Troen jeg lever af kapitel 176. Fra side 176 | ren side tilbage |
(176) For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. - 2.Kor. 5,4 - ret (176) Livgiveren kommer for at bryde gravens lænker. Han skal bringe fangerne ud og proklamere: ”Jeg er opstandelsen og livet” ret (176) Ingen steder i de Hellige Skrifter står der at de retfærdige går til deres belønning, eller de onde til deres straf i døden. Patriarkerne og profeterne har ikke efterladt en sådan forsikring. Kristus og Hans apostle har ikke givet hint om det. Bibelen lærer klart at den døde ikke går direkte til himlen. De fremstilles som sovende indtil opstandelsen. På den dag hvor sølvsnoren løsnes og guldskålen brydes, vil menneskers tanker gå til grunde. De der går i graven er tavse. De ved ikke mere af noget som er gjort under solen. Velsignet hvile til det trætte retfærdige menneske! Tiden, om den er lang eller kort, er et øjeblik for dem. De sover; de vækkes op af Guds grav til et herligt evigt liv. ”For basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, . . . og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret.” 1. Kor. 15,52-54 Idet de kaldes fra af deres dybe slummer, begynder de at tænke netop som hvor de ophørte. Den sidste følelse var dødens smerte, den sidste tanke at de faldt for gravens magt. Når de rejser sig fra graven, vil deres første glædelige tanke genlyde i sejrsråbet: ”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” 1.Kor. 15,55. ret (176) Dødens smerte var det sidste de mærkede. . . . Når de vågner op er smerten væk. . . . Portene til Guds by svinger bagud på deres hængsler, . . . og Guds løskøbte vandre ind imellem keruber og serafer. Kristus byder dem velkommen og lægger Sin velsignelse på dem. ”Vel gjort, du gode og tro tjener: . . . gå ind til din herres glæde.” Matt 25,21. ret |