Personlig appel i offentlig forkyndelse

(140)  Den første tid i Battle Creek
Vi var til stede ved et møde i kirken i Battle Creek. Jeg talte i omtrent en time om Adams fald som førte til ulykke og død, og om Kristus Jesus som førte liv og udødelighed frem i lyset ved sin lidelse og død. Jeg følte mig tilskyndet til at fremholde nødvendigheden af en fuld overgivelse til Gud og mindede forsamlingen om at hele mennesket, legeme, sjæl og ånd, måtte helliges Herren. Jeg talte også om Moses død og den åbenbaring han fik om løftets land. Forsamlingen blev dybt grebet. ..... På mødet den aften bad vi dem som ønskede at overgive sig til Gud, om at komme frem. Der var tretten som kom frem. De gav alle deres vidnesbyrd for Herren. Det var et godt møde. ret

(140)  Hvad som skete i Tittahawasse, Michigan
Der blev holdt møder hele dagen. Min mand talte ved mødet om formiddagen og bror Andrews om eftermiddagen. Jeg fulgte op med et ganske langt indlæg, hvor jeg formanede dem som var blevet interesseret, at de fra den dag af, måtte begynde at tjene Gud. Vi opfordrede dem som ønskede at begynde at tjene Herren, til at komme frem. Der var ganske mange som fulgte opfordringen. Jeg talte flere gange og formanede tilhørerne til at bryde Satans lænker, og at det var tiden nu til at begynde på det. En Mor gik hen til sin søn og græd og formanede ham. Han så ud til at være hård og stædig og ville ikke give efter. Da rejste jeg mig og henvendte mig til bror D og bad ham om ikke at være en hindring for sine børn. Han fik et hjerteandfald, men så rejste han sig og sagde at han ville begynde fra nu af. Alle glædede sig over at høre dette. ret

(141)   Så rejste søster E's mand sig og sagde at han havde bestemt sig for at tage imod Kristus. Han er advokat og en inflydelsrig mand, og hans datter var blandt de interesserede. Bror D kom også med en appel, og søster D appellerede til sine børn. Jeg støtter dem, og det lykkedes for os til sidst. Alle kom frem. Fædrene og alle sønnerne, og andre fædre fulgte deres eksempel. Det var en glædens dag. Søster E sagde det var den lykkeligste dag i hendes liv. ret

(141)  Godt resultat i Battle Creek
Om eftermiddagen talte jeg (i Stanley, Virginia) fra Joh 17,3. Herren gav mig meget af sin Hellige Ånd. Huset var fuldt. Jeg bad dem som havde en længsel efter at søge Herren mere alvorligt end før, om at komme frem, og jeg appellerede også til dem som ønskede at give sig selv helt og fuldt til Herren. Til at begynde med var der ingen som reagerede, men efter en stund kom mange frem og aflagde et vidnesbyrd. Vi havde en dyrebar bedestund og alle følte sig sønderknust. De græd og bekendte deres synd. Åh, om alle kunne forstå! ret

(141)  Efter lidt usikkerhed kom afgørelsen
Om eftermiddagen talte jeg fra Peters andet brev. Jeg talte med frimodighed. Efter at jeg havde talt en time, indbød jeg dem som ønskede at overgive sig til Kristus, til at komme frem. Mellem tredive og fyrre kom frem og satte sig stille og roligt på de forreste bænke. Jeg talte til dem om nødvendigheden af at overgive sig helt til Gud, og vi havde en meget dyrebar bedestund. De som ønsker at blive døbt, blev bedt om at vise det ved at rejse sig. Der var ganske mange som fulgte opfordringen. ret

(142)  Erfaring i Schweiz
Sabbaten og søndagen var to store dage. Herren velsignede mig særligt under mødet søndag eftermiddag. I den sidste del af talen blev alle som ønskede at overgive sig til Herren, og alle som følte at de ikke havde et levende forhold til Gud, bedt om at komme frem. Vi ønskede at bede sammen med dem om syndstilgivelse og kraft til at stå imod fristelser. ret

(142)   For mange var dette en ny erfaring, men de ventede ikke. Det syntes som om at hele forsamlingen rejste sig. Derfor var det bedst at alle satte sig igen, for sammen at søge Herren. En hel forsamling gav udtryk for deres ønske om at afstå fra synd og søge Herren mere alvorligere end før. Efter at vi havde holdt bøn, var der et hundrede og femten som aflagde vidnesbyrd. Mange af den vidste at de havde haft en dyb og ægte erfaring med Gud. ret

(142)   Vi tilbragte to uger i Kristiania og prøvede at gøre en indsats for menigheden. Herrens Ånd ledte mig til at tale åbent ud. Særligt ved vort sidste møde, hvor jeg fremholdt nødvendigheden af en fuldstændig karakterforandring, hvis de virkelig ville være Guds børn. ..... Jeg mindede forsamlingen om, at der måtte ske en grundig omvendelse, syndsbekendelse og forsagelse af de synder som havde lukket Kristi gode Ånd ude fra menigheden. Derefter bad vi dem, som ville tage en ny bestemmelse, om at høre Herren til, om at komme frem. Der var mange som fulgte opfordringen. Der blev aflagt nogle gode bekendelser og mange alvorlige vidnesbyrd. ret

(143)  De gav udtryk for sin indstilling
Vi bad (i Basel, Sveits) alle som ville gøre en alvorlig anstrengelse for at nå længere frem, om at rejse sig. Alle rejste sig. Vi håber at dette nu vil hjælpe til at vinde dem for Gud, lede deres tanker mod det som hører himmelen til, og til at blive alt det som Gud har givet dem kraft til at blive - Kristi trofaste og hengivne stridsmænd. ret

(143)  I Basel kom nogen tilbage
Sabbats eftermiddag kom vi sammen igen til bøn og vidnesbyrdsmøde. Herren var med mig da jeg igen holdt en kort tale til forsamlingen. Kirken var fuld, og der blev sat ekstra stole ind. Alle lyttede opmærksomt. Jeg bad dem som ønskede forbøn af Herrens tjenere, om at komme frem. Jeg appellerede særligt til dem som var faldet fra, alle som ønskede at komme tilbage til Herren og søge ham inderligt, om at benytte anledningen. Mange kom frem på en gang, og hele menigheden rejste sig. Vi sagde til dem at det bedste de kunne gøre, var at blive hvor de var, og så ville vi alle søge Herren sammen idet vi bekendte vore synder, "er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (1Joh 1,9). ret

(143)   Der blev aflagt mange alvorlige vidnesbyrd, nogle som vidste at Den Hellige Ånd havde rørt ved deres hjerter. Møderne forsatte fra klokken fjorten til klokken sytten, og de blev afsluttet med mange alvorlige bønner. ret

(144)  En stor oplevelse i Australien
Sabbatten 25. maj (1895) havde vi et godt møde i den lokale menighed her i North Fitzroy. I god tid før mødet fik jeg at vide at de ønskede jeg skulle tale på sabbatten, men jeg blev desværre kraftigt forkølet og var meget hæs. Jeg havde mest lyst til at bede mig fritaget for denne opgave, men da dette var min eneste anledning, sagde jeg: "Jeg vil stille op og jeg tror Herren vil besvare mine inderlige bønner og fjerne hæsheden, så jeg kan fremholde mit budskab for menigheden." Jeg mindede min himmelske Far om dette løfte: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for. ... Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!" (Luk 11,9-13). ret

(144)   Herrens ord står fast. Jeg havde bedt og jeg troede at jeg ville være i stand til at tale til menigheden. Jeg havde udvalgt en tekst, men da jeg rejste mig for at tale, blev den borte for mig og jeg følte at jeg skulle bruge 2Pet1 som tekst. Herren gav mig stor frimodighed til at tale om Guds uendelige store nåde. … Den Hellige Ånd satte mig i stand til at tale tydeligt og klart og med kraft. ret

(144)  Ved slutningen af talen følte jeg mig tilskyndet af Den Hellige Ånd til at bede dem komme frem som ønsker at overgive sig helt til Herren. De som ønsker forbøn, blev bedt om at give det til kende og omkring tredive personer kom frem. Blandt dem var hustruerne til brødrene F og det var første gang de havde vist nogen interesse for at komme Gud nærmere. Mit hjerte var fyldt af ubeskrivelig taknemmelighed da jeg så at disse to kvinder kom frem. Jeg forstod da hvorfor jeg var blevet så stærkt tilskyndet til at komme med denne appel. Jeg havde først tænkt at det var bedst at lade det være, for min søn og jeg var de eneste som kunne tage ledelsen ved denne anledning. Men det var som om nogen havde talt til mig og da kom denne tanke: "Har du ingen tillid til Herren?" Jeg sagde: "Det har jeg, Herre." Og skønt min søn blev meget overrasket over at jeg skulle komme med en sådan appel ved denne anledning, mestrede han situationen. Jeg har aldrig hørt ham tale med større kraft og inderlighed end den gang. Han bad brødrene Faulkhead og Salisbury komme frem og vi bøjede os alle. Min søn tog ledelsen og Herren må i sandhed have inspireret hans bøn, for han bad som om han var i Guds nærhed. Brødrene Faulkead og Salisbury bad også inderligt og jeg havde selv stemme nok til at tage del i bønnen. Jeg bad for søstrene F som for første gang offentligt sluttede sig til os. Den Hellige Ånd var med os i dette møde og mange blev dybt grebet. ret

(145)   Ved slutningen af mødet var der mange som kom frem til platformen, tog mig i hånden og med tårer i øjnene bad om at jeg måtte bede for dem, noget jeg med stor glæde lovede. Jeg fik hilst på søstrene F og så at de var dybt bevægede. ... Moderen til en af de to som nu havde taget sit standpunkt, havde været en forbitret modstander. Hun havde sagt at hvis hendes datter begyndte at holde sabbatten, skulle hun ikke få lov til at komme i hendes hus mere, for så ville hun være en skamplet for hele familien. Fru A havde ofte udtalt at hun ikke kunne tænke sig at blive syvenedags-adventist. Hun var vokset op i den Presbyterianske kirke og havde vænnet sig til at se på det som meget upassende for en kvinde at tale i forsamlingen. At en kvinde skulle kunne holde en prædiken, var helt utænkeligt. Hun kunne lide at høre Daniells og Corliss og syntes at de var dygtige talere, men hun ønskede ikke at høre en kvinde prædike. Hendes mand havde bedt Gud om at hun måtte blive omvendt ved søster Whites forkyndelse. Da jeg kom med appellen og bad dem som ønskede at overgive sig til Herren om at komme frem, blev alle forbavsede over at se de to søstre efterkomme opfordringen. Den søster som havde mistet sit barn, sagde at hun var bestemt på ikke at gå frem. Men Herrens Ånd havde talt så indtrængende til hende at hun ikke magtede at modstå kaldet. ... Jeg var så taknemmelig over for min himmelske Far, for hans nåde og godhed da han ledte disse to dyrebare mennesker til at slutte sig til menigheden sammen med deres mænd. ret

(146)   Også ikke adventister rejste sig
Jeg bad alle, om at rejse sig, dem som ønskede at overgive sig til Gud og slutte en hellig pagt med ham og tjene ham af hele deres hjerte. Salen var fuld, og næsten alle rejste sig. Der var mange til stede som ikke tilhørte vor menighed, og nogle af dem rejste sig også. Jeg lagde dem frem for Herren i inderlig bøn, og vi mærkede at Guds Ånd var til stede. Vi følte at en stor sejr var blevet vundet. ret

(146)  Appellen på Battle Creek College
Fem gange i løbet af bedeugen har jeg talt til arbejdere, sygeplejeelever og læger, og jeg er sikker på at de har sat pris på mine møder. To gange har jeg talt på college. Battle Creek sidste torsdag bad rektor Prescott mig komme over til sig. Jeg accepterede indbydelsen og talte til skolefamilien som fyldte mødesalen. Jeg talte med stor kraft om Guds godhed og nåde, om Jesu Kristi fornedrelse og offer og den himmelske bolig han bereder for os, den endelige sejr og om hvilken forret det er at være en kristen. ret

(146)  Rektor Prescott rejste sig og forsøgte at tale, men hans hjerte var så fyldt at han i fem minutter ikke fik sagt et ord. Han stod grædende foran forsamlingen. Så sagde han nogle få ord: "Jeg er glad jeg er en kristen." Han talte en fem minutters tid, og derpå gav han ordet frit. Der blev aflagt mange vidnesbyrd, men jeg fik indtryk af at der var en gruppe vi ikke nåede frem til. Vi kaldte på alle som følte at de ikke var rede for Jesu komme og ikke var sikre på at de var Guds børn, jeg fik indtryk af at hele forsamlingen var på vej fremad. Vi gav så alle anledning til at give udtryk for deres følelser. Bagefter havde vi en bedestund, og Herrens velsignelse syntes at nå hjerterne. ret

(147)  Derefter delte vi os i grupper. Mødet fortsatte to timer endnu, og Herrens Ånd kom over os i mægtig grad. Mange af dem som før ikke havde været kristne, havde fået en dyb kristelig erfaring. Og arbejdet fortsatte bare. Herren er i virksomhed, og han vil fortsætte så længe vi bereder vejen for ham, så han trygt kan åbenbare sin kraft til bedste for os. ret

(147)  I San Francisco
Fredag 21. december (1900) rejste jeg til San Francisco, der skulle jeg være i bedeugen. Sabbats eftermiddag talte jeg i kirken, skønt jeg var så afkræftet at jeg måtte holde mig fast i talerstolen med begge hænder. Jeg bad Herren at give mig styrke til at tale til menigheden. Han hørte min bøn og styrkede mig. Jeg talte uden vanskeligheder om Åb 2,1-5. ret

(147)   Herrens kraft kom over mig i rigt mål, og menigheden blev velsignet ved budskabet de fik. Ved slutningen af talen blev alle som ønskede at overgive sig til Herren, bedt om at komme frem. Mange fulgte opfordringen, og der blev holdt bøn for dem. Mange af dem som besvarede kaldet, havde for ganske nyligt hørt adventbudskabet og var i afgørelsens dal. Må Herren velsigne dem så de får nåde til at overgive sig helt til ham. Jeg har en sådan længsel efter at se mennesker omvende sig og høre dem synge en ny sang for Herren, lovprisningen til vor Gud. ret

(147)   Søndag eftermiddag talte jeg til en stor forsamling. Mange af dem tilhørte ikke menigheden. Jeg følte mig stærkere, og jeg kunne tale uden at behøve at holde mig fast i talerstolen. Herrens velsignelse hvilede over os, og mens jeg talte, følte jeg mig stadig bedre. Ligesom på sabbatten blev de som følte at de trængte til åndelig hjælp, bedt om at komme frem, og det var en glæde at se hvor villigt de kom. Herren var meget nær da vi søgte ham i bøn. ret

(148)  Sådan bør det være i alle menigheder
Sabbaten den 10. november besøgte jeg San Francisco og talte til en stor forsamling som havde villige ører og villige hjerter. …. Efter at jeg havde talt, bad pastor Corliss alle som ønskede at overgive sig til Jesus, om at komme frem. De kom raskt og villigt, og jeg fik at vide at der var næsten to hundrede som fulgte opfordringen. Mænd og kvinder, unge mennesker og børn fyldte op på de forreste bænke. Det ville glæde Herren om noget lignende kunne ske i alle menigheder. ret

(148)   Mange kunne ikke komme frem fordi lokalet var overfyldt, men de strålende ansigter og de tårefyldte øjne vidnede om at dette var deres ønske: "Jeg vil høre Herren til. Fra nu af vil jeg for alvor gå ind for et bedre liv." ret

(148)   Brødre og søstre, søg Herren mens han er at finde. Der vil komme en tid da de som har undladt at benytte anledningerne, ville ønske de havde søgt ham. ..... Han vil gerne at I skal gå ind for dette arbejde på en fornuftig måde. Han ønsker at I skal drage ud til vore menigheder og gøre en alvorlig indsats. Han ønsker at I skal holde møder for dem som ikke tilhører menigheden, så de kan få det sidste advarselsbudskab at høre. Der er mange steder hvor I vil blive modtaget med glæde, og hvor folk vil takke jer for at I kom. Må Herren hjælpe jer til at tage fat på en helt ny måde. Vil I gå ind for det? Vil I stå op og vidne om at den hjælp I søger, vil I søge hos Herren? (Menigheden rejser sig) (Indvielsesbøn): Jeg takker dig, Herre, Israels Gud. Tag imod dit folks løfte. Lad dem modtage din Ånd. Lad din hellighed komme til syne i dem. Lad os få lov til at se Guds frelse når de forkynder Guds ord. ret

næste kapitel