| Sandheden om engle kapitel 9. Fra side 98 | ren side tilbage |
(98) Engle under Israels ørkenvandringer (98) På hele den vej Gud førte, fandt de [israelitterne] vand til at slukke tørten med, brødfra himlen til at stille deres sult, fred og sikkerhed under den skyggende sky om dagen og ildstøtten om natten. Engle tjente dem, idet de klatrede op i de høje klipper, eller betrådte ørkenens ujævne stier.—Signs of the Times, 21.oktober, 1880. ret (98) Gud viste Sin store omsorg og kærlighed for Sit folk, ved at sende brød fra Himlen. “Menneskene spiste engles mad”: som er mad de har fået fra engle.—Profetiens Ånd 1:226. ret (98) Israel ved Sinai (99) Kort efter, at israelitterne havde slået lejer ved Sinaj, blev Moses kaldt op på bjerget til Gud. Han gik alene op ad den stejle, ujævne sti og nærmede sig den sky, der markerede Guds nærværelse. Den Højeste ville nu knytte Israel nærmere til sig og give dem en særstilling..... ret (99) Herren talte ud fra det tætte mørke, der indhyllede ham. Han stod på bjerget, omgivet af et følge af engle, og forkyndte sin lov..... Nu skulle der træffes forberedelser til Israels endelige anerkendelse som Jehova ejendomsfolk med Jehova selv som konge—Patriarker og Profeter, 151-155. ret (99) “Lad dem gøre mig en helligdom” (99) Bygningen [tabernaklet] deltes i to afdelinger af et smukt, kostbart tæppe eller forhæng, der hang på guldbelagte piller, og et lignende forhæng lukkede for indgangen til den første afdeling. Disse forhæng var ligesom de inderste tæpper, der dannede loftet, holdt i de mest pragtfulde farver, violet og rødt purpur og karmoisinrødt, sammensat på den smukkeste måde. Keruber, indvævet med guld og sølvtråd, repræsenterede den engleskare, der er knyttet til arbejdet i den himmelske helligdom, de engle, der er tjenende ånder for Guds folk på jorden.—Patriarker og Profeter, 173. ret (100) Efter at tabernakelbyggeriet var afsluttet, undersøgte Moses værket, og sammenlignede det med det mønster, og de anvisninger han havde fået fra Gud, og han så at enhver del stemte over ens med mønsteret; og han velsignede folket. Gud gav et mønster for arken til Moses, med særlige anvisninger hvordan den skulle gøres. Arken var gjort til at indeholde stentavlerne, som Gud havde graveret de ti bud på med sin egen finger. Den var formet som en kiste, og blev overbelagt med rent guld udvendig og indvendig. Den var besmykket med guldkroner omkring toppen. ret (100) Dækket over den hellige kiste var nådestolen, gjort af massivt guld. På hver ende af nådestolen var fæstnet en kerub af rent massivt guld. Deres ansigter var vendt imod hinanden, og så ærbødigt nedad imod nådestolen, som repræsenterer alle de himmelske engle der ser med interesse og ærbødighed på Guds lov der var lagt i arken i den himmelske helligdom. Disse keruber havde vinger. Den ene af hver engels vinger strakte sig opad, medens den anden af hver engels vinger dække deres former. ret (100) Arken i den jordiske helligdom var et mønster for den rigtige ark i Himlen. Ved siden af den himmelske ark, stod der levende engle, i hver ende af arken, den ene med den ene vinge der overskyggede nådestolen, og strakte sig opad, medens de andre vinger er foldet over deres former, som et tegn på ærbødighed og ydmyghed. — Profetiens Ånd 1:272. ret (101) Over sonedækket var Guds herlighed, åbenbarelsen af den guddommelige nærværelse, og det var mellem keruberne, Gud meddelte sin vilje. Somme tider meddelte en røst fra skyen ypperstepræsten budskaber fra Gud.—Patriarker og Profeter, 349. ret (101) Når Herren ikke svarede med en stemme, lod han de hellige lys- og herlighedsstråler hvile på keruberne på arkens højre side, som anerkendelse eller gunst. Hvis deres forespørgsler blev afvist, hvilede der en skygge på den venstre keruber.—Profetiens Ånd 1:399. ret (101) Ved Kristus skulle det formål opfyldes, for hvilket tabernaklet var et symbol. I dette herlige bygningsværk genspejlede de funklende gyldne vægge i alle regnbuens farver forhængene, som var indvævede med keruber. Duften af stedsebrændende røgelse gennemtrængte alt. Præsterne var klædt helt i hvidt, og i det inderste rums dybe hemmelighedsfuldhed, over nådestolen, mellem de bøjede tilbedende engleskikkelser, fandtes den Højestes herlighed. I alt dette ville Gud, at hans folk skulle kunne tyde hans formål med menneskesjælen. Det var det samme formål, der lang tid derefter blev forkyndt af apostlen Paulus, som ved Helligånden sagde:: ret (101) “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel.”—Uddannelse, 36. ret (101) Lige ved foden af Sinaj begyndte Satan at gennemføre sine planer om at kuldkaste Guds lov og således fortsætte det værk, han havde begyndt i Himmelen. I de fyrre dage, Moses var på bjerget hos Gud, arbejdede Satan ivrigt på at fremkalde tvivl, frafald og oprør. Mens Gud skrev sin lov, der skulle overgives til pagtens folk, fornægtede israelitterne deres troskab mod Gud og forlangte guder af guld! ... ret (102) Hele universet havde været vidne til det, der skete ved Sinaj. Modsætningen mellem Guds og Satans regering sås af følgerne. De syndfri beboere af de andre verdener blev endnu engang vidne til resultaterne af Satans frafald og den regeringsform, han ville have oprettet i Himmelen, hvis han havde fået lov at herske.—Patriarker og Profeter, 168. ret (102) Kan vi forestille os hvilken fortræffelig herlighed der genspejles fra Almagtens skin i Moses' ansigt med en så stor klarhed at folket ikke kunne se på det? Guds aftryk var på ham, fik ham til at se ud som en af de skinnende engle fra tronen.—Vidnesbyrd for menigheden 4:533. ret (102) Når de på deres rejser havde klaget over vanskelighederne på vejen og knurret imod deres ledere, havde Moses sagt til dem: "I knurrer imod Gud. Det er ikke mig, men Gud, der har udfriet jer." Men hans hastige ord foran klippen: "Mon vi kan skaffe vand?" var faktisk en indrømmelse af deres beskyldning.... Herren ville for stedse fjerne dette indtryk fra deres sind ved at forbyde Moses at komme ind i det forjættede land. Her var et umiskendeligt bevis på, at det ikke var Moses, der var deres leder, men den mægtige engel, om hvem Herren havde sagt: "Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til et sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham, ..... efterdi mit navn er i ham." —Patriarker og Profeter, 213. ret (103) Moses’ død og opstandelse (103) Det var ikke Guds vilje at nogen skulle tage op sammen med Moses på Prisgas top. Der stod han, på en høj tinde af Pisgas top, under Guds og himmelske engles tilstedeværelse.—Åndelige Gaver 4a:57. ret (103) Englen åbenbarede også for Moses at selvom han knurrede, fordi han havde syndet og ikke kunne komme ind I det forjættede land, og selvom han følte at han havde fået Israels børn til at synde, dog var det deres egen synd, deres knurren og beklagelser, som fik ham til at vige fra det rigtige og begå en synd, som afholdt ham fra det forjættede land. Englene fortalte ham at han ikke var den der led mest, at nærede den dybeste syndsskyld i deres hjerte, men at Kristus, som deres usynlige leder, var ham de havde forbrudt sig imod. . . . ret (103) De himmelske budbringere refererede også til offersystemerne der afbillede Kristi korsfæstelse, og åbnede begivenheder op for Moses tanker, som vil ske I fremtiden..... Da korsfæstelsesscenriet blev vist for Moses, hvilket sceneri måtte det ikke være ved mødet på Pisga! . . . . Han så panoramet gå forbi ham, hvor han så den Engls lidelser, som havde ført Israel gennem ørknen, ledt dem på deres vandring gennem ørknen, fra Ægypten til Kanaans land. . . . Da han beskuede Frelserens opstigen og så at han selv ville blive en af dem, der fulgte Frelseren og åbnede de evige porte for Ham, hvilken forandring skete der ikke i hans ansigtsudtryk! ... ret (104) Han så jorden blive renset med ild og renset for al syndens spor, alle mærker af forbandelsen, og istandsatte og givet de hellige i eje for altid. . .Idet Moses beskuede dette sceneri, fyldtes hans ansigt med glæde- og jubeludtryk. Han kunne forstå alle englene åbenbaret for ham. Han tog hele sceneriet, som det blev præsenteret for Ham. — Frigivede Manuskripter 10:151, 152, 154, 155, 159. ret (104) Efter at han var blevet mættet af at se Kanaan, lagde han sig ned som en træt kriger, for at hvile. Han faldt i søvn, men det var dødens søvn. Engle tog hans krop og begravede den i dalen. Israelitterne kunne aldrig finde sted hvor han blev begravet..... ret (104) Satan jublede da det lykkes ham at få Moses til at synde imod Gud. For ved denne overtrædelse kom Moses under dødens herredømme. Hvis han havde fortsat trofast, og hans liv ikke var blevet ødelagt, med den ene overtrædelse, at ikke Gud blev æret for at få vand ud af klippen, ville han kunne komme ind i det forjættede land, og ville være forvandlet til himlen uden at se døden. Mikael, eller Kristus, der begravede Moses sammen med englene, kom ned fra himlen, efter at han var forblevet i graven i kort tid, og genoprejste ham.—Åndelige Gaver 4a:57, 58. ret (105) Gravens magt var aldrig før blevet brudt, og Satan gjorde gældende, at alle de, der lå i graven, var hans fanger, og at de aldrig skulle frigives fra deres mørke fængsel. ret (105) Nu skulle Kristus skænke de døde livet for første gang. Da Livets fyrste og de skinnende væsener nærmede sig graven, frygtede Satan for, at hans herredømme var i fare. Sammen med sine onde engle bestred han de himmelske sendebuds ret til at trænge ind på det område, han betragtede som sit.—Patriarker og Profeter, 478. ret (105) Da Kristus og englene nærmede sig graven, viste Satan og hans engle sig ved graven, og vogtede over Moses’ legeme, for at det ikke skulle fjernes. Idet Kristus og hans engle drog nær, modsatte Satan deres tilnærmelser, men blev tvunget, af herligheden og kraften fra Kristus og hans engle, at falde tilbage. Satan gjorde krav på Moses legeme, på grund af hans eneste overtrædelse; men Kristus henviste ham sagtmodigt til sin Fader og sagde: "Herren true dig." Kristus fortalte Satan at han vidste at Moses havde angret denne ene fejl ydmygt, at der hvilede ingen plet på hans karakter, og at hans navn stod uformindsket i den himmelske optegnelsesbog. Så genoprejste Kristus Moses’ legeme, som Satan havde gjort krav på.—Åndelige Gaver 4a:58. ret (105) Balaak, en profet der gik galt (106) Næste morgen stod Bileam op og sagde til Balaks høvdinger: »Vend tilbage til eders land, thi Herren vægrer sig ved at give mig tilladelse til at følge med eder!« Da brød Moabs høvdinger op, ... sendte på ny høvdinger af sted, flere og mere ansete end de forrige; og de kom til Bileam og sagde til ham: »Således siger Balak, Zippors søn: undslå dig ikke for at komme til mig! “Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt,.... Men Bileam svarede Balaks folk: »Om Balak så giver mig alt det sølv og guld, han har i sit hus, formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod Herren min Guds befaling”—Åndelige Gaver 4a:44. ret (106) Bileam blev stillet på prøve for anden gang..... Inderst inde ville han gerne opfylde kongens anmodning, og skønt Gud allerede klart og tydeligt havde givet sin vilje til kende, bad han sendebudene vente, for at han kunne rådspørge Gud endnu engang. Som om den Almægtige blot er et menneske, som lader sig overtale!—Patriarker og Profeter, 225. ret (106) An angel was sent to Balaam to say unto him, “If the men come to call thee, rise up, and go with them; but yet the word which I shall say unto thee, that shalt thou do.”—Profetiens Ånd 1:321. ret (107) Bileam havde fået tilladelse til at drage med sendebudene fra Moab, hvis de kom og hentede ham om morgenen. Sendebudene blev imidlertid utålmodige over hans tøven, og da de også ventede at få afslag fra ham næste gang, begav de sig på vej hjem uden at forhandle mere med ham. Nu havde han ikke længer nogen undskyldning for at føje Balak. Men Bileam var opsat på at få den lovede belønning. Han tog derfor det dyr, som han plejede at ride på, og red af sted. Han var bange for, at den guddommelige tilladelse skulle blive trukket tilbage. Derfor skyndte han sig så meget som muligt for ikke at gå glip af den belønning, han var så ivrig efter at få.—Patriarker og Profeter, 225. ret (107) Guds vrede blev optændt mod Bileam fordi hans tåbelighed dristede det himmelske, og ”Herrens engel stillede sig på vejen for at stå ham imod.” Dyret så den guddommelige budbringer, som dog var usnlig for mesteren, vendte sig fra hovedevejen ud på en mark. Med grimme slag, fik Bileam dyret tilbage på stien; men englene viste sig igen på det snævre sted omgivet af muren, og dyret prøvede at undgå den truende skikkelse, klemte rytterens fod mod muren. — Signs of the Times, 25.november, 1880. ret (107) Bileam blev ude af sig selv af raseri og slog dyret endnu værre end før. Nu åbnede Gud æselets mund, og et umælende dyr talte med menneskerøst og standsede profeten i hans afsind. 2. Pet. 2, 16. Hvad har jeg gjort dig, sagde dyret, siden du nu har slået mig tre gange?” ret (107) I sin vrede over at være blevet standset på sin rejse svarede Bileam dyret på samme måde, som han ville have svaret et menneske: Du har drillet mig; havde jeg haft et sværd i hånden, havde jeg slået dig ihjel! ... ret (108) Nu blev Bileams øjne åbnet, og han så Guds engel stå med sværdet draget, parat til at dræbe ham. Han blev skrækslagen og bøjede sig og kastede sig ned på sit ansigt. Engelen sagde til ham: Hvorfor slog du dit æsel de tre gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min vilje. Æselet så mig og veg tre gange til side for mig; og var det ikke veget til side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets liv! ... ret (108) Da Bileam så Guds sendebud, blev han grebet af rædsel og sagde: Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der trådte i vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage.”—Patriarker og Profeter, 227. ret (108) Efter at englen havde advaret Bileam udtrykkeligt imod at tilfredsstille moabitterne, gav han ham lov til at udføre sin rejse..... ret (108) Balak mødte Bileam, og spurgte ham hvorfor han tøvede så meget med at komme da han havde sendt bud efter ham; ... Bileam svarede: Se, jeg er komme til dig. Han fortalte ham da at han ikke havde lov til at sige noget. Det ord som Gud skulle give ham, som han skulle sige, og ikke gå længere. Bileam forordnede ofrene efter religiøse ritualer. Gud sendte sin engel for at mødes med Bileam, for at give ham ord at sige, sådan som han havde gjort de gange hvor Bileam var helt helliget til Guds tjeneste. "Og Gud lagde Bileam ord i munden og ... han fremsatte sit sprog: fra Aram da lod Balak hente, Moabs konge, ... »Kom og forband mig Jakob, kom og kald vrede ned over israel!« hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde vrede, når Herren ej vredes!” ... ret (109) Balak blev skuffet og vred. Han udbrød: »Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulle forbande mine fjender, og se, du har velsignet dem!« Balak tror at det er israelitternes storslåede syn i deres telte, ... som holder ham fra at anklage dem. ... hvor Israel ikke vil unytte en sådan fordel, kan han få en forbandelse fra Bileam. Atter, i Zofim ... ofrede Bileam brændofre, og så tog han selv ud for at tale med Guds engel. Og englen fortalte Bileam hvad han skulle sige.—Profetiens Ånd 1:322-324. ret (109) Josua leder Israel ind i Kanaan (109) Begyndte straks at træffe forberedelser til at rykke fremad..... Folket forlod nu deres lejr ... og gik ned til Jordans bred.—Patriarker og Profeter, 247. ret (109) Fire himmelske engle ledsagede altid Guds ark på alle dens rejser, for at beskytte den fra al fare, og opfylde enhver nødvendig mission for dem, i forbindelse med arken. Jesus Guds søn, blev fulgt af himmelske engle, gik foran arken, idet den kom til Jorden, og vandene blev skåret igennem over under hans tilstedeværelse. Kristus og englene stod ved arken og præsterne i flodbunden, indtil hele Israel var kommet over Jordan.—Profetiens Ånd 1:399. ret (110) Var Josuas øjne åbnede... og han kunne klare syndet, ville han have set at Herrens engle slog lejr omkring Israels børn; for himlens optrænede hær var kommet for at kæmpe for Guds folk, og Herførreren for Herrens hær var der for at befale.—Review and Herald, 19.juli, 1892. ret (110) Da Josua trak sig tilbage fra Israels hære, for at gøre mellemkomst og bede for at Guds særlige nærværelse måtte følge med ham, så han en mand med en stolt statur, iklædt i krigslignende klæder, med sit sværd i sin hånd..... Dette var ikke en almindelig engel. Det var Herren Jesu Kristi engel, han som havde ledt hebræerne igennem ørknen, omgivet i ildstøtten om natten, og en skystøtte om dagen. Stedet var gjort helligt af hans nærhed, derfor blev Josua bedt om at tage sine sko af.—Åndelige Gaver 4a:61. ret (110) I dyb ærefrygt kastede Josua sig på sit ansigt og tilbad, og han modtog denne forsikring: "Se, jeg giver Jeriko og dets konge og krigere i din hånd." Han fik samtidig anvisning på, hvorledes byen skulle indtages.—Patriarker og Profeter, 249. ret (110) Hærføreren for Herrens hær åbenbarede ikke sig selv for hele menighedsforsamlingen. Han kommunikerede kun med Josua, som fortalte historien om dette møde til hebræerne. Den hvilede over dem, så de kunne tro eller betvivle Josuas ord, følge befalingerne han gav i Herrens hærs Hærførers navn, eller sætte sig op imod hans anvisninger og fornægte hans myndighed.Dekunne ikke se englehærerne ført af Guds Søn — Vidnesbyrd for menigheden 4:162, 163. ret (111) Indtagelsen af Jeriko (111) Kristus og englene var med i arkens rundtur om Jeriko, og byens massive mure styrtede ned til sidst, og overgav Jeriko over i Israelitternes hænder.—Profetiens Ånd 1:399. ret (111) Da Jeriko faldt, rørte ingen menneske hånd ved byens mur, for Herrens engle væltede fjendens forstærkningen. Det var ikke Israel, men fyrsten over Herrens hær, der erobrede Jeriko. Men Israel havde deres rolle at spille ved at vise deres tro på deres frelses fyrste.—Review and Herald, 19.juli, 1892. ret (111) Hvis en enkelt kriger havde sat sig op imod murrene, ville Guds ære formindskes og Hans vilje krydset. Men arbejdet er blevet overladt i den Almægtige; og var fundamentet for murinder lagt i jordens midtpunkt, og deres tinder nået himlens hvælving, ville resultatet være det samme, når Hærføren for Herrens hær førte legioner af engle til at angribe.—Signs of the Times, 14.april, 1881. ret |