham, indviede ham i sine planer og åbenbarede sine hensigter for ham..... Gud vidste godt, hvor stor Sodomas skyld var; men han udtrykte sig på menneskelig vis, så de kunne forstå hans retfærdige handlemåde. Inden han bragte straf over overtræderne, ville han selv undersøge, hvordan de opførte sig. Hvis de ikke havde overskredet barmhjertighedens grænse, ville han endnu give dem anledning til anger.—Patriarker og Profeter, 138, 139. ret (75) Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (75) To engle besøgte Lot (76) Englene meddelte Lot formålet med deres komme: "Vi står i begreb med at ødelægge stedet her, fordi skriget over dem er blevet så stort for Herren, at Herren har sendt os for at ødelægge dem." De fremmede, som Lot havde prøvet at beskytte, lovede nu at beskytte ham og frelse alle dem i hans familie, der ville flygte fra den onde by sammen med ham..... Lot gik ud for at advare sine børn. Han gentog englenes ord: "Stå op, gå bort herfra, thi Herren vil ødelægge byen!" Men de troede, at han drev spøg med dem..... ret (76) Lot gik bedrøvet tilbage til sit hjem og fortalte om sit mislykkede forsøg. Så bød englene ham stå op og tage sine hustru og sine to døtre, som endnu var hjemme, og forlade byen. Men Lot tøvede. Skønt han hver dag sørgede over at se voldshandlinger, havde han ingen virkelig opfattelse af de afskyelige, nedværdigende synder, der gik i svang i den onde by..... Knuget af sorg tøvede han uden ringeste lyst til at tage af sted. Havde Guds engle ikke været der, ville de alle sammen være omkommet i Sodomas ruiner. De himmelske budbærere tog ham, hans hustru og døtre og førte dem ud af byen. ret (76) Dér forlod englene dem og vendte tilbage for at fuldføre ødelæggelsen af Sodoma. Der kom en anden hen til Lot.... ret (76) Himmelens fyrste stod ved hans side, og dog bad han for sit liv, som om Gud, der havde vist ham en sådan omsorg og kærlighed, ikke stadig ville bevare ham. Han skulle helt have overgivet sig til det himmelske sendebud og givet sin vilje og sit liv i Herrens hånd uden at tvivle eller stille spørgsmål. Men som så mange andre prøvede han at lægge planer selv.... ret (77) Atter lød den højtidelige befaling til ham om at skynde sig, for ildregnen ville kun blive holdt tilbage lidt endnu. Men en af de flygtende vovede at kaste et blik tilbage på den dødsdømte by, og hun blev til et mindesmærke over Guds straffedom.—Patriarker og Profeter, 79-80. ret (77) Abraham blev prøvet (77) Sara så i Ismaels ustyrlige natur en stadig kilde til splid, og hun henvendte sig til Abraham og opfordrede ham til at sende Hagar og Ismael bort fra lejren. Patriarken sørgede dybt. Hvordan kunne han sende sin søn Ismael bort, som han stadig elskede? I sin kvide søgte han guddommelig bistand. Herren befalede ham gennem en hellig engel at efterkomme Saras ønske..... Og engelen gav ham det trøsterige løfte, at selv om Ismael måtte forlade sin faders hus, ville Gud ikke svigte ham. Hans liv ville blive skånet, og han skulle blive fader til et stort folk. Abraham adlød engelens ord, men ikke uden dyb smerte.—Patriarker og Profeter, 73. ret (78) Gud havde kaldet Abraham til at være de troendes fader, og Hans liv skulle være et eksempel for efterfølgende slægter. Men hans tro havde ikke været fuldkommen..... For at han kunne nå det højeste mål, satte Gud ham på en ny prøve den største, noget menneske har gennemgået. I et syn om natten fik han befaling om at drage til Morija land og der bringe sin søn som et brændoffer på et bjerg, som ville blive vist ham..... ret (78) Befalingen var udtrykt i ord, der må have fyldt en faders hjerte med smerte: "Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, ..... og bring ham dér som brændoffer" Isak var hans hjems lys, hans alderdoms trøst og frem for alt arvingen til den lovede velsignelse..... ret (78) Satan var ikke sen til at sige, at Abraham måtte have taget fejl, for Guds lov siger jo: "Du skal ikke slå ihjel!" og Gud ville ikke forlange, at man skulle gøre noget, han engang havde forbudt. Abraham gik uden for sit telt, så op på den skyfri himmel med dens strålende stjerner og mindedes det løfte, der blev givet næsten 50 år tidligere, at hans efterkommere skulle blive utallige som stjernerne. Hvis dette løfte skulle opfyldes gennem Isak, hvordan da lade ham dø? Abraham blev fristet til at tro, at han havde taget fejl..... Han kom til at tænke på englene, der blev sendt for at åbenbare Guds beslutning om at ødelægge Sodoma. De gav ham samtidig løftet om denne søn, Isak. Han gik ud til det sted, hvor han flere gange havde mødt de himmelske sendebud, i håb om at møde dem igen og modtage yderligere undervisning; men ingen kom ham til hjælp.—Patriarker og Profeter, 147, 148. ret (79) Han håbede hele dagen på at en engel kom til ham og velsigne og trøste ham, eller måske tilbagekalde Guds befalling, men ingen nådesbudbringer viste sig. . . . Den anden lange dag kom til afslutning, endnu en søvnløs blev tilbragt i ydmyghed og bøn, og rejsen på den tredje dag blev påbegyndt.—Signs of the Times, 1.april, 1875. ret (79) På det udpegede sted byggede de alteret og lagde brændet derpå. Så meddelte Abraham med skælvende stemme det guddommelige budskab. Det var med forfærdelse og rædsel, at Isak fik sin skæbne at vide, men han gjorde ikke modstand..... Han betragtede det som en ære at blive kaldet til at give sit liv som et offer til Gud. ... ret (79) Og nu er de sidste kærlige ord udtalt, de sidste tårer udgydt, den sidste omfavnelse givet. Faderen løfter kniven for at dræbe sin søn, da hans arm pludselig holdes tilbage. En Guds engel råber til Abraham fra himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarer hurtigt: "Se, her er jeg!" Og igen hørtes stemmen: "Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste for mig!" ... ret (79) Gud lod sin Søn dø i lidelse og skam. Englene, der var vidne til Guds Søns ydmygelse og sjælekval, fik ikke lov at gribe ind som i Isaks tilfælde. Der var ingen stemme, der råbte: "Det er nok." For at frelse den faldne menneskehed gav herlighedens Konge sit liv.... ret (80) Himmelske væsener var vidner, da Abrahams tro og Isaks lydighed blev sat på prøve..... Hele Himmelen betragtede med undren og beundring Abrahams urokkelige lydighed. Hele Himmelen priste hans troskab. Det blev bevist, at Satans beskyldninger var falske..... ret (80) Det havde været vanskeligt selv for englene at fatte forløsningsplanen - at forstå, at Himmelens leder, Guds Søn, skulle dø for skyldige mennesker. Da befalingen blev givet til Abraham om at ofre sin søn, vaktes alle de himmelske væseners interesse. Med dyb alvor iagttog de hvert skridt i opfyldelsen af denne befaling. Da Abraham besvarede Isaks spørgsmål: "Hvor er dyret til brændofferet?" med: "Gud vil selv udse sig dyret," og da faderens hånd blev holdt tilbage, da han var ved at dræbe sin søn, og da vædderen, som Gud havde skaffet til veje, blev ofret i Isaks sted, da kastedes der lys over forløsningens gåde, og selv englene forstod tydeligere, hvor vidunderligt Gud havde sørget for menneskets frelse. —Patriarker og Profeter, 152, 154, 155. ret (80) Isaks bryllup (80) Isak stolede på sin faders visdom og kærlighed, og han var tilfreds med at overlade sagen til ham, idet han også troede på, at Gud selv ville lede i valget. Patriarkens tanker gik til hans faders slægtninge i Mesopotamien..... [Han] overgav den vigtige sag til "sit hus' ældste", en gudfrygtig mand med erfaring og sund dømmekraft. Denne mand havde ydet ham lang og tro tjeneste..... Han sagde: "Herren, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min faders hus og min hjemstavns land, han vil sende sin engel foran dig." .... ret (81) Sendebudet begav sig straks på vej..... Da han kom til Karan. "Nakors by", standsede han uden for murene i nærheden af brønden, hvor stedets kvinder kom efter vand om aftenen..... Han mindedes Abrahams ord om, at Gud ville sende sin engel med ham, og bad alvorligt om Guds vejledning. I sin herres hjem var han vant til, at man altid udviste venlighed og gæstfrihed, og han bad nu om, at den pige, som Gud havde valgt, måtte blive udpeget ved en høflighedshandling. ret (81) Knapt var bønnen udtalt, før den blev besvaret. Blandt de kvinder, der var samlet om brønden, var der især en [Rebekka], hvis høflige opførsel tiltrak sig hans opmærksomhed. Da hun kom fra brønden, gik den fremmede hende i møde og bad om lidt vand af den krukke, hun bar på skulderen. Hans anmodning blev straks opfyldt og hun tilbød også at øse vand til hans kameler, en tjeneste, som det var almindeligt, at selv fyrstedøtre udførte for deres faders hjorde. Således fik han det ønskede tegn..... ret (81) Abraham boede i Beersjeba, og Isak, der havde vogtet kvæget på de nærliggende græsgange, var vendt tilbage til sin faders telt for at afvente tjenerens hjemkomst fra Karan..... Da han engang ved aftentid var gået ud på marken for at bede.... Men trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet. Da førte Isak Rebekka ind i sin moder Saras telt og tog hende til hustru.—Patriarker og Profeter, 171-173. ret (82) Jakob og Esau (82) Isak ... lagde ikke skjul på, at Esau som den ældste havde krav på førstefødselsretten. Men Esau brød sig ikke om gudsfrygt og følte ingen tilbøjelighed til at leve et religiøst liv..... Rebekka huskede engelens ord, og hun så klarere end sin mand børnenes karakter. Hun var overbevist om, at det guddommelige løftes arv var bestemt for Jakob. Hun gentog engelens ord for Isak; men faderen havde kastet sin kærlighed på sin ældste søn og var urokkelig i sit forsæt.—Patriarker og Profeter, 177, 178. ret (82) Jakob havde af sin moder fået at vide, at Gud havde givet til kende, at førstefødselsretten skulle tilfalde ham, og han var grebet af en usigelig længsel efter de rettigheder, der fulgte med den. Det var ikke besiddelsen af faderens rigdomme, han ønskede. Det var den åndelige førstefødselsret, der var genstand for hans længsel..... ret (83) Da Esau en dag kom træt og udmattet hjem fra jagten og bad om den mad, Jakob var ved at lave, greb denne, der altid havde førstefødselsretten i tanke, lejligheden og tilbød at stille broderens sult mod at få førstefødselsretten som betaling. “Den ligegyldige, selvoptagne jæger udbrød: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret!" Og for denne ret mad skilte han sig af med sin førstefødselsret og bekræftede det med en ed..... ret (83) Jakob og Rebekka nåede deres mål, men de høstede kun besværligheder og sorg af deres bedrag. Gud havde sagt, at Jakob skulle have førstefødselsretten, og Guds løfte ville være blevet opfyldt til sin tid, hvis de i tro havde ventet på, at han skulle arbejde for dem..... ret (83) Truet med døden på grund af Esaus vrede forlod Jakob sin faders hus som en flygtning, men han tog sin faders velsignelse med sig..... Den anden dags aften befandt han sig langt fra sin faders telte. Han følte sig forstødt og vidste, at alle hans besværligheder skyldtes hans egen forkerte handlemåde. Fortvivlelsens mørke sænkede sig over ham, og han turde knapt nok bede. Men han var så ensom, at han følte behovet for Guds beskyttelse som aldrig før. Med gråd og dyb ydmygelse bekendte han sin synd og bad inderligt om et bevis på, at han ikke var helt forladt. .... ret (83) Men Gud svigtede ikke Jakob..... Herren åbenbarede i sin medlidenhed netop, hvad Jakob havde brug for - en frelser. .... Træt af rejsen lagde vandringsmanden sig på jorden med en sten som hovedpude. Da han faldt i søvn, så han en smuk og skinnende stige, hvis nederste ende stod på jorden, mens dens øverste nåede til himmelen. På denne stige steg engle op og ned, over den var Guds herlighed, og fra himmelen sagde hans stemme: "Jeg er Herren, din fader Abrahams og Isaks Gud!" .... ret (84) I dette syn blev forløsningsplanen fremstillet for Jakob ikke i sin helhed,.... Stigen er et billede på Jesus, der er bestemt til at være forbindelsesledet. Hvis han ikke ved sine fortjenester havde slået bro over den kløft, som synden havde skabt, kunne de tjenende engle ikke have haft nogen forbindelse med faldne mennesker..... ret (84) Med ny og vedholdende tro på Guds løfter og forsikringen om himmelske engles nærværelse og beskyttelse fortsatte Jakob sin rejse til "Østens børns land".—Patriarker og Profeter, 88-94. ret (84) Skønt Jakob havde forladt Paddan-Aram i lydighed mod Guds befaling, var det ikke uden mange bekymringer, at han drog tilbage ad den vej, han var gået som flygtning tyve år før. Den synd, han begik ved at bedrage sin fader stod stadig for ham..... Da han nærmede sig rejsens mål, vakte tanken om Esau mange bange anelser hos ham..... Atter gav Herren Jakob et tegn på guddommelig omsorg. — Patriarker og Profeter, 99. ret (84) Og Jakob fór sin vej, og Guds engle mødte ham. Og der Jakob så dem, sagde han: denne er Guds hær. Han så Guds engle i en drøm, som lejrede sig rundt omkring ham.—Åndelige Gaver 3:127. ret (84) Lige før ... [Jakob], so mom han forte vejen, så han to hære af himmelske engle, der marcherede som leder og vogter; og da han så dem, brød de ud i lovprisning, og forklarede: ”Dette er Guds hær.” Og han kaldte stedet for Mahanajim, betyder to hære, eller lejre. — Signs of the Times, 20.november, 1879. ret (85) Jakob følte dog at han måtte gore noget for at sikre sin egen sikkerhed. Han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at sone den uret, han havde begået mod sin broder.... Men tjenerne vendte tilbage med den besked, at Esau drog Jakob i møde med 400 mand, og de havde ikke fået noget svar på Jakobs venlige budskab..... “Da blev Jakob såre forfærdet..” ... Derfor delte han dem i to lejre, [sin familie og tjenere], for at den ene kunne slippe bort, hvis den anden blev angrebet..... ret (85) De var nu nået til bækken Jabbok, og da natten faldt på, sendte Jakob sin familie over vadestedet, mens han selv blev alene tilbage. Han havde besluttet at tilbringe natten i bøn, og han længtes efter at blive alene med Gud..... ret (85) Pludselig blev der lagt en stærk hånd på ham. Han troede, det var en fjende, der stræbte ham efter livet, og søgte at vriste sig ud af angriberens tag. I mørket kæmpede de to om overtaget. Der blev ikke sagt et ord; men Jakob lagde alle sine kræfter i og slappede ikke af et eneste øjeblik. Mens han således kæmpede for livet, tyngede skyldfølelsen hans sjæl, og han kom til at tænke på sine synder, der skilte ham fra Gud. Men i sin store nød mindedes han Guds løfter, og af hele sin sjæl bad han om Guds nåde. Kampen fortsatte til kort før daggry. Da rørte den fremmede ved Jakobs hofte med sin finger, så at Jakob øjeblikkelig blev krøbling. Patriarken forstod nu, hvem hans modstander var. Han vidste, at han havde kæmpet med et himmelsk sendebud, og at det var derfor, at han trods næsten overmenneskelige anstrengelser ikke havde vundet sejren. —Patriarker og Profeter, 99-100. ret (86) Han som brød med Jakob blev kaldt en mand; Hosea kaldte ham for en engel; medens Jakob sagde, “Jeg har set Gud ansigt til ansigt.” Det siges også at han havde Guds kraft. Det var himlens Majestæt, pagens Engel, som kom i et menneskes skikkelse og udseende, til Jakob.—Signs of the Times, 20.november, 1879. ret (86) Det var Kristus, "pagtens engel", der havde åbenbaret sig for Jakob. Patriarken var nu vanfør og led stærke smerter; men han ville ikke slippe sit tag..... Han måtte have en forsikring om, at hans synd var tilgivet.... Engelen prøvede at gøre sig fri. Han sagde: "Slip mig, thi morgenen gryr!" Men Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!" Hvis dette var blevet sagt i overmodig formastelig selvtillid, ville Jakob øjeblikkelig være blevet dræbt; men hans frimodighed skyldtes, at han erkendte sin egen uværdighed og stolede på den trofaste Gud, der holder sin pagt. ... ret (86) Mens Jakob kæmpede med engelen, blev et andet himmelsk sendebud sendt til Esau. I en drøm så Esau sin broder, der i tyve år havde levet som landflygtig, borte fra sin faders hus. Han så hans sorg over moderens død, og han så ham omgivet af Guds englehære. Denne drøm fortalte Esau sine soldater og pålagde dem ikke at gøre Jakob noget ondt; for hans faders Gud var med ham..... ret (87) Jakobs erfaring i denne kampens og ængstelsens nat er et billede på den prøve, som Guds folk må gennemgå lige før Kristi andet komme. —Patriarker og Profeter, 100-101. ret |