Kristus - skaber og lovgiver.
Gud åbenbarer sig

(286)   "Thi Gud, der sagde: "Af mørke skal lys skinne frem," han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt." (2Kor 4,6). ret

(286)   Før syndefaldet var der ingenting som forhindrede vore første forældre i at have en klar opfattelse af Guds karakter. De rettede sig i alle dele efter Guds vilje. De var klædt i et smukt lys, Guds lys. Herren besøgte det syndfrie par og underviste dem ved hjælp af det han havde skabt. Naturen var deres lærebog. Alt det som omgav dem i Edens have, fortalte om Guds eksistens. Hvert eneste træ talte til dem om ham. For Guds usynlige væsen blev tydeligt set og erkendt af hans gerninger, både hans evige kraft og hans guddommelighed. ret

(286)   Men selv om det er sandt at Gud kunne bliver erkendt ved det han havde skabt, betyder det ikke at naturen efter syndefaldet kunne give Adam og hans efterkommere en fuldstændig viden om Gud. Naturen kunne give en sådan viden til mennesket før syndefaldet, men overtrædelsen påførte naturen skade og ødelagde forbindelsen mellem naturen og naturens Gud. Havde Adam og Eva ikke været ulydige mod Skaberen, men fortsat på retskaffenhedens vej, kunne de have kendt og forstået Gud. Men da de lyttede til fristernes røst og syndede mod Gud, mistede de klædningen af lys, som var tegnet på deres uskyld. Da deres uskylds klædning blev borte, gik også meget af kundskaben om Gud tabt. Det klare og fuldkomne lys som til da, havde omgivet dem, havde kastet lys over alt det de mødte. Men da lyset forsvandt, kunne Adams efterkommere ikke længere efterspore Guds karakter i det han havde skabt. ret

(287)   De ting i naturen som vi ser omkring os i dag, giver os kun en svag forståelse af skønheden og herligheden i Edens have. Naturen forkynder alligevel med tydelig røst Guds herlighed. Skæmmet som naturen er af syndens ødelæggelser, er der alligevel så meget der er smukt. En som er almægtig og fuld af godhed, nåde og kærlighed, har skabt jorden og selv i dens ødelagte tilstand åbenbarer den sandheden om den mesterlige kunstner. I denne naturens åbne bog med sine smukke, velduftende og flere farvede blomster, giver Gud os et umiskendeligt udtryk for sin kærlighed. Da Adam havde syndet, kunne Gud have tilintetgjort hver knop og hver blomst, eller i hvert fald taget vellugten bort som er så tiltalende for vore sanser. På denne jord, skæmmet og ødelagt som den er af forbandelsen, kan vi i tornebusken, tidsler og ugræs se et udtryk for fordømmelsens lov. Men blomsternes smukke farver og duft, fortæller os at Gud stadigvæk elsker os og at hans nåde ikke helt er trukket tilbage fra jorden. ret

(287)  Naturen er fuld af åndelig lærdom for menneskene. Blomsterne dør, men kun for at vågne til et nyt liv og på den måde får vi undervisning om opstandelsen. Alle som elsker Gud, vil blomstre på ny i det himmelske Eden. Men naturen kan ikke åbenbare Guds store og underfulde kærlighed. Efter syndefaldet var naturen derfor ikke menneskets eneste lærer. For at verden ikke skulle blive liggende i mørke, i en evig, åndelig nat, mødte naturens Gud os i Jesus Kristus. Guds Søn kom til denne verden som en åbenbaring af Faderen. Han var "Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske." (Joh 1,9). "Thi Gud, der sagde: "Af mørke skal lys skinne frem," han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt." (2Kor 4,6). ret

(288)  I sin enbårne Søn, har himmelens Gud fornedret sig og taget menneskelig natur. Jesus svarede Thomas: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham. Filip sagde til ham: "Herre, vis os Faderen og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne." (Joh 14,6-11). ret

(288)   Det er vanskeligt og ydmygende for menneskene at opdage at deres egen visdom ikke strækker til og at de ikke selv magter at forstå naturens budskab rigtigt. Synden har overskygget evnen til at se og de kan ikke af sig selv tolke naturen rigtigt, men ophøjer den over Gud. De kan ikke se Gud i den og heller ikke Jesus Kristus som han har sendt. De er i den samme stilling, som atenerne var i, da de oprettede alteret vor de tilbad naturen. Da Paulus stod midt på Areopagos, fremholdt han Guds storhed og majestæt i modsætning til deres afgudsdyrkelse. ret

(288)  Paulus sagde: "Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: "Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud som har skabt verden med alt, hvad den rummer og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, vor de skal bo - for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt bort fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: "Vi er også af hans slægt." Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde." (Apg 17,22-29). ret

(289)  Naturen er ikke Gud
De som har en sand kundskab om Gud, vil ikke blive så optaget af naturlovene eller virksomheden i naturen, at de overser eller ikke ønsker og se at Gud er i stadig virksomhed i naturen. Naturen er ikke Gud og har aldrig været det. Naturens røst vidner om Gud, men naturen er ikke Gud. Den er hans skaberværk og bærer derfor vidnesbyrdet om hans magt. Guddommen er naturens ophav. Den naturlige verden har i sig selv ingen anden kraft end den Gud giver den. Det er en personlig Gud, Faderen og det er en personlig Kristus, Sønnen. "Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje" (Hebr 1,1-3). ret

(289)  Salmisten siger: "Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat. Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres" (Sl 19,2-4). Nogle kan have den teori at disse store ting i naturens verden, er Gud. De er ikke Gud. Alle disse undere på himmelen udfører bare det Gud har bestemt for dem. De er Herrens redskaber. Gud er både skaber og tilsynsmand over alle ting. Gud er optaget af at vedligeholde alt det som han har skabt. Den samme hånd som holder bjergene på plads, leder kloderne på deres hemmelighedsfulde vandring rundt om solen. ret

(290)  Der er næsten ikke et fænomen i naturen som vi ikke finder omtalt i Guds ord. Bibelen siger at "han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige" (Matt 5,45). Han lader græs spire frem på bjergene. ..... Han lader sneen falde, som var det uld og spreder rim, som var det aske, han slynger hagl, som var det brødkrummer; hvem kan holde stand mod kulden fra ham? Når han sender sit ord, smelter sneen, når han lader vinden blæse, risler vandene igen" (Sl 147,8) og 16-18). "Han samler skyer fra jordens ender, han skaber lyn sammen med regn, han slipper stormen løs fra forrådskamrene" (Sl 135,7). ret

(290)   Disse ord i Den hellige skrift siger ikke noget som kan give indtryk af at naturlovene virker indbyrdes uafhængige. Gud skaber stoffet og dets egenskaber og han bruger det til at gennemføre sine planer. Med sine virkemidler pryder han vegetationen med blomster. Han sender dug og regn og solskin for at græsset skal spire og brede sig som et tæppe over jorden og for at buske og frugttræer skal blomstre og bære frugt. Man må ikke tro at der er en lov i sæden som træder i virksomhed af sig selv og at løvet drives frem ved egne kræfter. Gud har love som han har fastsat, men de er kun tjenere som han virker igennem. Det er på grund af Guds direkte virksomhed at enhver spire kommer op af jorden og udfolder sig. Et hvert blad og en hver blomst gror og blomstrer ved Guds kraft. ret

(290)  Menneskets fysiske organisme er under Guds tilsyn. Men den er ikke som et urværk som går af sig selv når det først er sat i gang. Hjertet slår, pulsslag følger på pulsslag, åndedrag på åndedrag, men hele organismen er under Guds tilsyn. "I er Guds mark, Guds bygning." (Kor 3,9) I Gud lever vi, bevæger os og er til. Hvert hjerteslag, hvert åndedrag er indgivet af ham som blæste livsånden ind i Adams næsebor. Det bliver sat i gang af den evige Gud, den store Jeg Er. ret

(291)  De gamle filosoffer var stolte over deres store visdom. Lad os læse hvordan den inspirerede apostel så på dette: "De hævdede at være vise, men blev tåber og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. ... De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen." (Rom 1,22-25) Med sin menneskelige visdom kan verden ikke lære Gud at kende. Fra Guds skaberværk kan verdens vise samle en ufuldstændig kundskab om Gud og i deres dårskab ophøjer de naturen og naturens love over Gud. De som ikke har fået kendskab til Gud ved at tage imod den åbenbarelse af sig selv, som han har givet i Kristus, vil kun kunne få en ufuldstændig kundskab om ham i naturen. Men så langt fra at give ophøjede begreber om Gud og bringe hele mennesket ind under hans vilje, gør det menneskene til afgudsdyrkere. "De siger de er kloge, men den endte i dårskab." ret

(291)  De som tror at de kan få kendskab til Gud, uden om hans repræsentant, som er hans væsens udtrykte billede," (Hebr 1,3) må blive dårer i deres egne øjne før de kan blive vise. Det er umuligt at få et fuldstændigt kendskab til Gud blot gennem naturen, for naturen er i sig selv ufuldkommen. I sin ufuldkommenhed kan den ikke repræsentere Gud, den kan ikke åbenbare hans fuldkomne moralske karakter. Men Kristus kom til verden som en personlig frelser. Han repræsenterede en personlig Gud. Som en personlig frelser for han op til himmelen; og han som for op til himmelen vil komme igen som en personlig frelser. Han er billedet af Faderens person. "For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod." (Kol 2,9) ret

næste kapitel