10. Juli -Retfærdighedens røgelse

(192)  ”Og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav Sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.. -Ef 5,2 - ret

(192)  Skuebrødene blev altid fremholdt for Herren som et evig offer. . . . De blev kaldt for skuebrød, eller ”tilstedeværende brød,” fordi de altid blev holdt frem for Herrens ansigt. Det var en anerkendelse af menneskets afhængighed af Gud i både timelig og åndelig mad, og at det kun blev modtaget gennem Kristi mellemkomst. . . . Både mannaen og skuebrødene pegede hen på Kristus, det levende brød, som altid er i Guds nærvær, for os. ret

(192)  Ved røgelsesofferet kom præsten mere direkte i Guds nærhed end ved nogen anden handling i den daglige tjeneste. Idet helligdommens indre forhæng ikke nåede til toppen af bygningen blev Guds herlighed, som viste sig over nådestolen, delvis synlig fra den første afdeling. Når præsten ofrede røgelsen til Herren, så han mod arken; og idet røgelsesskyen steg op, sænkede den guddommelige herlighed sig over nådestolen og fyldte det allerhelligste, og ofte blev begge afdelinger så fyldte at præsten var nød til at trække sig tilbage til tabernaklets dør. Idet præsten, i den symbolske tjeneste, så op i tro mod nådesstolen, som han ikke kunne se, således skal Guds folk nu rette deres bønner mod Kristus, deres store ypperstepræst, som, usynlig for menneskeøjne, beder for deres skyld i helligdommen deroppe. ret

(192)  Røgelsen, som stiger op med Israels bønner, fremstiller Kristi fortjenester og mellemkomst, hans fuldkomne retfærdighed, som gennem tro er tillagt Hans folk, og som alene kan gøre syndige menneskers bønner acceptable for Gud. Foran forhænget til det allerhelligste, var et evigt bedende alter, foran det hellige, et stadigt forsonende alter. Ved blod og ved røgelse, gik man i forbøn for Gud – med symboler der pegede hen på den store Mellemmand, gennem hvem synderne kan nærme sig Jehova, og gennem hvem nåden og frelsen alene kan gives den angrende og troende sjæl. ret

næste kapitel