Ordet blev menneske

(242)   "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, men mørket greb det ikke. Joh 1,1-5. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh 1,14. ret

(242)   Dette kapitel fortæller hvem Kristus var og hvad hans gerning betyder. Johannes, som ved hvad sagen gælder, tilskriver Kristus al magt og taler om hans storhed og majestæt. Han formidler guddommelige stråler af dyrebare sandheder, lige som lys fra solen, og fremstiller Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. ret

(242)   At Kristus kunne komme som menneske er et mysterium, det er "den hemmelighed, som har været skjult for alle og slægter." (Kol 1,26). Det er den store gudsfrygtens hemmelighed. "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os" (Joh 1,14). Kristus tog den menneskelige natur på sig, en natur ringere end den han oprindelig havde. Ingen ting åbenbarede Guds vidunderlige godhed bedre end dette. "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn." (Joh 3,16). Johannes fortæller så enkelt om denne underfulde sandhed at alle kan forstå det han skriver. ret

(243)  Kristus nøjedes ikke med at lade som om han påtog sig menneskets natur, men han jorde det i sandhed, fuldt og helt. Han fremstod som et virkeligt menneske. Som "børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri". Han var Marias søn og af Davids slægt efter menneskelig afstamning. Bibelen omtaler tydeligt Jesus som menneske. Hebræerbrevets forfatter skriver, at denne mand "er fremfor Moses agtet værdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset." ret

(243)  Kristi forudtilværelse
Selv om Guds ord taler om Kristus som menneske da han var her på jorden, taler det også tydeligt om hans forudtilværelse. Ordet eksisterede som et guddommeligt væsen, han var Guds enbårne Søn og et med sin Far. Fra evighed af, var han mellemmand for pagten, og som alle jordens folk, både jøder og hedninger, ville blive velsignet ved, hvis de tog imod ham. "Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud" (Joh 1,1). Før mennesker og engle blev skabt, var Ordet hos Gud og var Gud. ret

(243)  Verden blev skabt ved ham, og "uden ham blev intet til af det, som er." (Joh 1,3) Hvis Kristus skabte alt, må han have eksisteret før alt. Det som bliver sagt om dette, er så tydeligt, at ingen behøver at være i tvivl. Kristus var Gud fuldt ud og i højeste forstand. Han var hos Gud fra evighed af, Gud over alt, velsignet i al evighed. ret

(243)  Den Herre Jesus Kristus, Guds Søn, eksisterede fra evighed af, som en selvstændig person, men alligevel et med Faderen. Han var den herligste i himmelen, og han var englenes leder. Han modtog englenes tilbedelse som med rette tilkom ham. Det var ikke et gode han røvede fra Gud. Han siger: "Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til. Jeg blev født før, strømmene var til, før der var vandrige kilder; da bjergene endnu ikke var sat ned, forud for højene blev jeg født, førend han skabte landjorden og markerne og de første støvkorn i verden. Da han grundfæstede himlen, var jeg allerede, da han lagde jordens flade fast på urdybet." (Ordsp. 8,22-27). ret

(244)   Der er lys og herlighed i den sandhed at Kristus var et med Faderen, før verdens grundvold blev lagt. Dette er lyset som skinner i mørket og fylder det med Guds egen herlighed. Denne sandhed, som i sig selv er et mysterium, kaster lys over andre hemmelighedsfulde og ellers uforklarlige sandheder, mens den selv er indhyldet i et lys ingen kan nærme sig og ingen forstår. ret

(244)  "Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du, Gud." (Sl 90,2). "Det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem." (Matt 4,16). Her bliver Kristi forudtilværelse og hensikten med hans komme til verden, fremstillet som klare lysstråler fra den eviges trone. "Men nu! Du snitter dig selv i sorg, du røverkvinde. Vi er sat under belejring, med stokken slår de Israels hersker på kinden. Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage." (Mika 4,14; 5,1). "Men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forsagelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds visdom." (1Kor 1,23-24) ret

(244)  Et mysterium
At Gud kunne blive menneske, er i sandhed et mysterium, og uden Den Hellige Ånds hjælp kan vi ikke tro og fatte at dette er sandt. Den mest ydmygende lektie mennesker må lære, er at menneskelig visdom ikke har nogen værdi, og at det er meningsløst på egen hånd at forsøge at finde ud af noget om Gud. De gør måske deres yderste, og har måske det, verden kalder en højere uddannelse, men i Guds øjne er de fremdeles uvidende. De gamle græske filosoffer roste sig af deres visdom, men hvordan så Gud på dem? Salomo havde store kundskaber, men hans visdom var tomhed, for han vidste ikke nok til at kunne stå moralsk uafhængigt, fri for synd, og med en karakter dannet efter det guddommelige mønster. Salomo har fortalt os om resultatet af sin granskning, sin store indsats og udholdenhed i sin forskning. Han erklærer om sin visdom, at alt bare var tomhed. ret

(245)  Verden lærte ikke Gud at kende ved hjælp af sin egen visdom. Menneskers forståelse af Guds karakter, deres ufuldstændige kundskab om hans væsen, hjalp dem ikke til at vokse mentalt. Deres sind blev ikke renset ved lydighed mod Guds vilje, men de sank ned i den mest nedværdigende afgudsdyrkelse. "De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr." (Rom 1,22-23) Sådan bliver al kundskab værdsat når Kristus ikke er med. ret

(245)  "Jesus sagde til ham:"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." Joh 14,6. Kristus har fået magt til at give alle skabninger liv. Han siger igen: "Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. Joh 6,57. Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv." Joh 6,63. Jesus taler ikke her om sin undervisning, men om sig selv og sin guddommelige karakter. Han erklærer: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv." Joh 5,25-27. ret

(246)  Helt fra begyndelsen viste Gud og Kristus at Satan kom til at gøre oprør, og at Adam ville komme til at falde som en følge af oprørerens evne til at vildlede. Frelsesplanen blev lagt for at kunne genløse den faldne menneskehed og give dem en ny anledning. Gud gav Kristus opgaven som mellemmand. Fra evighed af var han bestemt til at være vor stedfortræder. Før verden var skabt, blev det aftalt at Kristi guddom skulle iklædes menneskelighed. Jesus sagde: "Derfor siger han, da han træder ind i verden: "Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig." (Hebr 10,5). Men som menneske kom han først i tidens fylde. Da kom han til vor verden som barnet i Betlehem. ret

(246)  Ingen som er blevet født ind i denne verden, selv ikke de bedst udrustede af Guds børn, er blevet mødt med sådanne udbrud af glæde som hilste det lille barn i Betlehem: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!" (Luk 2,14). Om bare menneskene i dag kunne tage imod denne sang! Det som der blev kundgjort, og den tone som der blev anslået, vil øges i styrke til tidens slutning og genlyde til jordens ende. Det er at ære Gud og fred på jorden blandt mennesker som har Guds velbehag. Når retfærds sol går op med lægedom under sine vinger, skal sangen som havde sin begyndelse over markerne ved Betlehem, lyde fra et stort hav af stemmer og runge som brus af vældige vandmasser: "Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten." (Åb 19,6). ret

(246)   Ved sin lydighed mod alle Guds bud vandt Kristus frelsen for menneskene, ikke ved at han blev til en anden end den han var, men ved at han tog menneskeligheden ind i sig. Genløsningens opgave var at bringe menneskeligheden ind i Kristus og at gøre den faldne menneskehed til et med Guddommen. Kristus påtog menneskelig natur for at menneskene skulle kunne blive et med ham ligesom han er et med Faderen, så Gud skulle kunne elske menneskene som han elsker sin enbårne Søn, og for at menneskene skulle kunne få del i guddommelig natur og blive fuldkomne i ham. ret

(247)   Den Hellige Ånd som udgår fra Guds enbårne Søn, binder menneskene med legeme, sjæl og ånd til Kristi fuldkomne guddommelige menneskelige natur. Denne forening bliver sammenlignet med den fuldstændige forbindelse der må være mellem vintræet og grenene. Dødelige mennesker bliver knyttet til Kristi menneskelighed. Ved tro bliver den menneskelige natur forenet med kristi natur. Vi bliver et med Gud i Kristus. ret

næste kapitel