Jesu anden fristelse

(277)   Satan klarede ikke at gennemføre sin plan om at besejre Jesus på appetittens område. På menneskenes vegne vandt Jesus her i ørkenen en sejer over appetitten, som for al fremtid gør det muligt for menneskene at sejre over appetitten på egen hånd. Satan ville ikke give op før han havde forsøgt alle udveje til at overvinde verdens frelser. Han vidste at for ham selv stod alt på spil. For at imponere Kristus med sin overlegne styrke, tog han ham med til Jerusalem og stillede ham på det yderste hjørne af tempelmuren, og han fortsatte at plage ham med fristelser. ret

(277)  Igen forlangte han at Jesus, hvis han virkelig var Guds Søn, skulle bevise det ved at kaste sig ned fra den svimlende højde han havde ført ham op på. Han lokkede Jesus til at bevise sin tillid til Faderens omsorg ved at kaste sig ned fra templet. I Satans første fristelse på appetittens område havde han forsøgt at så tvivl om Guds kærlighed og omsorg for sin Søn, ved at henvise til hans sult og de omgivelser han befandt sig i, som bevis for at Gud ikke brød sig om ham. Men det lykkedes ikke for ham. Derfor forsøgte han at benytte sig af den tro og fuldkomne tillid Jesus havde vist Faderen, og opægge ham til formastelse. "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten" (Matt 4,6-7). ret

(278)  Formastelsens synd
Formastelsens synd ligger nær op ad troen og tilliden til Gud. Satan regner med at han skal kunne benytte sig af den kendsgerning, at Kristus var blevet menneske, til at lokke ham til at overskride grænsen mellem tillid og formastelse. På dette punkt lider mange skibbrud. Satan forsøger at udspionere Kristus ved at smigre. Han sagde at han var enig med Kristus i, at han havde gjort det rigtige da han under de mest prøvende omstændigheder i ørkenen havde vist tro og tillid til Gud. Derefter opæggede han ham til at give endnu et bevis på sin tro på at han var Guds søn, ved at kaste sig ned fra templet. Han fremholdt, at hvis han virkelig var Guds Søn, havde han ikke noget at frygte, for Guds engle ville bevare ham. Satan viste at han forstod Skriften ved den måde han brugte den på. ret

(278)   Verdens frelser beviste sin karakterfasthed og viste at han havde en fuldkommen tro på Faderens løfte om at bevare ham. Han ville ikke unødigt sætte Faderens trofasthed og kærlighed på prøve, selv om han var i fjendens hånd og befandt sig i en yderst vanskelig og farlig situation. Han ville ikke følge Satans forslag, at friste Gud ved formasteligt at sætte hans omsorg på prøve. Satan havde brugt et skriftsted som syntes at passe i dette tilfælde, og han håbede på at kunne gennemføre sin plan ved at anvende det på Frelseren ved denne specielle anledning. ret

(278)   Kristus vidste at Gud ville have kunnet bevare ham, hvis han selv havde befalet ham at kaste sig ned fra templet. Men at gøre dette uden en direkte befaling fra Gud, og sætte Faderens omsorg og kærlighed på prøve fordi Satan lokkede ham til at gøre det, ville ikke være noget bevis på tro. Satan var fuldstændig opmærksom på, at hvis Kristus kunne lokkes til at kaste sig ned fra templet, uden at Faderen havde pålagt ham at gøre det, bare for at bevise at hans påstand om at være under Guds beskyttelse var rigtig, så ville han have vist svagheden ved sin menneskelige natur. ret

(279)   Kristus sejrede i den anden fristelse. Han viste fuldkommen tillid til Faderen i den hårde konflikt der var med en mægtig fjende. I den sejer som her blev vundet, har Frelseren efterladt menneskene et fuldkomment eksempel, og han har vist dem at det eneste trygge er at have ubetinget tillid til Gud i alle prøver og vanskeligheder. Han afslog at sætte sin Fars kærlighed på prøve ved at udsætte sig for farer som ville have tvunget hans himmelske Far til at vise at han magtede at redde ham fra fare. Dette ville være at tvinge Gud til at give ham en personlig fordel, og da ville han ikke have givet sit folk et fuldkomment eksempel på tro og fast tillid til Gud. ret

(279)   Satans mål med fristelsen var at få Kristus til at formaste sig og vise en menneskelig svaghed som ikke ville gøre ham til et fuldkomment eksempel for sit folk. Satan troede, at hvis Kristus ikke klarede at stå imod fristelsen, ville der ikke være noget håb for menneskene, og hans magt over dem ville blive fuldstændig. ret

(279)   Kristi fornedrelse og forfærdelige lidelser i ørkenen var for menneskers skyld. Ved Adam gik alt tabt på grund af overtrædelsen. Menneskenes eneste håb om forsoning med Gud er gennem Kristus. Ved at overtræde Guds lov havde menneskene skilt sig så langt fra Gud at de ikke ville magte at ydmyge sig, sådan at det stod i forhold til deres forfærdelige synd. Guds Søn kunne fuldt ud forstå vor forfærdelig overtræderens synd var. Med sin syndfrie karakter kunne han alene gøre en acceptabel soning for menneskene, ved at udsætte sig for den forfærdelige erfaring Guds vrede var for ham. Guds Søns sorger og lidelser for verdens synd stod i forhold til både hans renhed og storhed og til størrelsen af deres forseelse. ret

(280)   Kristus er vort eksempel i alt. Når vi ser hvordan han ydmygede og fornedrede sig i den lange prøve og fasten i ørkenen, for på vore vegne at sejre over appetitten, må vi lade det være til hjælp for os, når vi selv bliver fristet. Når appetitten har så stor magt over menneskene, og at give efter for den er så stor en synd at Guds Søn måtte underkaste sig en sådan prøve, viser det hvor betydningsfuldt det er at have appetitten under kontrol af forstanden. Vor frelser fastede i næsten seks uger for på menneskenes vegne at kunne sejre over appetitten. Hvordan kan da mennesker som bekender sig til at være kristne og har en oplyst samvittighed og Kristus som deres eksempel, ligge under for vaner som svækker krop og sjæl? Det er en sørgelig kendsgerning, at egenkærlige vaner, som er farlige for helsen og svækker moralen, i vor tid slavebinder en stor del af kristenheden. ret

(280)   Mange som siger de er kristne, spørger ikke om grunden til at Kristus måtte faste og lide så længe i fristelsens ørken. Hans lidelser skyldtes ikke så meget sult, som hans forståelse af de frygtelige følger for menneskene af, at give efter for appetitten og sanseligheden. Han vidste at appetitten ville blive menneskenes afgud, som ville få dem til at glemme Gud og hindre dem i at blive frelst. ret

næste kapitel