11. Februar -Skaberen legemliggøres

(42)  Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden taget op i herligheden.. -1. Tim. 3,16 - ret

(42)  Kristi inkarnation er mysteriet over alle mysterier. ret

(42)  Kristus var eet med Faderen, alligevel . . . . var han villig til at stige ned fra dens ophøjelse, som var lige med Gud. ret

(42)  Så Han kunne udføre Sit mål med den faldne slægt, at Han blev ben af vore ben og kød af vort kød. ret

(42)  Hvor favnene er modsætningen mellem Kristi guddommelighed og det hjælpeløse barn i Betlehems krybbe! Hvordan kan vi spænde vidden mellem den mægtige Gud og et hjælpeløst barn? Og dog blev verdenernes skaber, Han som blev guddommens fylde legemligt, manifesteret som det hjælpeløse barn i krybben. Langt højere end nogen af englene, på lige fod med Faderen i værdighed og ære, og fandt sig alligevel i at få ydmygelsens klædning på! Guddommelighed og menneskelighed blev mærkværdigt kombineret, og menneske og Gud blev eet. ret

(42)  Det ville have været en næsten ubegrænset ydmygelse for Guds Søn at tage menneskers natur, endog da Adam stor i sin uskyldighed i Eden. Men Jesus accepterede menneskeslægten, da den var blevet svækket af fire tusinde års synd. Ligesom ethvert Adams barn accepterede Han resultaterne af den store degeneration. Hvad disse resultater var, ser vi i historien for Hans jordiske stamfædre. Han kom med en sådan arv for at dele vore sorger og fristelser, og give os eksemplet på et syndfrit liv. ret

(42)  Dem som hævdede at det ikke var muligt for Kristus at synde, kan ikke tro at Han virkelig påtog Sig menneskenatur. Men blev Kristus virkelig ikke fristet, ikke kun af Satan i ørkenen, men i gennem hele Hans liv, fra barndom til manddom? ret

(42)  Vor Frelser påtog sig menneskelighed, med alle dets tilbøjeligheder. Han tog menneskers natur, med muligheden for at give efter for fristelse. Vi har intet mere, end han også måtte tåle. ret

næste kapitel