Sydstaternes arbejde kapitel 1. Fra side 8 | ren side tilbage |
(8) Note: Denne grundlæggende appel læste Ellen G. White op for menighedens tredive ledere den 21. marts, 1891, i forbindelse med generalkonferensesamlingen i Battle Creek, Michigan. Der blev hurtigt lavet kopier til at befæste mænd og særlig ledende prædikanter i sydstaterne. Senere blev dette vigtige budskab udgivet i et 16-siders blad. Dette er den indledende artikel til ”Sydstaternes arbejde.” (9) Vor pligt mod farvede folk (9) Verdens genløser var af ydmyg herkomst. Han, himlens Majestæt, ærens Konge, ydmygede Sig Selv for at acceptere menneskeheden, og så valgte han et liv i armod og slid. »For jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.« Da den ene kom og sagde: »Jeg vil følge dig hvor som helst du går,« svarede Jesus ham, »Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.« Han, himlens Majestat, satte lid til Sine efterfølgeres ædelmod. ret (10) Jesus søgte ikke efter verdens beundring eller bifald. Han beherskede ingen hær, Han regerede ikke over noget jordisk rige. Han gik forbi verdens velhavende og ærværdige. Han begik sig ikke med nationens ledere. Han boede blandt jordens ydmyge. For alle så det ud til at Han blot var en ydmyg mand. Han viste at de ikke kun blev værdsat ved deres ydre udseende. Deres moralske værdi afgøres ikke ved deres verdslige besiddelser, deres virkelige formue eller bankrenter. Det er det ydmyge og angerfyldte hjerte, som Gud værdsætter. Hos Ham er der ikke personsanseelse. De egenskaber som Han værdsætter er mest renhed og kærlighed, og dette har kun den kristne. ret (10) Jesus valgte ikke Sine disciple blandt de lærte lovlærte, herskere, skriftkloge og Farisæerne. Han forbigik dem fordi de følte sig helbredte, ligesom mange har det i denne tid, og er selv stolt af deres lærdom og position. De var fæstnet til deres traditioner og overtro, underviste i menneskers doktrinære bud. Han som kunne læse alle hjerter valgte fattige fiskere, som var villige til at lære. Han udlovede dem ikke nogen stor løn eller verdslig ære, men fortalte dem at de skulle tage del med Ham i Hans lidelser. Da Jesu var i denne verden spiste han sammen med toldere og syndere, og blandede sig med almindelige folk, ikke for at blive uvirksomme og jordiske sammen med dem, men for at bringe dem de rette principper ved forskrift og eksempel, opløfte dem fra deres lave livsvaner og væremåde. I alt dette satte Han et eksempel for os, at vi skal følge i Hans spor. ret (10) Dem som har en religiøs erfaring der åbner deres hjerter for Jesus, vil ikke gemme på stolthed, men vil føle de er forpligtet over for Gud til at være missionærere ligesom Jesus var. De vil søge at frelse det som var tabt. De vil ikke trække sig, i farisæisk stolthed og arrogance, fra nogen menneskeklasse men vil føle sammen med apostlen Paulus: »Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.« ret (10) Efter min strenge sygdom for et år siden, kom mange af de ting Herren havde vist mig, ud af mine tanker, men de er siden blevet gentaget. Jeg vidste at det som jeg siger nu vil bringe mig i kamp. Dette gør jeg ikke af higen, for kampen har virket vedvarende de sidste år; men jeg har ikke i sinde at leve som en kryster eller dø som kryster, og efterlade mit arbejde ufærdigt. Jeg må følge i min Mesters fodspor. Det er blevet moderne at se ned på fattige, og specielt ned på den farvede race. Men Jesus, Mesteren, var fattig og Han føler med den fattige, udstødte, fortrykte, og erklærer at al foragt der vises mod dem, bliver som udvist mod Ham selv. Jeg overraskes mere og mere når jeg ser dem der hævder at være Guds børn have så lidt af den forståelse, ømhed og kærlighed som drev Kristus. Om enhver menighed, om det er nordstaterne eller sydstaterne blive besjælet af ånden fra vor Herres lærdom. ret (11) Da jeg var i st. Louis for et år siden, da jeg knælede i bøn, blev disse ord skrevet med ild-pen for mig: »I er alle brødre.« Guds ånd hvilede over mig på en forunderlig måde, og tingene blev åbnet op for mig hvad angår menigheden i St. Louis og andre steder. Hvad angår menighedsmedlemmer, var nogles ånd og ord en forhånelse mod Gud. De lukkede deres hjertedøre mod Jesus. Bland dem i St. Louis som troede sandheden er der farvede folk, som er trofaste og værdifulde i himlens Guds øjne, og de bør have lige så megen respekt som andre af Guds børn. Dem som har talt hårdt imod dem eller foragtet dem, har foragtet Kristi blods ejendom, og de behøver Kristi forvandlende nåde i deres egne hjerter, så de kan få Jesu medynkende ømhed mod dem som elsker Gud med al den iver som de selv kan få. Hudfarven afgører ikke karakteren i de himmelske sale. ret (11) »Og hvis I som Fader påkalder ham, der uden personsanseelse dømmer enhver efter hans gerning, så må I også vandre i frygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde. . . . . . Da I har renset jeres sjæle i lydighed imod sandheden til at nære oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre inderligt af hjertet.« »I jo har afført jer det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes til sand erkendelse efter hans billede, der skabte det. Her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar, skyte, træl og fri, men Kristus er alt og i alle. Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed. godhed ydmyghed sagtmodighed, tålmodighed.« ret (11) »Thi hvem« siger Paulus, »giver dig fortrin?« Den hvide mands Gud er den sorte mands Gud, og Herren erklærer at Hans kærlighed for de mindste af Sine børn overgår en moders kærlighed til sit elskede barn. Så på den moder: det syge barn, det forpinte, født som krøbling, eller med en eller anden fysisk skrøbelighed – hvordan arbejder moderen for at hjælpe det på enhver måde! Den bedste føde, de blødeste puder, den ømmeste pleje for barnet. Den kærlighed der tilstås det er stærk og dyb – en sådan kærlighed gives ikke til skønhed, talenter eller nogen anden naturlig gave. Ligeså snart en moder ser at nogen betragte hendes barn med afsky eller foragt, øger det så ikke hendes ømhed som om det skal beskyttes fra verdens uforskammede berøring? »Glemmer en moder sit digende barn. . . ? Ja, de kan glemme det, men jeg vil ikke glemme jer.« Oh hvilken upartisk kærlighed giver Herren Jesus ikke til dem der elsker Ham. Herrens øjne hviler på alle Hans skabninger; han elsker dem alle, og gør ikke forskel på hvide og sorte, uden at Han har en særlig, øm medfølelse for dem, som er kaldet til at bære større byrder end andre. Dem som elsker Gud og tror på Kristus som deres Genløser, så længe de møder de trængsler og vanskeligheder der ligger på deres sti, burde alligevel acceptere deres liv som det er med godt humør, betragte Gud som er over alle disse ting, og for alle som denne verden ikke giver noget, vil Han vise Sig for dem med bedste velvilje. ret (12) Lignelsen om den fattige, den rige mand, og Lazarus, den fattige tigger der frygtede Gud, fremstilles for verden som en lektie til alle, både rige og fattige, så længe som tiden varer. De fattige fremstilles som dem der løfter deres øjne i helvedet, midt i deres pine og ser Abraham langt væk, og Lazarus i hans skød, - »Da råbte han: »Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines her i denne lue.« Men Abraham sagde: »Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines.« ret (12) Når synderen omvendes modtager han Helligånden, som gør ham til et Guds barn, og udruster ham til genløstes og englehærens selskab. Han gøres til medarving med Kristus. Hvem i menneskefamilien som giver sig selv til Kristus, hvem der hører sandheden og adlyder den, bliver de børn af en familie. Den uvidne og kloge, den rige og fattige, hedninge og slaver, hvide eller sorte – Jesus har betalt en pengesum for deres sjæle. Hvis de tror på Ham, så gælder Hans rensende blod for dem. Den sorte mands navn står skrevet i livets bog ved siden af den vide mands navn. Alle er ét i Kristus. Fødsel, ståsted, nationalitet, eller farver kan ikke ophøje eller nedgradere mennesker. Karakteren danner mennesket. Hvis en rød mand, en kineser, eller en afrikaner giver sit hjerte til Gud, i lydighed og tro, elsker Jesus ham ikke mindre for hans farve. Han kalder ham for sin vellidte broder. Den dag kommer hvor Kongers og Herrers mænd på jorden med glæde vil bytte plads med de ydmygeste afrikanere, som har grebet fat i evangeliets håb. Alle som vinder sejr gennem Lammets blod, får indbydelsen: »Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: »Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.« Arrangeret til højre og venstre for Guds trone er lange rækker af den himmelske hær, som slår på guldharperne, og velkomst- og lovprisnings sange til Gud og Lammet klinger ud i de himmelske sale. »Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds Paradis.« ret (13) Blandt dem som kaldes de højere klasser, kræves der en form for kristendom der passer til deres fine smag; men denne klasse vil ikke vokse op til mands og kvindes modenhed i Kristus indtil de ikke kender Gud og Jesus Kristus som Han har sendt. De himmelske intelligensvæsener glæder sig over at gøre Guds vilje og forkynde evangeliet for de fattige. I den forkyndelse Frelseren gav i Nazarets synagoge, gav han en hård kritik af dem som lagde så meget vægt på farve eller smag, og ville stille ikke sig tilfreds med den slags kristendom som Kristus accepterer. Den samme pris blev betalte for de farvede mænds frelse som den hvide mand, og den ringeagt mange, der hævder at blive genløst af Lammets blod og som således anerkender sig som skyldige over for Kristus, udviser mod farvede folk, de fremstiller Jesus forkert, og åbenbarer at selviskhed, tradition og fordomme besudler sjælen. De er ikke helliggjort gennem sandheden. Dem som ringeagter en bror på grund af hans farve ringeagter Kristus. ret (13) Jeg kalder enhver menigheden i vort land til at se godt på deres egne sjæle. »Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve! Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer? ellers står I ikke prøven. Men jeg håber, I skal kende, at vi er i stand til at stå prøven.« Gud gør ingen forskel mellem nordstaterne og sydstaterne. Uanset hvilke fordomme I har, kan jeres fantastiske klogskab ikke miste den kendsgerning af syne, at har I ikke påtaget jer Kristus, og bor Hans Ånd i jer, så er I syndens og Satans slaver. Mange der hævder at være Guds børn er den ondes børn, og har alle hans lidenskaber, hans fordomme, hans ondskab, hans ukærlige karaktertræk. Men den sjæl som faktisk er forvandlet vil ikke foragte nogen som Kristus har købt med Sit eget blod. ret (14) Mennesker har begge arveanlæg og opbearbejdede fordomme men når Jesu kærlighed fylder hjertet, og de bliver ét med Kristus, vil de have den samme ånd som Han havde. Hvis en farvet bror sidder ved deres side, vil de ikke fornærme eller foragte ham. De rejser til dem samme himmel, og vil side ved det samme bord og spise brød i Guds rige. Hvis Jesus forbliver i vore hjerter, kan vi ikke foragte den farvede mand, som har dem samme Frelser iboende i sit hjerte. Når disse ukristne fordomme brydes ned, vil man anstrenge sig mere for at udføre missionsarbejde blandt den farvede race. ret (14) Da det hebræiske folk led under deres herres hænders grusomme undertrykkelse, så Herren på dem, og Han kaldte Israel for Sin søn. Han bad Moses gå til Farao med budskabet: »Så siger Herren: Israel er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig!« Herren ventede ikke før Hans folk gik frem og stod sejrrigt ved det Røde Havs kyst før Han kaldte Israel Sin søn, men da de var under undertykkelse, degraderet, nedtrådt, led al den magt og de påfund ægypterne kunne pålægge dem, for at gøre livet surt for dem og udslette de, og så påtager Gud deres sag og erklærer for Farao: »Israel er min førstefødte søn«. ret (14) Hvilke tanker og følelser vakte budskabet i Farao? »Dette folk, mine slaver, dem som de laveste i mit folk foragter, et sådan folks Gud vil jeg ikke tage mig af, jeg vil heller ikke lade Israel rejse.« Men Herrens ord vil ikke vende tomt tilbage; det vil udrette de ting som det er sendt for. Herren taler ikke på nogen usikker måde. Han siger: »Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!« ret (14) Gud tager sig ikke mindre af sjæle fra den afrikanske race, som kan vindes til at tjene Ham, end Han tog sig af Israel. Han kræver langt mere af Sit folk end de har givet Ham i missionsarbejde iblandt Sydstaternes folk fra alle klasser, og især blandt den farvede race. Er vi ikke mere forpligtet til at arbejde for farvede folk end for dem som er blevet stærkt favoriseret? Hvem er det som har holdt disse folk i trældom? Hvem har holdt dem i uvidenhed, og opført sig sådan at de fornedres og behandles brutalt, tvinge dem til at ignorere ægteskabsloven, bryde familieforholdene op, rive hustru fra mand, og mand fra hustru? Hvis denne race fornedres, hvis det er skik og maner at fornedre og bortstøde dem, hvem har så gjort dette? Har de ikke så mange rettigheder over for hvide folk? Efter at der er begået så mange fejl mod dem, burde der så ikke gøres noget for at løfte dem op igen? Sandheden må bringes for dem. De har sjæle der skal frelses såvel som vi har. ret (15) Ved generalkonferensen 1889, fremkom der beslutninger angående den farvede linje (farvede mennesker). Dette blev der ikke gjort noget ved. Lad ikke mennesker gå i stedet for Gud, men stå ved siden af i æresfrygt, og lad Gud arbejde med menneskenes hjerter, både hvide og sorte, på Sin egen måde. Han vil ordne disse indviklede spørgsmål. Vi skal ikke foreskrive en detaljeret arbejdsplan. Give mulighed for at Gud kan gøre noget. Vi bør passe på at ikke styrke de fordomme som burde være døde, lige så hurtigt som Kristus genløste sjælen fra syndens trældom. ret (15) Synden hviler på os som en kirke, fordi vi ikke har anstrengt os synderligt for sjæles frelse iblandt de farvede folk. Det vil altid være vanskeligt at have med hvide menneskers fordomme i sydstaterne at gøre og udføre et missionsarbejde for de farvede mennesker. Men den måde nogle har behandlet denne sag på, er en forhånelse imod Gud. Vi skal ikke forvente at alt vil udrettes i sydstaterne, sådan som Gud vil gøre det, før vi sætter dette spørgsmål om principper ind i vort missionsarbejde, og lader dem som accepterer sandheden blive uddannet til bibelkristne, der arbejder efter Kristi orden. I har ingen ret fra Gud til at udelukke farvede mennesker fra jeres tilbedelsesssteder. Behandle dem som Kristi ejendom, som de er, lige så meget som I selv. De bør have medlemskab i kirken sammen med hvide brødre. Der bør gøres alt for at hviske den frygtelige fejl ud, som er blevet gjort mod dem. Samtidig må vi ikke føre tingene til yderligheder og gå til fanatisme på dette spørgsmål. Nogle mener det er rigtigt at nedrive alle skillemure og gifte sig ind hos farvede folk, men det er ikke den rigtige ting at lære eller praktisere. ret (15) Lad os gøre hvad vi kan for at sende denne slags medarbejdere, som vil arbejde i Kristi navn, som ikke vil svigte eller blive modløse. Vi bør uddanne farvede mænd til at være missionærere blandt deres egne folk. Vi bør erkende talenter hvor de er blandt de folk, og dem som har evnerne, bør sættes der hvor de kan få en uddannelse. ret (15) Der er gode farvede prædikanter som har grebet sandheden. Nogle af disse vil ikke hellige sig til at arbejde for deres egen race; de ønsker at forkynde for hvide folk. Disse mænd begår en stor fejl. De bør søge alvorligt at frelse deres egen race, og de skal på ingen måde udelukkes fra de hvide folks forsamlinger. ret (16) Hvide mænd og hvide kvinder bør kvalificere sig selv til at arbejde blandt farvede folk. Der er et stort arbejde at gøre med at uddanne denne udvidende og nedtrådte klasse. Vi må udføre et mere uselvisk missionsarbejde end vi har gjort i sydstaterne, ikke blot udvælge de allerbedste marker. Gud har børn blandt de farvede folk over hele landet. De behøver at blive oplyst. Der er ganske vidst nogle som ikke er lovende, men samme fordærv vil I finde blandt hvide folk; men endog blev de lavere klasser er der sjæle som vil favne sandheden. Nogle vil ikke være standhaftige. Følelser og levevaner der ikke blevet bekræftet af den livslange praktiske førelse, vil være vanskelige at rette; det vil ikke være let at indplante renhedens og hellighedens, forfinelsens og ophøjelsens tanker. Men Gud ser på alle menneskers muligheder, Han lægger mærke til omgivelserne, og ser hvordan disse har formet karakteren, og Han ynkes over disse sjæle. ret (16) Er det ikke på tide at vi lever fuldt ud i lyset af Guds ansigtsmine, så vi der får så mange gaver og velsignelser fra Ham, ved hvordan vi skal behandle disse mindre begunstigede mennesker, og ikke arbejde ud fra verdens ståsted, men ud fra bibelens ståsted?! Er det ikke rigtigt at i denne henseende at der er mest behov for kristent arbejde? Er det ikke her at vor indflydelse skal stå imod verdens skikke og praksis? Bør det ikke være det hvide folks arbejde at ophøje karakterstandarden blandt de farvede folk, og undervise dem hvordan Kristne skal leve, ved at vise Kristi Ånd i eksempel, og vise at vi er et broderskab? ret (16) Dem som har fået gode muligheder for uddannelse og dannelse, som har al mulighed for religiøs indflydelse, vil Gud forvente har rene og hellige karaktertræk efter de gaver de har fået. Men er de blevet udnyttet rigtigt til deres fordel? Vi ved det ikke er tilfældet. Lad disse privilegerede mennesker få det meste ud af deres gaver, og erkende at de således at de forpligtes mere til at arbejde for andres gode. ret (16) Gud vil acceptere mange flere medarbejdere fra livets ydmygere veje, hvis de vil hellige sig selv helt til hans tjeneste. Mænd og kvinder bør komme frem og føre sandheden til alle livets hovedveje og biveje. Ikke alle kan gennemføre så lang en uddannelsesvej, men hvis de helliger sig til Gud og lærer af Ham, kan mange uden dette gøre meget for at velsigne andre. Tusinde vil blive accepteret hvis de vil give sig selv til Gud. Ikke alle som arbejder i denne linje bør være afhængige af konferensernes støtte. Lad dem som kan gøre det give deres tid og hvilke evner de har, lade dem være budbringere af Guds nåde, vil deres hjerter banke i takt med Kristi store nådeshjerte, deres øre vil åbnes for at høre det makedonske råb. ret (17) Hele menigheden behøver at blive gennemsyret af missionsånd, så vil mange arbejde uselvisk på så forskellige måder som de kan, uden at blive belønnet. I det hele taget er man for afhængige af maskineriet, eller mekanisk arbejde. Maskineriet er godt på sit sted, men så kan tingene ikke blive for komplicerede. Jeg siger jer at det i mange tilfælde har bremset værket, og holdt de medarbejdere borte som på deres måde kunne have udrettet langt mere end de kunne gøre, idet prædikanten beror sig mere på prædikener end på tjenestegerningen. Unge mænd må gribe missionsånden, og være fuldstændigt gennemsyret med budskabets ånd. »Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og plej ikke kødet, så begæringer vækkes.« Arbejd efter enhver rummelighed, arbejd der hvor Gud leder sig, efter den linje der bedst passer dine talenter og egner sig bedst til at nå klasser, som hidtil er blevet sørgelig forsømt. Denne slags arbejde vil udvikle forstandsmæssig og moralsk kraft og evner til værket. ret (17) Du må have Guds nåde og kærlighed for at det må lykkes. Guds folks styrke og åndelighed manifesteres ved klare linjer for grænse der adskiller dem fra verden. Verdens folk karakteriseres ved kærlighed til jordiske ting; de handler selvisk, upåvirket de principper som Kristus har fremført Sit liv ved. Kristne vil udvise Kristi selvopofrelse i deres arbejde, i forbindelse med alle grene af sagen. De vil gøre dette hjerteligt, og ikke halvt. De vil ikke studere hvor meget de bliver bedre eller vise personsanseelse. De vil og kan ikke leve i luksus og egensindighed, medens der er andre omkring der lider. De kan på ingen måde anerkende undertrykkelse eller uretfærdighed mod nogen menneskehedens mindste børn. De skal være som Kristus, der opgiver al selvisk nydelse, al uhellig lidenskab, alt bifaldets kærlighed, som er føde til verden. De vil gerne være ydmyge og ukendte, og endog ofre livet selv for Kristi skyld. Ved et velordnet liv og gudfrygtig omgang vil de fordømme verdens tåbelige, forhærdede afgudsdyrkende, praksis. ret (17) Guds omvendende kraft må udvirke en karakterforvandling hos mange der hævder at tro den nærværende sandhed, ellers kan de ikke opfylde Guds formål. De er ordets hørere men ikke dets gørrere. Ren, uverdslig næstekærlighed vil udvikles hos alle som gør Kristus til deres personlige Frelser. Der behøver langt mindre af selvet og mere af Jesus. Kristi kirke er forordnet af Gud, hvor dets medlemmer skal repræsentere Kristi karakter. Han siger: “I har givet jer selv til Mig, og jeg overgiver jer til verden. Jeg er verdens lys; jeg overbringer jer til verden som Mine repræsentanter.” Ligesom Kristus i hele sine betydning repræsenter Faderen, ligeså skal vi repræsentere Kristus. Lad ingen af dem som nævner Kristi navn være krystere i Hans sag. For Kristi skyld, står vi som om vi er inden for Guds stads åbne porte. |