7. August -Stort fællesskab med Gud

(220)  Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!. -Sal. 27,14 - ret

(220)  En kraft tager fat i verden som aldrig er set før. I fornøjelser, i pengegærrighed, i kamp om magt, i kampen for tilværelsen, er der en frygtelig kraft som lægger beslag på legeme, sind og sjæl. Midt i dette vanvittige ræs, taler Gud. Han byder os at drage ud og have fællesskab med ham. ”Stands, og forstå, at jeg er Gud.” Sal 46,11 ret

(220)  Endog i deres andagtsstunder får mange ikke velsignelsen af det virkelige samvær med Gud. De har for travlt. Med forhastede skridt går de hen over Kristi elskende nærvær, måske de stopper lidt op i de hellige enemærker, men venter ikke på råd. De har ikke tid til at blive hos den guddommelige Lærer. Med deres byrder vender de tilbage til deres arbejde. . . . ret

(220)  Ikke en pause i et øjebliks nærvær med Ham, men i personlig kontakt med Kristus, og sidde ned i fællesskab med Ham – det har vi brug for. ret

(220)  Vi må bringe ham vore små bekymringer og vanskeligheder så vel som vore større trængsler. Uanset hvad der forstyrrer og piner os, bør vi tage det til Herren i bøn. ret

(220)  Stille men inderligt, skal sjælen række ud efter Gud; og liflig og vedvarende vil påvirkningen være som strømmer fra Ham, som ser i det skjulte, hvis ører er åbne for bøn direkte fra hjertet. Han som i enkel tro holder nadver med Gud, vil samle sig de guddommelige lysstråler, der styrker og støtter ham i kampen mod Satan. ret

(220)  Hvis vi altid holder Herren foran os, lader vore hjerter komme frem i taksigelse og pris til Ham, vil vi have en stadig fornyelse i vort religiøse liv. Vore bønner vil tage form som en samtale med Gud, ligesom vi taler med en ven. Han vil selv fortælle os sine mysterier. Ofte vil der komme en liflig, glædesfuld fornemmelse af Jesu nærvær. . . . . Bøn får Satans angreb til at ramme forbi. ret

næste kapitel