| Sandheden om engle kapitel 8. Fra side 88 | ren side tilbage |
(88) Moses’ fødsel (88) Mens denne befaling endnu stod ved magt, fik Amram og Jokebed, . . . . en søn. . . . . Det lykkedes moderen at skjule barnet i tre måneder. Da hun så blev klar over, at hun ikke længere kunne holde ham skjult, lavede hun en lille kiste af papyrusrør, tættede den med jordbeg og tjære, lagde barnet deri og satte den mellem sivene ved Nilens bred. Hun turde ikke blive ved den og passe på den, for ikke at bringe, sit eget og barnets liv i fare; men hans søster Miriam stod i nærheden. . . . . men vågede anspændt for at se, hvad der ville ske med hendes lille broder. Der var også andre, der passede på. Moderen havde i sine alvorlige bønner overgivet sit barn til Guds omsorg, og usynlige engle svævede over dets beskedne leje. Engle førte Faraos datter hen til stedet. Hendes nysgerrighed blev vakt af den lille kurv, og da hun så det smukke lille barn, blev hun straks klar over, hvad der var sket. Den lilles tårer vakte hendes medlidenhed, . . . . Hun besluttede, at han skulle frelses. Hun ville selv adoptere ham. —Patriarker og Profeter, 123. ret (89) Israels ældste fik af englene at vide, at tiden for deres befrielse var nær, og at Gud ville bruge Moses til denne gerning. Engle underviste også Moses om, at Gud havde valgt ham til at bryde sit folks trældomsåg. Han troede imidlertid, at de skulle skaffe sig friheden med våbenmagt, og ventede, at han skulle lede hebræerne imod Ægyptens hære.—Patriarker og Profeter, 124. ret (89) Moses blev ved hoffet, til han var 40 år..... En dag da han var ude på et sådant besøg og så en ægypter dræbe en israelit, sprang han til og slog ægypteren ihjel. ... Moses begravede straks liget i sandet..... da Moses fik nys herom, flygtede han i retning af Arabien..... Nogen tid efter giftede Moses sig med en af Jetros døtre, og han blev i fyrretyve år hos sin svigerfader som fårehyrde.—Patriarker og Profeter, 125. ret (90) Moses i Midian (90) Da han [Moses] udførte sine opgaver, så han en busk hvor grene, løv og stamen brændte, blev dog ikke fortæret. Han drog nær dette forunderlige syn, talte en røst til ham ud af flammerne. Det var Guds røst. Det var Han der, som pagtens engel, havde åbenbaret Sig Selv for de tidligere tiders fader. Moses’ ansigt skælvede, han var grebet af rædsel, da Herren kaldte ham ved navn. Med skælvende læber svarede han, ”Her er jeg.” Han blev advaret om at ikke nærme sig sin Skaber med upassende bekendtskab: ”Drag dine sko af dine fødder; for stedet du står på er hellig grund.” ”Og Moses skjulte sit ansigt; for han var bange for at se på Gud.”—Signs of the Times, 26.februar, 1880. ret (90) Med sin hustru og sine børn drog Moses ud på sin rejse. . . til Ægypten. . . . . På vejen fra Midjan fik Moses en frygtelig og overraskende advarsel om Herrens mishag. En engel viste sig truende for ham, som om den straks ville dræbe ham. Der blev ikke givet nogen forklaring herpå, men Moses huskede, at han havde tilsidesat en af Guds befalinger. Han havde givet efter for sin hustrus overtalelser og undladt at omskære deres yngste søn. Han havde ikke opfyldt betingelsen for, at hans barn kunne få del i de velsignelser, der fulgte med Guds pagt med Israel..... Zippora frygtede for, at hendes mand ville blive slået ihjel, og udførte selv ceremonien. Englen tillod derefter Moses at rejse videre. Under udøvelsen af sit erhverv hos Farao ville Moses blive sat på en meget farlig post. Hans liv kunne kun bevares ved hellige engles beskyttelse. Men så længe han bevidst viste ligegyldighed over for en kendt pligt, kunne han ikke føle sig sikker, for Guds engle kunne ikke beskytte ham.—Patriarker og Profeter, 128-129. ret (91) Efter at have fået undervisning af englen drog Aron ud for at møde sin broder, som han havde været skilt fra så længe. De mødtes i ørkenens ensomhed ved Horeb. .... De fulgtes nu ad til Ægypten, og da de var kommet til Gosen, sammenkaldte de Israels ældste. —Patriarker og Profeter, 257. ret (91) Ægyptens plager (92) Satan ... vidste godt at Moses var valgt af Gud, for at bryde trældomsåget over Israels børn.... Han rådførte sig med sine engle om hvordan et arbejde skulle udrettes som kunne opfylde to hensigter: 1 At ødelægge den indflydelse, som Gud gennem sine tjener Moses gav, ved at virke gennem sine agenter og således forfalske Guds værk; 2 At, ved hans hjælp, udøve en indflydelse gennem koglerne, som når ud i alle tidsaldre og hos mange ødelægger den sande tro på de mægtige mirakler og gerninger der udføres af Kristus, da han skulle komme til denne verden.—Vidnesbyrd for menigheden 1:291. ret (92) Moses og Aron trådte atter ind i ægypterkongens fornemme haller. Der, ... stod de to repræsentanter for slavefolket over for monarken i datidens mægtigste rige for at gentage Guds befaling om Israels befrielse. Kongen krævede et mirakel som bevis på deres guddommelige bemyndigelse..... Aron tog nu staven og kastede den foran Farao, og den blev til en slange. Kongen sendte bud efter "vismændene og besværgerne" der "kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger, men Arons stav opslugte deres stave". ... ret (92) Troldmændene fik ikke deres stave til at blive til rigtige slanger, men ved magi og bistand fra den store bedrager fik de det til at se sådan ud. Satan havde ikke magt til at forvandle stavene til levende slanger. Skønt det ondes fyrste besidder hele en falden engels visdom og magt, formår han ikke at skabe eller give liv. Denne forret tilhører Gud alene. Men Satan udøvede sin magt så langt, som han kunne. Han frembragte en efterligning. I menneskers øjne så det ud, som om stavene blev forvandlet til slanger..... Der var ikke noget i deres udseende, der adskilte dem fra den slange, Moses frembragte. Skønt Herren lod den rigtige slange opsluge de falske, betragtede Farao det ikke som et udslag af Guds kraft, men af en slags magi, der overgik hans tjeneres. ret (93) Farao ønskede at retfærdiggøre sin hårdnakkede kamp mod Guds befaling og søgte derfor et påskud til at tilsidesætte de mirakler, Gud havde udført ved Moses. Satan gav ham netop, hvad han ønskede. Ved de tegn, han udførte gennem troldmændene, bibragte han ægypterne det indtryk, at Moses og Aron kun var troldmænd og besværgere, og at det budskab, de bragte, ikke kunne anses for at komme fra et højere væsen. Således opnåede Satan ved sit bedrag at gøre ægypterne dristigere i deres oprør og at få Farao til at forhærde sit hjerte, så at han ikke lod sig overbevise. Satan håbede også at kunne rokke Moses og Arons tro på, at de var sendt af Gud.—Patriarker og Profeter, 131,132. , ret (93) Da miraklerne blev udført for kongen, var Satan til stede for at modarbejde deres virkning og forhindre Farao i at anerkende Guds overherredømme og adlyde hans befalinger. Satan gjorde sit yderste for at efterligne Guds værk og trodse hans vilje. Men det eneste han opnåede, var at berede vejen for endnu større åbenbarelser af Guds magt og herlighed og at gøre den sande, levende Guds eksistens og overhøjhed endnu tydeligere både for israelitterne og for hele Ægypten.—Patriarker og Profeter, 167. ret (94) Stormen [den syvende plage] kom den følgende dag, som forudsag – torden, hargel og ild I blanding med det, ødelagde alle planter, spredte træer og slog mennesker og dyr. Hidtil var ingen af ægypternes liv blevet taget, men nu fulgte død og ødelæggelse i sporet af den ødelæggende engel. Kun Gosens land blev sparet. — Signs of the Times, 18.marts, 1880. ret (94) Herren lod Moses give israelitterne anvisning på, hvorledes de skulle afrejse fra Ægypten, og især, hvordan de skulle undgå den kommende straf. Hver familie skulle enten alene eller sammen med andre slagte et "lydefrit" lam eller kid og med en ysopkost stryge blodet deraf "på de to dørstolper og overliggeren" i huset, for at ødelæggelsens engel, der ville komme ved midnat, ikke skulle gå ind i boligen..... ret (94) Herren sagde: "I denne nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt folk og fæ.... Men for Eder skal blodet på husene, hvor I er, tjene som tegn, og jeg vil se blodet og gå Eder forbi; intet ødelæggende slag skal ramme Eder, når jeg slår Ægypten.”—Patriarker og Profeter, 274. ret (94) Israels børn havde fulgt de anvisninger Gud havde givet dem, og da dødens engel gik fra hus til hus iblandt ægypterne, var de parat til deres rejse ,—Profetiens Ånd 1:204. ret (94) Ved blev ethvert ægyptisk hjem vækket op af deres søvn, ved smertesråb. De frygtede at de alle var ved at dø. De erindrede de pinsels og knurrende råb de hørte fra hebræerne på grund af en grusom konges inhumane dekret at slå alle deres drengebørn i hjem, ligeså snart de var født. Ægypterne kunne ikke se hævnenglen, som gik ind i ethvert hus og stødte dødsstødet, men de vidste at det var hebræernes Guds om havde fået dem til at lide dem samme smerte, som de havde påført isrelitterne. — Youth's Instructor, 1.maj, 1873. ret (95) Kristus, Israels usynlige leder (95) Hebræerne havde slået lejr ved bredden af havet, . . . Pludselig så de blinkende våben og rullende vogne i det fjerne. Det var et varsel om, at en stor hær var under fremrykning. . . . . Israelitternes hjerter blev grebet af rædsel. Nogle råbte til Herren, men langt de fleste ilede til Moses med deres klager. . . . . Hans rolige og tillidsfulde svar til folket var: "Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse. . . . . ret (95) De havde betragtet den vidunderlige skystøtte som Guds tegn til at gå fremad; men nu spurgte de sig selv, om den ikke varslede en eller anden stor ulykke - for havde den ikke ført dem til et ufremkommeligt sted på den forkerte side af bjerget? Og i deres forblindelse troede de, at Guds engel bebudede deres ulykke. ret (95) Men netop som den ægyptiske hær nærmede sig og var opsat på at gøre et let bytte, hævede skystytten sig majestætisk mod himmelen, bevægede sig hen over israelitterne og sænkede sig imellem dem og Ægypterhæren. En mur af mørke skilte de forfulgte fra forfølgerne. Ægypterne kunne ikke længere se hebræernes lejr og blev nødt til at standse. Men da nattens mørke tiltog, blev skymuren til et stærkt lys for hebræerne og oplyste lejren, så der blev lyst som om dagen. ret (96) Håbet voksede igen i israelitternes hjerte, og Moses opløftede sin røst til Herren. "Da sagde Herren til Moses: "Sig til israelitterne, at de skal bryde op! Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og skil det ad i to dele, så israelitterne kan vandre gennem havet på tør bund.” ... ret (96) Og ægypterne, alle Faraos heste, vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet. Men ved morgenvagtens tid skuede Herren fra ild og skystøtten hen imod ægypternes hær og bragte den i uorden.”—Patriarker og Profeter, 140-142. ret (96) Guds engle gik gennem deres hær og fjernede deres vognhjul.—Profetiens Ånd 1:209. ret (142) Ægypterne blev grebet af forvirring og rædsel...., prøvede de at vende om og flygte tilbage til den bred, de var kommet fra. Men Moses udrakte sin stav, og det opstemmede vand væltede sydende og brølende ned over den ægyptiske hær, som blev opslugt i det mørke dyb.—Patriarker og Profeter, 287. ret (97) [Israelitternes] Leder var en mægtig hærgeneral. Hans engle, som gør Hans bud, vandrede på begge sider af Israels umådelige hær, og de kunne ikke skades. Israel var på den sikre side.... Så kom den hellige sejrs sand, som Miriam ledte.—Review and Herald, 1.juni, 1897. ret (97) Jesus var den engel der omgav skystøtten om dagen, og ildstøtten om natten.—Review and Herald, 17.juni , 1890. ret |