Jesu fristelse

(263)   Jesus var ikke så gunstigt stillet, til at møde Satans fristelser i ørkenen, som Adam var da han blev fristet i Edens have. Guds Søn fornedrede sig selv og tog menneskets natur, efter at menneskene havde været borte fra Edens have i fire tusinde år, og lige så længe fra den oprindelige renhed og retskaffenhed. I århundreder havde synden sat sine dybe mærker, og fysisk, mentalt og moralsk forfald prægede den menneskelige familie. ret

(263)   Da Adam blev angrebet af fristeren i Edens have, var der ikke spor af synd hos ham. Han stod foran Gud, stærk og fuldkommen. Alle evner og anlæg var harmoniske udviklede. ret

(263)   Ved fristelsen i ørkenen tog Jesus Adams plads for at sejre der hvor han havde svigtet. På synderens vegne fik Kristus her overtaget fire tusinde år efter at Adam havde vendt ryggen til sit hjem i Edens have. Skilt fra Guds nærværelse var menneskene i generation efter generation kommet stadig længere bort fra den oprindelige renhed, visdom og kundskab som Adam havde i Edens have. Jesus har menneskenes synd og skrøbelighed som den var da han kom til jorden for at hjælpe dem. På menneskehedens vegne skulle han modstå Satans fristelser på alle de punkter hvor han angriber. ret

(263)   Adam var omgivet af alt hvad hjertet kunne begære. Han manglede ingenting. Der var ingen synd og ingen tegn på forfald i det dejlige Eden. Guds engle talte frit og venligt med de to mennesker. Glade fugle sang Skaberens pris. Dyrene legede fredeligt omkring Adam og Eva og var altid lydige. Adam stod i sin manddoms fulde styrke som det ædleste af skaberværket. Han har Guds billede og var kun lidt ringere end englene. ret

(264)  Kristus - den anden Adam
Det var helt andre forhold som den anden Adam havde, da han drog ud i ørkenen for, alene og uden hjælp, at tage kampen op mod Satan! Siden faldet aftog menneskene i størrelse og fysisk styrke, og moralsk sank de stadig lavere indtil tiden for Kristi komme til verden. For at kunne hjælpe faldne mennesker, måtte Jesus nå dem der hvor de er. Han tog på sig, den menneskelige natur og fik del i deres skrøbeligheder og degenerering. Han som ikke kendte til synd, blev synd for os. Han fornedrede sig selv til det laveste dyb af menneskelig elendighed, for at han skulle kunne nå menneskene og trække dem op fra den fornedrelse, synden havde ført dem i. ret

(264)  "For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser." (Hebr 2,10). ret

(264)  "For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd" (Hebr 4,15). ret

(264)   Satan havde modarbejdet Guds ledelse siden han begyndte oprøret. Hans sejr da han fristede Adam og Eva og førte synden ind i verden, havde gjort denne ærkefjende overmodig. Overfor himmelens engle triumferede han stolt over, at Kristus som menneske ville være den svageste, og at han selv da kom til at vinde over ham. Han hoverede over at Adam og Eva i Edens have ikke havde kunnet modstå hans fristelser da han appellerede til appetitten. Med de samme midler - appetitten og lidenskaben - havde han besejret menneskene som levede før syndfloden. Gennem appetitten besejrede han israelitterne. Han sagde hånligt, at selv da Guds Søn var med Moses og Josva, kunne han ikke modstå hans magt når det gjaldt at lede sit udvalgte folk ind i Kanans land, for næsten alle som forlod Egypten, døde i ørkenen. Selv den ydmyge Moses havde han fristet til at tiltage sig selv den ære som tilkom Gud. David og Salomon, som var blevet særligt velsignet af Gud, havde han lokket til at synde og til at pådrage sig Guds mishag ved hjælp af appetitten og lidenskaben. Og han triumferede over, at han nok skulle klare at forhindre Guds plan til frelse for menneskene ved Jesus Kristus. ret

(265)   I fristelsens ødemark var Jesus uden mad i fyrre dage. Moses havde ved særlige anledninger været lige så længe uden mad. men han havde ikke følt sult. Han blev ikke fristet og plaget af en lumsk og mægtig fjende, som Guds Søn blev. Moses var da hævet over menneskelige behov. På en speciel måde blev han styrket ved Guds herlighed som omgav ham. ret

(265)  Syndens virkninger på mennesket
Satan havde haft et sådant held med sig da han bedrog Guds engle og fristede Adam, at han mente han skulle kunne klare og vinde, også over Kristus, når han fornedrede sig og blev menneske. Med stort velbehag betragtede han resultatet af sine fristelser og det stadig øgende omfang af synd og overtrædelser af Guds lov i mere end fire tusinde år. Han havde bragt ødelæggelse over Adam og Eva og ført synden ind i verden, og han havde ført utallige mennesker, i alle tidsaldre, land og samfundslag ud i ulykken. Han havde i den grad haft kontrol over byer og folk så Gud til slut måtte ødelægge dem ved ild, vand, jordskælv, krig, hunger og pest. Ved list og utrættelige anstrengelser havde han fået kontrol over appetitten og vækket lidenskaben i en så forfærdelig grad at det næsten havde lykkedes ham at udslette Guds billede i mennesket. Deres fysiske og moralske værdi blev i stor udstrækning ødelagt, og deres karakter og fysik lignede meget lidt de fuldkomne menneskers i Edens have. ret

(266)   Da Kristus kom første gang, havde Satan reduceret menneskene fra en oprindelig ophøjet renhed, og havde dermed skæmmet det fine guld med synd. Mennesket som var skabt til at være herre i Edens have, havde han forvandlet til en jordbundet slave som stønner under syndens forbandelse. Den herlige strålekrans som Gud havde givet den syndfrie Adam, forsvandt efter syndefaldet. Guds herlige lys kunne ikke dække over synd og ulydighed. I stedet for sundhed og rige velsignelser kom fattigdom, sygdom og lidelser af alle slags. Dette var den lod Adams efterfølgere mødte. ret

(266)   Gennem sin evne til at bedrage havde Satan ved tom filosofi ledet menneskene til at tvivle på og til slut nægte at tro på at der fandtes en Gud og at han kunne åbenbare sig. Han kunne se ud over en verden fuld af moralsk forfald, og en menneskehed som var udsat for vrede fra en Gud som må straffe synd. Han var fuld af djævelsk triumf over at det var lykkedes ham at mørklægge så mange menneskers livsvej og få dem til at overse Guds lov. Han gjorde synden tiltalende for at kunne ødelægge mange. ret

(266)   Men hans mest fremgangsrige plan for at bedrage mennesker har været at dække over sin virkelige hensigt og sin sande karakter. Dette gør han ved at udgive sig for at være menneskehedens sande ven og velgører. Han får menneskene til at tro at der ikke er nogen oprører, at der ikke findes nogen farlig fjende som de må være på vagt over for, og at det kun er overtro at der findes en personlig djævel. Ved at skjule sin eksistens får han fuld kontrol over mange mennesker. På samme måde som han forsøgte at bedrage Kristus, bilder han dem ind, at han er en engel fra himmelen som kun vil menneskene det bedste. Folk er så forblændede af synd at de ikke kan gennemskue Satans bedrag, og de ærer ham, som om han var en engel fra himmelen, mens han er i færd med at lede dem ud i evig fortabelse. ret

næste kapitel