| Sydstaternes arbejde kapitel 6. Fra side 41 | ren side tilbage |
(41) Det hebræiske folk var i slaveri i mange år. De var slaver i Ægypten, og ægypterne behandlede dem som om de havde ret til kontrollere dem i sjæl, legeme og ånd. Men Herren var ikke ligeglad med deres tilstand, og Han havde ikke glemt Sit fortrykte folk. Skriften siger: »Da hørte Gud deres jamren, og Gud ihukom sin pagt med Abraham, Isak og Jakob, og Gud så til israeliterne, og Gud kendtes ved dem.« »Derpå sagde Herren: »Jeg har set mit folks elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja, jeg kender deres lidelser; og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd og føre dem bort fra dette land til et godt og vidtstrakt land, til et land, der flyder med mælk og honning«. ret (41) Da Gud kaldte Moses til at være Sit redskab der udfriede det Hebræiske folk ud af grusom trældom, overvejede Moses situationens problemer, og tænkte på de forhindringer han ville støde på under dette store arbejde. Han vidste at folket var i blindhed og uvidenhed, at deres sind var blevet omtåget i troen, og at de var næsten blottet for kendskab til Gud. De var blevet fornedret af at omgås et afgudsdyrkende folk, og havde fordærvet deres veje, ved at praktisere afgudsdyrkelse. Alligevel var der mange som var retfærdige og standhaftige blandt dette forkuede folk. Herren styrede Moses til at give dem et budskab fra Ham selv. Han sagde: »Derfor skal du sige til israeliterne: jeg er Herren, og jeg vil udfri eder fra det trællearbejde, ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres trældom og udløse eder med udrakt arm og med vældige straffedomme; og så vil jeg antage eder som mit folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud, som udfrier eder fra ægypternes trællearbejde.« ret (41) Dette slavefolk skulle oplæres af Gud. Jesus Kristus, som var indhyllet i sky- og ildstøtten, var deres usynlige leder, hersker over alle deres stammer, og Moses var Guds talerør. I fyrre år herskede Gud over dem, da de rejste gennem ørknen. Men det hebræiske folk var ikke kun et folk som havde været i grusom trældom, og hvis sukke var kommet hærskares Herre for øre. Herren Israels Gud så på den utallige folkeskare som blev holdt i slaveri i de Forenede Stater i Amerika. De Forenede stater har været tilflugt for fortrykte. De har været omtalt som religionsfrihedens bastion. Gud har gjort mere for dette land end for noget andet land som solen skinner på. Det er blevet bevaret utroligt fra krig og blodsudgydelse. Gud så at slaveriets skamplet på dette land, Han bemærkede de lidelser som det farvede folk klarede. Han bevægede menneskenes hjerter til at arbejde for dem som blev undertrykt så grusomt. Sydstaterne blev en frygtelig slagmark. Gravene til de amerikanske sønner som havde meldt sig for at udfri den undertrykte race er tyk i sin jord. Mange faldt i døden, gav deres liv for at proklamere frihed for fanger og åbnede fængslet for dem som var bundet. Gud talte om det farvede folks fangenskab, lige så sandelig som Han gjorde om de Hebræiske fanger, og sagde: »Jeg har visselig set mit folks pinsler . . ., jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja, jeg kender deres lidelser; og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd.« Herren arbejde på at befri Sydstaternes slaver; men Han havde til hensigt at arbejde endnu længere for dem, ligesom Han gjorde med Israels folk, som Han tog frem for at uddanne, forfine og forædle dem. Kristus selv arbejdede med Sine udpegede ledere, og viste dem hvad de skulle gøre for Hans folk, som var blevet så frygteligt ydmyget. De blev holdt adskilt fra andre folk, og styret og rådført, indtil den guddommelige karakter viste sig rigtigt, de skulle til at kende Gud, og ære og adlyde Hans bud. ret (42) Dem som studerer israelitternes historie skal også overveje slavernes historie i Afrika, som har lidt, som er blevet oplært i kriminalitet, fornedret og undertrykt og overladt i uvidenhedens fortabelse. De opnåede deres fysiske frihed ved mange tab af liv, og kristne har generelt set med medfølelse på den farvede race, som Gud sørgede for. De burde have arbejdet for dem, så de ville opløftes. De burde have arbejdet gennem Guds visdom for at uddanne og oplære dem. Vi har forsømt vore farvede brødre meget, og er endnu ikke forberedt for Herrens komme. Disse forsømte menneskers råb er kommet op til Gud. Hvem er gået ind i dette arbejde, siden deres befrielse fra trældom, og lærer dem at kende Gud? De farvede folks situation er ikke mere hjælpeløs end de hebræiske slavers situation var. Israels børn forfaldt til tøjlesløshed, afgudsdyrkelse, frådseri og grove uvaner. Dette er altid resultatet af slaveri. Men Herren ser på Sit folk, og efter deres udfrielse, har han uddannet dem. De blev ikke efterladt uforsømt. Selvom de i år med trældom havde mistet kendskabet til den sande Gud og Hans hellige lov, så åbenbarede Gud Sig selv atter for dem. I frygtelig storhed og ærbødig majestæt erklærede Han Sine hellige forskrifter for dem, og bød dem at adlyde Hans lov. De Ti Bud er en afskrift af den guddommelige karakter, og er ligeså uforanderlige som den evige trone. Men siden sydstaternes slaver fik frihed, hvad har vi som Kristne gjort som kan sammenlignes med det som blev gjort for dem, af dem der gav deres liv på slagmarken? Har vi ikke set på de vanskeligheder som bød sig, og trukket os tilbage fra arbejdet? Nogle af os har måske været bedrøvet over deres elendighed, men hvad har vi gjort for at frelse dem fra syndens slaveri? Hvem har grebet forstandigt fat i dette arbejde? Hvem har påtaget sig give dem den åndelige frihed, som er blevet købt til dem for en uendelig pris? Har vi ikke efterladt dem forslåede, sårede, foragtet og svigtet på vejen? Er dette det eksempel som Gud har givet os i beretningen om udfrielse af Israels børn? På ingen måde. ret (43) Skillemure er blevet opbygget mellem hvide og sorte. Disse fordommens mure vil vælte sig selv ligesom Jerikos mure, ligesom da kristne adlød Guds ord, som pålægger dem den højeste kærlighed for deres Skaber og upartisk kærlighed til deres næste. Lad os for Kristi skyld gøre noget nu. Lad enhver kirke, hvis medlemmer hævder at tro sandheden for denne tid, se på denne forsømte nedtrådte race, der som resultat af slaveri er blevet frataget muligheden at tænke og handle for sig selv. De er holdt i gang på bomuldsmarkerne, de er blevet drevet frem med pisk som dyr, og deres børn har ikke fået nogen misundelsesværdig arv. Mange af slaverne nærede ædle tanker, men det at deres hud var mørk, var grund nok til at hvide behandlede dem som om de var dyr. Da der blev proklameret frihed for fanger, blev der givet en god anledning til at oprette skoler og lære folk at tage vare på sig selv. Meget af den slags arbejde udførte forskellige trossamfund, og Gud ærede deres arbejde. Dem som forsøgte at arbejde for den sorte race måtte lide forfølgelse, og mange var martyrer for sagen. Det var vanskeligt at uddanne disse folk i rigtige idéer, fordi de var blevet tvunget til handle efter deres menneskelige herrers ord. De var blevet underlagt menneskers lidenskaber, deres sind og kroppe var blevet mishandlet, og det var meget vanskeligt at udviske disse menneskers opdragelse, og lede dem til at ændre deres praksis. Men disse missionærer bevarede deres arbejde. De vidste at den sorte mand ikke havde valgt sin farve eller hans vilkår og at Kristus døde ligeså meget for ham som Han døde for sin hvide bror. Viste man sympati for de frigivne slaver udsatte man sig selv for hån, had og forfølgelse. Gammeldags fordomme vil stadig eksistere, og dem som arbejder for den farvede race vil støde på vanskeligheder. ret (44) Det amerikanske folks forsømmelse af den farvede race er blevet deres anklage. Dem som hævder at være kristne har en opgave med at undervise dem i at læse og følge forskellige fag og involvere sig i forskellige forretningsvirksomheder. Mange blandt denne race har ædle karaktertræk og en skarp tankegang. Hvis de fik anledning til at udvikle dette, ville de stå på lige fod med hvide. Det hebræiske folk blev uddannet under deres ørkenvandring. De blev involveret i fysisk og mentalt arbejde. De bruge deres muskler i forskellige arbejdslinjer. Guds udvalgte foks historie i ørkenlivet blev skrevet ned til gavn for Guds Israel indtil tidens afslutning. Apostlen siger: »Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.« Herren svigtede ikke Sit folk under deres vandringer gennem ørknen, men mange af dem svigtede Herren. Den uddannelse de havde fået i Ægypten satte dem til genstand for fristelse, afgudsdyrkelse og udsvævelser, og fordi de ignorerede Herrens bud, faldt næsten alle voksne som forlod Ægypten ude i ørknen; men deres børn fik lov at indtage Kanaan. ret (44) Ægyptens land var næsten trøsteløs for Israels børns frihed; sydstaterne var næsten ruineret for at kunne give den farvede race frihed. For fyrre år siden var der krig, og mange liv blev ofret, og der sørges i dag fordi familier blev brudt. Uudsigelige skandaler er blevet begået imod den farvede slægt. De havde levet i årevis i trældom uden håb om udfrielse, og der strakte en mørk og dyster fremtid sig ud for dem. De mente at det var deres lod at leve under grusom undertrykkelse, og give deres kroppe og sjæle til menneskers overherredømme. Hvor alvorligt bør enhver kristen så ikke, med deres udfrielse fra fangeskabet, så ikke samarbejde med himmelske forstandsvæsener, som har arbejdet for den undertrykte races udfrielse. Vi skulle sende missionærer til denne mark for at lære den uvidende. Vi burde udgive bøger i så enkel stil at et barn kunne have forstået dem, for mange af dem er kun børn i forstand. Illustrerede og forbilledlige lektier burde bruges for at give sindet værdifulde idéer. Børn og unge burde være uddannet på en sådan måde at de kunne være instruktører og missionærer for deres forældre. ret (45) Lad os tage den farvede race i betragtning under bøn, og indse at disse folk er en del af Jesu Kristi indkøbte ejendom. En med ophøjet værdighed, som var lige med Gud, ydmygede Sig selv så at Han kunne møde mennesket i sin faldne og hjælpeløse situation, og blive til advokat over for Faderen for den faldne menneskehed. Jesus erklærede ikke blot Sit gode over for fortabte mennesker, men ydmygede Sig Selv, påtog Sig menneskenes natur. Han blev fattig for vor skyld, som vi kan komme i besiddelse af en evig arv, være Guds arvinger og medarvinger sammen med Jesus Kristus.—The Review and Herald, 17. december, 1895. ret |