Troen jeg lever af kapitel 258. Fra side 258 | ren side tilbage |
(258) Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.. -Luk. 2,40 - ret (258) Jesus er vort eksempel. . . . . Det er i Hans hjemmeliv at Han er mønster for alle børn og unge. ret (258) Hans moder var Hans første menneskelige lærer. Fra hendes læber og fra profeternes bogruller, lærte Han om himmelske ting. . . . Hans indgående kendskab til skrifterne viser hvor ihærdige Hans første år gik med studiet af Guds Ord. . . . . Fra Hans første år af havde Han et formål: Han levede til velsignelse for andre. ret (258) I Sin ungdom, arbejdede Han sammen med sin fader i tømmerværkstedet. . . . . Fra Hans barndom af var Han et forbillede for lydighed og flid. Han var en behagelig solstråle i hjemmekredsen. Trofast og muntert gjorde Han Sin del, udførte de ydmyge opgaver som Han blev kaldet til at gøre i Sit beskedne liv. ret (258) Kristi liv var ydmygt, fri for affektation eller opvisning. Han levede for det meste i fri luft. . . . . Fuglene, naturens blomster der dækkede markerne med deres dejlige skønhed, de majestætiske træer og knejsende bjerge, ujævne klipper og masser af bakker, alt havde en særlig yndest for Ham. . . . . Afsondret fra ethvert menneskeligt øje, havde han samtaler med Sin himmelske Fader. Hans moralske styrke blev styrket, ved Sin mellemkomst og fællesskab med Gud. ret (258) Det er forældres dyrebare privilegium at samarbejde i oplæringen af børn hvordan der drikkes glædeligt af Kristi liv, ved at lære at følge Hans eksempel. Frelserens første år var nyttige år. Han var Sin moders hjælper i hjemmet; og Han var ligeså oprigtig i opfyldelsen af Sin opgave da han udrettede pligter i hjemmet og arbejdet ved tømmerbænken, som da Han var engageret i Sin offentlige tjenestegerning. ret (258) Enhver ung som følger Kristi eksempel i trofasthed og lydighed i Hans beskedne hjem, kan påberåbe sig de ord Han sagde ved Faderen gennem Helligånden: ”Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.” Es. 42,1 ret |