Udvalgte budskaber bind 1 kapitel 16. Fra side 117ren side   tilbage

3. Del: Vækkelse og reformation
Behov for vækkelse

(117)  Menighedens største behov
Vort største behov er en genopvækning af sand gudsfrygt. Det burde også være vor første opgave. Med stor alvor må vi søge Herrens velsignelse, ikke fordi Herren er indstillet på at give os den, men fordi vi ikke er forberedt på at tage imod den. Vor Far i himmelen er meget mere villig til at give Dem, som beder ham om det, den Hellige Ånd end forældre er til at give deres børn gode gaver. Men det er vor pligt ved ydmyg bekendelse, omvendelse og alvorlig bøn at opfylde de betingelser Gud har sat, for at give os sin velsignelse. Vækkelsen kommer kun som svar på bøn. Så længe menighedens medlemmer i stor grad mangler Guds Ånd, kan de ikke få det udbytte af Guds ord som de burde. Når Ånden får lov til at tale til deres hjerter, vil forkyndelsen gøre sin virkning. Ledet af undervisningen fra Guds ord og fyldt med hans Ånd, vil de som er til stede, få en værdifuld erfaring, og når de kommer hjem, vil deres indflydelse være sund og god. ret

(117)   Vore fanebærere som nu begynder at blive gamle, vidste hvad det ville sige at kæmpe med Gud i bøn og at opleve udgydelsen af hans Ånd. Men de bliver nu lidt efter lidt borte, og hvad med dem som skal tage deres plads? Hvordan er det med den nye generation - er de omvendt til Gud? Er vi opmærksomme på det som foregår i den himmelske helligdom, eller venter vi på at noget andet skal vække menigheden op? Håber vi på at se hele menigheden opleve en vækkelse? Den tid kommer aldrig. ret

(118)   I menigheden er der nogle som ikke er omvendt, og de er ikke med i den fælles bedring. Hver enkelt af os må tage fat for alvor. Vi må bede mere og snakke mindre. Lovløsheden tager overhånd, og menigheden må ikke være tilfreds med en ydre gudsfrygt, mens de fornægter dens kraft. Når vi for alvor ransager vore egne hjerter og omvender os fra vor synd og vore onde tanker, vil vi ikke længere jage efter tomme ting og stole på vor egen kraft, men søge hjælp hos Gud og lade ham være vor styrke. ret

(118)   Vi har meget mere at frygte indefra end udefra. Det er menigheden og ikke verden som hindrer os i at have kraft og fremgang. De som ikke er kristne, har ret til at vente meget af dem som bekender sig til at være blandt dem som har Guds bud og Jesu tro. De har ret til at vente at de ved et konsekvent liv, et godt eksempel og en aktiv indflydelse, ærer og fremmer den bevægelse de repræsenterer. Men de som hævder at være talsmænd for det rette evangeliums sandhed, har ofte vist sig at være den største hindring for dens fremgang. Når nogen giver udtryk for vantro og tvivl og foretrækker at leve i mørke, får onde engle let adgang, og vejen bliver åbnet for Satans listige bedrag. ret

(118)  Døren åbnes for modstanderen
Sjælefjenden kan ikke læse menneskers tanker, men han er en skarp iagttager. Han lægger mærke til hvad de siger og gør og tilpasser sine fristelser til deres forhold som udsætter sig for dem. Hvis vi lagde vægt på at undgå både syndige tanker og følelser, og ikke gav udtryk for dem i ord og gerninger, ville Satan lade os være i fred. Da ville han ikke vide hvor han skulle sætte sine angreb ind. De kristne åbner ofte døren for sjælefjenden fordi de mangler selvbeherskelse. Bitter strid og splid som ville være en skam, selv for en verdslig forsamling, er ikke usædvanlig i menighederne. Årsagen er at man ikke forsøger at beherske sine ord og følelser. Der burde ikke siges et eneste ord som Satan kan drage fordel af. Så snart der opstår den mindste uenighed, bliver sagen lagt åbent frem for Satan, og han får anledning til at splitte og ødelægge menigheden. Enhver form for strid og uenighed betyder et stort tab. Personlige venner af de to modstandere støtter hver sin side, og kløften bliver stadig større. Et hjem som er i strid med sig selv, kan ikke bestå. Anklager drager med sig modanklager og øger modsætningerne. Satan og hans engle er travlt optaget med at sikre sig en høst af den sæd som er sået. De som ikke er kristne, er interesserede tilskuere til sådanne forhold og får en anledning til at spotte. "Se hvordan de kristne behandler hverandre. Hvis dette er kristendom, er den i hvert fald ikke noget for mig." Og de vil se på sig selv og deres mangel på religiøsitet med stor tilfredshed. Sådan bliver de grundfæstet i deres ugudelighed, og Satan triumferer. ret

(119)  Sjælefjenden iværksætter sine listige bedrag for alle som ikke er indstillet på vanskeligheder og ikke er beskyttet ved stadig bøn og en levende tro. Som prædikanter og som kristne må vi forsøge at fjerne alle snublesten. Vi må fjerne alle hindringer. Lad os bekende al synd, og afstå fra den. Så vil vejen blive jævnet for Herren, til at komme ind iblandt os og give os af sin rige nåde. Verden, vor onde natur og djævelen må overvindes. Men vi kan ikke jævne vejen for ham ved at søge venskab med verden. Det er fjendskab mod Gud. Med hans hjælp kan vi begrænse den farlige indflydelse den har på os selv og andre. Hverken som enkeltpersoner eller som menigheder kan vi blive fri for fristelserne fra en ubarmhjertig fjende, men ved Jesu hjælp kan vi modstå dem. Et klart lys burde stråle ud over verden fra hvert eneste medlem af menigheden. Ingen skulle have grund til at sige: "Disse er ikke bedre end andre?" Det kan og må være en større forskel imellem menigheden og verden, en større modstand mod alt ondt, så ingen skal få anledning til at spotte. Vi kan ikke undgå kritik, for den vil komme. Men vi må være meget forsigtige så vi kun møder modstand for Jesu skyld, ikke på grund af synd eller dumhed fra vor side. ret

(120)  Der er ikke noget Satan frygter så meget som at Guds folk skulle kunne rydde alle hindringer af vejen. Da vil Herren kunne udøse sin Ånd over en menighed som nu er sløv, og en forsamling som nu er ubodfærdig. Hvis Satan fik det som han ville, kom der aldrig mere nogen vækkelse, hverken stor eller lille, så længe verden står. Men vi er ikke uvidende om hans angreb. Det er muligt at stå ham imod. Når vejen bliver jævnet for Guds Ånd, vil velsignelsen komme. Satan vil ikke kunne forhindre at Guds velsignelser strømmer ned over hans folk, mere end han kan forhindre at regn falder på jorden. Onde mennesker og onde engle kan ikke forhindre Guds værk eller låse Gud ude fra de troendes sammenkomster, hvis de med ydmyge og angerfyldte hjerter bekender og afstår fra synd og i tro påberåber sig hans løfter. Enhver fristelse og modstand, åben eller skjult, kan vi stå imod, "ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre" (Zak. 4,6). ret

(120)  Den store forsoningsdag
Dette er den store forsoningsdag. Vi må omvende os og bekende vor synd, så den kan gå foran os til dommen. I en sådan tid godtager Gud ikke prædikanter som har en tam og intetsigende forkyndelse, Budskabet må være mad i rette tid for Guds menighed. Men gradvis har Satan forsøgt at svække dette budskab, for at Herrens folk ikke skal være rede på den store dag. ret

(120)   I 1844 gik hvor store ypperstepræst ind i det aller helligste i den himmelske helligdom for at begynde den undersøgende domshandling. De døde Guds børn er blevet undersøgt af Herren. Når den opgave er fuldført, kommer turen til de levende, så dommen også kan blive afsagt over dem. Dette er en stor og betydningsfuld tid. Hver af os får sin sag op for Guds domstol. Hver enkelt af os bliver dømt efter det vi har gjort i vort liv. (2Kor 5,10). I den gamle helligdomstjeneste, når ypperstepræsten udførte forsyningstjenesten i det aller helligste i helligdommen, måtte Guds folk ydmygt bekende sin synd, så synden kunne blive sonet og synden blive fjernet. Vil der blive krævet noget mindre af os som lever i tiden for den store himmelske soningsdag? I den himmelske helligdom går Kristus i forbøn for sine børn, og den endelige og afgørende dom vil blive afsagt over hver enkelt af os. ret

(121)   Hvordan er vor åndelige tilstand i denne alvorlige tid? I menigheden finder vi både stolthed og hykleri, bedrag og forfængelighed, fornøjelsessyge og kamp om førstepladsen. Sådan synd sløver sindet og gør det vanskeligt at bedømme åndelige forhold. Lad os studere Guds ord, så vi fuldt ud forstår tiden vi lever i og det som nu foregår i den himmelske helligdom. Hvad kræves der af os personligt i denne situation? Hvis vor frelser betyder noget for os, er tiden nu kommet til at gøre en afgjort forandring i vort liv. Vi må søge Herren i ydmyghed, og med dyb anger bekende vor synd, så den kan blive udslettet. ret

(121)   Vi må ikke længere lade os forføre af det onde. Med raske skridt nærmer vi os slutningen på prøvetiden. Lad os alle stille os selv dette spørgsmål: Hvordan ser Gud på mig? Vi ved ikke hvornår turen kommer til vort navn og den endelige afgørelse. Hvad vil udfaldet blive? Skal vi stå blandt de frelste eller de fortabte? ret

(121)  Et kald til omvendelse
Menigheden må vågne op og omvende sig fra sit frafald, og komme tilbage til Gud. Vægterne må vågne og give trompeten et tydeligt signal. Vi er blevet pålagt at give en tydelig og klar advarsel. Gud siger til sine tjenere: "Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen, løft din røst som hornet! Forkynd mit folk dets overtrædelse og Jakobs hus dets synder." (Es 58,1.) Vi må få folk til at lytte. Kan vi ikke det, er alt håbløst. Selv om en engel fra himmelen kom ned og talte til dem, ville det være som at forkynde et budskab for døde. Guds Ånd kan ikke komme før menigheden gør sig rede til at tage imod den. Der må en dyb hjerteransagelse til. Vi må samles til inderlig fælles bøn og i tro minde Gud om hans løfter. Vi skal ikke som det gamle Israel klæde os i sæk og aske, men ligesom dem må vi angre og ydmyge os. Vi har ingen grund til selvtilfredshed og stolthed. Vi må ydmyge os under Guds vældige hånd. Han velsigner dem som i sandhed søger ham. ret

(122)  Opgaven venter, skal vi tage fat? Vi må arbejde hurtigt og planmæssigt. Vejen må beredes for Herrens store dag. Det er ikke tiden til at pleje vore egne interesser. Verden må advares. Hvad gør hver enkelt af os for at bringe lyset videre til vor næste? Gud har givet os alle en opgave, alle har sit at udføre, og den som forsømmer denne opgave, sætter sin egen frelse på spil. ret

(122)  Kære venner, vil I gøre Den Hellige Ånd sorgfuld, så han forlader os? Vil du lade Frelseren stå udenfor, fordi du ikke er rede til at tage imod ham? Vil du lade mennesker gå fortabt, uden kendskab til Guds frelsende sandhed? Er du alt for mageligt anlagt til at bære en byrde lige som den Jesus bar for dig? Lad os vågne op! "Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander Djævlen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge" (1Pet. 5,8). ret

(122)  Vækkelse og reformation
Mange synes at være næsten åndeligt døde, og det gør mig meget ondt. Jeg er bange for man har forsømt en aktiv kamp mod verden, mod vor onde natur og mod djævelen. Skal vi med vor lunkne kristendom være med og opmuntre til den samme egenkærlige og begærlige holdning som verden har? Skal vi tage del i ugudeligheden i verden og være lige så uærlige som dem? Nej, lad os ved Guds nåde være tro mod sandhedens principper og holde fast ved frimodighed den vi havde i den første tid. Vi har fået denne formaning: "Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren!" (Rom 12,11). Vi har kun én Herre: Kristus. Og vi må have blikket fæstet på ham. Fra ham må vor visdom komme. Ved hans nåde kan vi blive bevaret rene. Vi kan stå ydmyge for Gud og med sønderknuste hjerter, så vi kan repræsentere ham i verden. ret

(123)   Der har været stor efterspørgsel efter prædikener i vore menigheder. Medlemmerne har gjort sig mere afhængige af gode taler end af Den Hellige Ånd. De åndelige gaver Gud gav dem, er ikke blevet benyttet og er nu meget lidt brugbare. Hvis prædikanterne ville drage ud til steder som endnu ikke er besøgt, ville medlemmerne være nødt til selv at bære ansvaret, og de sovende evner ville blive vækket til nyt liv. ret

(123)   Gud anklager både prædikanter og menighederne for åndelig sløvhed, og siger: "Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken, og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se." (Åb 3,15-18) Dette er et kald fra Gud til åndelig vækkelse og reformation. Sker det ikke, vil de lunkne blive stadigt mere uacceptable for Herren, og til slut vil han ikke længere godkende dem som sine børn. ret

(123)  Der må komme en vækkelse og en reformation under Helligåndens ledelse. Vækkelse og reformation er to forskellige ting. Vækkelse er en fornyelse af det åndelige liv, en genoplivelse af sindets og hjertets kræfter, en opstandelse fra åndelig død. Reformation betegner en reorganisation, en forandring af ideer og teorier, vaner og praksis. En reformation vil ikke frembringe retfærdighedens gode frugt, hvis den ikke er forbundet med Åndens vækkelse. Vækkelse og reformation skal udføre deres beskikkede hverv, under hvilket de forenes. ret

(124)  Enkle redskaber
Det er blevet vist mig, at Herren benytter mange forskellige fremgangsmåder og mange slags mennesker til at gennemføre sine planer. Det er ikke kun de mest begavede, dem i høje stillinger og de verdsligt set, bedst uddannede, Herren benyt ter i sit frelsesværk. Han benytter enkle midler og personer med små forudsætninger til at være med til at fuldføre hans frelses plan. Med enkle midler vil han få velstående mennesker til at blive grebet af det sande budskab, og de vil blive hans medarbejder i den store opgave. ret

næste kapitel