Den guddommelige norm

(316)  Guds bud er omfattende og vidtrækkende. I få ord åbenbarer de alt det menneskene kan finde på at gøre. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. ..... Du skal elske din næste som dig selv." (Mark 12,30-31). Disse ord viser længden og bredden, højden og dybden i Guds lov, for Paulus siger: "Kærligheden er altså lovens fylde." (Rom 13,10). Bibelen siger at "synd er lovbrud." (1Joh 3,4). Guds ord siger også: "Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud." (Rom 3,23). "De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste." (vers 12). ret

(316)   Mange bliver bedraget når det gælder deres sande tilstand. De forstår ikke at det naturlige hjerte er mere fyldt af svig end noget andet, og helt igennem fordærvet. De klæder sig i deres egen retfærdighed, og er tilfredse med at nå op til deres egen menneskelige standard for karakteren. Men de kommer skæbnesvangert til kort når de ikke når op til den guddommelige standard, for i sig selv kan de ikke møde Guds krav. ret

(317)  Alle mennesker har overtrådt Guds lov, og som lovovertrædere er vi håbløst fortabt, for vi er Guds fjender og ude af stand til at gøre nogen god gerning. "For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke." (Rom 8,7). Når menneskene ser ind i det moralske spejl, Guds hellige lov, opdager de at de er syndere, og de bliver overbevist om deres syndige tilstand og at de er under lovens retfærdige dom. Men de bliver ikke overladt til sig selv, i den håbløse stilling synden har bragt dem i, for han som var Gud lig, gav sit liv på Golgata for at frelse overtræderen fra fortabelse. "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh 3,16). ret

(317)  Vort sonoffer
Jesus var himmelens majestæt, englenes kære leder, og med glæde udførte de hans befalinger. Han var et med Gud, "i Faderens favn." (Joh 1,18). Han så det alligevel ikke som noget mål at være Gud lig, så længe menneskene var fortabt i synd og elendighed. Han steg ned fra sin trone, lagde sin krone og det kongelige septer væk og klædte sin guddom i menneskelighed. Han fornedrede sig selv til korsets død, for at mennesket kunne blive ophøjet til at sidde med ham på hans trone. I ham har vi et fuldstændigt offer, et guddommeligt sonoffer, en mægtig frelser, som helt og fuldt kan frelse dem som kommer til Gud ved ham. Han kommer for at åbenbare Faderen, for at forsone menneskene med Gud og gøre dem til nye mennesker, genskabt i hans billede som skabte dem. ret

(317)  Jesus er vort sonoffer. Vi kan ikke gøre soning for os selv, men i tro kan vi tage imod soningen som er blevet udført. "For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud." (1Pet 3,18). "I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt. ..... med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde."(1Pet 3,18-19). Det var med et uendeligt stort offer og en ubeskrivelig lidelse, vor genløser gjorde frelsen mulig for os. I denne verden var han ukendt og upåagtet, for at han med sin fornedrelse og ydmygelse kunne løfte menneskene op til evig ære og udødelig glæde i himmelen. Han led ufatteligt i de tredive år han var i verden. Vejen fra krybben til Golgata var formørket af sorg og smerte. Han var en smertens mand, vel kendt med sorg. Han led en hjertesorg så stor, at en menneskelig pen ikke kan skildre den. Han kunne i sandhed have sagt: "Se jer omkring, om der findes en smerte som den, der ramte mig." (Klages. 1,12). ret

(318)   Han som aldrig havde syndet, tog al verdens synd på sig. Den skyldfrie bar syndernes straf. Han var uskyldig, men gav sig selv som stedfortræder for dem. Skylden for al synd tyngede verdens frelser ned. Alle menneskets onde tanker, ord og gerninger blev han straffet for, fordi han var blevet menneskenes stedfortræder. Selv om syndeskylden ikke var hans, blev han knust for menneskenes overtrædelser. Han som ikke vidste af synd, blev gjort til synd for os, for at vi i ham skulle få Guds retfærdighed. ret

(318)  Vor guddommelige stedfortræder blottede frivilligt sit bryst for retfærdighedens sværd, for at vi ikke skulle gå fortabt, men have evigt liv. Jesus sagde: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre" (Joh 10,17-18). Intet menneske og ingen engel kunne have sonet straffen for synden. Jesus var den eneste som kunne frelse oprørske mennesker. I ham var det guddommelige og det menneskelige forenet, og det var dette som gav sonofferet på Golgata værdi. På korset mødte godhed og sandhed hverandre, retfærd og fred kyssede hverandre. ret

(319)  Når syndere ser Frelseren lide døden på Golgata, og forstår at han som lider, er guddommelig, må de spørge hvorfor dette store offer blev givet. Korset peger på Guds hellige lov som var blevet overtrådt. Kristi død er et uigendriveligt argument for Guds lovs retfærdighed og uforanderlighed. I en profeti om Kristus, siger Esajas: "For sin retfærdigheds skyld vil Herren gøre sin belæring stor og herlig." (Es 42,21). Loven har ingen magt til at tilgive overtræderen. Den har som opgave at pege på fejlene som er gjort, for at syndere skal blive klar over, at de har behov for ham som er mægtig til at frelse, en som kan være deres stedfortræder og retfærdighed. Jesus kan dække syndernes behov, for han har sonet overtrædernes synd. "Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt." (Es 53,5). ret

(319)   Herren kunne have forkastet synderne og fuldstændig tilintetgjort dem, men han valgte en udvej som kostede mere. I sin store kærlighed giver han håb til dem som var uden håb, idet han gav sin enbårne Søn til soning for verdens synd. Og eftersom han har tømt hele himmelen i denne ene rige gave, vil han ikke nægte mennesker nogen form for hjælp til at tage imod frelsen og blive Guds arvinger og Kristi medarvinger. ret

(319)  Guds kærlighed åbenbaret
Kristus kom for at åbenbare Guds kærlighed for verden og dermed drage alle mennesker til sig. Han siger: "Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig." (Joh 12,32). Det første sted på frelsesvejen er at reagere når Kristi kærlighed drager os. Gud sender det ene budskab efter det andet og formaner menneskene til at vende om, for at han kan tilgive dem. Skal hans indbydelser være forgæves? Skal hans tilbud om nåde overses, og hans kærlighed blive forkastet? Da afskærer menneskene sig fra den eneste mulighed fra frelse, for Gud kan kun tilgive den som angrer. Ved åbenbaringen af sin kærlighed, og ved Åndens påmindelser formaner han menneskene til at angre og vende om, for anger og omvendelse er en Guds gave. Den han tilgiver, hjælper han først til at angre. ret

(320)   Menneskene oplever deres største glæde når de oprigtigt angrer deres overtrædelse af Guds lov og når frem til troen på Kristus som syndernes frelser og talsmand. For at menneskene skal forstå hvilken glæde og fred Guds tilgivelse giver, drager Kristus dem ved åbenbaringen af sin kærlighed. Hvis de reagerer når han drager dem, og overlader sig til hans nåde, vil han lede dem skridt for skridt til fuld kundskab om ham selv. Dette er det evige liv. ret

(320)   Kristus kom for at åbenbare Guds retfærdighed og kærlighed, så Israel skulle få omvendelse og syndernes forladelse. Når synderen ser Jesus, løftet op på korset, hvor han lider straffen for overtrædernes skyld, og de i åbenbaringen af den forfærdelige død på korset, ser Guds afsky for det onde og hans kærlighed til faldne mennesker, vil de angre deres overtrædelse af den lov som er hellig, retfærdig og god. De tror på Kristus fordi han er blevet deres stedfortræder og talsmand. Gud viser den angrende synder sin nåde og sandhed. Han tilgiver og viser kærlighed. ret

(320)  Men Satan vil ikke lade et menneske slippe fri fra syndens favntag, hvis han kan forhindre det. Da Gud ofrede sin Søn, gav han sin bedste gave, og himmelens rige skatte står til vor rådighed. Selv om hele himmelen er blevet udøst i denne ene, rige gave, vil fjenden fortælle et angrende menneske at Gud er hård og ubøjelig og ikke villig til at tilgive overtræderen. Ved forskellige anledninger har jeg fået brev fra personer som var fortvivlede over deres synd. En og anden har skrevet: "Jeg er bange for der ikke er nogen hjælp for mig. Findes der noget håb for mig?" Disse stakkels mennesker har fået dette svar: "Stol på Gud, der er brød nok i hans hus. Stå op og gå til din Far. Han ser dig langt borte og går dig i møde. Han elsker dig og er nådig mod dig." ret

(321)  Når fjenden kommer som en stormflod og forsøger at overvælde dig med tanker om din synd, skal du sige til ham: Jeg ved at jeg er en synder. Hvis jeg ikke var det, ville jeg ikke være kommet til Frelseren. For han siger: "Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere." (Mark 2,17). Og fordi jeg er en synder, har jeg ret til at komme til Jesus. Jeg er fuld af synd og urenhed, men han led og døde og tog forbandelsen på sig, den forbandelse som skulle have ramt mig. Jeg kommer, jeg tror og jeg påberåber mig hans løfter, at "enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv." (Joh 3,16). ret

(321)   Vil en sådan bøn fra en angrende sjæl blive afvist? Nej, aldrig! Kristi lidelse og død er beviset på hans grænseløse kærlighed til menneskene. Han både kan og vil frelse alle som kommer til Gud ved ham. ret

(321)  Kom da som et lille barn til Gud, og kast dig for hans fødder som en angrende synder. Vi behøver ikke fare op til himmelen for at hente Jesus ned, eller stige ned i afgrunden for at hente ham op, for han er altid nær hos os. Han siger: "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig." (Åb 3,20). Kristus er mere end villig til at tage vort hjertes tempel i besiddelse, hvis vi vil lukke ham ind. Han siger at han står for hjertedøren og banker. Hvorfor kommer han da ikke ind? Er det fordi kærligheden til synd har lukket hjertedøren? Når vi er villige til at give afkald på synden og bekende vor skyld, vil hindringerne mellem sjælen og Frelseren blive fjernet. ret

næste kapitel