15. Juni -Lys i skyggerne

(167)  Nej, selv når han kuer, forbarmer han sig i sin store troskab; det er ikke af hjertet, han mishandler og kuer mennesker.. -Klag. 3,32-33 - ret

(167)  Da min ældste søn var seksten år gammel, blev han slået ned af sygdomme. [Mrs. Whites personlige erfaring med sorger vises her for at opmuntre alle, som må lide over tabet af deres kære. – Udgiverne.] Hans tilfælde blev betragtet som kritisk, og han kaldte os til sin sengekant, og sagde: ”Far, mor, det vil blive hårdt for jer at skilles med jeres ældste søn. Hvis Herren ser det rigtigt at spare mit liv, for jeres skyld, vil jeg være glad for det. Hvis det er bedst for mig og Hans navns ære at mit liv slutter nu, så vil jeg sige: Det er i orden for min sjæl. Far, gå til dig selv, Mor, gå til sig selv; og bed. Da vil I modtage et svar efter min Frelsers vilje, hvem I elsker og jeg elsker.” Han var bange for, om vi skulle bøje os ned sammen, ville vor sympati styrkes, og vi vil bede, for det som ikke er det bedste for Herren at give mig. . . . Vi modtog ingen forsikring, for at vor søn vil helbredes. Han døde, lagde sin fulde lid til Jesus vor Frelser. Hans død var et stort slag for os, men der var en sejr endog i døden; for hans liv blev skjult hos Kristus i Gud. ret

(167)  Før min ældste drengs død, var mit lille barn syg til døden. Vi bad, og tænkte at Herren vil spare vor yndling, men vi lukkede hans øjne i døden, og lagde ham bort til hvile i Jesus, indtil Livgiveren skal komme og vække Sine dyrebare elskede op til en herlig udødelighed. ret

(167)  Så blev min mand, Jesu Kristi trofaste tjener som havde stået ved min side i seksogtredive år, taget fra mig, og jeg blev overladt til at arbejde alene. Han sover i Jesus. Jeg har ingen tårer at fælde over hans grav. Men hvor jeg savner ham!. . . . ret

(167)  Herren har ofte instrueret mig, at mange små falder bort før trængselstiden. Vi skal se vore børn igen. Vi skal møde dem og kende dem i de himmelske sale. Men sæt jeres lid til Herren, og være ikke bange. ret

næste kapitel