2. April -Synderens ven

(93)  Der er venner, der volder hinanden ondt, men en ven kan være mere trofast end en bror.. -Ordsp. 18,24 - ret

(93)  Jesus er synderens ven, Hans hjerte er altid åbent, og er altid blevet berørt af menneskelig smerte; Han har al kraft, både i himlen og på jorden. ret

(93)  I Jesu person ser vi den evige Gud tage et initiativ af bundløs barmhjertighed for faldne mennesker. ret

(93)  Kristus kom til denne verden for at vise at mennesker kan leve et uplettet liv ved at få kraft ovenfra. . . . ret

(93)  Han kunne sige til hvem han vil: ”Følg mig”, og vedkommende ville rejse sig og følge ham. Verdens trylleri blev brugt. Ved lyden af Hans stemme, flød det store ønske ud af hjertet, og mennesker rejste sig og gjorde sig fri, til at følge Frelseren. . . . ret

(93)  Han forbigik ikke mennesker som værdiløse, men søgte at give lægemidler til enhver. . . . Han søgte at indgyde de mest rå og håbløse mennesker et håb, og forvissede dem at de ville blive pletfrie og skadesløse, følge dem til en sådan karakter som vil gøre dem til tydelige Guds børn. ret

(93)  Ofte møder han dem, som har ladet sig føre under Satans styre, og som ikke har kraft til at bryde hans snare. En sådan modløs, syg, fristet, faldet person, vil Jesus sige de ømmeste nænsomme ord, som der var brug for, og de vil kunne forstås. Andre han møder, kæmper en tomands kamp med sjælefjenden. Disse opmuntrer Han til at holde ud, og forvisser dem om at de vil vinde; for Guds engle var på deres side og vil give dem sejr. ret

(93)  Den Syndfrie ynkes over synderens svaghed. . . ret

(93)  Mennesker hader synderen, selvom de elsker synden. Kristus hader synden, men elsker synderen. Dette vil være i deres ånd, som følger Ham. Kristen kærlighed er træg til kritisere, hurtig til at se anger, klar til at tilgive, til at opmuntre, og sætte vandringsmanden på hellighedens sti, og støtte hans fødder derpå. ret

næste kapitel