Troen jeg lever af kapitel 110. Fra side 110 | ren side tilbage |
(110) Nogen vil indvende: Én har tro, en anden har gerninger. Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro.. -Jak. 2,18 - ret (110) Den del mennesket skal gøre for sjæles frelse er at tro på Jesus som en fuldkommen Forløser, ikke for andre mennesker, men for ens egen skyld. ret (110) Kristus tildeler Sin fuldkommenhed og retfærdighed den troende synder, idet han ikke fortsætter med at synde, men vender fra overtrædelse til lydighed mod lovene. ret (110) Selvom om Gud kan være retfærdig, og dog retfærdiggøre synderen gennem Kristi fortjenester, kan intet mennesker dække sin sjæl med Kristi retfærdigheds-klædninger når han udøver bevidste synder, eller forsømmer opgaver han er klar over. ret (110) Apostlen Jakob så at det ville være farligt at bringe budskabet om retfærdiggørelse ved at tro, og han ville derfor at vise at den oprigtige tro ikke kan være der uden de tilsvarende gerninger. Abrahams erfaring blev taget frem: ”Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen.” Jak. 2,22. Således virker den oprigtige hos den troende. Tro og lydighed giver en solid, og værdifuld erfaring. ret (110) Tro og gerninger er to årer som må trækkes samtidig, hvis vi (vil) modstå vantroens strøm. ret (110) Den såkaldte tro, som ikke virker ved kærlighed og renser sjælen, vil ikke retfærdiggøre noget menneske. ”I ser altså,” siger apostlen ”at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene.” Jak.2,24 Abraham troede Gud. Hvordan ved vi at han troede. Hans gerning bevidnede karakteren af hans tro, og hans tro blev regnet ham for retfærdighed. Vi behøver Abrahams tro i vore dage, til at oplyse det mørke som samler sig om os, og udelukker Guds kærligheds liflige sollys, og forhindrer den åndelige vækst. Vor tro bør være rig på gode gerninger; for tro uden gerninger er død. ret |