| Troen jeg lever af kapitel 170. Fra side 170 | ren side tilbage |
(170) For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! De har ingen løn, for deres navn er gået i glemme. Både deres kærlighed, deres had og deres misundelse er allerede gået til grunde; de får i al fremtid ikke del i noget af det, der sker under solen. -Præd. 9,5.6 - ret (170) Teorien om sjælens udødelighed var en af de falske lærer som Rom, ved sine lån fra hedenskabet, inkorporerede i Kristendommens religion. Martin Luther klassificerede det med ”uhyrlige fabler som udgør dele fra de romerske dekreters affald.” Idet Salomons ord i Prædikerens Bog bliver kommenteret, at de døde ved ingenting, siger Reformatoren således: ” . . . Salomon ser at den døde sover, og mærker slet intet. For den døde, som ligger der, tæller hverken dage eller år, men når de vågner, er det som om de knapt har sovet et minut.” ret (170) Idet martyren Tyndale referer til de dødes tilstand, siger han: ”Jeg erkender åbenlyst, at jeg ikke er overbevist om at de allerede er i den fulde herlighed som Kristus er i, eller Guds udvalgte engle er i. Det er heller ikke en af mine trospunkter; for var tilfældet, ville jeg kunne se forkyndelsen om kødets opstandelse som nyttesløs.” ret (170) Ifølge den populære tro kender de genløste i himlen til alt som sker på jorden, og især til de venner som de har forladt. Men hvordan kan det være kilde til lykke for de døde, at kende de levendes trængsler, . . . og se dem udholde alle livets sorger, skuffelser og pine? . . . Og hvor modbydelig er den tro ikke, at ligeså snart sidste åndepust har forladt kroppen, så overdrages den ubodfærdige sjæl i helvedets flammer! Hvilke store smerter må ikke ramme dem som, ser deres venner komme uforberedte i graven, og gå over i evig smerte og synd! ret (170) Kristus fremstiller døden som en søvn for hans troende børn. Deres liv er skjult med Kristus i Gud, og indtil den sidste basun lyder vil dem som dør sove i Ham. ret |