| Sydstaternes arbejde kapitel 2. Fra side 18 | ren side tilbage |
(18) Note: I midten af-1890’erne skrev Ellen G. White ti artikler til Review and Herald rettede dem specielt til arbejdet i sydstaterne. Den første blev publicheret den 2. april, 1895. De andre ni kom med i udgivelserne fra den 26. november til 24. december, 1895, og 14. Januar til 4. februar, 1896. Alle undtagen den allerførste (2. april, 1895), som Edson White tilsyneladende overså, blev valgt og kom med i ”Sydstaternes arbejde”. De ti artikler gengives her i deres helhed. (19) Arbejdet blandt farvede folk (19) Hvad der skulle være gjort for den farvede race har længe været et omstridt spørgsmål, fordi bekendende kristne ikke havde Kristi Ånd. De er blevet kaldt ved Hans navn, men de har ikke efterlignet Hans eksempel. Mennesker har ment at det var nødvendigt at planlægge sådan at de hvide folks fordomme imødekommes; og en skillemur for religiøs tilbedelse er blevet bygget op mellem den farvede race og hvide folk. De hvide folk erklærede selv at de gerne vil at de farvede skulle omvendes. Det havde de ikke noget i mod. De ville gerne at de skulle have næring fra det samme vintræ Kristus og selv blive grene af den levnede Vin; alligevel ville de ikke sidde side om side med deres farvede brødre og synge og bede og frembære vidnesbyrd til sandheden, som de plejede. De kunne ikke et øjeblik tolerere tanken at de sammen skulle bære den frygt, som findes på det kristne træ. Kristi billede måtte sætte sit præg på sjælen, men det er stadig nødvendigt at få en adskilt kirke, og særskilt gudstjeneste. Men spørgsmålet er, er dette i harmoni med Guds Ånds bevægelse? Er det ikke efter den måde som det jødiske folk handlede på, i Kristi tid? Er denne fordom imod de farvede folk, fra de hvide folks side ikke det samme som det jøderne nærede imod hedningene? De opdyrker tanken indtil det bliver dybt rodfæstet at hedningene ikke skal have den mulighed for lys og sandhed som jøderne fik. De troede at jøderne alene skulle modtage den himmelske nåde og gunst. Kristus arbejde i hele Sit liv på at nedbryde denne fordom. Menneskelig kraft alene kunne ikke overvinde den. Denne fordom blev ikke kun skabt ved kød og blod, men ved myndigheder og magter; og når der brydes med dette, har han haft brydekamp imod herskerne i denne mørke verden, imod åndelig ondskab på høje steder. ret (20) Mennesker har igen og igen lagt planer hvor der kan holdes en skillelinje og stadig få den farvede race inden for evangeliets indflydelse; men Herren har pustet på dette arbejde, og sat det ud af kraft. Så må vi stille spørgsmålet: ”Hvad skal vi gøre?” “Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte »retfærdigheden som brynje«, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod »frelsens hjelm« og Åndens sværd, som er Guds ord.” ret (20) Vi bør tænker over hvad der egentlig bliver gjort, endog så bekosteligt, at sende evangeliet ud til verdens mørke regioner, for at oplyse havets øers brutale beboere, for at undervise den uvidende og den afgudsdyrkende; alligevel er der millioner af folk midt i blandt os, som praktisk talt er hedninger, som har sjæle at frelse eller miste, og alligevel er de sat til side og forbigået, ligesom den sårede mand blev det af præsten og levitten. Bekendende kristne folk lader dem gå tabt i deres synder. ret (21) Der er to klasser i vor verden. Herren har sendt budskabet ud til dem, som den første klasse repræsenterer, som har haft store muligheder og anledninger, som har fået stort lys og utallige velsignelser. Herren har betroet dem levende orakler. De repræsenteres af den klasse som kongen udsendte en indbydelse til, da han sendte til bryllupsfesten. Jesus sagde: ” »Med Himmeriget er det som med en konge, der gjorde sin søns bryllup. Og han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet; men de ville ikke komme. Og en gang til sendte han bud med andre tjenere og lod sige til de indbudte: »Se, jeg har beredt mit festmåltid, mine okser og fedekvæget er slagtet, og alt er rede; kom nu til brylluppet.« Men de brød sig ikke om det og gik deres vej, den ene ud på sin mark, den anden til sin forretning; og de øvrige greb hans tjenere, mishandlede og dræbte dem. Da blev kongen vred og sendte sine hære ud og slog disse mordere ihjel og satte ild på deres by. Derefter siger han til sine tjenere: »Alt er rede til brylluppet, men de indbudte var ikke værdige til det. Gå derfor ud på vejkrydsene og indbyd alle, I træffer, til brylluppet! « Og tjenerne gik ud på vejene og samlede alle dem, de traf på, både onde og gode, så bryllupssalen blev fuld af gæster.” ret (21) Hvor få tager imod den venlige indbydelse fra Himlen. Kristus forhånes når Hans budbringere foragtes og hans venlige, vindende og gavmilde indbydelse afvises. Dem som først blev indbudt til brylluppet, begyndte at undskylde sig. De lod sig optage af mindre vigtige ting, og fik deres evige interesser ud af deres beregning. Medens nogle undskyldte sig med timelige interesser, og var helt ligeglad med budskaberne og budbringer, udviste andre et opsat had, og tog Herrens tjenere og behandlede dem ondt og slog dem. En magt nedenfra bevægede menneskeagenter, som ikke var under Helligåndens direkte indflydelse. Der er to adskilte klasser – dem som er frelst gennem tro på Kristus og gennem lydighed mod Hans lov, og dem som afviser sandheden sådan som den er i Jesus. Det vil være umuligt for dem som afviser Kristus i prøveperioden at blive retfærdiggjort efter at deres livsfortegnelse er gået over i evigheden. Nu er det tid til at arbejde for menneskenes frelse, prøvetiden fortsætter stadig. Lad nationens og kirkens skelen blive lagt til side. Gud anerkender ikke kaste og rang og det bør Hans medarbejdere heller ikke. Dem som vurderer sig selv højere end deres medmennesker, på grund af stilling eller ejendom, ophøjer sig selv over deres medmennesker, men de påskønnes af Himlens univers, som den laveste af alle. Lad os alle få en lektie fra det insprierede ord, der irettesætter os for denne ånd, og giver os alle en stor opmuntring: ”Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren.” ret (22) Intet menneske må prøve at sætte skillelinjer mellem farvede og hvide mennesker. Lad forholdene vise hvad der skal gøres, for Herren har Sin hånd på disse forhold. Idet sandheden føres ud til menneskers sind, både farvede og hvide, idet sjæle omvendes grundtigt, vil de blive til nye mænd og kvinder i Kristus Jesus. Kristus siger: ”Et nyt hjerte giver jeg jer,” og det nye hjerte bærer det guddommelige billede. Dem som omvendes blandt de hvide vil erfare en forandring i deres holdninger. De fordomme som de nedarvet og opdyrket mod den farvede race vil dø bort. De vil erkende at der ikke er personsanseelse hos Gud. Dem som er omvendt hos den farvede race vil renses fra synd, vil bære Kristi retfærdigheds hvide klædning, som er blevet vævet på himlens vævestol. Både hvide og farvede må gå ind på lydighedens sti på den samme måde. ret (22) Prøven vil komme, ikke angående den ydre hudfarve, men angående hjertets tilstand. Både hvide og farvede har den samme Genløser, som har betalt løsesummens pengebløb, med Sit eget liv for alle medlemmer i menneskefamilien. Hvis dem som Kristus først sendte Sin indbydelse til, ved sit bryllupsmåltid, nægter at tage imod indbydelsen, vil Han sende Sine budbringere ud på hovedvejene og gærderne for at nøde folk til at komme, ved hjælp af et budskab så fyldt med himmelsk lys, at de ikke tør afvise det. Evangeliet skulle først komme ud til dem, som Gud havde betroet dyrebare sandheder, at Han ønskede at de skulle gøre bekendt med det. Han betroede dem ansvaret at bibringe kundskaben til Gud og til Jesus Kristus som Han havde sendt. Herren arbejdede forunderligt for Israels børn. Til sidst sendte ham Sin egen Søn, livets Fyrste, Messias, som alle deres ofre og ofringer pegede hen mod; men de ville ikke tage imod ham. De forkastede det budskab Han frembar. De afviste den Messias, som deres håb kredsede om; men selvom de nægtede at høre budskaberne, forkastede den indbydelse Han gav dem, vendte Herren sig til hedningeverden. Dem som burde have kendt Gud og Jesus Kristus som Han havde sendt, burde have gået sammen med Guds Sending, i at give budskabet til hedningeverden, ville de ikke selv tage imod indbydelsen, og således ikke sige til andre, kom for nu er alt gjort redde. Kristi disciple blev hvervet til at proklamere nådens budskab til dem på hovedvejene og bivejene om Herrens store moralske vingård. ”Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, som hører, skal sige: »Kom!« Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.” ret (23) Herren har et arbejde som må udføres, ikke kun for dem som er på hovedvejene og bivejene, men for dem i højt betroede stillinger. Guddommelig kraft er udlovet, ikke til dem som er stærkest, men til de svageste. Dem som regnes som de stærkeste og mest oplyste bør gå for at hjælpe dem der behøver mest hjælp og oplysning. Enhver kan blive medarbejder sammen med Gud, arbejde med Ham for sjælene i den farvede race. ret (23) Det var da Moses stod foran Gud, bevidst om hans uduelighed, at han netop var i den tilstand hvor Herren bedst kunne åbenbare Sin frelsende nåde for ham. Da han var blevet svag, kunne Kristus åbenbare sig for ham i Hans kraft og majestæt. Herren kunne kun gøre så lidt gennem ham, da han var hærenes general. Han vidste at han var blevet udvalgt af Gud, og at han ville gøre et stort og særligt arbejde for at udfri det hebræiske folk fra trældom; men han prøvede at udføre sit arbejde på sin egen måde, stolede på sin iver og vold. På den måde ville Herren ikke have at hans arbejde skulle udføres. Moses var sat i fyrre år i ørknen, for at lære i fattigdommens skole, og lære af det ydmyge lives veje, at han var svag, uvirksom og hjælpeløs. Han forlod Ægyptens hof helt bedvidst om dens fortryllelser, og var kommet ned til det enkle hyrdeliv. Som fårehyrde, var det nødvendigt for ham at se efter hjorden, og forlade de nioghalvfems i dalen og rejse og opsøge det omstrejfende får. Han måtte klatre op på bjergene, for at søge i det filtrede buskkrat, og se ud over afgrundene, så han kunne finde det tabte. En dag så han en busk i lys lue på bjerget, og undrede sig fordi busken ikke blev fortæret. Han stirrede i forbavselse, og hørte en stemme der lod at komme fra buskens center sige: »Moses, Moses!« Og han svarede: »Se, her er jeg!« da sagde han: »Kom ikke nærmere! Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord!« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.” Så gav Herren Moses sin mission, sendte ham for at udfri Israel, de fortabte får af Israel i Ægypten. Moses indvendte at han ikke duede, at Farao ikke ville tro hans budskab ej heller lytte til hans røst. Han indvendte også at Hebræerne selv ikke ville lytte til ham, og ville betvivle det faktum at Herren viste sig for ham. Men Herren sagde: ”Jo, jeg vil være med dig!” “Da sagde Herren til ham: »Hvad har du der i din hånd?« Han svarede: »En stav!« Og han sagde: »Kast den til jorden!« Da kastede han den til jorden, og den blev til en slange, og Moses flyede for den. Og Herren sagde til Moses: »Ræk hånden ud og grib den i halen!« Da rakte han sin hånd ud, og den blev til en stav i hans hånd.” Herren åbenbarede for ham at han vil vise sådanne tegn og mirakler som vil overbevise hans folk om budskabets guddommelige autoritet og om den budbringer han sendte. Herren kan gøre undere, endog med de enkelteste redskaber. ret (24) Enhver som Herren kalder skal ikke stole på selvet, og have fuld tillid til Gud. Moses gik frem i navnet ”JEG ER DEN JEG ER,” Uden nogen stor opvisning eller glans, dog var staven i hans hånd et symbol på Jehovas guddommelige kraft, og Moses var det redskab som Gud kunne befri Israel igennem, fra tyranniets trældom. Nu er der et arbejde at Guds børn må udrette. Mange i den farvede race, er blevet forsømt, blevet efterladt i syndens slaveri, og de er som får som ikke har hyrde. Der kunne være gjort noget for lang tid siden, som ikke er blevet gjort. Som et folk bør vi gøre mere for den farvede race i Amerika, end der er blevet gjort. I dette arbejde skal vi være forsigtige, være begavet med visdom ovenfra.—The Review and Herald, 2. april, 1895. ret |