Førstegrøden

(300)  Da Kristus på korset råbte ud: "Det er fuldbragt." (Joh 19,30) kom der et stort jordskælv, som åbnede gravene til mange af dem som havde været trofaste og sande vidner mod al ond virksomhed, og havde ophøjet. Hærskareres Gud. Da livgiveren kom frem fra graven og forkyndte: "Jeg er opstandelsen og livet." (Joh 11,25). kaldte han disse hellige frem fra graven. Mens de levede, havde de uforfærdet vidnet som sandheden, og nu skulle de være vidner for ham som havde vækket dem op fra de døde. De skulle ikke længere være Satans fanger, for Kristus havde genløst dem og ført dem op fra graven som førstegrøden, for at de skulle være med ham hvor han var, og aldrig mere opleve sorg og død. ret

(300)  Mens Kristus udførte sin tjeneste her nede, havde han vækket de døde. Han havde opvækket enkens søn i Nain, Jarirus" datter og Lasarus, men de var ikke gjort udødelige. Efter at de var vækket op, var de forsat underlagt døden. Men de som kom frem fra graven da Kristus stod op, blev oprejst til evigt liv. Det var de mange hellige som steg op sammen med ham som tegn på hans sejer over død og grav. ret

(300)  Efter opstandelsen viste Kristus sig ikke for andre end sine efterfølgere, men der mangler ingen vidnesbyrd om hans opstandelse. De som var oprejst sammen med Kristus, "viste sig for mange" (Matt 27,53). De forkyndte at Kristus var stået op fra graven, og at de var stået op sammen med ham. De vidnede i byen om opfyldelsen af profetens ord: "Dine døde bliver levende, deres lig står op. I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer dødninge til live." (Es 26,19). Disse hellige kunne dementere den løgn de romerske soldater havde fået betaling for at sprede: at disciplene om natten havde stjålet liget. Disse vidner kunne de ikke få til at tie. ret

(301)  Kristus var førstegrøden af dem som var sovet ind. Det var til Guds ære at livets fyrste skulle være førstegrøden og modbilledet på kornneget som skulle svinges. "For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre." (Rom 8,29). Denne symbolske ceremoni, som var et forbillede på Jesu opstandelse, havde jøderne fejret i tusind år. Når kornet begyndte at modnes, blev der samlet et kornneg for Herren og på den måde hyldede man ham som høstens herre. Efter denne ceremoni kunne indhøstningen begynde. ret

(301)   Så skulle de som var oprejst, blive ført frem for universet som et pant på at alle som tror på Jesus som sin personlige frelser, skulle opstå. Den samme magt som oprejste Jesus fra de Døde, skal også oprejse hans menighed og herliggøre den med Kristus som hans brud. Den skal herliggøres over alle magter og myndigheder og over alle navne som kan nævnes, ikke kun i denne verden, men også i den kommende. De hellige som sover i gravene, vil opleve en herlig sejer på opstandelsens morgen. Satans triumf vil afsluttes, men Kristus vil triumfere i herlighed og ære. Livgiveren vil give udødelighed til alle dem som kommer frem fra graven. ret

(302)  Kristi himmelfart
Frelserens opgave på jorden var fuldført, og tiden var kommet hvor han skulle vende tilbage til sit himmelske hjem. "Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen." (Luk 24,50-51). ret

(302)  Kristus velsignede sine disciple mens han blev taget op, og en sky af engle omgav ham. Han har de mange med sig, som har været Satans fanger, og vil selv føre dem frem for Faderen som førstegrøden af dem som sover. De er et bevis på, at han har sejret over død og grav. Ved portene til Guds stad venter en utallig engleskare. Idet de nærmer sig, råber de engle som ledsager ham, jublende til dem som venter: "Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. Hvem er ærens konge? Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig. Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind." ret

(302)  Atter en gang spørger englene som venter: "Hvem er han ærens konge?" Og de engle som ledsager ham, synger igen: "Hærskarers Herre, han er ærens konge! (Sl 24,7-10). Så bliver portene åbnet på vid gab, og engleskaren drager ind. ret

(302)  Der er tronen, og rundt om den er løftets regnbue. Der er serafer og keruber. Englene omringer Kristus, men han vinker dem til side. Han går ind til sin Far. Han peger på sit sejerstrofæ, modbilledet på ham selv, de som blev oprejst sammen med ham, repræsentanter for de dødes fanger som skal komme frem fra deres grave når basunen lyder. Han går hen til Faderen, og hvis der er glæde i himmelen over en synder som omvender sig, så lad fantasien forsøge at forestille sig denne scene. Kristus siger: Far, det er fuldbragt. Jeg har gjort din vilje, min Gud. Jeg har fuldført frelsesværket. Hvis retfærdigheden er fuldbyrdet, da vil jeg "at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig." (Joh 17,24). ret

(303)  Og Guds stemme bliver hørt, retfærdigheden er fuldbyrdet, Satan er besejret. Retfærd og fred har kysset hverandre. (Sl 85,10). Faderens arme omslutter Sønnen, og han siger: "Alle Guds engle skal tilbede ham" (Hebr 1,6). ret

næste kapitel