Troen jeg lever af kapitel 131. Fra side 131ren side   tilbage

10. Maj -Hjælp for de fattige i Ånden

(131)  Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres.. -Matt. 5,3. - ret

(131)  Alle som har en fornemmelse af deres dybe sjælenød, som føler at de ikke har noget godt i dem selv, kan finde retfærdighed og styrke ved at se hen på Jesus. ret

(131)   ”Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.” Sal. 51,19 Mennesket må udtømme selvet før det kan, i sin største betydning, tro på Jesus. Når selvet er opgivet, så kan Herren gøre mennesket til en ny skabning. ret

(131)  Når mennesket har syndet mod en hellig og barmhjertig Gud, kan han ikke gøre noget mere ædelt end at angre oprigtig og bekende sine fejl under tårer og sjælsforbitrelse. Dette kræver Gud af ham; han accepterer intet mindre end et brudt hjerte og en sønderbrudt ånd. ret

(131)  Det stolte hjerte stræber efter at fortjene frelse; men både vor titel til himlen og vor duelighed dertil findes i Kristi retfærdighed. Herren kan ikke gøre noget for menneskets genoprejsning før det er overbevist om sin egen svaghed, og afklædt al selvstilstrækkelighed, overgiver sig selv til Guds kontrol. Så kan han modtage den gave som Gud venter på at skænke. Den sjæl der føler sin mangel, nægtes intet. Han har ubegrænset adgang til Ham, i hvem al fylde dvæler. ret

(131)  Den eneste grund til hvorfor vi får forladelse for fortidens synder, er at vi ikke er villige til at ydmyge vore stolte hjerter og gå ind på betingelserne. ret

(131)  Gud er meget medynkende, for Han forstår vore svagheder og vore fristelser; og når vi kommer til Ham med brudt hjerte og sønderkunst ånd, accepter Han vor anger, og lover at, når vi griber fat i Hans styrke og stifter fred med Ham, skal vi have fred med Ham. Oh, hvilken taknemmelighed, hvilken glæde, burde vi føle at Gud er barmhjertig! ret

(131)  Det mest liflige og antagelige offer i Guds øje er et hjerte ydmyget af selvfornægtelse, ved at løfte korset og følge Jesus. ret

næste kapitel