12. April -Selvretfærdighed duer ikke

(103)  For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.. -Matt. 5,20 - ret

(103)  Det største bedrag et menneske kunne have på Kristi tid, var at blot samtykke i sandheden om retfærdighed. Med al den menneskelige erfaring viser den teoretiske kendskab til sandheden sig som hel utilstrækkelig for sjæles frelse. Den frembringer ikke retfærdighedens frugter. . . . Farisæerne hævdede at være Abrahams børn, og pralede af at de lå inde med Guds orakelsvar; dog bevarede disse fortrin dem ikke fra selviskhed, had, havesyge, og det tarveligste hykleri. ret

(103)  Den samme fare eksisterer stadig. Mange tager det for givet at de er kristne, kun fordi de holder sig til visse teologiske læresætninger. Men de har ikke taget sandheden med ind i det praktiske liv. De har ikke troet og elsket den, derfor har de ikke fået den kraft og nåde som kommer ved helligelse til sandheden. Mange bekender at tro på sandheden; men hvis den ikke gør dem oprigtige, venlige, tålmodige, overbærende, himmelsindede, er den en forbandelse for han som har den, og gennem deres indflydelse er den en forbandelse for verden. ret

(103)  Den retfærdighed som Kristus lærte er i overensstemmelse med hjerte og liv, for Guds åbenbarede vilje. Syndige mennesker kan kun blive retfærdiggjorte når de har troen på Gud og fastholder en livgivende forbindelse med Ham. Da vil sand gudfrygtighed ophøje tankerne og forædle livet. Da vil religionens ydre former gå i samklang med den kristnes indre renhed. Da vil de ceremonier som forlanges i Guds tjeneste ikke være meningsløse ritualer, som de var for de hykleriske farisæerer. ret

(103)  Frelse er Guds frie gave til den troende, som han fik ved Kristi skyld alene. Den trængte menneskesjæl kan finde fred ved troen på Kristus, og hans fred vil stå i samme forhold til hans tro og tillid. Han kan ikke vise sine gode gerninger som bøn for sin sjæls frelse. ret

næste kapitel