| Troen jeg lever af kapitel 194. Fra side 194 | ren side tilbage |
(194) Da siger jeg: »Se, jeg er kommet i bogrullen er der skrevet om mig jeg ønsker at gøre Din vilje, Gud, Din lov er i mit indre.«. -Sal. 40,8.9 - ret (194) Israels børn blev i gammel tid befalet at gøre et offer for hele forsamlingen for at rense dem fra ceremoniel besmittelse. Dette offer var en rød kvie og repræsenterer det mere fuldkomne offer, der skulle genløse fra syndens besmittelse. Dette var et lejlighedsoffer for alle deres besmittelse, som skulle røre eller var kommet til at røre ved døde. Alle som kom i kontakt med døde blev på enhver måde betragtet som ceremonielt urene. Dette blev indprentet i hebræernes tanker med det faktum at døden var en følge af synd og der en repræsentant af synd. Kalven, arken, kobberslangen pegede slående hen på et stort offer, Kristi offer. ret (194) Denne kalv skulle være rød, som var et symbol på blod. Den måtte være uden plet eller lyde, og en, der aldrig havde båret et åg. Her blev Kristus afbilledet igen. Guds Søn kom frivilligt for at fuldføre forsoningsarbejdet. Der var ikke noget bindende åg på Ham, for Han var uafhængig og hævet over alle love. Englene var, som Guds forstandige budbringere, under forpligtende åg; intet personligt offer fra dem kunne forsone faldne menneskers skyld. Kristus alene var fri fra lovens krav, til at påtage sig den syndige slægts genløsning. . . . ret (194) Jesus kunne være blevet ved Sin Faders højre hånd, båret Sin kongelige krone og kongelige klæder. Han valgte at skifte alle himlens rigdommene, ære og herlighed med menneskehedens armod, og Hans høje rang med Getsemanes rædsel og Golgatas ydmygelse og pine. . . . ret (194) De sårede hænder, den gennemborede side, de ødelagte fødder, bad udtryksfuldt for faldne mennesker, hvis genløsning er købt for en uendelig pris. Oh, uforlignelig nedladenhed! Hverken tid eller sted kan formindske virkningen af det forsonende offer. ret |