Jesu tredje fristelse

(281)   Frelseren stolede fuldt og helt på, at hans himmelske Far ikke ville tillade at han blev fristet mere end han ville have mulighed for at udholde, og at han ville sejre hvis han tålmodigt udholdt prøven han var udsat for. Kristus havde ikke frivilligt magt over ham. Jesus vidste at hvis han ikke gav afkald på sin retskaffenhed i denne yderst vanskelige situation, ville en Herrens engel blive sendt for at hjælpe ham, hvis der ikke var nogen anden udvej. Han var blevet menneske, og han var menneskehedens repræsentant. ret

(281)  Satan så at han ikke kom nogen vejne med Kristus i den anden store fristelse. "Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: "Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil" (Luk 4,5-7). ret

(281)   I de to første store fristelser havde Satan skjult sin sande hensigt og hvem han var. Han gav sig ud for at være en budbærer fra himmelen med høj rang. Men nu kaster han masken. I et syn viser han Kristus alle verdens riger fra den fordelagtige side, mens han samtidig påstår at han er verdens herre. ret

(282)  Den mest besnærende fristelse
Den sidste fristelse, var den mest besnærende af de tre. Satan vidste at Kristus ville få et hårdt og vanskeligt liv, og han mente han kunne drage fordel af dette og lokke Kristus til at afvige fra sin retskaffenhed. Satan satte alt ind hvad han havde i denne store fristelse, for denne sidste prøve ville afgøre hvem der skulle gå af med sejren. Han gjorde krav på verden som sit område, og han var herskeren i luftens rige. Han førte Jesus op på toppen af et meget højt bjerg, og i et syn viste han ham alle verdens riger som så længe havde været under hans herredømme, og han tilbød ham alt sammen. Han sagde at Kristus kunne vinde alle verdens riger uden lidelser og andre vanskeligheder. Satan lovede at give ham sin egen magt, og Kristus skulle blive den retmæssige hersker mod bare en eneste betingelse fra hans side. Alt hvad Satan forlangte til gengæld, for at gøre ham til herre over alle verdens riger, var at Kristus skulle hylde ham som sin herre. ret

(282)  Jesu øjne hvilede et øjeblik på herligheden som blev vist ham, men han sneg sig væk og nægtede at betragte det betagende syn. Han ville ikke sætte sin indgriben på spil ved at forhandle med fristeren. Da Satan forlangte at blive hyldet, vækkede han Kristi guddommelige forbitrelse, og han ville ikke længere tolerere Satans gudsbespottelige påstande, og ikke længere tillade ham at være der. Her udøvede Kristus sin guddommelige autoritet og befalede Satan at holde op. "Da svarede Jesus ham "Vig bort, Satan! For der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." (Matt 4,10). Stolt og hovmodig havde Satan sagt om sig selv at han var denne jords rette og evige hersker, den rette ejer af al dens rigdom og herlighed, og at han krævede hyldest af alle som boede på den, som om han havde skabt verden og alt som var på den. Han sagde til Kristus: "Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil." (Luk 4,6). Han forsøgte at få en overenskomst med Kristus om at overlade hele herredømmet til ham, mod at Kristus skulle tilbede ham. ret

(283)  Denne forhånelse mod Skaberen gjorde Guds Søn harm, og han befalede Satan at fjerne sig efter at han havde irettesat ham. Ved sin første fristelse havde Satan smigret sig med at han så fuldstændigt havde skjult for Kristus, hvem han virkeligt var og hvilke planer han havde og at Kristus ikke forstod at han var den faldne oprører som han havde besejret og styrtet ned fra himmelen. Det Kristus sagde da han befalede ham at fjerne sig: "Vig bort fra mig, Satan!" viser at alle hans bedrageriske kunstgreb var lagt på Guds Søn. Satan vidste at hvis Jesus gav sit liv for menneskenes frelse, ville han selv efter en tid miste sin magt og blive tilintetgjort. Det var derfor hans velovervejede plan, om muligt at forhindre Guds Søn i at gennemføre opgaven han havde begyndt på. Hvis frelsesplanen skulle slå fejl, ville han kunne beholde det herredømme han da havde gjort krav på. Og han bildte sig ind, at han ville kunne herske i modsætning til himmelens Gud. ret

(283)   Da Jesus forlod himmelen og den magt og herlighed han havde, jublede Satan. Han tænkte at Guds Søn var i hans vold. Det havde været så let at friste det uskyldige menneskepar i Edens have, så han håbede at han med sin Djævelske list og magt kunne overvinde endog Guds Søn og dermed redde både sit liv og sit rige. Hvis han kunne friste Jesus til at afvige fra Faderens vilje, som han havde gjort med Adam og Eva, ville han have nået sit mål. ret

(283)   Tiden var kommet da Jesus ved at give sit liv, skulle løskøbe det som nu var Satans ejendom. Og med tiden skulle alle i himmelen og på jorden blive underlagt ham. Men Jesus stod fast. Han valgte et liv i lidelse og en skammelig død, og på den måde Faderen havde bestemt, ville han blive den lovlige hersker over alle jordens riger. Han ville få dem overladt til evig eje. Satan ville også blive overladt til ham for at blive tilintetgjort, sådan at han aldrig mere ville kunne plage Jesus eller de hellige i herligheden. ret

(284)  Jesus modstod fristelsen
Jesus sagde til den listige fjende. "Vig bort, Satan! For der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene."(Matt 4,10-11). Satan havde bedt Kristus om at bevise at han var Guds Søn, og i dette tilfælde havde han fået det bevis han bad om. Han blev nødt til at lyde Kristi guddommelige befaling. Han blev tilbagevist og måtte tie. Han havde ikke magt til at stå imod den bydende bortvisning. Han blev tvunget til straks at forlade verdens frelser. ret

(284)   Satan forsvandt. Kampen var ovre. Under forfærdelige lidelser havde Kristus sejret lige så afgjort som Adam havde svigtet. Han var befriet for sin mægtige modstander og fra hans legioner af onde engle. ret

(284)   Da Satan var færdig med at friste Kristus, holdt han sig borte fra ham for en tid. Fjenden var besejret, men kampen havde været lang og forfærdelig hård. Og da den var over, var Kristus udmattet og kraftløs. Han faldt om, som om han var ved at dø. Himmelens engle, som i himmelen havde hyldet ham, og som med intens interesse og stor forundring havde været vidne til den forfærdelige kamp han havde udkæmpet med Satan, kom nu til stede og tjente ham. De gav ham mad og styrkede ham, for han lå som om han var død. Englene var fyldt med undren og ærefrygt, for de vidste at verdens frelser udsatte sig for forfærdelige lidelser for at kunne frelse menneskene. Han som i himmelen var Guds ligemand, lå foran dem udhungret efter næsten seks ugers faste. Ensom og alene var han blevet angrebet af oprørene som var blevet fjernet fra himmelen. Han havde udholdt en hårdere prøve end mennesker nogen sinde ville møde. Kampen mod mørkets magter havde været lang og meget krævende for Kristi menneskelige natur, svag og afkræftet som han var. Englene kom med et trøsterigt budskab fra Faderen til hans Søn sammen med forsikringen om at hele himmelen jublede over den fulde og hele sejer han på menneskenes vegne havde vundet. ret

(285)  Hvad menneskenes frelse har kostet, vil vi aldrig fuldt ud kunne forstå før de frelste sammen med Jesus står foran Guds trone. Og når de får evnen til at fatte hvad det vil sige at få evigt liv og evig løn, vil de bryde ud i en jublende sejerssang: "Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære lov og pris. Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet,med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige. Ham, der sider på tronen, og lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder" (Åb 5,12-13). ret

(285)   Selv om Satans anstrengelser og fristelser var mislykkedes, havde han endnu ikke opgivet alt håb om at han en gang i fremtiden skulle kunne klare det bedre. Han så frem til Kristi virksomhed da han ville få nye anledninger til at prøve kræfter med ham. Satan lagde planer om at forblænde jøderne, Guds udvalgte folk, så de i Kristus ikke skulle kunne se verdens frelser. Han ville fylde deres sind med misundelse og had til Guds Søn, så de ikke ville tage imod ham, men gøre hans liv på jorden så tungt og vanskeligt som muligt. ret

næste kapitel