Kristi retfærdighed i loven

(232)   De største vanskeligheder Paulus havde, skyldtes indflydelsen fra farisæerpartiet. De skaffede ham mange problemer ved den splid de skabte i menigheden i Korint. Hele tiden fremholdt de, at det var nødvendigt at holde sig til de gamle ceremonier, og de satte disse forskrifter højere end Kristi evangelium. De fordømte Paulus fordi han ikke lærte de nyomvendte at det var nødvendigt at følge disse forskrifter. ret

(232)  Paulus imødegik dem og sagde: "Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. 2Kor 3,7-9 ret

(232)   Guds lov, som på Sinaj blev forkyndt med forfærdelig majestæt, fordømmer synderen, Det er lovens opgave at fordømme synderne, men der findes ingen frelsesmulighed i den. Den er livets lov, og de som lever efter den, bliver rigt belønnet. Men den fører til trældom og død for dem som fortsætter med at være under dens fordømmelse. ret

(233)   Så hellig og herlig er loven at da Moses kom ned fra bjerget, hvor han havde været sammen med Gud og fået stentavlerne af ham, skinnede hans ansigt med en herlighed folket ikke tålte at se på, Moses måtte lægge et slør over sit ansigt. ret

(233)   Herligheden som skinnede fra Moses ansigt, var et genskin af Kristi retfærdighed i loven. Selve loven ville ikke have nogen herlighed. Det har den kun, fordi Kristus er i den. Den kan ikke frelse, og den er uden herlighed. Det er kun i Kristus den fremstår fuld af retfærdighed og sandhed. ret

(233)   Sammen ved profeterne gav offersystemets symboler og forbilleder et tilsløret og utydeligt indtryk af den nåde og frelse verden skulle opleve da Jesus kom. Moses fik lov til at se betydningen af de forbilleder som pegede frem mod Jesus. Han så slutningen på det som skulle vare til Kristi død, når virkeligheden og modbilledet mødes. Han så at det kun er ved Kristi hjælp mennesket kan holde moralloven. Mennesket førte synden ind i verden da de overtrådte denne lov, og med synden kom døden. Kristus sonede menneskets synd. Han tilbød sin fuldkomne karakter i stedet for menneskets synd. Han tilbød sin fuldkomne karakter i stedet for menneskets syndighed. Han tog selv straffen for ulydigheden. sonofrene pegede frem mod hans eget store sonoffer. Lammet som blev slagtet, var et billede på det lam som skulle bære verdens synd. ret

(233)   Det var da Moses fik at se hvem den midlertidige tjeneste pegede frem imod, og fik at se Jesus som han blev åbenbaret i loven, at hans ansigt fik sin glans. Lovens tjeneste, skrevet og hugget i sten, var en dødens tjeneste. Uden Kristus var overtræderen under dens fordømmelse og uden håb om nåde eller tilgivelse. Tjenesten i sig selv havde ingen herlighed, men den lovede frelser åbenbaret i ceremonilovens symboler og forbilleder, gjorde moralloven herlig. ret

(233)   Paulus ønsker af hele sit hjerte at hans landsmænd vil indse at det var den synd tilgivende frelsers herlighed som gjorde hele den jødiske offertjeneste meningsfuld. Han længtes efter at jøderne skulle forstå at Kristus kom til verden og døde som menneskets sonoffer, og da mødte virkelighedens modbillede. ret

(234)   Efter at Kristus døde på korset som sonoffer for synden, kunne offerloven ikke længere stå ved magt. Den havde hørt sammen med moralloven og var derfor herlig. Det hele har Guddommens stempel og var et udtryk for guds hellighed og retfærdighed. Og hvis det som var slut, var herligt, hvor meget herligere måtte da ikke virkeligheden være, da Kristus blev åbenbaret, han som giver sin livgivende, helliggørende Ånd til alle som tror? ret

(234)  Forkyndelsen af tibudsloven var en mægtig åbenbaring af Guds herlighed og majestæt. Men hvordan virker denne åbenbaring af magt på folket? De blev bange. "Hele folket oplevede tordenbragene og lynglimtene og hornklangen og så bjerget hyldet i røg. Da rystede de og blev stående på lang afstand, og de sagde til Moses: "Du skal Tale til os, så lytter vi! Men Gud må ikke tale til os, for så dør vi." (2Mos 20,18-19). De ville at Moses skulle være deres mellemmand, og at de uden hans mellemkomst ville blive tilintetgjort. ret

(234)  "Men Moses sagde til folket: " I skal ikke være bange! Gud er kommet for at sætte jer på prøve, og for at I kan frygte for ham, så I ikke synder. Mens folket blev stående på lang afstand, nærmede Moses sig mulmet, hvor Gud var." (2Mos 20,20-21). ret

(234)   Syndtilgivelse, retfærdiggørelse ved tro på Jesus Kristus, adgang til Gud kun ved en mellemmand på grund af deres fortabte tilstand, deres skyld og syndige natur, alt dette var sandheder folket havde meget lille forståelse for. De havde i stor udstrækning tabt kundskaben om Gud og om den eneste måde de kunne nærme sig ham på. De havde mistet al sans for hvad synd og retfærdighed er, og havde bare en tåget forestilling om at syndstilgivelse måtte komme gennem Kristus, den lovede Messias, som deres sonoffer var et forbillede på. ret

(234)  Paulus erklærede: "Et sådant håb har vi og går derfor åbent til værks og gør ikke som Moses, der lagde et slør over sit ansigt, for at Israels børn ikke skulle se, at det, der forsvandt, hørte op. Dog forhærdes deres tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort." 2Kor 3,12-16 ret

(235)   Jøderne nægtede at tage imod Kristus som Messias, og de forstår ikke at deres ceremonier er meningsløse og at sonofrene ikke længere betyder noget. Sløret som de selv i deres vantro har lagt over deres hjerte og deres forstand, ligger der stadigvæk. Det vil blive fjernet hvis de tager imod Kristus, lovens retfærdighed. ret

(235)   Mange i den kristne verden har også et slør over deres øjne og hjerter. De ser ikke slutningen på det som blev afskaffet. De ser ikke at det kun var ceremoniloven som blev afskaffet ved Kristi død. De hævder at moralloven blev naglet til korset. Tykt er det slør der formørker deres forstand. Mange er i krig med Gud. De lyder ikke hans lov. Kun når de bliver i harmoni med grundloven for hans styreform, kan Kristus være til nogen hjælp for dem. De kan tale om at han er deres frelser, men til sidst vil han måske sige til dem: Jeg kender jer ikke. I har ikke vist nogen ægte anger overfor Gud for overtrædelsen af hans hellige lov, og I kan ikke have nogen ægte tro på mig, for det var min opgave at gøre loven stor og herlig. ret

(235)   Paulus omtalte hverken moralloven eller ceremoniloven sådan som prædikanter i vor tid vover at gøre. Nogle har en sådan modvilje mod Guds lov at de vil gøre sig umage for rigtigt at kunne tale nedsættende om den. Sådan foragter de, og rakker ned på Guds majestæt og ære. ret

(235)   Moralloven har aldrig været et midlertidigt forbillede. Den eksisterede før mennesket blev skabt, og den vil stå ved magt så længe Guds rige eksisterer. Gud kunne ikke forandre et eneste af lovens bud da han ville frelse menneskene, for loven er hans riges grundvold. Den er uforanderlig og evig. For at mennesket skulle blive frelst og for at respekten for loven kunne blive opretholdt, var Guds Søn nødt til at give sig selv som et sonoffer for synd. Han som ikke kendte til synd, blev til synd for os. Han døde for os på Golgata. Hans død viser hvor højt Gud elsker menneskene, og at hans lov ikke kan ændres. ret

(236)   I bjergprædikenen erklærer Jesus: "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig, siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven før alt er sket." (Matt 5,17-18). ret

(236)   Kristus tog lovens forbandelse på sig, og led den fastsatte straf. Han gennemførte planen om at give mennesket mulighed til at kunne holde Guds lov og til at blive godtaget på grundlag af Frelserens offer. Ved det offer han gav, blev loven æret og herliggjort. Da kunne alle tydeligt se herligheden af det som ikke skulle ophøre - Guds ti bud, hans rettesnor for retfærdighed. ret

(236)  "Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er." (2Kor 3,18). Kristus er syndernes talsmand. De som tager imod evangeliet, ser ham med utildækket ansigt. De ser forbindelsen mellem hans opgave og loven, og de lovpriser Guds visdom og herlighed som bliver åbenbaret ved Frelseren. Kristi herlighed bliver åbenbaret i loven, som er en afskrift af hans karakter, og hans forvandlende kraft gør sin gerning i menneskene indtil de bliver forvandlet til hans billede. De får del i guddommelig natur, og de bliver mere og mere lig deres frelser. Skridt for skridt retter de sig stadig mere efter Guds vilje, indtil de når fuld modenhed. ret

(236)  Loven og evangeliet er i fuldkommen harmoni. De støtter hverandre. Loven taler i al sin majestæt til samvittigheden, og den får synderne til at se at de må have Kristus som deres sonoffer for synden. Evangeliet forstår lovens opgave og at den er uforanderlig. "Uden loven ville jeg ikke have vidst af synden," siger Paulus. Loven hjælper synderen til at se sin synd og leder dem til Frelseren. I deres nød kan menneskene påberåbe sig korsets mægtige argumenter. De har ret til at bede om at få del i Kristi retfærdighed, for den blev givet alle angrende syndere. Gud siger: "Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. (Joh 6,37) "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed" (1Joh 1,9) ret

næste kapitel