9. Februar -Hans evige fortid

(40)  Fader, herliggør Mig nu hos Dig med den herlighed, Jeg havde hos Dig, før verden var til.. -Joh. 17,5 - ret

(40)  Kristus var eet med Faderen før verdens grundvold blev lagt. Dette er lyset der skinner på et mørkt sted, og gør det strålende den guddommelige oprindelige herlighed. ret

(40)  Kristus er Guds forudeksisterende , selveksisterende Søn. . . . Tales der om hans forudeksistens, fører Kristus sindet tilbage til datoløse tider. Han forvisser os med at der aldrig har været et tidspunkt hvor Han ikke var i tæt fællesskab med den evige Gud. . . . ret

(40)  Hans guddommelige liv kunne ikke beregnes menneskelig regnemål. Kristi eksistens før sin inkarnation måles ikke i figurer. ret

(40)  Kristus var Gud i bund og grund, og i sin højeste betydning. Han var hos Gud fra al evighed, Gud over alle, velsignet for altid. Herre Jesus Kristus, Guds guddommelige søn, eksisterede fra evigheden, en særskilt person, dog eet med Faderen. Han var himlens overordnede herlighed. Han var befalingsmand over himmelske intilligensvæsener, og den smukke overengel var Hans højre hånd. ret

(40)  Han var lige med Gud, ubegrænset og overmægtig. Men han ydmygede Sig selv og påtog Sig menneskelighed. Som medlem af menneskeslægten, blev Han dødelig; men som en Gud, var Han livets fundament for verden. I sin guddommelige person kunne Han altid have modarbejdet dødens fremskridt, men nægtede at komme under dens herredømme; men Han nedlagde sit eget liv frivilligt, så han derved kunne give liv og bringe udødeligheden frem til lyset. Han bar verdens synder, og udholdt den straf, som rullede som et bjerg hen på Hans guddommelige sjæl. Han opgav Sit som et offer, så mennesker ikke døde for evigt. Han døde, ikke fordi han var tvunget til det, men ved sin egen frie vilje. ret

(40)  Og dette forunderlige mysterium, Kristi inkarnation og den forsoning Han gjorde, må erklæres for enhver søn og datter af Adam. ret

næste kapitel